Jens Chr. Grøndahl: Det er ikke ufolkeligt at bruge hovedet

KOMMENTAR: Der er en tilbageværende stereotypisk opfattelse af, at der er en modsætning mellem elite og folk. Men i demokratiske lande med fri adgang til skole og uddannelse har alle mulighed for og pligt til at være velorienterede, skriver Jens Christian Grøndahl.

Forrige weekend kunne man i 15 førende europæiske aviser, blandt andet The Guardian, Die Welt, El País og Libération, læse en appel fra 30 forfattere, filosoffer og intellektuelle, heraf fem nobelpristagere.

Listen af medunderskrivere talte blandt andre Salman Rushdie, Milan Kundera, Ian McEwan, Fernando Savater, Orhan Pamuk og Mario Vargas Llosa.

Initiativtager var den franske filosof Bernard-Henri Lévy. Jeg var også blandt medunderskriverne.

Anledningen var det forestående valg til Europa-Parlamentet, og budskabet var et opgør med den tiltagende højredrejning i Europa: Mistænkeliggørelsen af det europæiske samarbejde, der nu er i færd med at falde fra hinanden for øjnene af os. Forherligelsen af rødder og national identitet. Det voksende had til såvel muslimer som jøder.

Den europæiske højrepopulisme udgør efter vores opfattelse en udfordring for det liberale demokrati, som vi ikke har set mage til siden 1930’erne. Stadig flere fornægter den fælles europæiske arv og humanismens universelle værdier.

Så vidt, så skidt.

Jeg vil ikke gentage manifestet her, selv om det er nok så presserende. Især syd for vildsvinehegnet, hvor antisemitismen florerer på ny, og hvor autoritære regeringer i det tidligere Østeuropa er i færd med at genindføre totalitarismen med nationalistisk fortegn.

Så slemt står det heldigvis ikke til her. I Danmark har man ligefrem lært at hygge sig med sin højrefløj. Maler de europæiske forfattere ikke fanden på væggen?

Dagbladet Information tager i sin leder den 29. januar afstand fra "de intellektuelles tone, deres raseri og deres blinde afmægtighed".

Synspunktet er, at vi bærer ved til bålet, fordi "manifestskriverne benytter sig af præcis samme endimensionelle retorik, som de højrepopulistiske lederskikkelser anvender".

Man kan selv danne sig en mening ved at læse teksten, som også blev trykt i Politiken. Om end den er forfattet med en franskmands temperament, synes jeg hverken, den fremstår rasende eller endimensionel.

Ifølge Information bør man undlade at tale dunder mod højrefløjen, for dundertale er lige, hvad demagogerne ønsker sig i deres selviscenesættelse som ofre for eliten. Avisen skoser os for ikke at skelne mellem højrefløjens ledere og dens vælgere. De arbejdsløse uden fremtid, ofte bosat i udkantsområderne, der med rette føler, at den globaliserede markedsøkonomi har hægtet dem af.

Nu var manifestets sigte ikke en sociologisk analyse. Det var at mobilisere alle de mange europæere, der faktisk vil samarbejdet og de fælles værdier.

Jeg er ikke i tvivl om, at de 29 andre medunderskrivere er i stand til at skelne mellem opviglernes demagogiske hate speech og almindelige menneskers frustration. Selv har jeg skrevet udførligt om vredens baggrund i min seneste bog, essayet "Europa er ikke et sted".

I bogen efterlyser jeg både hos mig selv og andre den politiske evne til at forstå uden nødvendigvis at sympatisere og den menneskelige evne til at sympatisere uden nødvendigvis at forstå.

For så vidt er jeg enig med Information i, at den folkelige vrede skyldes, at mange mennesker føler sig svigtet og glemt i globaliseringsprocessen, som EU med sit grænseløse indre marked er en del af.

Der er til gengæld noget, der skurrer i konklusionen:

"Når demagoger kan vinde opbakning til nationalistiske felttog, er det, fordi de evner at høre og italesætte de nødstedte og udstødtes fortvivlelse og afmagt."

I det repræsentative demokrati er det vel alle partiers rolle at høre og italesætte den ene eller den anden samfundsgruppes bekymringer og interesser. Gør de ikke det, opnår de ikke valg.

Hvis en gruppe borgere er blevet hørt og har fået stemme gennem sine politiske repræsentanter, giver det ikke længere mening at tale om dem som afmægtige.

Europas nødstedte arbejderklasse har grund til at føle sig udstødt i økonomisk forstand, men politisk er den det ikke. Tværtimod har en voksende del af den brugt sin demokratiske ret til at lade sig repræsentere af det ene eller det andet højreparti.

Fra det øjeblik Front National, Alternative für Deutschland og herhjemme Dansk Folkeparti bliver politiske aktører, er det også i orden at udfordre deres politik. Blidt eller hårdt, indfølende eller indigneret.

