Kommentar af 
Jarl Cordua

Jarl Cordua: Velafrettet venstrefløj kom til valgkampens eftergilde

KOMMENTAR: Regeringen og dens støttepartier fik i denne første finanslovsaftale lejlighed til at levere på de mærkesager, de var fremkommet med i valgkampen, og som de strategisk klogt fik indrammet i forståelsespapiret, skriver Jarl Cordua.

Det er interessant, at venstrefløjspartierne agerer som socialdemokraternes hjælperyttere, når de radikale forsøger at tilkæmpe sig indrømmelser i udlændingepolitikken, skriver Jarl Cordua.
Det er interessant, at venstrefløjspartierne agerer som socialdemokraternes hjælperyttere, når de radikale forsøger at tilkæmpe sig indrømmelser i udlændingepolitikken, skriver Jarl Cordua.Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Jarl Cordua

Samfundsfaglig-matematisk student fra Bornholms Amtsgymnasium i Rønne 1988

Cand.polit. fra Københavns Universitet 1998

Bor nu i Hellerup ved København (Bosat 1993-2008 på Islands Brygge)

Arbejder nu som freelancejournalist, klummeskribent, boganmelder, foredragsholder, konsulent, kommentator og radiovært.

jarlcordua.dk

Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Regeringen fik som forventet mandag aften sin finanslovsaftale for 2020 i hus med opbakning fra sit parlamentariske grundlag i rød blok og endda med støtte fra det stadigt mere ligegyldige halevedhæng i Alternativet.

Det lidt mere uventede var de sværdslag, som fremkom undervejs i processen, og som nu er ved at blive blotlagt i efterspillet i medierne.

Det var ikke overraskende, at Radikale ville blive besværlige. Det mere interessante er, i hvilken grad venstrefløjspartierne agerer som socialdemokraternes hjælperyttere, når de radikale forsøger at tilkæmpe sig indrømmelser i udlændingepolitikken.

Her er SF og Enhedslisten mere interesseret i at få mærkesagerne på velfærd i hus fremfor at slås med de radikale for flere kvoteflygtninge, som kampen til sidst stod om, da det strammede til sidst i forløbet, hvor forhandlingerne overskred den oprindelige deadline.

Fakta
Jarl Cordua er liberal-borgerlig politisk kommentator og vært på podcasten Cordua & Steno, som Berlingske udgiver. Hver onsdag skriver han en politisk kommentar på Altinget.

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected]

Jyllands-Postens politiske redaktør beretter om en telefonsamtale i weekenden mellem Radikales Morten Østergaard og statsministeren, hvor man må forstå, at positionerne vedrørende udlændingepolitik blev tegnet helt op, efter finansministeren efter flere enemøder måtte opgive at få Østergaard til at bide til bolle.

Alene Mette Frederiksens involvering tyder på, at de radikales krav har været tæt på kardinalpunktet for S, og et muligt valgscenarie på spørgsmålet har pludselig været synligt for Morten Østergaard, der dermed selv kom under stort pres.

S kan glæde sig over, at venstrefløjen i dansk politik har lagt revolutionsromantikken helt bag sig og i stedet er blevet dresseret til at indgå i forhandlinger på realpolitikkens vilkår.

Jarl Cordua

Ikke desto mindre endte det hele med en indrømmelse til Radikale, idet der nu blev afsat 40 millioner kroner til 500 kvoteflygtninge til næste år, selvom beslutningen om at tage imod kvoteflygtninge ikke officielt er truffet

Man må derfor konstatere, at sammenblandingen af flygtningespørgsmål med finansloven, som Socialdemokratiet ellers har pure afvist, nu er en realitet, selvom regeringen dækker sig ind med, at der så kun er afsat penge til kvoteflygtningene, og ingen formel beslutning er truffet.

Allerede nu skaber afsætningen af pengene en sårbar flanke for regeringspartiet, ikke mindst fra de borgerlige partier med DF i front, som konstant agerer linjedommer i spørgsmålet om, hvorvidt det er kommet til erosion af den stramme udlændingepolitik, som regeringen i valgkampen og siden lovede vælgerne, at den er garant for.

Finanslovsaftalen indeholder en stribe forslag på klimaområdet, der skulle fjerne CO2-udledning på en procent, og som høster stor ros fra de grønne organisationer, der dog samtidig spørger, hvorfor man ikke gik videre? Det er en del af venstrefløjens nyere fortælling om sig selv, at man kæmper betingelsesløst og med alle midler for klimaet.

Her ramlede forhandlerne ind i finansieringsproblemer, og det var pludselig Enhedslisten, der ikke ville lægge afgifter på blandt andet flysæder og alkohol for at finansiere yderligere tiltag, da disse afgifter som bekendt vender den tunge ende nedad. Det vil sige, at folk med de laveste indkomster bliver ramt relativt hårdere end andre indkomstgrupper, når de skal til Thailand eller have en øl på den lokale.

