Kommentar af 
Jens Christian Grøndahl

Jens Chr. Grøndahl: DR og mangfoldighedens tyranni

KLUMME: ”Mangfoldighed” er tidens ideologiske trend, og som alle ideologiske begrebsdannelser er også denne tyrannisk af væsen, skriver Jens Chr. Grøndahl.

ENSRETNING: Man ser for sig, hvordan DR's nye mangfoldighedskonsulent kommer luskende og kigger medarbejderne over skuldrene. Er de nu mangfoldige nok?
ENSRETNING: Man ser for sig, hvordan DR's nye mangfoldighedskonsulent kommer luskende og kigger medarbejderne over skuldrene. Er de nu mangfoldige nok?Foto: Colourbox
Jens Christian Grøndahl
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Fra begge sider i Folketinget undrer politikere sig højlydt over, at DR's tidligere mediedirektør Gitte Rabøl efter at have opsagt sin stilling nu er blevet ansat som ”mangfoldighedskonsulent”. Skønt hun ikke længere er medlem af direktionen, kan hun fortsat hæve direktørgage, nærmere bestemt over to mio. kroner. Mere end landets statsminister får i løn.

Det ligner endnu et udslag af den særegne mangel på musikalitet, der præger kulturen i DR. Et hus, du ikke kan nå, selv om det handler om kommunikation. På direktionsgangen har de tilsyneladende ikke politisk og social situationsfornemmelse til selv at kunne se urimeligheden.

Forudsigeligt nok rumsterer Dansk Folkeparti med et forslag om at afskaffe licensen og beskære mediemonsterets budget med 25 procent.

Mon ikke det er for beskedent? Der vil sikkert kunne spares meget mere, hvis man kommer i gang med at rydde op i det svimlende antal chefstillinger.

Og det bliver helt perverst, når folk ligefrem insisterer på, at man som det første anerkender deres ”identitet” som jøder, muslimer, morsingboer, LGBT-personer eller multifunktionshæmmede. Frem for blot at møde og genkende dem som jævnbyrdige medmennesker på tværs af alle synlige eller skjulte forskelle.

Jens Chr. Grøndahl

Der er jo noget nærmest obskønt ved, at man i den ene ende af organisationen skærer ned, fyrer ansatte, presser indholdsleverandørerne og sætter programmedarbejderne til at være deres egne teknikere, mens man i den anden ende supplerer sig i en byzantinsk lagkage af chefer over chefer.

Ledelsesniveauet i DR ligner et helt lille solsystem, hvor planeterne har deres måner og månerne deres månekalve, alt sammen roterende omkring universets midtpunkt: den altdominerende, Napoleon-lignende bestyrelsesformand.

Ledelsesniveauet i DR ligner et helt lille solsystem, hvor planeterne har deres måner og månerne deres månekalve, alt sammen roterende omkring universets midtpunkt: den altdominerende, Napoleon-lignende bestyrelsesformand.

Jens Chr. Grøndahl

Den ødsle omgang med offentlige midler er angribelig nok i sig selv, men når man som jeg har sproget som arbejde og kald, virker stillingsbetegnelserne mindst lige så provokerende.

Hvad fanden laver en ”mediedirektør”? Bør alle DR's mange direktører ikke før alt andet være netop dét?

 

Ansættelsen af en ”mangfoldighedskonsulent” til direktørløn slår hovedet på sømmet, og her er det ikke pengene, jeg tænker på. Det organisatoriske snuptag afspejler tidens generelle tendens til at uddelegere. Et årsværk til mangfoldigheden, så er der sat flueben ved dén!

Det hedder sig, formuleret på vanligt papsprog, at mangfoldighedskonsulenten skal ”løse strategiske opgaver relateret til mangfoldighedsproblematikken.” Et helt år får hun, hvor hun ikke skal lave andet end ”strategi”.

Udtrykket stammer som bekendt fra den militære terminologi og er siden blevet annekteret af reklame- og marketingbranchen. Erobringen af markedsandele er rigtigt nok også en aggressiv disciplin, men hvad har strategi med public service at gøre?

