Jens Chr. Grøndahl: Briterne er fanget mellem dominans og masochisme

KOMMENTAR: Danskerne har siden Anden Verdenskrig set op til briterne, som befriede os fra Hitler. Men efter Brexit må vi se i øjnene, at det er Tyskland og det europæiske, der står os nærmest, skriver Jens Christian Grøndahl. 

Engang så man op til briterne. Det var noget, den ældre generation havde opdraget os til. De, der havde oplevet den 9. april og skammen ved at lade sig besætte stort set uden modstand. Briterne er ikke blevet besat siden Slaget ved Hastings. Sammen med amerikanerne kom de og befriede os fra Hitler.

I hele efterkrigstiden var taknemmelighed grundtonen, tilsat benovelsen over engelsk flegma, ironi og egensindighed. Der lå i relationen en uforbeholden anerkendelse af briternes moralske upper hand.

Det genopbyggede, kontinentale Vesteuropa blev et flatterende spejl, som briterne måske, måske ikke gad spejle sig i. Da Beatles kom til Hamborg, var den kulturelle klientgørelse fuldbyrdet. Vi lærte alle sammen at sige noget på engelsk. Det var smart.

Selv gider briterne som bekendt hverken lære tysk eller fransk endsige spansk og italiensk. De tager for givet, at man kommer dem i møde på deres eget sprog, også når man er hjemme hos sig selv.

Engang hørte jeg endda en besøgende britisk forfatter beklage sig over, hvordan vi kontinentaleuropæere maltrakterede hendes modersmål.

Det hører med til den hvide mands byrde at måtte høre os hottentotter fremstamme vores ærbødige selvhad, men hvis jeg lægger sarkasmen til side, forstår jeg godt min kollega.

Der er noget fersk, smagsforladt over de merkantile og politiske klassers globaliserede management lingo. Man glemmer, at engelsk også er en måde at tænke og føle på med sine egne dufte, sin egen atmosfære.

Såvel hos Shakespeare som hos W.H. Auden og Zadie Smith møder man det uoversættelige og særegne, der ikke lader sig globalisere.

Den britiske sjæl.

De vrangvillige Brexiteers synes drevet af følelser snarere end af viden om Bruxelles' meget omtalte bureaukrati. Det er jo heller ikke større end Københavns magistrater lagt sammen.

"Et folk, der har regeret over en fjerdedel af Jordens landareal og en femtedel af dens befolkning kan nok finde ud af at regere sig selv uden Bruxelles," skrev Sunday Times i en leder. Der er typisk nok ikke tale om at samarbejde, men om at bestemme.

Helt uforståeligt er det vel heller ikke, at Anden Verdenskrigs befriere frabeder sig at tage imod direktiver fra de befriede. Det er sværere at forstå briternes had til tyskerne så mange år efter Nürnbergprocessen.

Da Margaret Thatcher skulle forklare François Mitterrand, hvorfor hun var bekymret over Tysklands genforening, fremdrog hun af håndtasken et europakort, der viste udstrækningen af den nazistiske besættelse.

Hvad hedder "Vergangenheitsbewältigung" egentlig på engelsk?

Tyskerne kan med nogen ret påberåbe sig, at deres fortid er under permanent eksorcisme. Kan briterne sige det samme om deres koloniale synderegister?

Jeg tror ikke, at mange i Storbritannien ligefrem savner imperiet, men det virker, som om man stadig romantiserer den koloniale æra. Tropehjelmenes gyldne tid, da kininen blev skyllet ned med gin.

Selv om romantikken var en tysk opfindelse, er ingen så store romantikere som englænderne. Det romantiske her forstået som en subtil erkendelse af, at livet ikke lader sig begribe med fornuftens abstraktioner.

En romantiker er på samme tid skræmt og fascineret af sin egen indre afgrund. Selvforståelsen er irrationel, og i dette tilfælde har tabet af verdensherredømmet ikke ført til en nedjustering af indbildskheden.

Storbritannien mangler endnu at finde sig selv som andet end hersker eller halehæng til USA, men i stedet for selvransagelse slår den koloniale herrementalitet over i sin modsætning.

Masochisme er en britisk specialitet, og hangen til selvydmygelse har mange ansigter. Et af dem er multikulturalismen, der ser igennem fingre med radikaliserede imamers hate speech. Der er tilsyneladende ingen overgang mellem fortidens ubegrænsede herredømme og nutidens grænseløse relativisme.

Storbritannien ligner en kultur, der gerne vil straffes. Ude af stand til at se sig selv i et forhold til omgivelserne, hvor den ene part ikke dominerer den anden.

Masochismen gør sig også gældende indadtil. I modsætning til de gule vestes raseri er den britiske underklasse håbløst forelsket i overklassen, der selv kun har et hovent snøft tilovers for rosset. Det Kommunistiske Manifest har aldrig kunnet konkurrere med The Suns daglige indblik i de riges eskapader.

