Kommentar af 
Jarl Cordua

Jarl Cordua: Nu er valgkampen indledt

Spinkrigen om den nye reformaftale, som skal sikre flere hænder på arbejdsmarkedet, afslører, at valgkampen til folketingsvalget er indledt, skriver Jarl Cordua.

Ny reformaftale er endt med at blive det første slag i valgkampen til folketingsvalget. Spørgsmålet er, om finansminister Nicolai Wammen (S) er en elendig forhandler, skriver Jarl Cordua.
 
Ny reformaftale er endt med at blive det første slag i valgkampen til folketingsvalget. Spørgsmålet er, om finansminister Nicolai Wammen (S) er en elendig forhandler, skriver Jarl Cordua.   Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Jarl Cordua
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Den veritable spinkrig, der er brudt ud mellem finansminister Nicolai Wammen (S) og firepartikoalitionen oven på de længe ventede reformforhandlinger, gør det klart, at valgkampen på Christiansborg er indledt. Dette stadie i den politiske kalender har indfundet sig lidt tidligere, end regeringen havde håbet på.

Wammen blev efter offentliggørelsen af reformaftalen, der blev indgået mellem Radikale, SF, Dansk Folkeparti og Kristendemokraterne, vanen tro udråbt af nogle iagttagere som manden, der igen har sejret over de borgerlige, der omvendt ikke kendte deres besøgstid og derfor overspillede deres kort, da de ikke ville være med til at gennemføre store dele af deres eget program mod til gengæld at tillade, at regeringspartiet leverede lidt politiske resultater til de tro støtter i fagbevægelsen og især deres tætteste venner i 3F.

Spørgsmålet er dog, om Nicolai Wammen nu også kan udråbes som den store vinder af forhandlingsslaget. Vist har Wammen formået at få leveret et politisk resultat med højere dagpenge og fradrag til fagforeningskontingent, som nok også sikrer SF's stemmer, men også en vigtig indrømmelse til vennerne i fagbevægelsen, der også gerne skal kunne forklare medlemmerne, hvorfor de bør stemme på Socialdemokratiet frem for Enhedslisten ved næste folketingsvalg.

Hvis ikke 3F's afgående formand, Per Christensen, nu huskes i offentligheden for noget helt andet, vil dette resultat ved siden af arnereformen og smedningen af S/DF-koalitionen stå som monumenter over hans betydelige politiske indflydelse i S-regeringen og i øvrigt understrege hans fænomenale evne til over flere år at agere klogt politisk strategisk.

I det hele taget må finansministeren ses som en vinder, så længe han får sin politik igennem med en forhandlet aftale, der kan samle et politisk flertal.

Men der kan også indkasseres en politisk sidegevinst ved at splitte oppositionen, som dermed får sværere ved at fremstå som et samlet alternativ for vælgerne frem mod valget. Det lykkes egentlig også denne gang for finansministeren, som benyttede sin velkendte taktik med at forhandle med Folketingets partier enkeltvis.

Troværdigheden i Sofie Carsten Nielsens (R) mange udsagn om mulig radikal støtte til en borgerlig statsminister ligner en sønderskudt banegård

Jarl Cordua

Imidlertid ville de fire borgerlige partier – Venstre, Konservative, Liberal Alliance og Nye Borgerlige – ikke deltage på den præmis, hvorfor de forhandlede samlet, ligesom de havde succes med under forhandlingerne om landbruget i efteråret.

Dansk Folkeparti forhandlede omvendt alene, og partiet kom med i det meste af aftalen, hvilket i øvrigt ses som Kristian Thulesen Dahls arvestykke til partiets nye formand, Morten Messerschmidt.

Aftalen sikrer, at Dansk Folkeparti fortsætter eksformandens arbejderistiske velfærdslinje, som nogle mener, at Messerschmidt på et tidspunkt vil tage et opgør med.

Rygterne løb i sidste uge på Christiansborg om, at reformforhandlingerne netop skulle være færdige inden Dansk Folkepartis årsmøde, sådan at den nye formand ikke kunne sætte sit aftryk på aftalen, men i stedet var tvunget til at købe den nærmest ubeset, hvilket jo kun kan udlægges som en støtte til Thulesen Dahls hidtidige politiske kurs.

Messerschmidt valgte klogt at omfavne aftalen, måske i begejstring, måske af bitter nød, for ikke at åbne for endnu en intern flanke for kritik i et parti, hvor man fortsat skælder ud på hinanden i offentligheden.

Skulle det utænkelige ske, at Messerschmidt render fra Thulesen Dahls aftale eller kræver den genåbnet, vil det kun skabe yderligere splid i hans lejr, hvor omtalte rygter i denne uge gik på, at tre folketingsmedlemmer overvejede at søge optagelse i Socialdemokratiet.

