Professor: FE-sagen viser, at det er på tide at få politik ud af anklagemyndigheden

FE-sagen viser, at vi har et problem med sammenblanding af politik og anklagemyndighed. Hverken Sverige eller Norge har samme problem. Danmark bør bringe det til ophør, skriver professor i strafferet Jørn Vestergaard.

Placeholder image
For at sikre at en uafhængig rigsadvokat ikke bliver en stat i staten, kan det overvejes, hvorvidt rigsadvokaten skal have en anden status end den nuværende, skriver professor emeritus Jørn Vestergaard. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Det er ikke nyt, at fagfolk og politikere kritiserer sammenblandingen af anklagemyndigheden med regeringen. Det nye er, at det er en sag med klare indenrigspolitiske overtoner, der nu sætter problemstillingen helt på spidsen.

Det er under alle omstændigheder velbegrundet at ophæve justitsministerens beføjelser som øverste anklager.

I FE-sagen er Claus Hjort Frederiksen som mangeårigt folketingsmedlem og tidligere minister under anklage for udtalelser, der er fremkommet som led i kritik af regeringen. Han er sigtet for noget så alvorligt som angreb på statens sikkerhed ved overtrædelse af straffelovens paragraf 109.

Og det holdes hemmeligt, hvad anklagen nærmere går ud på, hvilket ikke mindst er opsigtsvækkende i lyset af, at det efter den anklagedes egen udlægning alene drejer sig om offentlige udtalelser vedrørende allerede kendte efterretningssamarbejder.

Justitsministerens gummistempel

I sager om statsforbrydelser er det justitsministeren, der efter udtrykkelige regler i straffeloven har påtalekompetencen. Det vil sige beføjelsen til at træffe beslutning om tiltalerejsning eller undladelse af påtale.

Beføjelsen udøves i praksis på den måde, at rigsadvokaten fremkommer med en indstilling ledsaget af et udkast til anklageskrift. Ordningen begrundes med, at der i sådanne sager kan være behov for at tage politiske hensyn, herunder i forhold til fremmede magter eller til statens sikkerhed.

Desuden er mange af statsforbrydelserne beskrevet så vagt i loven, at der kan være behov for at slå bremsen i, hvis anklagemyndigheden farer for nidkært frem.

Rigsadvokaten indstillede til justitsministeren, at der skulle rejses tiltale mod Claus Hjort Frederiksen.

Det gav med rette anledning til undren, at tidligere justitsminister Nick Hækkerup afviste at have blandet sig i sagen

Jørn Vestergaard, professor emeritus, Det Juridiske Fakultet, Københavns Universitet

Men da ikke alle medlemmer af Folketinget kunne få nærmere indsigt i grundlaget for anklagen, kunne der ikke skaffes det fornødne flertal for at ophæve den parlamentariske immunitet. Under drøftelserne om dette spørgsmål blev der fra flere sider lagt afgørende vægt på, at anklagen er rettet mod en oppositionspolitiker.

Det gav med rette anledning til undren, at tidligere justitsminister Nick Hækkerup afviste at have blandet sig i sagen, men alene lod sig orientere af politi og anklagemyndighed og i øvrigt blot var et gummistempel.

Ministerens funktion er jo netop at udøve det endelige ansvar for de beslutninger, der tages. Både politiske modstandere af regeringen og andre har ligefrem anfægtet rigtigheden af Hækkerups oplysninger.

De er imidlertid blevet bekræftet af efterfølgeren i embedet, Mattias Tesfaye, blandt andet på et samråd i Folketinget.

Underminerer tilliden til offentlige myndigheder

Det er ganske vist rigsadvokaten, der har ansvaret for den juridiske forberedelse og tilrettelæggelse af sagen. Men det er og bliver justitsministeren, der i denne sammenhæng har påtalekompetencen og dermed er øverste anklager. Så det er velbegrundet, at der er rejst spørgsmål om anklagemyndighedens uafhængighed af regeringen.

Udtalelser fra Claus Hjort Frederiksen og hans støtter har skærpet tonen med mere eller mindre direkte antydninger om politisk forfølgelse og magtmisbrug. Det kan en regering naturligvis ikke have siddende på sig.

Regeringen har med stor vægt betonet vigtigheden af at respektere de involverede myndigheder. Forståeligt nok bryder statsminister Mette Frederiksen sig ikke om de spørgsmålstegn, som gennem flere måneder er blevet sat ved regeringens rolle i sagen.

Under Folketingets afslutningsdebat gav sagen på ny anledning til polemik. Sent på aftenen oplyste statsministeren så, at justitsminister Mattias Tesfaye nu har sat embedsværket i gang med at overveje, om der fortsat skal være en særlig ordning med påtalekompetence for justitsministeren i sager om statsforbrydelser.

Helt generelt er der et systemisk problem med en ordning, hvor justitsministeren er chef for anklagemyndigheden med beføjelse til at træffe anklagerfaglige afgørelser.

