Jørgen Grønnegård: Sundhedsreformen er ambitiøs, pragmatisk og ganske gennemtænkt

Kommissionen leverede et års tid senere både den uddybende analyse og anvisninger på, hvad man kunne og skulle gøre, hvis man hen over en årrække ville mildne de problemer, som regeringen forlods havde udpeget.

Det førte i eftersommeren frem til et endog meget udførligt oplæg til forhandlinger, hvor regeringen med afsæt i kommissionens betænkning lagde sine valg frem.

Dette oplæg har nu dannet grundlag for en aftale, som altovervejende flugter med kommissionens overvejelser og regeringens egne valg.

Sundhedsråd illustrerer dybtgående forståelse

Det er imidlertid forhastet at se den færdigforhandlede reform som regeringens og det politiske flertals ratifikation af kommissionens teknokratiske anvisninger.

De politiske og ministerielle praktikere har demonstreret deres ganske dybtgående forståelse af de faktiske forhold i jernindustrien

Jørgen Grønnegård Christensen
Professor emeritus, Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet

Det handler ikke så meget om, at regeringen og forligspartierne valgte en anden strukturmodel end kommissionens foretrukne, ej heller om at de valgte fire frem for fem regioner.

Derimod har de politiske og ministerielle praktikere demonstreret deres ganske dybtgående forståelse af de faktiske forhold i jernindustrien med deres detaljerede anvisninger på, hvordan de nye, i alt 17 sundhedsråd skal bringes til at fungere.

De bliver det nye led sundhedsvæsenet, som skal dreje opmærksomheden over fra de specialiserede sygehuse til det, alle er enige om at kalde det nære sundhedsvæsen.

Kommissionen og regeringen viste mod

Der er rigtig mange ting i reformen.

Også alt for mange til, at de lader sig afhandle inden for denne korte anmeldelse.

Men skru tiden tilbage til 2023, da regeringen med kommissoriet for Sundhedsstrukturkommissionen stillede diagnosen og bad om behandlingsforslag. Der var da to særdeles alvorlige bekymringspunkter.

Et var, om kommissionen ville være i stand til udvikle bud på, hvordan man kunne styrke det nære sundhedsvæsen i en situation, hvor der var en afgrundsdyb kløft mellem de ekspanderede og specialiserede sygehuse på den ene side, på den anden side kommunernes vanskeligheder ved at løfte de tunge sundhedsfaglige opgaver, som følger med en stigende ældrebefolkning.

Det var selvfølgelig nemt nok på papiret at ridse den perfekte model op.

Men kunne og turde en kommission stikke hænderne i en politisk hvepserede, hvor magtfulde borgmestre og KL skulle tvinges til at afgive en del af deres revir til de forkætrede regioner?

Det turde kommissionen, og det gjorde kommissionen.

Men turde regeringen så følge trop, og kunne den få andre partier med på den linje?

Først udspillet, siden november-aftalen har vist, at det turde de raden rundt.

To bekymringer gjort til skamme

Aftalen viser på det punkt samtidig, at man i regeringen, ministerierne og forligskredsen har været helt bevidste om, hvor afgørende en brik i fremtidens sundhedsvæsen sundhedsrådene vil være.

De har fået penge; de har også fået ret præcist beskrevne kompetencer, og så har man tænkt sig om ved sammensætningen:

Sundhedsrådene bliver udvalg under regionsrådene med et flertal af regionspolitikere. Men som bindeled mellem det specialiserede og det nære vil sundhedsrådene kun kunne fungere, hvis de har en stærk kommunal repræsentation.

Og det får de, fordi kommunerne skal lade sig repræsentere af borgmestre og udvalgsformænd, hvis lokale politiske skæbne helt og holdent afhænger af, at de tager deres repræsentative opgave alvorligt. Posterne bliver på den måde ikke brikker i valgnattens konstitutionsspil om ben og poster i fælleskommunale selskaber.

Det andet bekymringspunkt var almen praksis plus speciallægepraksis. Begge er en hjørnesten i sundhedsvæsenet, som vi har kendt det. Det fungerer bare ikke helt så godt, som det skal.

Det handler om mange ting, som regeringen faktisk pejlede i kommissionens kommissorium, og som kommissionen faktisk fulgte op på i betænkningen.

Det er imidlertid så følsomt stof, at der ikke var nogen garanti for, at regeringen ville vove at tale rent ud af posen. Men det gjorde den, og den fik partierne fra SF til De Konservative med på vognen.

Det er godt gået. Det er også en demonstration af, hvad systemet, ja, politikerne kan, hvis de lægger ideologierne og de interessepolitiske bindinger bort og siger: her er et problem, som vi i fællesskab skal løse, hvis det i løbet af få år ikke skal vokse os over hovedet.

Tre bump på vejen

Vejen frem er dog ingenlunde uden bump.

Der forestår et omfattende lovgivningsarbejde, forhandling af aftaler mellem Indenrigs- og Sundhedsministeriet og sektorens mange parter samt udvikling og implementering af en række nye systemer.

Det er aldrig nemt. Og så bør ingen glemme, at der er torne i reformen, som ikke bare stikker, men også gør, at aftalen på ingen måde er selveksekverende.

Fra midten af 1980erne og frem til for nylig var først amterne, siden regionerne en politisk truet art. Det er glemt. Regionernes fremtid er sikret som de sundhedsregioner, de siden 2007 reelt har været.

Jørgen Grønnegård Christensen
Professor emeritus, Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet

Der er specielt tre ting:

For det første skal reformen gennemføres efter et forløb, som har forgiftet atmosfæren mellem kommuner og regioner.

For det andet står og falder reformens succes med, at den kan trække ressourcer væk fra de specialiserede sygehuse til det nye nære sundhedsvæsen. Det sker ikke uden modhager.

For det tredje forudsætter reformen, at dens blanding af strukturtiltag og økonomiske incitamenter faktisk vil få fremtidens læger til at acceptere et liv på udkanten, men hvem siger, at det faktisk sker?

Hov! Der er en ting, som vi ikke skal glemme i hyldesten til forvaltningens og det politiske livs pragmatikere.

Fra midten af 1980erne og frem til for nylig var først amterne, siden regionerne en politisk truet art. Det er glemt. Regionernes fremtid er sikret som de sundhedsregioner, de siden 2007 reelt har været.

Men notér så også, at de i stigende grad er blevet det udførende led i et nationalt (= statsligt) sundhedsvæsen.