Jens Chr. Grøndahl: Integrations­debatten kører i ring

Det er med integrationsdebatten som med Cityringen, der om lidt vil kunne bringe de københavnske metropassagerer fra Kongens Nytorv til, nå, ja, Kongens Nytorv.

Forleden stod DF's Kenneth Kristensen Berth i folketingssalen og gentog sit groft generaliserende syn på muslimers evne til at integrere sig. Straks besvaret af Enhedslistens Pelle Dragsted, der beskyldte ham for at være racist.

Folketingets formand Pia Kjærsgaard blev sur, ikke på partifællen, men på Dragsted, og så kørte Cityringen.

Jeg skal ikke kunne sige hvorfor, men jeg er ret sikker på, at Kenneth Kristensen Berth ikke er racist. Som udgangspunkt anser jeg ham for at være en ret almindelig dansker med et ret almindeligt synspunkt.

Hans almindelighed giver ham ikke ret til at have ret, men racisme er et historisk begreb. For at gøre sig fortjent til betegnelsen skal man være tilhænger af en biologisk argumenterende teori om den ene races overlegenhed i forhold til den anden.

Men vi taler altså om religion. Ikke om, hvad folk har i generne, men om, hvad de har i hovedet. Det kan ikke nytte, at vi bruger de forkerte ord, når vi vil protestere over, at andre mener noget forkert.

Det vil ikke være første gang i historien, at et mindretal for at kunne deltage helhjertet i samfundslivet bliver nødt til at neutralisere eller helt skrotte noget af sin kulturelle eller religiøse bagage.

Jens Christian Grøndahl

Kenneth Kristensen Berth er selvfølgelig langt ude i hampen. Det er stødende for den halvdel af de danske muslimer, der går ind for demokrati og ligestilling, at han kun tæller den halvdel, der ikke gør.

Også dét burde have fået folketingsformandens klokke til at ringe. Eller helt lukket munden på hende. I ytringsfrihedens navn.

Samtidig et andet sted i byen forbereder den kvindelige imam Sherin Khankan sig på at møde i byretten. Hun har anklaget folketingsmedlemmerne Marcus Knuth, Naser Khader og Martin Henriksen for injurier, fordi de beskylder hende for ikke at tage klar afstand fra sharia, herunder straffe som stening og piskeslag.

Der er noget ironisk og ærgerligt ved, at de tre borgerlige politikere skal ind i et juridisk showdown med en dansk muslim, der faktisk arbejder for integrationen. For en opblødning af de skarpe fronter. For at forene sin tro med sin loyalitet over for det danske samfund.

Det ville i hvert fald have været sjovere for de tre at være med i en film, hvor fjenden for det første havde skæg og for det andet vitterligt gik ind for, at utro kvinder skal have med pisken.

Det er at rejse uden gyldig hjemmel at udtale sig om en retssag, hvis udfald man endnu ikke kender. Så er læseren advaret. Jeg er en blind passager på Cityringen. Til gengæld vil jeg gerne bryde debattens onde cirkel.

Lad mig begynde her: Kvindelig imam. Det er altså i sig selv spektakulært, og Sherin Khankan har da også selveste Emmanuel Macrons bevågenhed. Hun er modig. Hendes mod fortjener respekt og påskønnelse.

Jeg kan godt forstå, at hun føler sig trådt for nær. Hun har jo netop stukket halsen frem og gjort sig sårbar over for sit muslimske bagland med forsøget på at slå bro mellem sin religiøse følelse og sin autonomi som kvinde.

Jeg kan også godt forstå, hvis hun undrer sig over, at man retter skytset mod en muslim, som er til at tale med, frem for at fokusere på de muslimer, der er uden for pædagogisk rækkevidde. Er det ikke som manden hos Storm P., der vælger at lede efter sine tabte nøgler under gadelygten og ikke i mørket?

Når jeg læser, hvad aviserne citerer Sherin Khankan for, er jeg bare ikke sikker på, at hun vinder den sag i byretten.

Det handler ikke om, hvad hun ikke siger. Det er måden, hun ikke siger det på. Jeg fornemmer, at hun har noget i klemme, og det har hun jo. Det er derfor, hun bør omfattes med sympati frem for skadefryd.

Noget af det rædselsfulde ved en debat som denne er, at deltagerne hele tiden skal korsfæstes med deres egne søm. Jeg har derfor ikke tænkt mig at belægge det følgende med citater af den ene eller den anden.

Jeg vil i stedet forsøge at generalisere, ikke i Kenneth Kristensen Berths ånd, men i en, der er mere forsonlig. Ikke forsonlig over for den religion, det handler om, men over for de mennesker, der nu en gang praktiserer den.

Jeg har ikke læst Koranen, og jeg vil nærmest sige, at jeg udskyder det. Ikke så meget af mistillid til bogen som af mistillid til mig selv. Jeg frygter nemlig, at jeg sura for sura vil koncentrere mig om at finde bevismateriale. Fokusere på de skrækkelige ting, der står. Overse skønheden og poesien.

