Johanne Dalgaard: "Barnet først" er ikke carte blanche til at torturere forældre

Endelig landede udspillet, der skulle sætte handling bag Mette Frederiksens (S) ord om, at hun vil være "børnenes statsminister".

"Børnene først" hedder det, og det skal udstyre børn – særligt børn i socialt udsatte familier – med bedre rettigheder og muligheder for at få hjælp og indflydelse på egen situation.

Den tanke kan vel de færreste have noget principielt at indvende imod – som samfund har vi en fælles pligt til at hjælpe de svagest stillede børn så effektivt som muligt.

Udspillet indeholder da også rigtig mange gode idéer til, hvordan udsatte børn kan få bedre indflydelse på egen sag, mere stabilitet og flere muligheder.

Men det indeholder desværre også forslag, hvis voldsomhed uvægerligt vækker den grimme mistanke, at regeringen i virkeligheden er mere interesseret i at fremstå handlekraftig og resolut end i at hjælpe udsatte familier.

Måske allermest grotesk er forslaget om at gøre det muligt ved tvang at bortadoptere ufødte børn. Jeg er med på, at der findes forældre, der straks får et nyt barn, når det (eller de) første er blevet fjernet, og at det er et problem.

Alt i alt er udspillet derfor ikke en løsning, men en forværring

Johanne Dalgaard

Men at forestille sig den situation, hvor de glade kommende adoptivforældre står klar til at gribe barnet allerede, som det forlader moderens krop, mens hun så ligger tilbage i barselssengen med kroppen fuld af længsel efter barnets nærvær, det er simpelthen ikke menneskeligt.

Det bør intet demokratisk samfund sætte i system, og det er der forhåbentlig andre partier i både rød og blå blok, der kan indse.

Den nærmest henkastede grusomhed i forslaget er svær ikke at tolke som udtryk for en total ligegyldighed over for de berørte kvinder.

"Barnet først" bør selvfølgelig ikke betyde carte blanche til at torturere forældre, bare fordi – og den mistanke undslipper mig ikke – at socialt udsatte typisk ikke hører til blandt Socialdemokratiets kernevælgere.

Eller for at sige det lidt mere gammeldags: Der er en klar klasseproblematik i dette.

Skal underklassens børn omplaceres til mere velfungerende middelklassefamilier som straf for, at underklassen er underklassen med dertilhørende problemer?

Der må være andre veje, synes jeg. Men formodentlig koster de flere ressourcer end simpelthen at erklære på forhånd, at barnet i moderens mave ikke tilhører moderen.

Voldsomt er også forslaget om at straffe familier på overførselsindkomst økonomisk, hvis forældrene begår forbrydelser imod deres børn.

Det er én ting, at dette er et forslag, der aldrig ville have fået gang på jorden i partiet, der bryster sig af at være velfærdssamfundets ophav, hvis ikke det havde haft klar adresse til udsatte indvandrerfamilier.

Noget andet er det, at en sådan regel vil sætte børn i en situation, hvor det at fortælle om volden i hjemmet og række ud efter hjælp ikke bare risikerer at sende de ansvarlige forældre i fængsel, men vil gå ud over hele familiens evne til at forsørge sig selv.

Jeg er ikke fagperson på det sociale område, men jeg kan simpelthen ikke se nogen tænkelig måde, hvor det at straffe fattige familier økonomisk ikke også er en straf for familiens børn.