Wammen har under alle omstændigheder formået at bevare den S/DF-alliance ved indledningen til den messerschmidtske formandstid, som 3F's Per Christensen var fødselshjælper til under VLAK-regeringen. Det er ikke et ubetydeligt resultat, når det gælder om at fastholde tidligere DF-vælgere, som Socialdemokratiet har formået et erobre.

Et andet soleklart politisk resultat for finansministeren er, at Radikale efter nogle ugers borgerlig flirt med klassiske, åbne spekulationer i medierne det seneste halve år om muligheden for, at radikale stemmer efter et valg kan stå bag enten Jakob Ellemann-Jensen (V) eller Søren Pape Poulsen (K), nu atter er tilbage i folden som socialdemokraternes naturlige samarbejdspartnere.

De radikale giver naturligvis de borgerlige forhandlere hele skylden for, at man står på hver sin side af aftalen, men det ændrer ikke på, at troværdigheden i Sofie Carsten Nielsens (R) mange udsagn om mulig radikal støtte til en borgerlig statsminister ligner en sønderskudt banegård.

Om skribenten

Jarl Cordua er liberal-borgerlig politisk kommentator og vært på podcasten Cordua & Steno, som Berlingske udgiver. Hver onsdag skriver han en politisk kommentar på Altinget.

Det passer utvivlsomt socialdemokraterne fortrinligt, at det endnu engang er understreget, at de radikale reelt er uden alternativer til igen at støtte Mette Frederiksen (S) som statsminister efter valget.  

For Wammen er det også glimrende, at Socialdemokratiet i en kommende valgkamp kan pege på, at man formår at samle et flertal fra SF til Dansk Folkeparti om en aftale, hvor der ubestrideligt er både borgerlige, men nu også ganske tydelige socialdemokratiske fingeraftryk.    

På negativsiden er det åbenbart, at Wammen har problemer med at føre de politiske resultater udi i realiteternes verden, da aftalen omfatter indhold, der er forligsbelagt.

Det følger nemlig af dagpengeaftalen fra 2015, som Socialdemokratiet indgik med Venstre og Konservative, at intet kan føres ud i livet på dagpengeområdet – inden næste valg – uden at disse tre partier er enige.

Der bliver derfor hverken lavere dagpenge efter tre måneders ledighed eller kortere dagpengeperiode for nyuddannede, som ellers vil give cirka 8.500 flere mennesker på arbejdsmarkedet og som dermed vil levere broderparten af de ekstra hænder, som hele reformaftalen skulle levere på.

Det samme er tilfældet for en lang række andre elementer i aftalen, der dog for de flestes vedkommende er kendetegnet ved, at der er tale om borgerlig politik.

Wammen satser med sit seneste angreb blandt andet i Berlingske torsdag tydeligvis på, at Venstre og Konservative ikke kan holde til at stemme imod deres egen politik.

Han har tydeligvis regnet med, at dansk erhvervsliv og en borgerlig opinion med DI i spidsen kan påvirke Venstre og Konservative til at bryde ud af alliancen og sikre, at aftalen kan materialiseres. Da både Venstre og Konservative er med i forliget, er det dog begge partier, der skal overtales.

Selvom Wammen nok kan have sagligheden med som forbundsfælle, for så vidt angår, at de borgerlige partier burde være lige så optaget af at sikre et øget arbejdsudbud, som er tidens store problem i dansk økonomi, så har han meget svært ved at forklare, hvorfor det indebærer, at de borgerlige ved samme lejlighed også skal acceptere forslaget om øgede dagpenge til nyledige og højere fradrag for fagforeningskontingenter.

Wammens kraftige udfald kunne tyde på, at han er frustreret over, at planen om at splitte Venstre og Konservative fra Liberal Alliance og Nye Borgerlige ikke lykkedes

Jarl Cordua

For et parti som Venstre bliver det meget svært at gå ind i en valgkamp med et krav om, at det skal kunne betale sig at arbejde, hvis man med reformaftalen har været med til at hæve dagpengene.

Det er lidt mærkeligt, at Wammen tilsyneladende ikke har gjort det klart for sig selv, at det vil kræve en pæn stor betaling til Venstre i form af skattelettelser, hvis han skulle overtale Venstre til at opgive den position forud for et valg, som der reelt er tale om.

Måske er forklaringen en anden: Wammens mandat var bundet af statsministeren til ikke at kunne give den slags indrømmelser. Måske er det Wammen og hans statsminister, der er kommet til at lulle sig ind i en forestilling om, at Venstre og Konservative er så meget dikkende lammehaler for erhvervslivet, at Socialdemokratiet kunne presse fagforeningernes krav om højere dagpenge med videre igennem?

