Jarl Cordua: Politiserende pressechef hjalp Ellemann til første lille sejr

Tirsdag over middag lykkedes det for første gang oppositionsleder Jakob Ellemann-Jensen at vise tænder over for statsministeren i Folketinges spørgetid.

Det skete i sagen om syv ud af ni nye pressechefer, som oppositionen og andre kritiserer for at være håndplukket af S-regeringens ministre, fordi de alle har haft en baggrund som rådgivere i enten S eller SF eller har været tæt på de enkelte ministre som kampagnemedarbejdere eller lignende.

Kritikken hænger sin hat på, at det statistisk set er tæt på usandsynligt, at disse embedsmandsstillinger alene kan besættes med folk med denne specielle partimæssige baggrund og loyalitetsbånd.

Sandsynligheden taler omvendt for, at besættelsen af stillingerne har været en skinproces, hvor lidt for loyale departementschefer har læst skriften på væggen ved gennemgang af ansøgningerne.

Det kan næppe bevises, men måske har de forstået et vink med en vognstang fra de enkelte S-ministre eller andre om, at man gerne ser ansættelse af gamle kammerater i disse embedsmandstillinger, hvor de nyder en helt anden beskyttelse i ansættelsen, end tilfældet er med de særlige rådgivere.

Her er der helt andre mere rene linjer, da de særlige rådgivere går sammen med de afgående ministre, og deres færden i embedsmandssystemet er i øvrigt stærkt begrænset og reguleret. For eksempel har de ingen instruksbeføjelser.

Ellemann formåede denne gang at bringe statsministeren i defensiven, selvom Frederiksen hele vejen bevarede roen i en ellers dårlig sag.

Jarl Cordua

De pågældende embedsmænd i pressechefstillinger må formodes at have mere magt og derfor må formodes at kunne agere mere i forhold til embedsmandssystemet. Til gengæld har der i al fald hidtil været en forventning om en mere neddæmpet profil i offentligheden.

Ellemann var i sin debut i spørgetiden for nogle uger siden meget usikker og valgte dengang en sag, der var alt for nem for statsministeren at afparere.

Denne gang var emnet både mere giftigt og lod sig ikke helt så let afvise: Ville statsministeren møde op i samråd og forklare sig vedrørende disse ansættelser, spurgte Ellemann. Det kom der en noget lang forklaring ud af fra Mette Frederiksen, som Ellemann med et stort ulvesmil kunne udstille som et for hende ukarakteristisk langsnakkende, floromvundent nej.

Venstre-formandens kritik var i øvrigt forholdsvis neddæmpet, hvor snittet blev lagt ved behovet for at "diskutere sagen", og kniven sat ind lige der, hvor Frederiksen havde sværest ved at komme med en forklaring: Det himmelråbende urealistiske i, at kongerigets syv klogeste pressechefer netop nu alle har baggrund i S eller SF, blev lagt ind som præmis, og havde regeringen på den baggrund derfor nu tænkt sig at indføre politiske embedsmænd ad bagdøren i stedet for fordøren, som ville være mere reelt?

Heldigt for Ellemann leverede en af de nye pressechefer i ministerierne noget, der ligner et bevis for urent trav, som V-formanden derfor overbevisende kunne henvise til: 

Søndag udkom Politiken Søndag på forsiden med en lidt gammel historie om fire udtjente cirkuselefanter, som staten har købt af Cirkus Arena. Det var samme sag, der fik Mette Frederiksen til at klukle under åbningsdebatten, fordi det var så morsomt, at kamelen Ali ved samme lejlighed gik med i købet.

Ellemann var imidlertid fødevareminister i den tidligere VLAK-regering og følte åbenbart nu, at han burde besvare en henvendelse fra Politikens grundige og respekterede journalist Kristian Klarskov, der bad Venstreformanden forholde sig til sagen og dens afslutning, og Ellemann mente nu, at elefanterne var købt for dyrt. 

Ellemanns medvirken fik så en anden Politiken-skribent – den tidligere S-rådgiver og kommentator Noa Redington til at tweete om, at Venstres formand i stedet for at forholde sig til de store sager i dansk politik åbenbart hellere ville tale om cirkuselefanter.

Det var lige vand på den mølle, der har snurret – også hos andre skribenter med solid S-baggrund på samme avis – hvor man i nogen tid har udstillet Ellemann som en notorisk letvægter, der tumler rundt i manegen og enten ikke vil eller kan forholde sig til de store sager i dansk politik. En kritik, som Ellemann i øvrigt heller ikke selv har gjort meget for at aflive.

