Analyse af 
Erik Holstein

Jelveds epoke illustrerer Radikales djævelske dilemma

Mariannes Jelveds beslutning om ikke at genopstille kommer efter et forløb, hvor hun haft held til at skubbe sit parti i mere midtsøgende retning. Men Jelved er ikke altid selv blevet forbundet med en midtsøgende politik, og i de sidste 15 år har tre store radikale valgsejre blot forstærket partiets isolation.

Marianne Jelved jubler efter sin flotte valgsejr i 2005. Men forude lå en politisk ørkenvandring.
Marianne Jelved jubler efter sin flotte valgsejr i 2005. Men forude lå en politisk ørkenvandring.Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Erik Holstein

Op på bordet for at svinge den ikoniske håndtaske.

Den ellers ret stilfærdige radikale leder Marianne Jelved slog sig for alvor løs på valgaftenen i 2005. Glæden var forståelig: Jelved havde netop skaffet sit parti det bedste valgresultat i 32 år med en skarp valgkamp, hvor håndtasken blev set som et frygtindgydende våben. Men sejren var en pyrrhussejr, de nyvundne radikale mandater kunne ikke omsættes til indflydelse.

I valgkampen havde Det Radikale Venstre anvendt en hårdtslående stil, som var meget atypisk for partiets normalt stilfærdige og akademiske fremtoning. Udlændingepolitikken var det store tema, og Marianne Jelved og de fleste af hendes partifæller var dybt indignerede over de stramninger, VK-regeringen havde gennemført. Skydeskiven var integrationsminister Bertel Haarder (V), der ironisk nok også varslede sin exit i denne uge. 

I en grovkornet radikal valgvideo blev syv Bertel Haarder-citater revet ud af sammenhængen, så Haarder fremstod som kynisk, fremmedfjendsk mand med  halvfascistiske synspunkter. Haarder blev rasende over, hvad han så som karaktermord og dæmonisering, og også andre Venstre-folk hæftede sig ved den nye radikale stil.

Lykketofts reaktion
De var ikke de eneste, der var vrede. For den radikale valgsejr blev modsvaret af et socialdemokratisk katastrofevalg, og S-formand Mogens Lykketoft var ikke sen til at give  Marianne Jelved en pæn del af skylden: Det Radikales Venstres fokusering på udlændingepolitikken havde kostet dyrt, mente Lykketoft, der ellers havde haft et mangeårigt og tæt samarbejde med Jelved.

De socialdemokrater, der efterfulgte Lykketoft, havde absolut ingen intentioner om at genetablere den tætte relation. Med Henrik Sass Larsen som socialdemokraternes stærke mand kom der for første gang en topsocialdemokrat, der anså det som et selvstændigt mål at befri sig fra Radikale.  

Ser man på en grafisk skildring af Radikales opbakning gennem de sidste 15 år, ligner det et Alpe-landskab: Bjergtoppe afløses af dybe dale. Triumfer afløses af fatale nederlag.

Artiklen fortsætter efter grafen.

Jelveds storsejr i 2005 blev fulgt af et stort nederlag i 2007 efter partiets splittelse, hvor Naser Khader og Anders Samuelsen dannede Ny Alliance. De to stod for en mere borgerlig linje, men også for en mere kompromissøgende stil. Både Khader og Samuelsen frygtede, at udlændingepolitikken ville isolere Radikale, og på det punkt er der klare paralleller til det seneste opgør hos Radikale.

Margrethe Vestagers (R) gennembrud ved valget i 2011 bragte Radikale tilbage, og her fik Radikale omsat sejren til øget indflydelse. I hvert fald i første omgang.

Vestagers dominans over Thorning-regeringens økonomiske politik og hendes arrogante stil blev husket af socialdemokraterne. For Mette Frederiksen, Henrik Sass Larsen og Martin Rossen blev både udlændingepolitik og økonomisk politik nu argumenter imod et tæt samarbejde mod Radikale.

Sass Larsen havde lige siden det socialdemokratiske valgnederlag i 2007 arbejdet på at skabe strategiske alliancer uden om Radikale. Det førte fra 2008-11 til det i starten så succesfulde samarbejde med SF under Villy Søvndal, og fra fra 2017-19 blev der satset på aksen mellem S og DF. Den socialdemokratiske forhåbning var, at man efter valget ville få et AOF-flertal mellem S, DF og SF. Men med DF's nedsmeltning fordampede den mulighed.

