Jarl Cordua: Løkkes ry som ferm politiksnedker skal stå sin prøve

KOMMENTAR: Det er bestemt ikke et drømmescenarie for Løkke at gå til valg med et parti, der er dybt splittet om regionernes nedlæggelse. Man må derfor formode, at statsministeren for tiden arbejder på højtryk for at finde en løsning, skriver Jarl Cordua.

Det er vel sidste udkald for alle dem, der ønsker at påvirke den politiske proces forud for den sundhedsreform, som forventes at blive præsenteret i løbet af et par uger. Derfor er det slet ikke overraskende, at Venstres fem gruppeformænd på vegne af 54 folkevalgte regionsrådsmedlemmer forleden skrev et brev – eller et bønskrift – til statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) om at lade nåde gå for ret og frede regionerne.

Problemet er imidlertid, at det er svært at kalde øvelsen for reform, hvis ikke Løkke afvikler regionerne. Dertil kommer, at både de to regeringspartier, Konservative og Liberal Alliance, og det magtfulde støtteparti, landets næststørste parti, Dansk Folkeparti ønsker regionerne nedlagt.

Endelig har Løkke selv skabt forventninger om udfaldet, som senest er blevet udpenslet i nytårsdagsudgaven af Berlingske, hvor det klart fremgår, at forslaget går ud på at erstatte regionerne med fem bestyrelser, hvor der godt må sidde enkelte politikere, eksempelvis borgmestre, der så er indirekte valgt af de folkevalgte fra områdets kommuner. Det er næppe forslag, som Berlingske har gravet frem alene ved egen hjælp.

Bønskriftet til Løkke fra Venstres gruppeformænd blev lækket til Avisen Danmark, men i øvrigt holdt politikerne lav profil med hensyn til opfølgende kommentarer og overlod det til avisen at fortolke budskabet. Brevet var afsendt per mail, men blev altså præsenteret i Avisen Danmark, der er blevet mediet, hvor Venstres mange modstandere af nedlæggelsen af regionerne taler ud.

Det begyndte allerede før jul med tidligere gruppeformand Søren Gade og tre folketingsmedlemmer, som især er kritiske over for den idé, der ifølge Berlingske ligger på bordet, om at erstatte regionerne med administrative enheder eller bestyrelser, der ikke er folkevalgte, og hvor det derfor bliver sværere for vælgerne at holde bestyrelsesmedlemmerne ansvarlige for beslutningerne.

Kritikken blev fulgt op af andre centrale Venstre-folk som Jens Nicolai Vejlgaard (Hvide Sande), der er formand for Venstre i Region Midtjylland og alt andet end ”hr. hvem som helst” i Venstres stærke vestjyske bagland.

Tidligere har regionsrådsformand og formand for Danske Regioner Stephanie Lose betegnet en nedlæggelse af regionerne som et ”udsalg af Venstres DNA”, og tre jyske Venstre-borgmestre med Lars Krarup (Herning) i spidsen har også været kritiske.  

Søndag følte MF Anni Matthiesen åbenbart, at hun skyldte sine vælgere at klargøre sin holdning i et læserbrev i JydskeVestkysten: ”... jeg mener, regionerne skal bevares, hvis man ikke kan sætte noget i stedet, som er bedre. Samtidig har jeg oplyst dem om, at jeg endnu ikke har set en model for noget, som er bedre og dermed kan erstatte regionerne.”

Det sidste kan man læse som et forbehold for, at Løkke jo med sundhedsreformen om et par uger kan trylle et forslag frem, som Anni Matthiessen bliver nødt til at stemme for, for ikke at bringe sit parti i en umulig situation. Men det er næppe en overfortolkning at konkludere, at Matthiesen ikke er begejstret.

Sidst, men ikke mindst, er en anden Venstremand kommet på banen med kritik, nemlig Steffen Damsgaard, der ud over at være V-kommunalpolitiker i Lemvig også er formand for den partipolitisk neutrale, men især i Venstre stærkt indflydelsesrige organisation, Landdistrikternes Fællesråd.

Onsdag formulerede han i Avisen Danmark synspunktet, som stod det på et banner ved en demonstration foran Christiansborg: ”Stop centraliseringen, og bevar regionerne til de opgaver, de er bedst til. Styrk dem i stedet.”

Det er i øvrigt interessant, at især de jysk-fynske Venstrefolk ser nedlæggelsen af regionerne som en centraliseringsøvelse, de er meget imod, mens det parti, som hævder at være yderområdernes bedste ven og solide værn mod Slotsholmens formynderiske københavneri, Dansk Folkeparti, kæmper indædt for nedlæggelsen af regionerne, da de ifølge DF har ”udspillet deres rolle”.