Politikens "Cirkuselefantgate" satte ikke desto mindre strøm til hele laget af S-spindoktorer anført af den politiske ordfører hos Socialdemokratiet, Jesper Petersen, der per refleks udnyttede Ellemanns trang til at besvare en pressehenvendelse, der henset til sin ophøjede position som statsministerkandidat nok i stedet burde være henvist til Venstres fungerende cirkuselefantordfører.

Det er i øvrigt et næsten ledigt standpunkt blandt de ellers magtkritiske kommentatorer, som stillede sig op i køen sammen med Redington, at rose Ellemann for at stille op til et interview med Politiken. Det står ellers i grel modsætning til store dele af S-regeringen, der i stedet for at svare på pressens henvendelser har det med at gemme sig bag e-mails og spindoktorer. En kritik, som Ekstra Bladet – en anden JP/Politiken-publikation – med god ret har bragt på banen og dokumenteret i ugens løb.

En af dem, der sikkert af gammel vane reagerede, da Jesper Petersens basun gjaldede, var Udlændinge- og Integrationsministeriets pressechef, den tidligere SFU-formand Pelle Dam, der således istemte sarkastisk hån og nedladende kritik af Ellemann som mere optaget af elefanter end de store emner i dansk politik.

Ingen kunne herefter være i tvivl om, at Pelle Dam reagerede nøjagtigt som én af Socialdemokraternes kampagnefolk. Den ligner en and. Den går som en and. Den … Dams efterfølgende sletning af sit tweet understregede pointen om, at ministerens gamle kampagnemand ikke bare havde vovet sig for langt ud på isen, men simpelthen var faldet helt igennem.

Uden at nævne den pågældendes navn kunne Ellemann derfor i debatten med Frederiksen blot nøjes med at henvise til, "at man jo bare kan kaste et blik på de sociale medier" for at blive overbevist om sagens rette sammenhæng.

Dam agerede på Twitter som S-kampagnemand. Dam er ansat som embedsmand. Dam var tidligere kampagnemand for ministeren. Ergo er Dam ansat som politisk embedsmand ad bagdøren.

Statsministeren henviste til, at hun intet havde med ansættelsen at gøre, at ansættelserne ikke har været drøftet i regeringen, og at embedsmænd også har deres ytringsfrihed. Alligevel kom statsministeren under ordudvekslingen med Ellemann med én indrømmelse: Pressechefer skal hele tiden gøre alle det klart, hvornår de agerer som privatpersoner, og hvornår de er pressechefer i ministeriet.

Man skal være meget tonedøv – hvis ikke man forstår, hvad det betyder: Ministeriets pressechefer skal ikke i fremtiden deltage i Jesper Petersens hundeslagsmål på Twitter med regeringens politiske modstandere. Hvis nogen hos S nogensinde har anbefalet Dam, så må de selvsamme mennesker stå noget slukørede tilbage ved betragtning af pressechefens eklatante selvmål, der bringer statsministeren i problemer.

Man kan også undre sig over, hvorfor Udlændinge- og Integrationsministeriets departementschef, Christian Hesthaven, og dem, der i øvrigt sidder med i ansættelsesudvalget, har sat deres lid til en pressemand med så enestående dårlig dømmekraft, og som tydeligvis ikke har forstået de helt basale forventninger, der er i systemet til en embedsmands loyalitet og ikke mindst politiske neutralitet.

Det er også en helt grundlæggende præmis, at embedsfolk ikke skal skabe problemer, men løse problemer for ministeren. Dams dumhed falder i al fald tilbage på Hesthaven og hans folk.

Måske er forklaringen den nærliggende, som kritikerne påpeger, at Hesthaven – i stil med sine andre departementschefer – har vurderet, at denne S-regering har udsigt til at sidde ganske længe.

Og henset til at enten nogen med tilknytning til regeringen har hvisket noget til dem – eller at de selv intuitivt har vurderet – at det nok er bedst for deres egen karriere som topembedsmænd, hvis de ser velvilligt på striben af ansøgninger fra tidligere S-spinfolk, der er tilgået ministerierne. Dermed er disse folk, hvor i al fald nogle af dem er åbenlyst kompetente og erfarne, endt med at besætte stillingerne.

Denne signatur er vidende om, at i al fald en enkelt erfaren tidligere Venstre-rådgiver med et betragteligt cv har søgt én af pressestillingerne, men undervejs blev sorteret fra til fordel for én af de syv med S/SF-baggrund. Mistanken om en skinproces vil længe hænge i luften.