I et interview på DR's hjemmeside uddyber bestyrelsesformanden: ”Vi skal mere ud i provinsen og nå ud til flere lag af samfundet. Have flere vinkler på virkeligheden og arbejde mere nuanceret ude i kanterne af det danske samfund.”

Udtalelsen er ganske afslørende i sit perspektiv. Samfundet anskues fra DR Byens øverste etage, og horisonten er Valby Bakke. Det er herfra, man gerne vil ”ud i provinsen” og – uhadada, hvor dristigt – ned til ”flere lag af samfundet”.

Man ser det for sig. Selveste DR skal nu ned og dyppe tæerne i folkedybet.


Er jeg uretfærdig? Er der ikke netop tale om, at bestyrelsesformandens og hele institutionens perspektiviske arrogance med udnævnelsen af en mangfoldighedskonsulent har opfundet et middel mod sit eget belærende københavneri?

Kun, hvis man som en anden radikal skolelærer mener, at mangfoldigheden kan implementeres oppefra. At man fra et skrivebord med udsigt til Emil Holms Kanal vil kunne indordne noget så vildtvoksende, anarkistisk og multiperspektivisk under noget så ensrettende, disciplinært og i bund og grund udemokratisk som en ”strategi”.

Selv den mest indsigtsfulde person bliver jo til grin, hvis vedkommende i ramme alvor vil rådgive andre om, hvordan de bliver mere mangfoldige. Hun eller han er ligesom alle os andre naturligvis blot en enkelt lille facet af den per definition uoverskuelige mangfoldighed.

Det er derfor, vi har brug for at tale med hinanden. Det er derfor, vi har folkestyre, Michael Christiansen.

At ville sætte mangfoldigheden på formel er ikke bare at stikke os blår i øjnene. Det er også at forråde den på forhånd.


Mangfoldighed hører med til en public service-institutions DNA. Ligesom enhver journalistelev lærer at researche, skrive og redigere med upartisk alsidighed.

Trods alle beskyldningerne om venstresnoet smagsdommeri har generationer af samvittighedsfulde DR-medarbejdere faktisk skabt respekt om virksomheden med deres komplementære bidrag til en mangfoldig programflade.

Det har både været underholdende og indsigtsgivende for os danskere, og de har klaret det helt uden konsulentbistand.

At komme trækkende med en mangfoldighedskonsulent er ikke bare nedladende over for licensbetalerne. Det er også arrogant over for alle de kvinder og mænd ude i afdelingerne, fra Radioavisen til Ramasjang, fra politik til pigekor, der gennem årene har leveret et levende, foranderligt og kontrastrigt billede af Danmark og verden.

Når programmedarbejderne og deres chefer har været deres løn værd, har de – som en naturlig, uadskillelig del af deres engagement og professionalisme – forstået at inddrage så mange forskelligartede perspektiver og erfaringer, som de overhovedet kunne komme i nærheden af.

At være mangfoldig er simpelthen en del af metier'en, hvis man laver radio eller TV. Men prøv at forklare dét til en djøf’er.

Kun for en teknokratisk, topstyrende kontrolfreak kan ”mangfoldighed” blive et speciale. Ordet klæder bestyrelsesformanden lige så dårligt, som hvis han tog en fjerboa om halsen i anledning af Copenhagen Pride.

Han mener sikkert heller ikke noget med det. Mit gæt vil være, at han og hans hof i et anfald af nervøsitet forestiller sig, at de har fundet et buzzword, der er politisk opportunt.

Men det største problem er ikke den manglende respekt for, at DR's medarbejdere som noget helt selvfølgeligt må have sans for mangfoldighed, hvis de skal kunne udføre deres arbejde.

Værre er det, at mangfoldigheden som topstyret strategi risikerer at slå over i sin modsætning.


Det ligner en regnbuefarvet form for ensretning. Man ser for sig, hvordan den nye mangfoldighedskonsulent kommer luskende og kigger medarbejderne over skuldrene. Er de nu mangfoldige nok?