Sat udenfor
Da Mette Frederiksen grundlovsdag 2018 - præcis et år før valget - gjorde det officielt, at hun gik efter en socialdemokratisk mindretalsregering, var det chok for Radikale. Den daværende radikale leder Morten Østergaard afviste efter valget, at hans parti var skuffet over ikke at komme i en regering, men det var ren facade. 

Østergaard kunne glæde sig over, at han havde revancheret sit valgnederlag i 2015, men det var sket efter en valgkamp, der var endnu mere bastant end Jelveds valgkamp i 2005. Østergaard valgte at protestere mod de borgerliges "symbolpolitik på udlændingeområdet" med ....symbolske aktioner. Som da han svømmede til Lindholm, der var udset som opsamlingssted for kriminelle udlændinge.

I selve valgkampen brugte Østergaard højreekstremisten Rasmus Paludan som en perfekt væg at spille bold op af. Dansk Folkeparti blev slået i hartkorn med den udemokratiske Paludan, og udlændingepolitikken spillede endnu engang en hovedrolle i en radikal valgkamp.

Hvis Radikale Venstre skal generobre midten, kan det koste mandater.

Erik Holstein
Politisk kommentator, Altinget

I hvert fald for Østergaard. For imens førte Martin Lidegaard sin helt egen valgkamp i Nordsjælland, hvor han droppede udlændingepolitik og i stedet satsede på områder som klima, genskabelse af den politiske midte og internationalt samarbejde.

Jelved svingede mod midten
Også Marianne Jelved var blevet stærkt betænkelig. Hun brød sig overhovedet ikke om den mere poppede stil. For Jelved var det nu blevet et mål at få Radikale Venstre tilbage i en position, hvor man rent faktisk kunne få indflydelse for mandaterne. 

Efter valget i 2019 stod Østergaard i en stærk position. Han havde fordoblet partiets stemmetal, og Lidegaard blev kylet ud af partiets ledelse, fordi han havde udtrykt dissens under valgkampen. Den radikale folketingsgruppes nye næstformand, Sofie Carsten Nielsen (R), stod loyalt bag Morten Østergaards kompromisløse linje, og der var absolut ingen tegn på betænkelighed fra hendes side.

Endnu engang havde den radikale sejr modhager: Partiet fik stemmer fra vælgere, der forventede et frontalt opgør med den førte udlændingepolitik og en aldeles kompromisløs linje i klimapolitikken. Retorisk fortsatte stilen fra valget, og radikale trusler om at vælte S-regeringen blev snart hverdag.

Den radikale ledelse håbede at skyde sig igennem til regeringskontorerne, ligesom deres tidligere partifælle Anders Samuelsen (LA) havde gjort i 2016. Men for Mette Frederiksen og Martin Rossen bestyrkede Østergaards trusler dem blot i, at det havde været den helt rigtige beslutning at holde Radikale ude af regeringen.

En radikal statsminister
For veteranen Marianne Jelved var det en underlig oplevelse. Da hun kom i Folketinget i 1987, var Radikale det parti, alle kæmpede om at få med i en regering. Som socialdemokraten Ivar Nørgaard resigneret udtrykte det: "Enten er de radikale i regering, eller også regerer de". 

I 1987 havde Det Radikale Venstre været støtteparti for de borgerlige regeringer i fem år og bakkede fuldt ud op om Schlüter-regeringens økonomiske politik. Samtidig lavede Radikale retspolitik, udlændingepolitik og sikkerhedspolitik med socialdemokraterne og venstrefløjen. Dermed fik partiet afgørende indflydelse over hele pladen. 

Fra 1988-90 var Det Radikale Venstre med Poul Schlüters (K) VKR-regering, og i 1993 begyndte ni års regeringssamarbejde med Poul Nyrup Rasmussens socialdemokrater. Forinden var Marianne Jelved ligefrem blevet tilbudt statsministerposten af en desperat Uffe Ellemann-Jensen (V) for at forhindre, at hun gik sammen med Nyrup. Et tilbud Jelved køligt afslog.

