Jens Chr. Grøndahl: Svensk digter drømmer om dansk undergang, mens Folkhemmet slår revner

Har forfatterne noget særligt at bidrage med i den offentlige debat? Spørgsmålet er tilbagevendende, sidst var det kulturminister Mette Bock, der efterlyste vores bidrag. Det blev taget hende så ilde op, at man skulle tro, det var et lovforslag om ytringspåbud, hun havde fremsat, og ikke en venlig opfordring.

Ikke desto mindre er der af og til forfattere, der føler sig kaldet til at attakere verdenssituationen med direkte politisk brod. Forleden bragte Information et digt af min svenske kollega Athena Farrokhzad, skrevet for Allianz Kulturstiftung i Berlin, der hvert år inviterer en forfatter til at skrive et åbent brev til Europa.

Opdraget rummer en indbygget fælde. Kan man adressere kontinentet som sådan? Den navnkundige amerikanske sikkerhedsrådgiver og udenrigsminister Henry Kissinger blev citeret vidt og bredt for, at Europa desværre ikke havde et telefonnummer.

De europæiske nationer har endnu ikke formået at formulere en stærk og utvetydig udenrigspolitik, og indadtil er fællesskabet lige så præget af den evindelige afbøjning af divergerende interesser. Vi samarbejder efter den laveste fællesnævners uheroiske pragmatisme, og der bliver snakket meget om, hvad der ikke lykkes i retning af at gøre fælles front. Mindre om alt det, der faktisk fungerer.

Posituren er den subversive fuckfinger, hele den obsternasige, autonome attitude, der siden ’68 har kendetegnet selvforståelsen på den yderste venstrefløj: Vi er ungdommen, og vi taler med oprørets uimodsigelige autoritet.

Jens Chr. Grøndahl

Under alle omstændigheder giver det i en gråmeleret, demokratisk virkelighed ikke mening at tale om – eller tiltale – Europa, som om det var et subjekt. En homogen aktør med én vilje, én erindring og én samvittighed.

Det kræver en digters patos at gøre det alligevel, og Athena Farrokhzads poserende digt er da også patetisk i enhver betydning af ordet: ”Europa, hvornår stopper du med at føre krig mod menneskeheden?”

Athena Farrokhzads digt er politisk kitsch, fordi det med sin ureflekterede indignation fortaber sig i koket poseren frem for at tage intellektuelt livtag med reelle og smertefulde modsætninger.

Jens Chr. Grøndahl

Posituren er den subversive fuckfinger, hele den obsternasige, autonome attitude, der siden ’68 har kendetegnet selvforståelsen på den yderste venstrefløj: Vi er ungdommen, og vi taler med oprørets uimodsigelige autoritet, lige op i fjæset på borgerskabets hyklere. ”Skrid ad helvede til med dit Jesuskompleks,” digter Athena Farrokhzad.

Okay, tænker man. Kommer vi videre her?

Som politisk digt er Athena Farrokhzads tekst en løjerlig reprise på den form for feel good-poesi, som Information engang flød over med. Selvretfærdig i mælet og båret af en indbildsk tiltro til de polemiske kortslutningers følelsesmæssige imperativ.

Når jeg tager det op i dag, hvor svenskerne går til valg, er det, fordi Athena Farrokhzad med sin aggressive tirade giver et eksempel på den gensidige radikalisering, der har fået folkehjemmet til at slå revner.

Athena Farrokhzad er ikke sådan en digter, der opretholder vandtætte skotter mellem liv og værk. Derfor må det også være tilladt at inddrage hendes baggrund som datter af iranske forældre indvandret til Sverige som flygtninge, mens hun var barn.

Flygtningekrisen er – meget forståeligt – et genkommende tema i hendes lange digt, og det samme er kolonialismen, som hun til gengæld ikke har nogen personlig erfaring med. Det er der jo ingen af os, der har.

