Køb abonnement
Annonce
Ugerevy af 
Kristian Andersen

Jeg har været debatredaktør i snart ti år, men jeg har sjældent oplevet så ophedet en debat

Debatten om fremtidens fiskeri har sjældent skabt så meget debat i Altingets debatspalter. Man fornemmer, at fiskeriaftalen er lige på trapperne. 
Debatten om fremtidens fiskeri har sjældent skabt så meget debat i Altingets debatspalter. Man fornemmer, at fiskeriaftalen er lige på trapperne. Foto: Signe Goldmann/Ritzau Scanpix
20. juni 2025 kl. 14.00

Sikke en uge! Der er sket vanvittigt meget på debatfronten. Men det siger vi selvfølgelig hver uge på debatredaktionen. Her er de tre debatter, der særligt fangede min opmærksomhed. 

Overraskende opbakning til Løkke

Vi starter i Løkke-land. Det er næppe gået nogens næse forbi, at landets udenrigsminister og formand for Moderaterne, Lars Løkke Rasmussen, har forsøgt at "købe" folketingsmedlem Mike Fonseca ud af Folketinget.

Man skal aldrig afskrive Lars Løkke Rasmussen, før han ligger seks fod under jorden med en pæl banket gennem hjertet

Erik Holstein
Politisk kommentator, Altinget

Lars Løkke er notorisk kendt for sine "kreative metoder" i det politiske maskinrum og har en lang række af skandalesager bag sig. Hvis man de seneste årtier har fulgt bare en lille smule med i dansk politik, kom Frihedsbrevets afsløring om Løkkes kælderafpresning af Mike Fonseca (typisk Løkke at vælge en kælder til formålet) derfor ikke som den store overraskelse.

Den efterfølgende kritik, der er haglet ned over Lars Løkke, kom heller ikke som en overraskelse. Jeg blev til gengæld forundret over at se, hvordan flere af Lars Løkkes tidligere kollegaer efterfølgende har forsvaret hans ageren. I Altingets debatspalter skriver tidligere minister og folketingsmedlem Simon Emil Ammitzbøll-Bille, at Løkke blot forsøger at hjælpe Fonseca og "tager et socialt ansvar for en mand, der har rodet sig ud i noget, han ikke selv kan overskue". I P1 Debat bakkes Ammitzbøll-Bille op af tidligere folketingsmedlem og europaparlamentariker for Venstre Jens Rohde, der går skridtet videre og kalder Løkkes metoder for både generøse og nænsomme.

Læs også

Nu er spørgsmålet, hvor sagen ender for både Lars Løkke og Moderaterne som parti. Det er en alvorlig sag, der fredag morgen fik oppositionspartierne til at kræve svar på, om det overhovedet var lovligt. Men det er som sagt ikke første gang, Løkke står på dybt vand og er blevet kaldt ude. "Man skal aldrig afskrive Lars Løkke Rasmussen, før han ligger seks fod under jorden med en pæl banket gennem hjertet," som Altingets politiske kommentator Erik Holstein så malerisk udtrykte det tidligere på ugen.

I næste uge udkommer endnu en bog om Moderaterne, der er baseret på samtaler med flere end 50 kilder, der alle har arbejdet i eller omkring Moderaterne. Berlingske skriver fredag, at man i bogen kan læse, at Moderaterne også har tilbudt folketingsmedlem Jon Stephensen én million kroner for at opgive sit mandat. Bogen udkommer 26. juni, og jeg har allerede fundet popcornene frem.

Ophedet fiskefejde med følelser i

Debatten om fremtidens fiskeri har ikke ligefrem ryddet forsiderne i de landsdækkende medier, men jeg skal love for, at aftalen har skabt heftig debat i Altingets spalter. Særligt på vores nichemedie Altinget Fødevarer, hvor jeg trods en del år som debatredaktør sjældent har oplevet så ophedet en polemik.

