Jarl Cordua: Tillidsmandens datter vil undgå 2011-spinkrigen

KOMMENTAR: Der meldes om god stemning fra Landstingssalen, hvor Socialdemokratiet og de øvrige partier er blevet enige om ikke at gentage forløbet fra Det Sorte Tårn i 2011 med spinkrig og lukkede døre, skriver Jarl Cordua.

Mette Frederiksen har sat sig i stolen som kongelig undersøger og residerer midlertidigt i Landstingssalen. Det er ikke kun det samme sted, som forgængeren Lars Løkke Rasmussen førte sine regeringsforhandlinger.

Ifølge Socialdemokratiets pressekonsulent Mads Havskov Hansen er det også "det rum, hvor fornedrelsens proselytter og undertrykkelsens ypperstepræster i årevis holdt arbejderklassen i et jerngreb", men nu "sidder datteren af en tillidsmand og forhandler om opbakning til en socialdemokratisk regering, der vil forbedre lønmodtagernes rettigheder".

Her, "hvor højrekræfterne så passivt til, mens børnehjemsbørn i hobetal blev mishandlet, sidder der nu en socialdemokrat, der gerne vil være børnenes statsminister". Pressekonsulentens slagkraftige og herligt patos-fyldte linjer fra Facebook siger alt om selvforståelsen og ikke mindst forventningerne til de politiske resultater i det gamle arbejderparti, der ikke gik frem i stemmetal ved folketingsvalget.

Tillidsmandsdatteren giver sig tilsyneladende god tid til at komme overens, især med arve-ven-fjenderne hos De Radikale. Der er ikke nogen bagkant for forhandlingerne, og der er en del fokus fra alle sider på, at processen skal foregå på en noget anden og mere konstruktiv måde sammenlignet med de dramatiske forhandlinger i Det Sorte Tårn i 2011.

Det er blandt andet derfor, at S-toppen har kopieret Løkkes forhandlingsmodel fra 2015 med relativ åbenhed på Christiansborg, hvor alle kan se, hvem der går ind ad dørene til Landstingssalen frem for et mørkt rum på et ukendt hotel og det drama, der med stor sikkerhed følger efter.

Der er også opnået enighed blandt parterne om, at valgkampen ikke skal videreføres under forhandlingerne ligesom sidst, hvor spindoktorer altid stod klar med negative analyser om modparten.

Taber-vinder-fortællingerne, der har som uhensigtsmæssig sideeffekt, at de udpegede tabere bliver provokerede og sure, skal altså pakkes helt bort. Ambitionen er at opbygge tillid, og det kræver, at parterne bruger tid på at få talt sig til rette, så man undgår skrækscenariet i 2011, hvor rød blok lå i spinkrig undervejs i processen og lagde kimen til Thorning-regeringens fald i 2015.

Der meldes om god stemning og optimisme fra forhandlingerne, men man er altså kun nået til "opvarmningsstadiet", hvor politiske forslag har været på bordet, men hvor der ikke er blevet konkluderet noget.

De første dage var klima og velfærd på bordet. Tirsdag talte man om udlændinge, som alle anerkender er den store sten på vejen. I dag diskuterer man økonomi, hvor der heller ikke er stor enighed i rød blok. Det afrunder så de indledende forhandlinger, hvor man efter en pause torsdag og fredag på grund af Folkemødet, vender tilbage i weekenden med mere konkrete forhandlinger, som alle mener bliver svære.

I den socialdemokratiske forhandlingsdelegation er det kommet til et skift på én af pladserne. Den i lang tid forventede finansminister og mangeårige stærke mand i partiet, gruppeformand Henrik Sass Larsen smed 2. pinsedag håndklædet i ringen og sygemelder sig indtil videre. Han føler sig forfulgt af pressen og har det skidt, hvilket flere iagttagere i nogen tid også har bemærket.

Sass' rolle i den hidtidige proces har været begrænset til at være med en enkelt dag, hvor han ikke gjorde meget væsen af sig. Hele det politiske miljø på Christiansborg og især mange i hans parti er i øvrigt dybt berørt over Sass' tragiske personlige deroute, som også klargør for omverdenen, hvilken høj pris der indimellem bliver betalt for at kunne deltage i politik på topniveau.

I stedet er det en helt anden figur, som sammen med Mette Frederiksen præger forhandlingerne, nemlig den politiske ordfører Nicolai Wammen.

Hvis det er meningen, at Wammen skal være udenrigsminister, som ikke så få iagttagere spår, så er det noget mærkværdigt, hvis han forhandler regeringsgrundlag og dermed lægger sporene for den offentlige økonomi i flere år frem. I al fald hvis det hele ender med, at Wammen dropper finansministerposten, fordi han hellere vil være udenrigsminister.

Man må gå ud fra, at Mette Frederiksen har haft en samtale med Wammen, hvor hun har kigget ham i øjnene og gjort ham klart, at det er den opgave og det ansvar, som han må påtage sig som vælgerfavorit og del af ledelsen i partiet. Hvis Wammen allerede nu undslår sig ansvaret, så bør hun nok hente en anden forhandler ind, der kan se Radikale og Enhedslisten i øjnene og være med til at opbygge den nødvendige tillid til fremtiden.

Her er der at bemærke, at den senere finansminister Bjarne Corydon netop forhandlede regeringsgrundlag i Det Sorte Tårn. Omvendt kan Wammen, der har ry for at være en notorisk fedtspiller, tillade sig at sige pas, hvis regeringsgrundlagets økonomiske del er så tilpas vagt formuleret, at en anden finansministerkandidat har rigeligt frirum til at kunne forhandle uden at risikere at blive anklaget for at svigte det, man når frem til i fællesskab.

