Jarl Cordua samler op: Sådan står partierne efter valget

KOMMENTAR: Kan Lars Løkke selv afgøre sin fremtid i Venstre? Er Henrik Sass den rette mand som finansminister? Og hvilke konsekvenser får DF's katastrofevalg? Jarl Cordua guider dig gennem valgets tale.

Der har været ført valgkamp i Danmark i det meste af et år, måske længere, og nu kan befolkningen endelig tage på sommerferie uden at spekulere over, hvem de dog skal give deres stemme.

Vælgerne har talt, og måske har de været lidt klarere i spyttet denne gang end tidligere.

Først og fremmest rykkede vælgerne til venstre, og det hjalp SF, men også De Radikale. Begge partier kan være yderst tilfredse med at få genetableret fordums styrke og at være tilbage som centrale spillere i dansk politik.

Den yderste venstrefløj fik imidlertid ikke noget prangende valg. Enhedslisten gik lidt tilbage fra et højt niveau, men det parti, som plejer at stemme sammen med dem i folketingssalen, nemlig Alternativet, fik et miserabelt valg og er omtrent næsten ligeså udryddelsestruet som Liberal Alliance. For begge partier gælder, at de ikke kan overleve endnu et dårligt valg.

Socialdemokraterne kan juble over, at de nu får regeringsmagten, men partiet fik et lunkent valg, hvor man går lidt tilbage i stemmer, men vinder et ekstra mandat. Bestået, men ikke mere end det.

Skuffelse over egen vælgeropbakning kan dog ikke bortvejre den kendsgerning, at Socialdemokraterne de næste fire år bliver den centrale kraft i dansk politik og har et ganske solidt flertal og mindst 93 mandater i ryggen fra partierne i rød blok (uden Alternativet), hvis altså man kan få enderne til at mødes om en ny fælles politik.

Det er der dog klare forventninger om, at det vil ske.

Men hvem bliver de bærende kræfter i den nye regering? Den for længst udråbte sandsynlige finansminister Henrik Sass Larsen har været bemærkelsesværdigt fraværende i store dele af valgkampen, hvor han nægtede at stille op til dueller med nu fungerende finansminister, Kristian Jensen.

Der bliver i krogene talt om en form for selvvalgt isolation og henvist til, at Frederiksen har gjort klart for sin væbner, at kvajekvoten med bemærkelsesværdige udsagn, der kunne afspore Socialdemokraternes valgkamp, var opbrugt, hvorfor valgkampen har været henvist til at foregå fjernt fra Christiansborg-pressens søgelys på banegårde og gågader i købstæder nær Køge Bugt.

Sass' personlige valgresultat blev en stor skuffelse, og han var ikke langt fra ikke at blive genvalgt. Derfor er han nu gået i tænkeboks i nogle måneder.

Den mangeårige stærke mand har tidligere været åben om, at han har lidt af depression. Spørgsmålet er, om en på flere måder svækket Sass i selvvalgt tænkeboks er den rette mand til at sætte i spidsen for et finansministerium, som er regeringens hjerne og udøvende beslutningsmaskine, hvor han nu skal lede meget komplicerede forhandlinger med tre forskellige forhandlingspartnere, der stiller store krav til både hans tålmodighed og til, at han kan finde pengene.

Det lyder ikke som den helt ideelle løsning for en ny regering, der har brug for en sikker hånd og en god start på livet, at sætte Sass ind i det mest krævende job i hele regeringen? Men hvem ellers? Dan Jørgensen? Nicolai Wammen? Nick Hækkerup? Frank Jensen? Eller Thomas Gyldal? 

For det tidligere regeringsparti Venstre må valgresultatet være en kæmpe lettelse. Regeringsmagten har længe været ude af syne, så Løkke har tydeligvis længe ledt efter en vej til stemmemaksimering. Hvordan kunne han sikre sit parti en valgfremgang og dermed redde sit eget politiske liv?

På pressemødet i Publicistklubben efter valget torsdag var Løkke ganske åbenhjertig i sin analyse. Han havde opgivet at gå til valg samlet med regeringen på grund af grundlæggende uenighed om den politiske linje.

Løkke mente, at han havde fornemmet, at vælgerne efterspurgte mere kernevelfærd, som i Løkkes optik handler om mere sundhed, som stadig topper listen over emner, vælgerne er optaget af.

