Jens Chr. Grøndahl: Det er ikke ufolkeligt at bruge hovedet

Forrige weekend kunne man i 15 førende europæiske aviser, blandt andet The Guardian, Die Welt, El País og Libération, læse en appel fra 30 forfattere, filosoffer og intellektuelle, heraf fem nobelpristagere.

Listen af medunderskrivere talte blandt andre Salman Rushdie, Milan Kundera, Ian McEwan, Fernando Savater, Orhan Pamuk og Mario Vargas Llosa.

Initiativtager var den franske filosof Bernard-Henri Lévy. Jeg var også blandt medunderskriverne.

Anledningen var det forestående valg til Europa-Parlamentet, og budskabet var et opgør med den tiltagende højredrejning i Europa: Mistænkeliggørelsen af det europæiske samarbejde, der nu er i færd med at falde fra hinanden for øjnene af os. Forherligelsen af rødder og national identitet. Det voksende had til såvel muslimer som jøder.

Den europæiske højrepopulisme udgør efter vores opfattelse en udfordring for det liberale demokrati, som vi ikke har set mage til siden 1930’erne. Stadig flere fornægter den fælles europæiske arv og humanismens universelle værdier.

Så vidt, så skidt.

De historiske forskelle ufortalt er der et slående lighedstræk mellem 1930’erne og i dag, og ligheden er, at vreden nogle steder slår over i racisme.

Jens Christian Grøndahl

Jeg vil ikke gentage manifestet her, selv om det er nok så presserende. Især syd for vildsvinehegnet, hvor antisemitismen florerer på ny, og hvor autoritære regeringer i det tidligere Østeuropa er i færd med at genindføre totalitarismen med nationalistisk fortegn.

Så slemt står det heldigvis ikke til her. I Danmark har man ligefrem lært at hygge sig med sin højrefløj. Maler de europæiske forfattere ikke fanden på væggen?

Dagbladet Information tager i sin leder den 29. januar afstand fra "de intellektuelles tone, deres raseri og deres blinde afmægtighed".

Synspunktet er, at vi bærer ved til bålet, fordi "manifestskriverne benytter sig af præcis samme endimensionelle retorik, som de højrepopulistiske lederskikkelser anvender".

Man kan selv danne sig en mening ved at læse teksten, som også blev trykt i Politiken. Om end den er forfattet med en franskmands temperament, synes jeg hverken, den fremstår rasende eller endimensionel.

Ifølge Information bør man undlade at tale dunder mod højrefløjen, for dundertale er lige, hvad demagogerne ønsker sig i deres selviscenesættelse som ofre for eliten. Avisen skoser os for ikke at skelne mellem højrefløjens ledere og dens vælgere. De arbejdsløse uden fremtid, ofte bosat i udkantsområderne, der med rette føler, at den globaliserede markedsøkonomi har hægtet dem af.

Nu var manifestets sigte ikke en sociologisk analyse. Det var at mobilisere alle de mange europæere, der faktisk vil samarbejdet og de fælles værdier.

Jeg er ikke i tvivl om, at de 29 andre medunderskrivere er i stand til at skelne mellem opviglernes demagogiske hate speech og almindelige menneskers frustration. Selv har jeg skrevet udførligt om vredens baggrund i min seneste bog, essayet "Europa er ikke et sted".

I bogen efterlyser jeg både hos mig selv og andre den politiske evne til at forstå uden nødvendigvis at sympatisere og den menneskelige evne til at sympatisere uden nødvendigvis at forstå.

For så vidt er jeg enig med Information i, at den folkelige vrede skyldes, at mange mennesker føler sig svigtet og glemt i globaliseringsprocessen, som EU med sit grænseløse indre marked er en del af.

Der er til gengæld noget, der skurrer i konklusionen:

"Når demagoger kan vinde opbakning til nationalistiske felttog, er det, fordi de evner at høre og italesætte de nødstedte og udstødtes fortvivlelse og afmagt."

I det repræsentative demokrati er det vel alle partiers rolle at høre og italesætte den ene eller den anden samfundsgruppes bekymringer og interesser. Gør de ikke det, opnår de ikke valg.

Hvis en gruppe borgere er blevet hørt og har fået stemme gennem sine politiske repræsentanter, giver det ikke længere mening at tale om dem som afmægtige.

Europas nødstedte arbejderklasse har grund til at føle sig udstødt i økonomisk forstand, men politisk er den det ikke. Tværtimod har en voksende del af den brugt sin demokratiske ret til at lade sig repræsentere af det ene eller det andet højreparti.

Fra det øjeblik Front National, Alternative für Deutschland og herhjemme Dansk Folkeparti bliver politiske aktører, er det også i orden at udfordre deres politik. Blidt eller hårdt, indfølende eller indigneret.

"Man redder hverken Europa eller demokratiet ved at tale hen over hovedet på dem, der føler sig svigtet af en europæisk elite," slutter Information.

Men stands lige. Hvem er eliten? Og hvem antages at tale fra et højere sted?

I folkestyret består den politiske elite af de folkevalgte, hvad enten de kommer fra plovfurerne eller de bonede gulve.

Så er der den økonomiske elite. Hvis man er venstreorienteret, mener man, at den har mere magt end politikerne, der ret beset bare er de riges sprællemænd. Hvis man er højreorienteret, mener man det samme.

Det uhyggelige er, når den sociale vrede mister blikket for elendighedens strukturelle årsager. Når myter og syndebukke skal gøre det ud for en forklaring.

De historiske forskelle ufortalt er der et slående lighedstræk mellem 1930’erne og i dag, og ligheden er, at vreden nogle steder slår over i racisme. Den nødstedte tyske arbejderklasse satte hagekors på de røde faner. Socialismen blev national. Klassebevidstheden blev afløst af drømmen om arisk renhed.

Også dengang var eliten folkets fjende. Den økonomiske elite blev slået i hartkorn med den kulturelle, men modviljen mod akademikere og intellektuelle har en endnu længere historie bag sig.

Og den lever i bedste velgående.