Jeg vil savne Lars Vilks og det forvrængende spejl, han holdt op for os alle

Godmodig.

Af alle de ord, man kan vælge imellem for at karakterisere Lars Vilks, er det det, jeg foretrækker. For selvom hans kunst måske var præget af forskellige former for provokationer og projekter, der havde til formål at prikke steder, hvor det gør ondt, var det altid med en godmodighed, der gjorde det stærke had, som blev rettet mod ham, særligt uforståeligt.

Fra sommeren 2007 blev hans liv ufrit. Det var dengang, hans såkaldte rundkørselshunde blev fjernet fra udstillingen på Tälleruds husmandssted dagen før åbningen.

Forhistorien var den, at svenskere gennem mange år havde opstillet skulpturer eller figurer, som forestillede hunde, i svenske rundkørsler, hvor der ikke var opstillet kunst i forvejen. Lars Vilks satte så nogle hunde op, der var udstyret med profeten Muhammed som ansigt.

Sammentræf og tilfældigheder 

Kunstudstillingen i Tällerud beskrives ofte som startskuddet, men faktum er, at rundkørselshundene ikke engang var Vilks første version af Muhammed-kunst – eller hvad man nu vil kalde genren.

I foråret 2007 udstillede Lars Vilks en tegning i Norge. Den skildrede Muhammed og H.C. Andersen på et studiebesøg i Carlsberg-bryggerierne – og var en kommentar til kampen om Jyllandspostens muhammedtegninger fra 2006.

Den skildring af profeten vakte nul forargelse, og udstillingen stod stadig fremme på Vestfossens Kunstlaboratorium, da tumulten i Tällerud brød ud i løbet af sommeren.

 "Folk undervurderer sammentræf og tilfældigheder," sagde Vilks om det, da jeg i 2014 hørte ham holde foredrag om hans forskellige kunstprojekter.

Der var mildt sagt en del victim blaming i den første del af debatten om Lars Vilks

Sanna Rayman
Chefredaktør, Altinget Sverige

Han var godmodig selv dengang.

"For meget," sagde han om dommen i USA mod Colleen LaRose, der også gik under dæknavnet Jihad Jane, og som fik 10 års fængsel for attentatplaner mod ham. Han havde selv håbet, at hendes straf ville blive betinget. "Jeg har ikke behov for hævn," sagde han.

At folk undervurderer sammentræf og tilfældigheder har været et tilbagevendende problem i den offentlige debat.

Fra dag ét blev hans tegninger betragtet som skumle og udspekulerede. Som om hans plan fra begyndelsen var at fremkalde mordtrusler og globale demonstrationer. De var ondsindede, tegningerne, sagde man. Hvorfor gøre ondt? Hvorfor blive ved? Så unødvendigt! Han gjorde alt dette for at provokere! Og nu forventede han politibeskyttelse?

Der var mildt sagt en del victim blaming i den første del af debatten om Lars Vilks. I formelle kommentarer blev afstandtagen fra vold og dødstrusler selvfølgelig liret af i en slags automatiseret anerkendelse af ytringsfrihed. Men bemærkelsesværdigt ofte blussede artiklerne hovedsageligt op i de passager og afsnit, hvor kritikken af ​​Vilks blev fundet. Der fik man varmen.

Hvad er nødvendig kunst?

Spørgsmålet om, hvilken kunst der er unødvendig eller nødvendig, bliver normalt ikke stillet i kunstdiskussioner. Det anses normalt ikke for særlig god tone at afkræve kunstnere en bestemt kalkule af nytteværdien. Kunstneren skal ikke forpligte sig til at definere, hvor nødvendigheden af ​​maleriet, projektet eller skulpturen ligger. Men hvad Vilks angik, var der masser af bemærkninger om unødvendighed.

Man mødte også ganske ofte kommentarer, der gik på, at Vilks såkaldte rundkørselshunde var af lav kunstnerisk kvalitet, hvilket til sidst fik Vilks til at udvide kennelklubben med flere varianter. For eksempel en, hvor rundkørselshundene blev indarbejdet i oliemalerier, der forestillede forskellige klassiske værker. Jeg har sådan et maleri derhjemme, og det føles særligt godt lige nu. 

Tonen ændrede sig efter 2015

Efter angrebet i København i 2015 ændrede tonen sig mere og mere. Støtten til Vilks blev mindre mekanisk, og erkendelsen af, at der faktisk kunne være reelle værdier på spil, syntes at være sunket ind. I år skrev syv formænd for den svenske publicistklub – både den nuværende og en stribe forhenværende – en kommentar med overskriften "Det er på høje tid til at vise Lars Vilks medfølelse". 

Formuleringen om "på høje tid" var svær at læse uden en vis brod. De tungeste og vigtigste navne i ytringsfrihedsdebatten stod jo ikke klar med opbakning hverken i 2007 eller 2010 eller 2013. På det tidspunkt var diskussionen om Vilks en betændt debat, og en principiel støtte betød så, at man risikerede at placere sit navn på et hold, som man måske ikke identificerede sig med. Derfor blev det ved de meget formelle støtteerklæringer, prydet med glitter og surhed.

Et storslået forvrængende spejl

Det var imidlertid ikke nødvendigt i 2020. Debattørerne forlangte, at Vilks personlige beskyttelse skulle organiseres, så det gav ham mulighed for at bo sammen med sin partner. Og det var selvfølgelig godt med opbakning fra offentlige personer fra medieverdenen. Selvfølgelig var det godt, at de kom med en stærk markering forlangte, at samfundet brugte de nødvendige ressourcer til at beskytte en persons mulighed for at bruge sin ytringsfrihed og stadig kunne leve sit liv. 

Men samtidig var det en støtte, der føltes lidt ... måske, tidstypisk? En støtte, hvor princippet om, at det offentlige ville sørge for at betale regningen, virkede mere centralt end de principper om ytringsfrihed, som Lars Vilks i løbet af sin levetid blev en forkæmper for.

Alt, hvad der sker omkring hundetegningen, er en del af kunstværket, plejede Vilks at understrege. Sådan har det været. 

Lars Vilks havde et forvrængende spejl, han holdt op foran os alle. Der er få mennesker, der er lykkedes med at kaste lys på så mange forskellige aspekter af mekanismerne i den offentlige debat, som han gjorde. Den indsats har været storslået og uundværlig, uanset om den var tilfældig eller ej.

Jeg kommer virkelig savne hans deltagelse i den offentlige debat.

Oversættelse: Jakob Nielsen

Læs den originale nekrolog på svensk her