Den britiske forfatter Hari Kunzru beskriver det sådan i The New York Review of Books 21. februar: "En primær drivkraft bag Brexit er ønsket om at tilbagerulle 'reguleringen' i form af europæisk lovgivning om lønmodtageres rettigheder og sikkerhed … Brexit vil cementere forandringerne efter krisen i 2008, der med den såkaldte 'austerity' som påskud forringede velfærden."

Målsætningen er ifølge Hari Kunzru at skrue tiden tilbage til før 1945. Et råt samfund, hvor jungleloven herskede. Den britiske arbejderklasse har ikke gennemskuet, at identitetspolitikken er opium for folket.

"There is no such thing as society," skal Margaret Thatcher engang have sagt. Da hun med indførelsen af Reaganomics satte en stopper for 70'ernes økonomiske og politiske kaos, begyndte en afpolitisering af den offentlige debat, der nu kulminerer i Brexits forkvaklede nationalisme.

Nationalisme og masochisme, what a cocktail.

Den blev mindeværdigt formuleret af Anthony Middleton, tidligere elitesoldat, nu skærmtrold, da han i december tweetede, at en no deal-Brexit faktisk vil være "a blessing in disguise", fordi hårde tider kan skabe sammenhold omkring de britiske værdier.

Man må håbe for briterne, at Brexit bliver andet og mere end et nationalt delirium. Måske ligefrem anledningen til, at briterne langt om længe finder deres plads i en verden, der står mere og mere uforstående over for deres forestillinger om dem selv.

"Vi er med Europa, men vi er ikke en del af Europa," sagde Winston Churchill allerede i 1930.

For os danskere er det om end i indirekte forstand et lige så afgørende historisk moment. Vi gik ind i det europæiske fællesskab, fordi briterne var gået i forvejen. De fleste af os synes, vi skal blive, men hvad er EU uden storebror på den anden side af Nordsøen?

De merkantile briter havde det frie marked for øje. Det havde vi også, og vi har det stadig. Vi har fået en masse ud af det, men Brexit gør det umuligt at ignorere forskellen mellem Storbritannien og Danmark.

Storbritannien handler om deregulering. Danmark handler om det modsatte. Briterne er i bund og grund liberalt orienterede, danskerne er i bund og grund socialdemokrater, fra Enhedslisten til Liberal Alliance.

Briterne vil måske kunne genopbygge en velfærdsstat, danskerne vil måske kunne løsne reguleringens greb om foretagsomheden, men det vil altid være med diametralt modsatte udgangspunkter.

Der er stadig grund til at mindes 9. april med beskæmmelse og huske Befrielsen med taknemmelighed, men tidspunktet må være kommet til at revidere vores vanebetonede begejstring for alt britisk.

Som velfærdssamfund har vi mere til fælles med tyskerne. Økonomisk og politisk har vi meget at vinde ved at knytte os til vores historiske fjende frem for nostalgisk at dyrke vores historiske ven.

Det britiske hastværk med at finde en løsning synes mest af alt motiveret af ubehag ved tanken om at blive tvunget til at deltage i endnu et valg til Europa-Parlamentet.

På kontinentet har vi andet at se til end briternes eksistentielle drama. Unionen er presset indefra af den voksende nationalchauvinisme i Østeuropa og udefra af en verdensorden, hvor demokratiet også begynder at ligne en undtagelse.

Det er ikke kun, fordi USA for tiden vender sig væk, mens Rusland læner sig tungt ind over os. Trump og Putin er papirtigre sammenlignet med det egentlige rovdyr.

Der er vendt op og ned på magtforholdet i den verden, briterne engang herskede over. Med opkomlingens hoverende vulgaritet er Kina i færd med at konsolidere sin globale dominans.

Kineserne har mere eller mindre opkøbt Afrika og er blandt meget andet ved at spise sig ind på Italien med investeringer i den tyndslidte infrastruktur. Herligt for italienerne, der nu slipper for at reformere deres stagnerende, ufleksible samfund.

Der er efterhånden kun Tyskland og måske Frankrig tilbage til sammen med en lille håndfuld allierede at forsvare den europæiske syntese af frihed, velfærd, innovation og humanitet.

Danmarks rolle burde være indlysende for enhver. Når vi siger farvel til briterne, bør vi samtidig tage afsked med vores egen evindelige ambivalens over for alt europæisk.

-----

Jens Christian Grøndahl er forfatter og skriver hver anden søndag en fast kommentar i Altinget. Dette indlæg er udtryk for skribentens egen holdning.

Forrige artikel Lisbeth Knudsen: Ni pinagtige faldgruber for journalister i valgkampen Lisbeth Knudsen: Ni pinagtige faldgruber for journalister i valgkampen Næste artikel Lars Midtiby: Både V og S håber på at gentage kampagnesucces Lars Midtiby: Både V og S håber på at gentage kampagnesucces
Den pragmatiske socialist takker af

Den pragmatiske socialist takker af

INTERVIEW: SF's nestor Holger K. Nielsen siger farvel efter fire årtier i dansk politik, hvor han på kort tid gik fra at være folkehelt til hadeobjekt samt være en del af en tumultarisk regeringsdeltagelse, som han ikke har fortrudt og mener, SF bør gentage.