Alligevel identificerer Athena Farrokhzad sig såvel med de engang koloniserede (”Alle kan forstå kolonialismens konsekvenser undtagen dig, der er årsagen”) som med Europas ikke-hvide minoriteter (”Europa, hver dag spytter hvide mennesker efter os i metroen”).

Som svensk medborger har hun haft adgang til at komme i skole og få en videregående uddannelse, og hun nyder de samme rettigheder som alle andre svenskere, men i sin litteratur betoner hun tilhørsforholdet til de anonyme masser af angiveligt undertrykte og forhadte.

Hendes retoriske greb indebærer et iøjnefaldende menneskeligt og moralsk dobbeltbogholderi. Den socialt vellykkede og meget artikulerede Athena Farrokhzad dementerer jo med sin blotte person den påståede afgrund af racediskrimination, der er hendes digts genstand og anledning. (”Europa, når fascister slår børn ihjel, hejser du nationalflagene”).

Samtidig former digtet sig som én lang politisk fejlslutning. Undervejs fremstilles den gruppe, hun så vagt identificerer sig med, som viljeløse ofre for det homogene europæiske subjekts had og chauvinisme.

At hendes eget tonefald er konsekvent hadefuldt, ser Athena Farrokhzad tilsyneladende ingen modsigelse i. Værre er det dog, at hun fuldkommen ignorerer de demokratiske rettigheder, der i lige mål tilfalder enhver, hvad enten man er etnisk svensker, indvandrer eller efterkommer.

”Der var mere fri presse i vikingetiden end i dine demokratier,” skriver digteren, der med talrige oversættelser af sin skurrile (farceagtige, red.) tekst er kommet til orde overalt på kontinentet.

Stærk tobak på en valgdag og trist, hvis digterens politiske engagement ud over at male sort i sort eventuelt også drives af et fremtidshåb.

Det sidste har digtet ikke noget bud på. Fremtiden spås der kun om i dystre, truende vendinger: ”En dag vil jeg kræve hævn for alle nedbrændte asylcentre. / En dag vil du tigge alle romaer om tilgivelse.”

Eller tag dette for en dansk læser særligt bemærkelsesværdige scenarie: ”En dag vil synagogens vagter blive overflødige.”

Her er det nødvendigt at standse op. Hvad mener Athena Farrrokhzad egentlig? Skal sætningen fortolkes derhen, at terrortruslen og den genopblussende antisemitisme en dag vil være fortid, så jøderne igen kan gå i synagogen uden politibeskyttelse? Det håber flertallet af os, men hvad med Athena Farrokhzad?

Den virulente retorik taget i betragtning virker det ikke plausibelt, at netop denne digtlinje skal forstås i et så positivt og fredselskende lys. Ikke mindst, fordi digteren et andet sted identificerer sig på halvkvædet vis med Ulrike Meinhof.

Men hvad er det, der i så fald vil være sket, den dag synagogens vagter er blevet overflødige?

Det er svært ikke at opfatte passagen som et forblommet udtryk for sympati med attentatet i Krystalgade i februar 2015, når man tilmed læser, at digteren ”nægter at deltage i samtaler om terrorismen, som ikke tager udgangspunkt i krigen og olien.”

Man har hørt det så tit, terroren kan relativeres. Den er et modsvar på krigene i Afghanistan og Irak. Synspunktet forfægtes, uagtet at de to tragiske og forfejlede krige blev ført ikke før, men efter angrebet på World Trade Center. Og så er der olien. Fortolkningen af Irak-krigen som blot et spørgsmål om råstofadgang og vestlig imperialisme.

Sådan kan den nyere verdenshistorie også anskues. Det er oven i købet tilladt. Tilbage står spørgsmålet – det forbliver jo uklart – om Athena Farrokhzad går ind for mord på jøder.

Athena Farrokhzads digt er politisk kitsch, fordi det med sin ureflekterede indignation fortaber sig i koket poseren frem for at tage intellektuelt livtag med reelle og smertefulde modsætninger.