Imidlertid var LA ikke til sinds at levere på det. Derfor måtte Løkke gå selv og tilbyde vælgerne sit eget velfærdsprojekt. Vi ved, at han i god tid fik lavet en aftale med forfatteren Kirsten Jacobsen om at skrive sin åbenhjertige "befrielses-bog", som undervejs i valgkampen kaprede al opmærksomhed, hvor idéen om en SV-regering blev søsat, og hvor løsrivelsen fra regeringen blev total.

En de facto ophævelse af det blå regeringsprojekt, som vi har kendt det siden 1982. Fra da af havde Løkke og Venstre et momentum i valgkampen, som først materialiserede sig i den uventede store EU-valgsejr 26. maj og siden på valgaftenen onsdag. Meget få målinger fangede Venstre-fremgangen før onsdagens folketingsvalg. Kun Gallups store måling med 4.800 respondenter dagen før valget viste pludselig stor fremgang for Venstre på over 22 procent.

Spekulationerne i Venstre har kredset om Venstres valgresultats betydning for timingen for Løkkes afgang. En tilbagegang ville uden diskussion medføre krav om afgang. Et lunkent resultat formentlig det samme. En fremgang med et par procent ville gøre det mere usikkert, men næppe nogen havde forestillet sig en fremgang på næsten fire procent og ni mandater.

På selve valgaftenen svarede næstformand Kristian Jensen bemærkelsesværdigt undvigende på spørgsmålet, om der nu skulle ske et skifte på formandsposten. Siden har anonyme røster piblet frem i medierne om, at nu kan Løkke selv afgøre sin fremtid.

Kravet om hans afgang ligger ikke lige for. Det er siden blevet forstærket med yderligere et par gode argumenter. Løkke fik personligt et flot valg på Sjælland med over 40.000 stemmer, kun overgået af Mette Frederiksen.

Til gengæld fik Kristian Jensen med knap 11.000 stemmer et ikke så imponerende valg, hvis man måler det over for Inger Støjberg, som med næsten 29.000 stemmer fik næsten tre gange så mange personlige stemmer i Vestjyllands Storkreds.

En fjerde figur og mulig efterfølger på formandsposten: Jakob Ellemann-Jensen fik også et flot valg med 20.000 stemmer i Østjyllands Storkreds. I Venstre vil man nok spørge sig selv, hvem der umiddelbart er den største billetsælger blandt formandskandidaterne? Måske skal man kigge til en helt anden side, nemlig til Tommy Ahlers, der med 26.000 stemmer i Københavns Storkreds overgik alle forventninger. Gad vide, hvordan Venstre får plads til ham i den fremtidige ledelse, så han ikke hurtigt løber sur i oppositionspolitikkens trummerum?

Men hvad med Løkkes fremtid? Umiddelbart ligner det ikke et grønt lys fra vælgerne i Vestjyllands Storkreds til, at han eller nogle af hans folk blæser i basunen, sadler hestene og sidder op for atter at ride mod Finderup for at gøre endnu et forsøg på at afsætte formanden. Spørgsmålet er, om folkene omkring Kristian Jensen har forstået, at øjeblikket er forpasset? Vi får se, når regeringsforhandlingerne er afsluttet. Indtil da holder de sværdet i skeden.

For Løkke må valget være en helt ubeskrivelig triumf. Endnu engang har han gjort alle forventninger om hans snarlige politiske død til skamme. Det er et styrket Venstre, som han under alle omstændigheder leverer. Venstre er atter blevet stærk i de gamle syd og vestjyske højborge. Det gule Danmark er en saga blot, nu er store dele af Danmarkskortet atter farvet blåt. Man har sågar generobret fodfæste i København og de store byer! 

For alle dem, der ikke tror på en glorværdig fremtid for Venstre under Kristian Jensens ledelse, så er valget det bedste, der kunne ske. Jensens personligt sløje valg har givet dem gode argumenter på hånden, og så længe Løkke sidder, så vinder man tid til at kunne køre andre kandidater i stilling. Her er det især Jakob Ellemann-Jensen, der tales om. Omvendt så er Kristian Jensens tid ved at rinde ud, og Løkke har formentlig selv tænkt sig at blande sig i arvefølgen, hvis det kommer til udfald mod ham fra Jensens støtter.

Folketingsvalget kan også ses som en slags tilgivelse fra tidligere kernevælgere af Venstres formand for hans tidligere synder. I al fald er en del DF-vælgere vendt hjem til Venstre efter fire år med Kristian Thulesen Dahl, der fik et katastrofevalg.