Frygten for at sidde yderst ved næste fyringsrunde vil nu blive suppleret med den vage ængstelse, som karakteriserede de totalitære regimer øst for Jerntæppet. Den subtile selvcensur, der giver sig udslag i den enkeltes forsøg på at gætte, hvad der vil behage de højere magter.

”Mangfoldighed” er tidens ideologiske trend, og som alle ideologiske begrebsdannelser er også denne tyrannisk af væsen.

Tidens postmoderne offentlighed er en slagmark af identitetspolitiske markeringer, og det er blevet et knæsat dogme, at vi skal vise respekt og gøre skrabud for alverdens etniske, regionale, seksuelle og religiøse minoriteter.

Identitetspolitikken har i sig selv en mangfoldig baggrund med rødder såvel på ungdomsoprørets dengang nye venstrefløj som i den tredje verdens opgør med kolonialismen. Og som al samfunds- og kulturkritik har også denne strømning haft sin berettigelse.

Det er ubetinget godt, at bøsser og lesbiske for altid er sprunget ud af skabene. Det er ubetinget godt, at flertallet anerkender mindretallenes erfaringer og virkelighedsoplevelse.

Det er derimod ubetinget dårligt både for demokratiet og den nationale samhørighed, hvis mennesker – i mangfoldighedens navn – med hud og hår skal sættes i bås med de andre medlemmer af det mindretal, de tilhører.

Og det bliver helt perverst, når folk ligefrem insisterer på, at man som det første anerkender deres ”identitet” som jøder, muslimer, morsingboer, LGBT-personer eller multifunktionshæmmede. Frem for blot at møde og genkende dem som jævnbyrdige medmennesker på tværs af alle synlige eller skjulte forskelle.

I en atomiseret offentlighed, hvor tusind identiteter blomstrer, har den demokratiske samtale fået trange kår, og udviklingen forstærkes kun af de sociale medier.

De klassiske, journalistiske dyder er under pres. Grænsedragningen mellem reportage og opinion udviskes. Stadig flere søger nyheder og oplysninger i kommunikationsmiljøer for ligesindede, hvor man ikke risikerer at blive sagt imod eller få udfordret sine én gang for alle cementerede antagelser.

I USA er Donald Trump ligefrem blevet præsident på den bølge af selvfordummende fordomsfuldhed, som er produktet af de sociale medier, når de er værst.


Hvad demokratiet har brug for, er ikke mere identitetspolitik i form af top-down ”mangfoldighed”, og det er både ubegribeligt og skræmmende, at de ansvarlige for nationens fælles mediehus ikke selv kan se det.

Public service-institutionen over dem alle skal ikke dyrke og forstærke forskellene og kløfterne mellem os. Vi har tværtimod brug for, at DR forbliver det fælles forum, hvor vi er medborgere, før vi er noget som helst andet. Hvor vi bare er danskere, hvad enten vi er hvide eller brune, ternede eller trekantede. Hvor vi er nødt til at lytte til hinanden frem for blot at skiftes til at få taletid.

I hele min opvækst var DR netop dét, og intet program var mere emblematisk end Radioavisen. Der gik ikke skår af mangfoldigheden, fordi nyhederne eller farvandsefterretningerne blev oplæst på rigsdansk frem for vestjysk eller bornholmsk. De var til at forstå, og dét var essensen. Sprogets gennemsigtighed. Den stringens, der hører fornuftsvæsener til.

Fra identitetspolitisk hold vil man i dag pege fingre ad Radioavisens besindige, moderate og kølige objektivitet. Er postulatet om at være ”nøgtern”  måske ikke typisk for den hvide mands eurocentriske sexisme? Man vil tværtimod slå til lyd for en parcelleret virkelighedsgengivelse, hvor kampen om ”definitionsretten” baner vej for den bundløse relativisme.

Ak ja. Min fremstilling er selvfølgelig bare et synspunkt blandt så mange andre. I sagens natur må jeg overlade det til læseren at konkludere, om mangfoldigheden som knæsat strategi er vejen frem for Danmarks Radio.

--------

Jens Christian Grøndahl skriver fast klummen 'En anden vinkel' i Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jens Christian Grøndahl

Forfatter
filminstruktør (Den Danske Filmskole. 1983)

0:000:00