Risiko for nedsmeltning
I eftersommeren 2020 kunne Marianne Jelved derimod konstatere, at alle døre var lukkede. Kort forinden havde den nye Venstre-formand Jakob Ellemann-Jensen markeret, at hans kortvarige flirt med Østergaard var forbi - og at der intet perspektiv er i et strategisk samarbejde med Radikale. 

Østergaards fald som følge af MeToo-sagerne ændrede spillet. Ganske vist tabte Lidegaard igen, da han stillede op som ny leder, og Østergaards trofaste løjtnant Sofie Carsten Nielsen erklærede, at linjen ville fortsætte uændret. Østergaards trusler om at vælte regeringen blev tilmed fornyet.

Alligevel blev stilen kort efter langt om. Vælgerne strømmede væk, et valg ville omdanne den radikale folketingsgruppe til et slagtehus. Presset på Sofie Carsten Nielsen blev endnu større, da Lidegaards allierede Jens Rohde og Ida Auken smækkede med døren. Hvis Lidegaard også skred - og måske dannede et nyt parti - ville splittelsen være total.

Succes som mægler
Kort efter valget af Sofie Carsten Nielsen blev Marianne Jelved sat ind som fredsbevarende styrke, en kontaktperson mellem folketingsgruppen og ledelsen. Det gav pote. Lidegaards genudnævnelse til næstformand i radikales folketingsgruppe var et overraskende træk, men nødvendigt for at samle partiet. Da det var på plads, var Jelveds opgave som mægler afsluttet, og hun kunne nu give meddelelsen om, at hun ikke genopstiller. 

Lidegaard fik samtidig en politikudviklende rolle, og han ventes at komme med et oplæg i de kommende måneder. Her skal man især holde øje med om udlændingepolitikken fortsat vil dominere - eller partiet mere vil satse på områder som klima, udvikling og uddannelse. Områder, hvor Radikale ikke står isoleret.

Sofie Carsten Nielsen har - tilsyneladende - indstillet sig på en mere pragmatisk linje. Hun har i flere interviews forsøgt at skubbe sit parti ind mod midten, og for nylig deltog Radikale i et udlændingepolitisk forlig om repatriering af arbejdsløse indvandrere og flygtninge. Det var næppe sket for et år siden.

Der er også taget skridt til at forbedre det personlige forhold til statsminister Mette Frederiksen (S), et forhold der var blevet utrolig tyndslidt under Morten Østergaard. Den nye radikale leder og den socialdemokratiske formand er nu begyndt at mødes under fortrolige former.

Pludselig omvendelse
Alligevel er der en vis skepsis over for Sofie Carsten Nielsens nylige omvendelse. For har hun virkelig skiftet mening på rekordtid efter i årevis at have bakket op om Østergaards krigeriske linje? Og frem for alt: Vil hun betale prisen for pragmatismen? En pris, der kan betyde et farvel til flere af hendes partifæller i Tinget. 

Ser vi igen på radikale bjerglandskab, er de stolte tinder opstået efter hårdtslående, konfrontationssøgende valgkampe. En stilart, der er effektiv til vælgermaksimering. Men som hver gang har ført Radikale længere ud i den politiske ørken.    

Hvis Radikale Venstre skal generobre midten, kan det meget vel koste mandater. I hvert fald i første omgang. Det er et diabolsk dilemma for en nyvalgt leder.

* RETTELSE: Afsnittet om Radikales søsterparti D66 og rådgiveren med forbindelse hertil er udgået, da det var fejlbehæftet. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Bertel Haarder

Fhv. MF og minister (V)
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 1970)

Margrethe Vestager

Ledende næstformand, EU-Kommissionen, kommissær for konkurrence, formand for Kommissærgruppen om et 'Europa Klar til den Digitale Tidsalder', fhv. minister, politisk leder & MF (R)
cand.polit. (Københavns Uni. 1993)

Marianne Jelved

Fhv. økonomiminister, kultur- og kirkeminister, MF 1987-22 og politisk leder (R), fhv. viceborgmester i Gundsø 1982-85
lærer (Hellerup Seminarium 1967), cand.pæd. i dansk (Danmarks Lærerhøjskole 1979)

0:000:00