Man må konstatere, at Enhedslisten, der kalder sig "de rød-grønne", i al fald på dette punkt vægter det røde, det vil sige fordelingspolitikken, højere end klimaet og biodiversiteten. I Enhedslisten tror de mere på Karl Marx end FN's klimapanel.

Politiken kan onsdag således berette om en hel stribe grønne afgiftsforslag fra Radikale, der blev afvist af Enhedslistens forhandlere, hvorved Folketingets mest venstreorienterede parti lyder som et ekko af Anders Fogh Rasmussen, der brugte bekymringen for de laveste indkomster for at være imod afgifterne. Netop dilemmaer som disse afslører, at det er dyb uenighed om, hvordan rød blok finansierer den grønne omstilling.

Kun når det gælder markant højere afgifter på cigaretter fraveg Enhedslisten princippet om at afvise afgifter, der vender den tunge nedad. Her er man til gengæld godt hjulpet af, at der i alle øvrige røde partier og langt ind i de borgerlige rækker er bred enighed om at hæve prisen på cigaretter markant.

Så lige på dette punkt kan venstrepopulisterne i Enhedslisten tage det roligt uden at blive trængt i defensiven. Til trods for at en pakke cigaretter stiger med 15 kroner til 55 kroner næste år, stigende til 60 kroner i 2022, kan man ikke i finanslovsaftalen finde Mette Frederiksens valgkanin om at lade ældre og andre værdigt trængende få mulighed for at få lov at købe cigaretter til nedsat pris.

I det hele taget har finanslovsaftalens finansieringselement fået en noget stedmoderlig behandling i S-strategernes tilrettelæggelse af salgsarbejdet. Det har fået dele af pressen og oppositionen til at kritisere det, de opfatter som lige lovligt smart spindoktori.

Da aftalen blev præsenteret tirsdaq aften, "glemte" man at uddele aftalens finansieringsdel, sådan at samtalen under de snurrende TV-kameraer uden for Finansministeriet i stedet handlede om de milde velfærdsgaver og indrømmelser, som de deltagende partier kunne præsentere.

Kritikere taler – ikke uden grund – om regeringens ønske om at "styre samtalen med medierne", hvor den første vinkel – velfærdsforbedringerne og de grønne tiltag – vinder over omtalen af de mere sure dele af pakken. Dermed bliver præmissen og den måde, de fleste vælgere forstår finanslovsaftalen, positiv, hvor de mere negative vinkler ryger i baggrunden eller helt ignoreres.

Ikke desto mindre har diskussionerne efterfølgende netop handlet om en lidt for smart regering, der nølende udleverer konsekvensberegninger og sidder på oplysningerne.

Den slags julelege giver mere ammunition til en kritisk presse og en mindre tandløs opposition, der så nu kan fremmane billedet af en kontrolbesat regering styret af overspindoktor Martin Rossen, der forsøger at løbe om hjørnerne.

Læs også

Det burde ellers være en nem sag at få solgt aftalen til vælgerne. Der er dyre velfærdsgaver, der dog rammer rimelig bredt. Det er de færreste, der har noget imod flere sygeplejersker, pædagoger og bedre psykiatri.

Hele den grønne dagsorden er efterhånden en vindersag, hvor selv de borgerlige partier forsøger at overgå de røde partier. Også på det punkt er vælgerne med.

At man har fjernet besparelser på de videregående uddannelser og kulturområdet, fjernet uddannelsesloftet og tilført folkeskolen flere midler, får heller ikke vælgerne til at flygte til de borgerlige, hvor flere partier – ikke mindst Konservative – på flere af de samme områder har krævet flere penge.

Det plejer heller ikke at være en borgerlig mærkesag at hyle over, at man forgylder en masse frivillige organisationer, der nu får en kærkommen julehilsen fra skatteyderne. Det skulle da lige være de par millioner, der går til Kvinfo, men det er småpenge i den store sammenhæng.

Selv udkanten får penge til udrulning af mere bredbånd, og det får heller ingen kritik fra de borgerlige. Ældreplejen – DF's årlige slagnummer – får også en sjat penge.

Er finansloven så økonomisk uansvarlig? Egentlig ikke, hvis man sammenligner med de borgerlige finanslove. Der bruges da flere penge end i de foregående år. Man tager af råderummets centrale reserver, og så finansierer man resten blandt andet ved at aflyse skattelempelser, som vel nok er den finansieringsform, der gør færrest sure.

Hvis man for eksempel er blevet beskattet af fri telefon i år, havde udsigt til ikke at blive det næste år, men så alligevel ikke bliver fritaget. Hvor ramt er man så? Det samme sker med lempelsen af bo- og arveafgifter, som ingen har nået at få gavn af.

Cigaretafgiftsstigningen har som nævnt bred opbakning og rammer kun rygere. Skattefordelen for købere af lejlighed til deres børn udhules. Det er også minimalt, hvor meget det går ud over den brede befolkning.