"Man redder hverken Europa eller demokratiet ved at tale hen over hovedet på dem, der føler sig svigtet af en europæisk elite," slutter Information.

Men stands lige. Hvem er eliten? Og hvem antages at tale fra et højere sted?

I folkestyret består den politiske elite af de folkevalgte, hvad enten de kommer fra plovfurerne eller de bonede gulve.

Så er der den økonomiske elite. Hvis man er venstreorienteret, mener man, at den har mere magt end politikerne, der ret beset bare er de riges sprællemænd. Hvis man er højreorienteret, mener man det samme.

Det uhyggelige er, når den sociale vrede mister blikket for elendighedens strukturelle årsager. Når myter og syndebukke skal gøre det ud for en forklaring.

De historiske forskelle ufortalt er der et slående lighedstræk mellem 1930’erne og i dag, og ligheden er, at vreden nogle steder slår over i racisme. Den nødstedte tyske arbejderklasse satte hagekors på de røde faner. Socialismen blev national. Klassebevidstheden blev afløst af drømmen om arisk renhed.

Også dengang var eliten folkets fjende. Den økonomiske elite blev slået i hartkorn med den kulturelle, men modviljen mod akademikere og intellektuelle har en endnu længere historie bag sig.

Og den lever i bedste velgående.

Herhjemme har det siden Grundtvig været en tilbagevendende stereotyp at se et modsætningsforhold mellem kultureliten og folket. Det er baggrunden for, at intellektuelle i Danmark forventes at snobbe nedad, hvis de vil undgå anklagen for at være højrøvede.

Akademisk viden anses stadig per definition for at være ufolkelig. Det er egentlig sært, når man tænker på, hvor mange der i dag har en studentereksamen.

I et demokratisk samfund som vores med gratis skolegang og uddannelse for alle kan man i det hele taget undre sig over, at der overhovedet tales om en elite i andet end økonomisk forstand.

Eliten er alles prygelknabe, selv om enhver har adgang til den. Hvis man for eksempel har sat sig ind de historiske og kulturelle forudsætninger for det europæiske samarbejde – som et vælgerflertal i øvrigt går ind for – er man næsten allerede elitær. Ude af kontakt med det virkelige liv, sådan som det leves af almindelige mennesker.

Men virkeligheden er vi da ellers fælles om, og både akademikere og kunstnere kommer for de flestes vedkommende fra helt almindelige hjem.

Fagjargon og et overforbrug af fremmedord kan til tider skæmme kommunikationen, men befolkningen har aldrig været så oplyst og veluddannet som nu.

Derfor har man selv en pligt til og et ansvar for at være nogenlunde velorienteret. Man har også muligheden. Det er ikke nødvendigvis en fornærmelse, hvis der er noget, man ikke forstår.

Information harcelerer over, at det omtalte manifest i sin opregning af store og vigtige skikkelser i den europæiske kulturarv ud over Erasmus, Dante og Goethe også nævner Comenius.

Ingen på redaktionen vidste, hvem sidstnævnte var, lyder det triumferende. Hvorfor googlede de ham ikke bare? Man forstår, at selv medarbejderne på den akademiske avis par excellence følte, at der blev talt hen over hovederne på dem.

Tjekkiske Milan Kundera ved selvfølgelig godt, hvem Comenius var. Til gengæld tvivler jeg på, at han har hørt om Grundtvig.

Vi 30 europæiske forfattere taler ikke hen over hovedet på nogen. Vores appel er klar og oprigtig.

Som alle andre i den offentlige debat udtrykker vi os i øjenhøjde med enhver, der gider sætte sig ind i, hvad vi siger. I demokratiet er vi jævnbyrdige, og i demokratier med offentligt skolevæsen og gratis videreuddannelse på fagskoler og universiteter har man også lov at forvente noget af hinanden.

Nedladende ville det derimod være – på en indirekte og hyklerisk måde – hvis vi iscenesatte højrepartiernes vælgere i rollen som nødstedte, afmægtige ofre. Hvis vi knælede for dem, mens vi slog os selv for munden, frem for at sige, hvad vi mener.

Ingen kan med sine vilkårs trøstesløshed optjene retten til nostalgisk og aggressiv chauvinisme.

Det er ikke ufolkeligt at bruge hovedet.

-----

Jens Christian Grøndahl er forfatter og skriver hver anden søndag en fast kommentar i Altinget. Kommentaren er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Forrige artikel Lisbeth Knudsen om Falck-sag: Kommunikation kørt etisk af sporet Lisbeth Knudsen om Falck-sag: Kommunikation kørt etisk af sporet Næste artikel Martin Lidegaard: Fogh slog krigens automatpilot til Martin Lidegaard: Fogh slog krigens automatpilot til