Ugerevy

Hver uge giver en af Altingets debatredaktører sit bud på tre nedslag i den politiske debat, der har gjort indtryk.

Den kommende fiskeriaftale er efter fire måneders hårde forhandlinger mellem partierne i Folketinget lige på trapperne. Groft skåret står på den ene side de grønne organisationer og venstrefløjen, inklusiv Radikale og til dels Konservative. På den anden side har vi de store fiskeriorganisationer, Danmarksdemokraterne og Dansk Folkeparti samt de såkaldte fiskerikommuner i Nord- og Vestjylland.

Fiskerifejden har især to knaster: Den ene er den CO2-afgift, der ramte fiskeriet 1. januar, men som regeringen valgte at aflyse igen blot en måned efter afgiftens indførelse. Den anden er lukkeområder for såkaldt bundtrawl. En fiskemetode, der ifølge kritikerne skader havbunden.

 

Læs også

Der er tale om en decideret ordkrig, hvor parterne beskylder hinanden for at lyve, være svinske, føre "bizarre angreb", "misinformere", "bullshit", "vrøvl" og "nonsens".  

Der er følelser i fisk. Og hardcore politik

Søren Søndergaard
Tidligere pressechef i Danske Havne

I Altinget bragte vi i denne uge et indlæg fra biolog Alexander Holm, der i en debat med underdirektør i Danmarks Fiskeriforening, Ole Lundberg Larsen, undrer sig over, at fiskeriet insisterer på at bruge metoder, der ødelægger havbunden, når der findes mere skånsomme alternativer. Fiskeri-underdirektøren mener til gengæld, det er "umanerlig dårlig stil", at Alexander Holm "sår tvivl om Danmarks Fiskeriforenings troværdighed", og at Holm giver et "fordrejet syn på dansk fiskeri og på de mennesker, der sørger for, at vi får mad på bordet."

Der er følelser i fisk. Og hardcore politik, som tidligere pressechef i DF og Danske Havne Søren Søndergaard bemærkede i sin kommentar i Altinget onsdag. Jeg kan kun give ham ret.

Er Israels krig mod Iran startskuddet til Tredje Verdenskrig?

Vi forlader den hjemlige fiskedam og bevæger os mod Mellemøsten, hvor Israel siden 12. juni har ført et voldsomt angreb mod Irans atomprogram og dets sikkerhedsstyrker, som holder præstestyret ved magten. Et angreb som Altingets faste kommentarskribent og tidligere chef i Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) Jacob Kaarsbo kalder for "en af de mest succesfulde efterretningsdrevne militære operationer i moderne krigshistorie."

Tidligere topdiplomat Friis Arne Petersen advarer i DR’s program ’Verdenssituationen med Clement’ mod konsekvenserne af krigen, som ifølge ham kan være startskuddet til Tredje Verdenskrig. "Når man som en lille stat - som Israel er i Mellemøsten – agerer som verdensherre, der vil styre, hvem der kan få atomvåben, og påtager sig USA’s og Kinas rolle, så er vi ude på et meget farligt spor", sagde han. 

Læs også

Den analyse er Jacob Kaarsbo dog ikke enig i: "Af alle de ting, som de senere år har trukket verden hen imod et verdenskrigsscenarie, er det israelske angreb dog næppe et af dem", skriver han i Altinget. Han påpeger, at der ikke er nogen – hverken i regionen eller på verdensplan - der vil komme præstestyret til undsætning. 

Hele det internationale samfund afventer nu USA's reaktion. Donald Trump har indtil videre ikke villet svare på, om USA vil involvere sig aktivt i konflikten. Men natten til fredag kunne hans pressesekretær Karoline Levitt dog fortælle, at Trump har givet sig selv en to ugers deadline til at træffe en endelig beslutning.

God weekend!

Annonce
Annonce
IconNyeste job
Vis alle

Annonce
Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Vi tror på politik
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40redaktionen@altinget.dkCVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2026