Jørn Vestergaard, professor emeritus, Det Juridiske Fakultet, Københavns Universitet

Statsministeren gav i den forbindelse udtryk for, at ingen kan være tjent med, "at der gives næring til udokumenterede teorier, som risikerer at underminere tilliden til politiet og anklagemyndigheden."

Helt generelt er der et systemisk problem med en ordning, hvor justitsministeren er chef for anklagemyndigheden med beføjelse til at træffe anklagerfaglige afgørelser. Såvel justitsministerens som rigsadvokatens troværdighed lider på grund af strukturen.

Et uafhængigt embede

Ordningen med justitsministeren som øverste chef for anklagemyndigheden blev undfanget i sidste halvdel af 1800-tallet. Man ønskede at frigøre anklagemyndigheden fra domstolene som en selvstændig organisation.

Det blev dengang betragtet som en selvfølge, at anklagemyndigheden ikke skulle være uafhængig af regeringen. Justitsministeren skulle under parlamentarisk ansvar have mulighed for at gribe ind i enkeltsager, for eksempel ved at træffe beslutning om undladelse af tiltale.

Det var først i 1930’erne, at der fremkom kritik med faglig tyngde. Kritikken blev blandt andet mødt med den indvending, at det er vigtigt for regeringen at have rådighed over sager, der kan udgøre fare for rigets sikkerhed. Men det er ikke blot i sådanne sager, at justitsministeren er chef for anklagemyndigheden.
 
Efter retsplejeloven er justitsministeren de offentlige anklageres overordnede og fører tilsyn med disse. Det betyder, at ministeren kan udstede generelle forskrifter for anklagemyndighedens virksomhed, hvilket sker i praksis.

Ministeren kan også gribe ind i enkeltsager, hvilket kræver en udtrykkelig tjenestebefaling og kun forekommer helt undtagelsesvist. I så tilfælde skal Folketingets formand orienteres skriftligt.

Hertil kommer imidlertid, at anklagemyndigheden forventes at følge regeringens retspolitiske udmeldinger, sådan som det kom til udtryk i udtalelser fra den nuværende rigsadvokat ved dennes tiltrædelse som åremålsansat. Rigsadvokaten betragter det selv som væsentligt at indrette sig efter regeringens ønsker.

Hensynet til fremmede magter og statens sikkerhed kan godt varetages af anklagemyndigheden, uden at justitsministeren har det sidste ord.

Jørn Vestergaard, professor emeritus, Det Juridiske Fakultet, Københavns Universitet

Rigsadvokatens åbenhjertige udtalelser skulle naturligvis ikke forstås på den måde, at regeringen efter forgodtbefindende kan bestille tiltaler. Men udtalelserne efterlod en opfattelse af rigsadvokatens embedsførelse, der ikke ligefrem bidrog til at skabe respekt om embedets uafhængighed.

Sammenblanding af magten

Hensynet til fremmede magter og statens sikkerhed kan godt varetages af anklagemyndigheden, uden at justitsministeren har det sidste ord.

Som påpeget af tidligere kriminaldommer Peter Garde for år tilbage i et fagligt tidsskrift, kan dette ske ved, at rigsadvokaten forud for tiltalebeslutningen som led i en høring inddrager de relevante myndigheder, eksempelvis Udenrigsministeriet, Forsvarsministeriet, Justitsministeriet, Forsvarets Efterretningstjeneste og Politiets Efterretningstjeneste.  

Uafhængighed for rigsadvokaten skal naturligvis ikke være ensbetydende med, at anklagemyndigheden bliver en stat i staten. I den forbindelse kan det overvejes at lade rigsadvokaten få en status svarende til den, der gælder for Folketingets ombudsmand.

Hverken Sverige eller Norge har samme problem med sammenblanding af regeringsmagten og anklagemyndigheden. Det er på tide, at også Danmark bringer sammenblandingen af regering og anklagemyndighed til ophør.

Det bør ske generelt og ikke kun i sager, hvor forholdet til fremmede magter og hensynet til statens sikkerhed er på spil. Bedre sent end aldrig.

Læs også

Omtalte personer

Jørn Vestergaard

Professor emeritus, Det Juridiske Fakultet, Københavns Universitet
cand.jur. (Københavns Uni. 1974), lic.jur. (Københavns Uni. 1987)

Claus Hjort Frederiksen

MF (V), fhv. minister og partisekretær
cand.jur. (Københavns Uni. 1972)

Nick Hækkerup

Direktør, Bryggeriforeningen
cand.jur. (Københavns Uni. 1994), ph.d. i EU og folkeret (Københavns Uni. 1998)
Se alle personer

Politik har aldrig været vigtigere
Få gratis nyheder fra Danmarks største politiske redaktion
Ved at tilmelde dig Altingets nyhedsbrev, accepterer du vores generelle betingelser