Meningsmålingerne har i mange år haft svært ved at måle DF. De har ofte undervurderet partiets fremgang. Det har de muligvis kompenseret for i de meningsmålinger, vi har set frem mod valget. For valgets tale var en nedsmeltning, der overgik selv de værste forventninger.

Før var der 37 DF'ere på Christiansborg, nu er der kun 16 tilbage, og man er bombet tilbage til et niveau og en politisk betydning som før Søren Krarups "Andet Systemskifte" i 2001. Det skal DF'erne nok have tid til lige at vænne sig til.

Vælgerne ønskede altså ikke et national-konservativt Danmark og var åbenbart ikke så højreorienterede, som man måske havde troet. Samlet set er den danske højrefløj gået massivt tilbage fra 37 mandater til 21, hvis man lægger DF's og NB's mandater sammen.

Spørgsmålet er dog, hvad det er for nogle vælgerholdninger, som DF repræsenterer efter valget? For partiet var længe et parti med velfærdsappel og samarbejde med socialdemokraterne, men endte til sidst i valgkampen med helt at undsige det gamle midterprojekt om S-DF-alliance for vistnok at falde tilbage til det national-konservative udgangspunkt.

"I ved, hvad vi står for", stod der igen på DF's slogans. Det var vælgerne nok kommet i tvivl om, og nu raser en usædvanlig åbenhjertig og meget kritisk debat – helt uden for den topstyrede ledelses kontrol om partiets fejlslagne strategi, hvor for eksempel tidligere MF og sognepræst Christian Langballe er yderst kritisk over for den førte valgkamp.

Andre kræfter er enige. De tider, hvor alle i partiet har blind tillid til, at Thulesen Dahl og hans inderkreds lægger vinderstrategien, ser ud til at være forbi. Det bliver meget spændende at se, hvordan DF udvikler sig i de kommende år. Politisk og ledelsesmæssigt.

Det samme kan man sige om en anden af valgets store tabere, nemlig LA, hvor en borgerkrig er på nippet til at bryde ud. Foreløbig er partilederen, fungerende udenrigsminister Anders Samuelsen, helt uhørt stemt ud af Folketinget af vælgerne og trådt tilbage som leder af partiet med bævende læber dagen derpå.

Nu skal LA's fire mandlige overlevere diskutere, om Simon Emil Ammitzbøll-Bille fra L'ancien régime skal overtage stumperne, eller om man skal satse på stortalentet, medlem af Borgerrepræsentationen og nyvalgt MF, Alex Vanopslagh. Henrik Dahl, som blev genvalgt, og som har startet den interne storvask med giftig kritik af den hidtidige ledelse, peger på Vanopslagh, hvorfor man må regne med to stemmer bag hans kandidatur. Det efterlader så Ole Birk Olesen til at afgøre sagen, eller om man skal ud i omspil for at opnå enighed.

Det bliver meget interessant at se, om LA søger mod en national-konservativ linje i udlændingespørgsmålet, som Dahl er eksponent for, eller om man søger mod en klassisk liberal linje, der p.t. ikke rigtig har nogen fortalere i den lille rest-folketingsgruppe.

-----

Jarl Cordua er liberal-borgerlig politisk kommentator og vært på radioprogrammet Cordua & Steno på Radio24syv. Hver onsdag skriver han en politisk kommentar på Altinget.

Forrige artikel Michael B. Klitgaard: DF nedsmelter, hvis Thulesen Dahl ikke kan forarge eliten Michael B. Klitgaard: DF nedsmelter, hvis Thulesen Dahl ikke kan forarge eliten Næste artikel Christian E. Skov: Det borgerlige sammenbrud er i virkeligheden DF's sammenbrud Christian E. Skov: Det borgerlige sammenbrud er i virkeligheden DF's sammenbrud
Kaare Dybvad: Boligområdet er vigtig værdipolitik

Kaare Dybvad: Boligområdet er vigtig værdipolitik

INTERVIEW: Han vil dæmme op for udenlandske kapitalfondes indtog i Danmark. Gerne inden for seks måneder. Skellet mellem rig og fattig skal bygges væk, og boligpolitikken skal gøres til værdipolitik. Altinget har interviewet landets nye boligminister, Kaare Dybvad (S).