Kommentar af 
Jens Christian Grøndahl

Jens Chr. Grøndahl: Hvis politikerne ikke vil tale om Europa, må vi selv gøre det

KOMMENTAR: Der var lutter fornuftige budskaber i EU's kommissionsformand Jean-Claude Junckers nyligt afholdte State of the Union-tale. Men det vil europæiske højrefløjspolitikere ikke anerkende, skriver Jens Chr. Grøndahl.

Foto: Jean-Francois Badias/AP/Ritzau Scanpix
Jens Christian Grøndahl
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Det er ikke, fordi det blev holdt hemmeligt, at EU's kommissionsformand, Jean-Claude Juncker, forleden holdt sin sidste State of the Union-tale i Europa-Parlamentet. Talen blev da refereret. Alligevel sidder man igen med den fornemmelse, at Europa for de danske medier er noget, man tænder og slukker for.

Dyrevelfærd og stress på arbejdspladsen vil altid fylde mere på den hjemlige rundhorisont. I forhold til EU pendulerer engagementet mellem indolens og idiosynkrasi. Har mediernes brugere det ligesådan?

Hver gang vi danskere i endnu en meningsmåling bliver spurgt om vores holdning til EU-medlemskabet, er de fleste af os trods alle forbehold positive. Man vil sådan set Europa. "Nødigt, men dog gerne," som den fine kunstner Mogens Andersen snurrigt kaldte sine erindringer.

Han var aldrig blevet den maler, han blev, hvis han ikke som ung havde suget til sig fra den franske malerkunst. I kunstens verden kaldes det inspiration, i den politiske hedder det suverænitetstab.

Fakta
Dette indlæg er udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.
Du kan kommentere indlægget i bunden. 
Vi ønsker en konstruktiv debat og opfordrer alle til at holde en sober tone og udvise gensidig respekt i både sprog og jargon. 
Debatindlæg kan sendes til: [email protected]

Uenigheden mellem nord og syd om, hvordan man bedst kom ud af finanskrisen, var og er en reel konflikt mellem strammere og slappere, men det er en diskussion, som EU både kan rumme og udvikle sig gennem.

Jens Christian Grøndahl

Mediernes lunkenhed afspejler befolkningens, og det skulle da også bare mangle. Aviser og nyhedsudsendelser er jo produkter tilrettet et marked, skønt publicister i selvhøjtidelige øjeblikke bryster sig af den demokratiske byrde, de løfter på ytringsfrihedens og magtudredningens vegne.

Mediernes adspredte forhold til det europæiske afspejler vores egen forkærlighed for det helt nære. De små tings nynnende nærsynethed. Har Lars Løkke Rasmussen for mange sko? Han står med én sko på kontinentet og én ved landsbyens gadekær. Det samme gør mange vælgere, lader det til.

Når vi diskuterer EU, taler vi kun om suverænitetsafgivelse, men hvad, hvis vi sagde det samme om folkestyret? Hver gang vi afgiver vores stemme, deponerer vi jo magten over rammerne om vores fælles tilværelse. 

Jens Christian Grøndahl

Så meget desto mere uventet var det, da statsministeren i forsommeren udtalte noget i retning af, at det da burde være muligt at tale positivt om EU.

Modige ord, al den stund frygten for Dansk Folkeparti som regel får politikere fra såvel blå som rød blok til at slå sig for munden, hvis de kommer for skade at sige noget pænt om det europæiske samarbejde.

Berøringsangsten skygger for den udvikling, der faktisk er sket under den afgående kommissionsformand. Man kunne selvfølgelig ikke forvente andet, end at formanden talte for øget samarbejde, men Jean-Claude Juncker virkede fuldstændig på det rene. Budskabet er gået ind. Europæerne ønsker ikke Europas Forenede Stater. Nationalstaterne er og forbliver de autoritative aktører.

Hvad Juncker sagde om at forsvare de ydre grænser – for at kunne bevare Schengen og den indre åbenhed – burde ikke være kontroversielt for nogen. At det indre marked har skabt øget velstand er et uomtvisteligt lysindfald selv i EU-skeptikernes mørkemaleri.

Hvad han sagde om ungdomsarbejdsløsheden og klimaet kan heller ikke provokere nogen. Og hvad han havde at sige om forsvarssamarbejdet, er selv SF blevet åben over for at diskutere. Også folkesocialister har blik for Ruslands stormagtsabstinenser og den globale uvished, efter at Det Hvide Hus har forvandlet sig til en galeanstalt.

Hvad Juncker sagde om asylpolitik, Afrika og investeringer var vel ikke andet end fornuftigt. Hvad han indirekte fik sagt om den udemokratiske udvikling i Polen og Ungarn var nødvendigt. Og hvad han udtalte om menneskerettighederne og Kinas knægtelse af dem var intet mindre end bemærkelsesværdigt, når man tænker på europæiske virksomheders interesse i ikke at genere den ømfindtlige kæmpe.

Alt i alt skal man være en ualmindeligt manipulerende demagog og kolportør af fake news for at postulere, at Junckers tale undergravede europæernes tarv.

Og dét er de europæiske højrefløjspolitikere: manipulerende, mistænkeliggørende demagoger, der igen og igen tillægger EU-Kommissionen intentioner og dagsordener, som den ikke har.

Sådan fik vi Brexit, og sådan har mange italienere vendt sig fra at se et håb i EU til at opfatte fællesskabet som alle dårligdommes moder – snarere end et redskab til at adressere nogle af dem.