Det samme gælder et væld af små afgifter og indekseringer af afgifter, hvor det er svært at gennemskue effekten for den lille husholdning. Den bliver formentlig meget lidt mærkbar, og sat over for det væld af velfærdsforbedringer og nødvendige tiltag på det grønne område er det nok en overkommelig opgave at få det til at glide ned hos vælgerne.

Mere pikant bliver det, når det gælder den del af finansieringen, der handler om at spare 200 millioner kroner på konsulenter, som statsministeren i flere omgange har lovet bliver gennemført. Sidst blev det understreget i Folketingets spørgetid i et svar til Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen.

Imidlertid er regeringen allerede blevet til grin, fordi det for et par dage kom frem, at børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theils ministerium brugte knap 230.000 kroner på et eksternt konsulentbureau, der skulle finde ministeriet en ny pressechef. Det lykkedes ikke i første omgang, hvorfor pengene var spildt.

Det endte dog med, at ministeriet ansatte Villy Søvndals gamle særlige rådgiver Thomas Bro Sæhl, der dermed er blandt én af de syv fra den pulje af pressechefer, som oppositionen mener er blevet ansat på grund af deres tilknytning til S og rød blok.

Denne første finanslovsaftale blev under alle omstændigheder en aftale, hvor regeringen og dens støttepartier fik lejlighed til at levere på de mærkesager, de var fremkommet med i valgkampen, og som de strategisk klogt fik indrammet i forståelsespapiret. Dermed fik regeringen også afstemt forventningerne hos alle partier, lige bortset fra Radikale.

Finanslovsaftalen binder også venstrefløjspartierne til nye aftaler med regeringen i fremtiden, hvis de vil helt i mål med flere af deres mærkesager. Det gælder især SF, der lover minimumsnormeringer, men ikke helt kan levere på det i denne omgang, hvilket rivalerne i Enhedslisten gerne påpeger.

Det er også en aftale, der viser, hvor pragmatisk Enhedslisten efterhånden er blevet, så længe man ikke hiver pengene op af lommerne hos borgerne med de laveste indkomster. EL får indrømmelser på arbejdsmarkedsområdet, men det er ikke noget, der for alvor er et opgør med årtiers reformer.

Der er nok også en fælles forståelse med regeringen om, at man gemmer noget af krudtet og pengene til den nye planlagte ordning med tidlig tilbagetrækning af nedslidte, som også skal finansieres.

Man må også forvente, at der skal bruges endnu flere penge på en klimalov og udmøntning af endnu flere grønne tiltag. Alt det kommer også til at gøre indhug i statskassen, og måske det bliver nemmere, hvis man endda kan få nogle af de borgerlige partier til også at bære byrden med at finde pengene til den tid.

De borgerlige partier og deres kernevælgere kan naturligvis hænge deres hat på fraværet af tiltag, der kan forbedre erhvervslivets vilkår og særligt de fjernede lempelser for generationsskiftebeskatningen, som flere af de familieejede virksomheder ellers har kæmpet for i årevis.

På den anden side bliver det nemmere for regeringen at prioritere en sådan indsats den dag, hvor en ny økonomisk krise skyller ind over landet, og der bliver brug for akut hjælp til beskæftigelsen. Det er der ligesom ikke det store behov for lige her og nu.

Alt i alt kan finansminister Nicolai Wammen være tilfreds med sin indsats, selvom det nok også står lysende klart, at de radikale i de næste års politiske forhandlinger aldrig vil forspilde en lejlighed til at minde ham og hans kolleger i regeringen om, at det har sin pris ikke at tage Morten Østergaard og hans parti med i regeringen.

Omvendt kan S glæde sig over, at venstrefløjen i dansk politik har lagt revolutionsromantikken helt bag sig og i stedet er blevet dresseret til at indgå i forhandlinger på realpolitikkens vilkår.

Selv den i tiltagende grad komiske Uffe Elbæk er faldet helt til patten og forsøger at få tv-taletid ved at rose alle sine politiske rivaler for at få de indrømmelser, som hans stadigt mindre politiske irrelevante flok af velmenende klidmostre forbi overgangsalderen og langskæggede hipstermænd med manbuns ikke formår. 

Det er så den helt omvendte verden i den borgerlige lejr, hvor den stadigt mere ideologisk skingre og indimellem bimlende skøre og ikke mindst spaltede højrefløj venter på den nationalkonservative (eller liberale) revolutions komme og gerne satser på den fremfor at samles om en fællesmængde af politik med appel til nogenlunde moderate borgerlige vælgere.

-----

Jarl Cordua er liberal-borgerlig politisk kommentator og vært på podcasten Cordua & Steno, som Berlingske udgiver. Hver onsdag skriver han en politisk kommentar på Altinget. Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jarl Cordua

Radiovært, kommentator
cand.polit. (Københavns Uni. 1998)

0:000:00