Socialdemokratiet opfatter tilsyneladende forslaget som en rimelig betaling for, at regeringen selv renoncerer på deres og fagforeningernes hidtidige modstand mod udenlandsk arbejdskraft, hvor de med aftalen vil sænke beløbsgrænsen for årlig indkomst fra 448.000 kroner til 375.000 kroner i en midlertidig periode på to år.

Med andre ord har Wammen undervurderet dagpengeforslagets evne til at mobilisere de fire partiers sammenhold, og Wammens kraftige udfald kunne tyde på, at han er frustreret over, at planen om at splitte Venstre og Konservative fra Liberal Alliance og Nye Borgerlige ikke lykkedes.

I Berlingske savner Wammen de gode gamle dage, hvor Venstre og Konservative kunne forhandle i egen ret, og han analyserer selv frem til, at rivaliseringen mellem Pape og Ellemann om at blive de borgerliges statsministerkandidat har tvunget dem i armene på de mere uforsonlige partier, Liberal Alliance og Nye Borgerlige.

Dermed leverer Wammen også konklusionen: Der er allerede gået valgkamp i Christiansborg, og forhåbningerne om flere brede forlig frem mod sommerferien ser pludseligt mere dystre ud.

Hos de fire borgerlige partier spores der indtil videre en tilfredshed med situationen. I modsætning til Wammen ser de den manglende splittelse som en stor sejr for dem selv.

De har formået at stikke en kæp i hjulet på Wammens forhandlingsmaskine og udstillet hans velkendte taktik med at kaste lunser til partierne hver for sig og sige top, når Radikale og Dansk Folkeparti først er ombord, for så siden blankt at afvise de borgerliges krav om topskattelettelser. Det ville formentlig også gøre for ondt på SF, hvis man skulle medvirke til det.

For de borgerlige er risikoen den, at de med deres ageren over for vælgerne fremstår som økonomisk uansvarlige, når de går mere op i at afvise dagpengeforhøjelser end at sikre virksomhederne mere arbejdskraft.

Det vil partierne selvfølgelig ikke have siddende på sig. De fremsætter derfor deres eget forslag om øget arbejdskraft fra udlandet, hvor beløbsgrænsen sænkes yderligere, men hvor borgere fra Nordafrika og Mellemøsten er udelukket på forhånd.

Spinkrigen om reformaftalen er i denne uge for alvor brudt ud på Christiansborg, og den kan kun ses som første slag i valgkampen frem mod det kommende folketingsvalg

Jarl Cordua

Et forslag, som, politiske modstandere peger på, må skyldes Pernille Vermunds (NB) hastige indflydelse i koalitionen med Venstre, Konservative, Liberal Alliance og Nye Borgerlige, der nu gerne kalder sig "den blå opposition", men som ifølge venstrekilder faktisk har en fortid, som et venstreforslag, der blev udarbejdet i Lars Løkke Rasmussens formandstid og har ligget i skuffen lige siden.

Vermund roses i øvrigt af især Venstres forhandlere som et aktiv og som en konstruktiv medspiller i modsætning til Thulesen Dahl, der fra begyndelsen har satset på en aftale alene med Wammen.

Venstres og Konservatives position skaber dog rum for midterpartier som Kristendemokraterne, Radikale og Moderaterne, der kan pege på dem selv som indlysende alternativer i fremtiden, der er frigjort fra især Nye Borgerliges indflydelse.

Det hjælper dog ikke Wammen her og nu, som må se på, at hans reformaftale er parkeret indtil efter folketingsvalget. For nogle borgerlige vælgere er det omvendt et tegn på, at oppositionen endelig viser tænder og kan arbejde tæt sammen.

Spinkrigen om reformaftalen er i denne uge for alvor brudt ud på Christiansborg, og den kan kun ses som første slag i valgkampen frem mod det kommende folketingsvalg, der senest er udskrevet om godt 16 måneder.

Kampen om sjælene står dermed i første omgang om to modstridende fortællinger: Er Venstre og Konservative blevet uansvarlige partier, der tækkes højrefløjen frem for at gøre det eneste ansvarlige og medvirke til at sikre dansk økonomi mere arbejdskraft?

Eller er Nicolai Wammen egentlig en elendig forhandler, der har bildt sig selv ind, at han kan vinde fremtidens forhandlingsslag med fortidens nemt gennemskuelige taktik ved at forsøge at spille Venstre og Konservative ud mod hinanden, mens han forsøger at overbevise dem om, at de skal medvirke til, at Socialdemokratiet forgylder deres sponsorer i fagbevægelsen.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jarl Cordua

Radiovært, kommentator ved Berlingske m.fl.
cand.polit. (Københavns Uni. 1998)

Nicolai Wammen

Finansminister, MF (S)
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 2001)

Mette Frederiksen

Fungerende statsminister, MF, partiformand (S), kongelig undersøger
master i afrikastudier (Københavns Uni. 2009), ba.scient.adm. i samfundsfag (Aalborg Uni. 2007)