Uenigheden mellem nord og syd om, hvordan man bedst kom ud af finanskrisen, var og er en reel konflikt mellem strammere og slappere, men det er en diskussion, som EU både kan rumme og udvikle sig gennem. At kritisere tyskernes finanspolitiske brutalitet er ikke ensbetydende med at afskrive euroen. Spørg Macron.

I den forbindelse var det interessant, hvad Jean-Claude Juncker havde at sige om vigtigheden af at udvikle den sociale dimension. Det siger man jo ikke, hvis man har det som sin raison d’être at slå alle låger og porte op for globaliseringens ultraliberale rovdyr.

Her skal man være dansker for at se en trussel i formandens tale. Lad de andre blive spist, når bare ingen forstyrrer den danske model. Men tænk, hvis det danske ved den kunne gå hen og blive europæisk.

Da den franske præsident for nylig var på besøg, blev dét et hovedtema: Hvordan vi har gjort, så vækst og tryghed fra at være gensidigt udelukkende er blevet hinandens forudsætninger.

Vi har mere at give EU, end vi har at miste ved at gøre det.

Hov, hvad fik jeg skrevet lige dér? Hvis man tillader sig at sige sådan, er man i manges øjne noget nær landsforræder. Hvordan i alverden skal vi kunne diskutere med hinanden på dén præmis?

Den evindelige grundlagsdiskussion – skal vi melde os ud? – svarer til, at man i et ægteskab hver morgen tager stilling til, om man egentlig hellere vil skilles. Både i EU og i ægteskabet har man givet afkald på noget af sin uafhængighed, og i begge tilfælde får man noget større og mere meningsfuldt i stedet.

For Europas vedkommende er der den historiske forankring, et skæbnefællesskab på godt og ondt. Og der er erkendelsen af, at vi er en lille, stadig mere ensom klynge af sårbare demokratier i en verden, hvor det åbne samfund ikke hver dag ser ud til at have fremtiden for sig.

Når vi diskuterer EU, taler vi kun om suverænitetsafgivelse, men hvad, hvis vi sagde det samme om folkestyret? Hver gang vi afgiver vores stemme, deponerer vi jo magten over rammerne om vores fælles tilværelse. Det er bare ikke ensbetydende med at bortforpagte ansvar og myndighed. Eller deponere sin fornuft og evne til at tænke selv.

Der er i mediernes dækning af samfundslivet et ensidigt fokus på det politiske niveau. Man skulle tro, det i ét og alt var fra Slotsholmen, at samfundet blev sat i bevægelse.

I virkeligheden er de folkevalgte blot en mere eller mindre tilfældigt sammenbragt håndfuld personer, der efter bedste evne og overbevisning forsøger at respondere på alt det, der sker. Vi ved det godt, men i medierne fremstår det, som om de politiske "udmeldinger" var 1:1 i øjenhøjde med udfordringerne.

Bare de var. Sagen er jo, at politikere som flest foretrækker selv at formulere de spørgsmål, som de mener at have svar på. Det gælder ikke mindst måden, man taler på, når man bagtaler EU.

Under alle flosklerne og postulaterne har Dansk Folkeparti jo ikke noget kvalificeret, ansvarligt bud på, hvad Danmark skulle stille op uden et fuldgyldigt europæisk engagement.

Alligevel pirker man hele tiden til nej-knappen.

At mange danskere i lighed med europæere overalt på kontinentet føler sig kørt over af globaliseringen, er ikke kun en politisk udfordring. Det er før alt andet en menneskelig realitet. Men hvis sproget for den tales af demagogiske nej-prædikanter eller midterpartier, der står som stammende undskyldninger for dem selv, så kommer samtalen aldrig i gang.

Hvis politikerne ikke vil tale om Europa, må vi selv gøre det. Ikke som en hidsig debat for eller imod, men som en forsonlig snak frem og tilbage i det virkelige livs kompleks af nuancer.

Befriet for Christiansborg-spillets evindelige positionering bør samtalen kunne blive en udveksling om virkelige menneskers virkelige problemstillinger, hvad enten man tilhører den forkætrede elites kosmopolitter eller sidder i et udkantsområde og føler sig overset.

Det kan vi danskere godt finde ud af. Vi har tradition for at tale med hinanden hen over hegn og modsætninger, sågar fordomme. Det har vi gjort i over hundrede år, på højskoler og i foreninger, på arbejdspladser og i dagligstuer.

Lad os gøre det igen. Lad os tale åbent med hinanden om, hvad der skræmmer os, og hvad vi håber på. Lad hele viften af viden og erfaringer komplicere det alt for enkle overblik, hvad enten det er et skønmaleri eller et skræmmebillede.

Lad os give diskussionen den modne myndighed, som politikerne tilsyneladende ikke tiltænker os. Lad os – også for Europas vedkommende – langt om længe nå frem til det sværeste, men også mest løfterige spørgsmål af alle:

Hvis vi ikke skal skilles, hvad skal vi så?

--------

Jens Christian Grøndahl er forfatter og skriver hver anden søndag en fast klumme i Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Jens Christian Grøndahl har netop udgivet “Europa er ikke et sted”, der afslutter hans trilogi af essaybøger med europæiske temaer. Tidligere udkom “Hjemme i Europa” og “Europas ambassade”.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jens Christian Grøndahl

Forfatter
filminstruktør (Den Danske Filmskole. 1983)

0:000:00