Johanne Dalgaard: Kinas reaktion på avistegning er mere strategi end sårede følelser

KOMMENTAR: Der er besynderligt nok stemmer i den danske offentlighed, som mener, Kina har ret til en undskyldning. Men sagen handler ikke om empati og sårede følelser. Den handler om, hvem der har magt til at tryne hvem, skriver Johanne Dalgaard.

Sidste gang Danmark var sat på den anden ende på grund af avistegninger publiceret i Jyllands-Posten, gik jeg i gymnasiet.

Jeg kan huske, at vi diskuterede Muhammed-tegningerne i samfundsfagstimen, og at jeg forfægtede det synspunkt, at Jyllands-Posten var ude i et usympatisk ærinde med deres ord om, at alle skal kunne finde sig i "hån, spot og latterliggørelse".

Jeg var dengang ikke specielt interesseret i den ytringsfrihedsdiskussion, som var avisens formål med publikationen. Jeg så det bare som endnu et forsøg på at tryne en i forvejen marginaliseret befolkningsgruppe i samfundet.

Men så gik hele verden amok. Den voldsomme reaktion fra folk i fjerne egne, der ikke ville kunne placere Danmark på et verdenskort, men som alligevel var vrede nok over nogle danske tegninger til at gå på gaden og brænde dannebrog af, kom bag på mig, som den nok gjorde på mange.

Og det tvang mig til at reflektere over, at det med hvem der har magt til at tryne hvem i denne her verden, er mere komplekst end som så.

Den tegning, Jyllands-Posten forleden publicerede, hvor coronavirus erstattede stjernerne i det kinesiske flag, var ikke nogen genistreg. Jeg tror nu heller ikke engang, intentionen var at være morsom.

Men det er heller ikke rimeligt at fortolke den som stort andet end et forsøg på illustration af, at historien om coronavirus, som er brudt ud i Kina, fylder meget i mediebilledet i disse dage.

Og det er i hvert fald under ingen omstændigheder rimeligt at forlange en undskyldning fra hverken avisen eller den danske regering for noget så aldeles intetsigende og harmløst.

Det er lidt besynderligt her halvandet årti efter Muhammed-krisen at høre stemmer i den danske offentlighed plædere for, at sagen om denne tegning handler om empati, og at man derfor fra dansk side bør undskylde, fordi man – uintenderet – har såret kinesiske følelser. Ovenikøbet på et tidspunkt, hvor de står midt i en krise med virusudbrud.

For selvfølgelig kan man udtrykke medfølelse med både de syge og dem, der frygter at blive syge, og eventuelt tilbyde hjælp til at håndtere situationen, uden at man af den grund skal give køb på det helt grundlæggende princip om pressefrihed i Danmark.

Og det bringer os tilbage til det med magt og styrkeforhold. I forholdet Danmark-Kina kan der vel ikke herske ret meget tvivl om, hvem der er den store, og hvem der er den lille. Som Tibetsagen på ret rystende vis afslørede, så mærker vi allerede presset fra supermagten i øst temmelig konkret, også inden for vores egne grænser.

Og når Kina reagerer så voldsomt og offentligt på noget så perifert som en dansk avistegning, som i udgangspunktet kun blev eksponeret for Jyllands-Postens knap 200.000 læsere og formodentlig aldrig ville være blevet vist igen, hvis ikke den kinesiske ambassade havde gjort den til en sag, så er det altså nærliggende at overveje, om ikke der egentlig er noget andet og mere strategisk på spil end bare sårede følelser.

Det kan godt være, at der i den danske nationalkarakter er indlejret en vis tendens til bøvethed og til at finde en særpræget nydelse i grovheder, som kan virke overvældende og/eller frastødende på folk fra andre lande og egne.

Men noget andet, der altså efterhånden virkelig er klichédansk, er denne flagellantiske automatreaktion om, at dansk bøvethed er ih og åh så pinlig og provinsiel, og at "vi" – altid dette falske vi, som tydeligvis ikke inkluderer den talende kosmopolit selv – bare er for dumme til at forstå, at der findes kulturer, der adskiller sig fra vores egen.

For altså: Nogle gange er der jo bare elementer af en given kultur, man ikke har så meget til overs for. Hvilket ikke er ensbetydende med, at man finder sin egen kultur fejlfri.

-----

Johanne Thorup Dalgaard (f. 1987) er uddannet cand.scient.pol. fra Københavns Universitet. Hun arbejder som embedsmand på uddannelses- og forskningsområdet og som freelanceskribent med fokus på kulturelle og politiske emner. Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Forrige artikel Pelle Dragsted: Lejerne taber, Blackstone vinder, og Radikale bærer ansvaret Pelle Dragsted: Lejerne taber, Blackstone vinder, og Radikale bærer ansvaret Næste artikel Mattias Söderberg: Simpel matematik bør også gælde i politik og klimabistand Mattias Söderberg: Simpel matematik bør også gælde i politik og klimabistand
For højt skolefravær koster mindst 200 familier børnechecken

For højt skolefravær koster mindst 200 familier børnechecken

STRAF: I landets fem største kommuner har mere end 200 familier mistet børnechecken, fordi deres børn har haft for meget ulovligt fravær. Aarhus-rådmand kritiserer straffen for at ramme socialt skævt, mens holdningen i København er anderledes positiv.