Hun gør sig desuden skyld i den ”essentialisme”, der ellers er højrenationalismens skødesynd, fordi hun så grotesk unuanceret adresserer ”Europa” som homogen monolit. Hun taler faktisk om kontinentet, som nazisterne taler om Folket.

Digtets historiske baggrund er selvfølgelig ikke til at komme udenom. Kolonialismen og racismen forbliver en skamplet i Europas historie. Man kan ikke vedkende sig vores fælles europæiske arv uden at reflektere over, hvordan europæiske stater og virksomheder engang udnyttede, mishandlede og myrdede civile i Den tredje verden.

Men arbejdet med at forstå fortidens forbrydelser er også blevet en del af arven. At påstå andet er demagogi. Vi præsterer mere ”Vergangenheitsbewältigung” i det postkoloniale Europa, end man gør i den arabiske verden, hvor slavehandel og kolonialisme heller ikke ligefrem har været ukendte fænomener.

Forskellen er, at offerrollen og den tilhørende harme forbliver et kærkomment moralsk helle i store dele af Afrika og Mellemøsten, hvor tyranni, korruption, klientelisme, intolerance, administrativ uduelighed og etnisk vold udgør de egentlige udfordringer.

Men når dét er sagt, bør vi europæere huske på en ting: Det er altid lettere for de skyldige, end det er for ofrene, at lægge fortidens forbrydelser bag sig. Mange destruktive og tragiske udenrigspolitiske beslutninger kunne have været undgået, hvis Vestens politikere havde sat sig bedre ind i bevidstheden hos efterkommerne i de tidligere kolonier.

Vi bør desuden aldrig glemme, at det for de potentielle ofre ikke er nok, at vold mod personer med anden etnisk baggrund er lige så forbudt, som den er mod alle andre. Hvis man er mørk i huden, har volden altid en baggrund, hvor diffus og uhåndgribelig den end kan forekomme.

Hele dette forståelsesarbejde har en oplagt politisk dimension, men det er måske først og fremmest kulturelt. Og derfor er det så ærgerligt, når en forfatter som Athena Farrokhzad med sin dobbelte identitet forspilder muligheden for at åbne øjne og sind i begge de to verdener, hun er en del af.

Et lettere komisk sidespor i Athena Farrokhzads Europa-digt er hendes særlige had til danskerne: ”En dag vil jeg låse Danmark inde sammen med alle Grønlands udsultede isbjørne.” Det er selvfølgelig de danske udlændingestramninger, der spøger. ”En dag vil jeg lave en ghettoplan ud af Lars Løkke Rasmussen.”

Når man læser Athena Farrokhzad, skulle man ikke tro, at der overhovedet foregik en politisk debat i Danmark om, hvordan integrations- og udlændingepolitikken bør se ud. Set fra vores side af Øresund må man til gengæld beklage, at svenskerne alt for sent er kommet i gang med at tale med hinanden om de reelle problemer.

Den politiske korrekthed har forhindret en åben og fri debat, men problemerne går jo ikke væk, fordi man af moralske grunde fordømmer eller føler ubehag ved deres eksistens. Det fandt de danske socialdemokrater ud af for sent – ”Stuerene bliver I aldrig!” – og sådan blev Dansk Folkeparti Christiansborgs dominerende spiller.

Heldigvis hælder flertallet af DF’ere, hvad sindelag angår, mere til Grundtvig end til Hitler, men i vores broderland er billedet mere tåget og uheldssvangert. Der findes en historisk højrefløj i Sverige, hvis eksistens man i årevis fortrængte. Da man i nyere tid også gav sig til at fortrænge det multikulturelle samfunds problematiske sider, kom dyret ud af skoven.

Det virker barokt, men på en ufrivillig måde også symptomatisk, at Athena Farrokhzad stiller sig til at råbe ukvemsord over Øresundsbroen, mens ulven nærmer sig bagfra.

--------

Jens Christian Grøndahl er forfatter og skriver hver anden søndag en fast klumme i Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.