Desuden giver det ikke mening at fælde dom over en religion, som er mig fremmed. Det giver ikke engang mening at fælde dom over min egen. Kristendommen er min kulturelle rundhorisont, ligesom islam er Sherin Khankans. Det har ingen af os selv valgt.

Få i kongeriget er så skikkede til at sige noget begavet om emnet som islamforskeren Thomas Hoffmann. Ved flere lejligheder har han påpeget, at begreber som sharia og jihad har flere betydninger. At det ikke kun handler om at stene, piske eller hugge hænder og hoveder af folk. At det også er noget med åndelig stræben og livets moralske pejlemærker.

Sherin Khankan har udtalt noget lignende, og det kan jo gøre enhver skeptiker varm og rolig. Mon ikke vi finder ud af det så?

Problemet er, at ikke alle muslimer tænker som Sherin Khankan. Det betyder ikke, at de går rundt med en krumsabel i Aldi-posen, men det betyder nok, at nogle er ambivalente. Det vil sige mere eller mindre forbeholdne over for demokratiets ubøjelige principper om kvinders og LGBT-personers rettigheder, ytringsfrihed og så videre.

Desværre er der også et andet problem. Når man lytter til Sherin Khankan og andre moderate, integrationsvenlige muslimer, får man igen og igen det indtryk, at de må vride og vende sig for at få pengene til at passe.

Somme tider kan det ligefrem minde om, hvordan politikere som Marcus Knuth, Naser Khader og Martin Henriksen svarer undvigende eller taler udenom, når pågående journalister konfronterer dem.

Viljen til at være moderat muslim synes forbundet med en vis ængstelse.

Hvis vi skal videre i debatten, tror jeg, det vil være en god idé, at vi skelner mellem islam og muslimer. Det vil klæde et verdsligt samfund som vores, hvor borgerne har de samme rettigheder og pligter, uanset hvad de tror på.

I stedet for at stå i folketingssalen og tale generaliserende om muslimer i vendinger, der kun kan virke fremmedgørende og ubehagelige, vil Kenneth Kristensen Berth kunne stille sig op og generalisere om islam.

Er islam forenelig med demokratiet? Man kan godt komme i tvivl, men tvivlen bør komme vores muslimske medborgere til gode. De kan godt være forenelige med demokratiet, selv om deres religion ikke er.

Tænk bare på Pelle Dragsted og de andre i Enhedslisten. Så vidt jeg ved, går de stadig ind for revolutionen, men det forhindrer dem ikke i at stille op til Folketinget eller respektere den private ejendomsret.

Både for muslimerne og for den yderste venstrefløj er der tale om en diskrepans mellem teori og praksis. En uoverensstemmelse mellem, hvad der foregår i jordhøjde og på øverste etage. En mangel på konsekvens.

Personligt ville jeg finde det ulideligt at slæbe rundt på en tro eller en ideologi, der i sin rendyrkede form er så uendeligt fjernt fra det liv, jeg i øvrigt lever. Men dem om det. Det tager ikke noget fra min solidaritet med dem som medborgere. Som mennesker slet og ret.

Jeg har på fornemmelsen, at det med islam og kristendommen forholder sig helt modsat, når det gælder forholdet mellem troslæren og hverdagslivet eller forholdet mellem de stærkt troende og mainstream.

Det ligger i hvert fald i den grundtvigianske selvforståelse, at en pragmatisk, forsonlig tilgang til det religiøse er mere i tråd med kristendommens kerne end diverse sekters religiøse ekstremisme.

Omvendt har jeg på fornemmelsen, at pragmatiske og midtsøgende muslimer hele tiden ser sig over skulderen. Som om de inderst inde frygter, at det alligevel er de konservative fundamentalister, der sidder inde med den religiøse legitimitet.

Det kan have noget at gøre med, at islam er en lovreligion, eller at den hellige tekst anses for at være åbenbaret. Med andre ord hævet over fortolkning og relativering. På den anden side har jeg hørt imamen fra den store moske i Bordeaux erklære, at islams tekster og forskrifter altid skal forstås og fortolkes ud fra deres historiske kontekst.

Jeg kan forestille mig, at mine muslimske medborgere gerne vil have sig frabedt, at jeg blander mig i, hvordan deres religion skal forstås. Det synes jeg også, de skal have lov til at overveje i fred.

Imens kan det omgivende samfund konstatere, at muslimer ligesom alle andre borgere selvfølgelig har at acceptere, efterleve og aktivt forsvare demokratiets principper og den ånd, de er blevet til i.

Det er sympatisk, når muslimer som Sherin Khankan og andre bestræber sig på at gøre islam mere spiselig såvel for dem selv som for omgivelserne. Spørgsmålet er bare, om der i bestræbelsen også er et element af ønsketænkning.

Det vil ikke være første gang i historien, at et mindretal for at kunne deltage helhjertet i samfundslivet bliver nødt til at neutralisere eller helt skrotte noget af sin kulturelle eller religiøse bagage.

Jo tungere bagagen er, jo større bliver den pris, man må betale for at være med i fællesskabet.

-----

Jens Christian Grøndahl er forfatter og skriver hver anden søndag en fast kommentar i Altinget. Kommentaren er alene udtryk for skribentens egne holdninger.