DF ser formentlig en mulighed for at præge sundhedspolitikken i langt højere grad ved at lægge hele sundhedsvæsenet direkte under Folketinget, hvor DF har nogle flere mandater i ryggen end ude i regionerne. DF's politik er dermed stærkt centralistisk, når det passer i deres eget kram. Men det er der næppe mange af vælgerne, der er opmærksomme på eller går op i, når de står i stemmeboksen ved næste folketingsvalg. Og DF står, som før nævnt, langt fra alene med sit synspunkt i den borgerlige lejr. Det er nærmest mainstream og deles af LA og K – og sikkert også af mange Venstrefolk.

Påvirker alt dette Lars Løkkes planer? Det burde det nok, men hvor stort er egentlig hans spillerum?

Sandsynligvis er planerne for sundhedsreformen, som formodentlig blot er ved at blive pudset af, blevet til efter samspil og møder med Kristian Thulesen Dahl (DF) allerede i løbet af efterårets drøftelser af finansloven. Det er måske allerede aftalt som en indrømmelse til DF, at regionerne skal nedlægges? 

Vi ved, at der i forbindelse med finansloven er blevet afsat en halv milliard kroner til sundhedsreformen i de næste to år, sådan at man ikke risikerer at løbe ind i kritik af reformen som en ren omstruktureringsøvelse. Berlingske har desuden ad flere omgange skrevet om en tilskudspulje på 1,5 milliarder kroner til såkaldt ”nærhedsfinansering”, hvor de bebudede 21 lokale sundhedsfælleskaber skal kunne købe sig ydelser i kommunerne eller i almen praksis.

Man kan sikkert tænke sig, at der bliver afsat yderligere penge for at få hele sundhedsreformen til at glide bedre ned. Man ser for sig, hvordan ordbogen for danske politiske buzzwords i disse år vokser med ord som ”nærhedsfinansiering”, der jo umiddelbart lyder ganske rarere end for eksempel ”centralfinansering”.

Som det ser ud nu, kan Løkke næppe skrue tiden tilbage og aflyse sine reformplaner. Ligesom man i skak har reglen om, at rørt brik skal flyttes, så kan Løkke ikke droppe sundhedsreformplanerne, efter han selv længe har bebudet dem, og efter hans sundhedsminister Ellen Trane Nørby i mere end et år har brugt megen tid på at kritisere de nuværende forhold i sundhedsvæsenet uden at komme med løsningsforslag. Altså før nu.

Der er derfor ingen vej tilbage, medmindre man vil gå et folketingsvalg i møde med endnu et stort politisk nederlag i bagagen, dyb splittelse internt i regeringen og et formentlig rasende støtteparti i form af Dansk Folkepartis Kristian Thulesen Dahl (han er partiet), måske med risiko for, at DF-formanden trækker støtten til Løkkes statsministerkandidatur.

Prisen er, at Løkke må gå til folketingsvalg med en række folketingskandidater med aktier i regionerne, som er modstandere af denne del af sundhedsreformen, og al den surhed, der følger med.

Taber Løkke valget, så redder regionerne livet, da Socialdemokraterne er modstandere og skrinlægger planerne efter valget. Og dermed skal Venstres regionsrådspolitikere og andre V-kritikere på forunderlig vis nærmest håbe på et valgnederlag til blå blok. Det er derfor ikke ligefrem et drømmescenarie for en partileder at gå til valg med et splittet parti på så centralt et spørgsmål.

Derfor må man formode, at Løkke gør, hvad han kan, for at strikke en løsning på plads, der både tilfredsstiller de fleste af hans interne kritikere i V, DF og de to øvrige borgerlige regeringspartier. Og hvordan det vil ske helt uden at nedlægge regionerne? Det er ikke lige til at se.

Det er netop i en situation som denne, at Løkkes fortjente ry som ferm politiksnedker skal stå sin prøve.

----------

Jarl Cordua er liberal-borgerlig politisk kommentator og vært på radioprogrammet Cordua & Steno på Radio24syv. Hver onsdag skriver han en politisk kommentar på Altinget. 

Tema: Kommentarer

Forrige artikel Marie Krarup: Troen på demokratiets naturlighed er forkert Marie Krarup: Troen på demokratiets naturlighed er forkert Næste artikel Flemming Chr. Nielsen: Der er gået svamp i menneskerettighederne Flemming Chr. Nielsen: Der er gået svamp i menneskerettighederne