Enkelte har peget på den i Berlingske nyligt portrætterede særlige rådgiver Martin Rossen som en mulig finansministerkandidat. Her er der at bemærke, at Rossen indtil videre har indtaget rollen som den lyttende passive deltager under forhandlingerne.

Der går frasagn om, at han i Statsministeriet får rollen som en superspindoktor med chefansvar for hele det nye hold af særlige rådgivere. Rossen er ikke hidtil blevet set som en, der nærer politikerambitioner, men tværtimod trives i rollen som backroom-boy.

Berlingskes ganske opsigtsvækkende og underholdende portrætartikel lagde også til i forhold til Rossens Prince of Darkness-image, som kolerisk super-kontrolfreak med ry for at skælde heftigt ud på journalister, når de i deres dækning ikke helt formår at beskrive storheden i Frederiksens projekt. I socialdemokratiske kredse synes man endda, at artiklen var nådig mod Rossen.

Nådige var LA's vælgere og bagland ikke mod den stadig fungerende udenrigsminister Anders Samuelsen, der ikke opnåede valg til Folketinget sidste onsdag. Han måtte trække sig som partileder uden større diskussion.

Det var der til gengæld om hans efterfølger. Samuelsen selv pegede allerede på sit afsluttende pressemøde på Simon Emil Ammitzbøll-Bille som sin naturlige efterfølger. Samuelsen har ved et par lejligheder udtalt, at der aldrig var tvivl om efterfølgeren. Det kom ikke til at holde stik. Ammitzbøll-Bille var efter valget selv af den opfattelse, at han skulle stå i spidsen for det kriseramte parti, men stærke kræfter i partiet gjorde ham det hurtigt helt klart, at det kunne han glemme alt om.

Først gjorde den genvalgte Henrik Dahl ham det det klart, da Dahl morgenen efter valget heftigt kritiserede ledelsen for at have truffet tåbelige valg om blandt andet ministerposter og de personer, der skulle fylde stolene ud. Siden kom stærke kræfter til, der i lige så klare vendinger lod Ammitzbøll-Bille forstå, at hans tid som kronprins var slut.

Gode råd var dyre, og derfor forsøgte den gamle ledelse at spille andre modeller på banen. Både de af vælgerne vragede Christina Egelund og Joachim B. Olsen blev bragt på banen via medierne som ledere af partiet, selv om de altså ikke længere er medlemmer af Folketinget. Meget hurtigt trak Joachim B. Olsen dog selv stikket på den idé, sikkert også i klar erkendelse af uholdbarheden i projektet.

Tilbage stod Henrik Dahls forslag fremsat allerede morgenen efter valget om at lade den nyvalgte MF Alex Vanopslagh på kun 27 somre overtage posten som partileder. Efter nogle dages diskussioner stod det klart søndag, at Vanopslagh overtager ledelsen af partiet efter Samuelsen.

Ny gruppeformand bliver Ole Birk Olesen, mens der er blevet plads til Simon Emil Ammitzbøll-Bille som ny gruppesekretær. Med fire mand i gruppen kan LA holde deres gruppemøder i en telefonboks, sådan som man drillede De Konservative med, da de i 70'erne røg ned på kun 10 mandater. Så der skulle være god plads i LA's telefonboks.

Vanopslagh har allerede fået sin debut i alverdens radio- og tv-programmer, og det er gået fint, selv om skeletterne med mærkværdige meninger vælter ud af skabene. For eksempel gik daværende LAU-formand Vanopslagh i 2014 ind for at melde Danmark ud af EU. Det gør han ikke mere, bedyrer han, og tilskriver det ungdommens ubetænksomme fejltrin.

Den nye leder har et hæderligt politisk netværk som nu tidligere lobbyist. Det er dog næppe noget, som han får særligt meget brug for, da arbejdet de næste fire år handler om at skaffe fremgang for partiet gennem benhårde offensive markeringer fremfor defensive kompromisser, så det overlever på sigt.

Det har han gode muligheder for at lykkes med. I al fald vælter genindmeldelserne ind i LA fra tidligere skuffede støtter, der i frustration over Samuelsen og co. havde vendt partiet ryggen. Vanopslagh er uden tvivl græsrøddernes mand, der siger lige netop det, de gerne vil høre. Og det er nok nødvendigt i den genopbygningsfase, som partiet står i efter sidste onsdags nærdødsoplevelse.

-----

Jarl Cordua er liberal-borgerlig politisk kommentator og vært på radioprogrammet Cordua & Steno på Radio24syv. Hver onsdag skriver han en politisk kommentar på Altinget.

Forrige artikel Maria R. Gjerding: Vi fik et klimajordskredsvalg Maria R. Gjerding: Vi fik et klimajordskredsvalg Næste artikel Lisbeth Knudsen: Er prisen for et liv i politik for høj? Lisbeth Knudsen: Er prisen for et liv i politik for høj?
Topforhandlere fra EU og Storbritannien er blevet enige om en ny Brexit-aftale

Topforhandlere fra EU og Storbritannien er blevet enige om en ny Brexit-aftale

AFTALE: Efter intense forhandlinger er EU og Storbritannien nået til enighed om en ændring af briternes skilsmisseaftale, som justerer reglerne for Nordirland efter Brexit. Hvis EU's stats- og regeringsledere godkender den nye aftale i dag, så vender alles blikke sig mod det britiske parlament. Har Johnson flertal i London?