Kommentar af 
Johanne Thorup Dalgaard

Johanne Dalgaard: Socialforvaltningen er blevet et nidkært efterretningsvæsen

KOMMENTAR: I Laura Lindahls bizarre mutation af liberalismen er folk som Kim Madsen altid selv skyld i deres egen situation. Enten fordi de lyver om deres arbejdskapacitet, eller fordi de ikke har en privat forsikring, eller fordi de har valgt at tage fysisk hårdt arbejde, skriver Johanne T. Dalgaard.

<b>FORTRÆFFELIG:</b> Laura Lindahl (LA) repræsenterer et system, der&nbsp;presser den sidste kraft ud af et menneske, inden det kan forvente, at samfundet vil forsørge det, mener Johanne Dalgaard.
FORTRÆFFELIG: Laura Lindahl (LA) repræsenterer et system, der presser den sidste kraft ud af et menneske, inden det kan forvente, at samfundet vil forsørge det, mener Johanne Dalgaard.Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

For lidt over en måned siden erklærede Liberal Alliances Laura Lindahl i DR’s Debatten, at kontanthjælpsmodtageren Kim Madsen ikke virkede så syg, som han påstod at være, når nu han stadig havde kræfter til sin aktivisme i protestbevægelsen Jobcentrets Ofre. Det vakte i første omgang rasende reaktioner blandt Madsens medkombattanter og på venstrefløjen generelt. Men i den borgerlige lejr valgte Berlingske Tidende til gengæld at følge Lindahls udsagn op med at kaste et kritisk blik på Madsens person og aktivitetsniveau.

Sagen rammer selvfølgelig lige ned i en ideologisk urkløft mellem liberalisme og socialisme – kan et individs succes eller fiasko i livet som udgangspunkt altid tilskrives individets egne frie handlinger og valg – eller er individet som udgangspunkt underlagt sociale, økonomiske og kulturelle strukturer, der determinerer, hvordan det klarer sig i samfundet?  

Det grundspørgsmål skændes vi hele tiden om i alle mulige sammenhænge. Men når diskussionen udmønter sig i en konkret granskning af et konkrete individ, bliver det ualmindeligt uskønt at være vidne til. Her står pludselig en folketingspolitiker for åben skærm og bedriver uautoriseret sagsbehandling på en borger i Københavns Kommune, oven i købet med insinuationen af, at borgeren er både uhæderlig og doven.

Implikationen af Laura Lindahls bemærkning og Berlingskes stærkt tendentiøse opfølgning på den er, at syge mennesker ikke kan være politisk aktive. Den er også, at vores velfærdssystem skal indrettes således, at først når den aller-, allersidste kraft (”arbejdsevne”) er presset ud af et menneske, skal det menneske forvente, at samfundet vil forsørge det.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.
Du kan kommentere indlægget i bunden – vi opfordrer til en konstruktiv og ordentlig tone i debatten.
Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Her står pludselig en folketingspolitiker for åben skærm og bedriver uautoriseret sagsbehandling på en borger i Københavns Kommune, oven i købet med insinuationen af, at borgeren er både uhæderlig og doven.

Johanne Thorup Dalgaard

Det synspunkt er kun rationelt at have, hvis man føler sig umådeligt sikker på, aldrig selv at skulle stifte bekendtskab med systemet. Man må, tænker jeg, leve med en fuldstændig urokkelig overbevisning om, at man aldrig selv kan få brug for hjælp, for at kunne opretholde det synspunkt.

Det er desuden et synspunkt, der kun er moralsk forsvarligt, hvis man er fundamentalistisk i sin tro på individets egen ultimative ansvarlighed for sin livssituation. Folk som Kim Madsen vil i denne bizarre mutation af liberalismen altid selv være skyld i deres situation, enten fordi de i virkeligheden lyver om deres kapacitet for arbejde, eller fordi de ikke har købt sig en privat forsikring, eller fordi de har valgt at tage fysisk hårdt arbejde, som alle ved, slider kroppen ned.

På samme måde som Laura Lindahl naturligvis selv er ansvarlig for sin egen succes i kraft af sine fabelagtigt gode og rigtige valg om at vokse op i Køge* som datter af en læge og en lærer og siden tage en akademisk grad på CBS.

Johanne Thorup Dalgaard

På samme måde som Laura Lindahl naturligvis selv er ansvarlig for sin egen succes i kraft af sine fabelagtigt gode og rigtige valg om at vokse op i Køge* som datter af en læge og en lærer og siden tage en akademisk grad på CBS.

Når man abonnerer på dette verdensbillede, er der ikke grænser for, hvad man kan tillade sig at forlange af folk, der ikke evner at forsørge sig selv. Det er dette verdensbillede, der har ført til omkalfatringen af social- og beskæftigelsesforvaltningen i dette land til en grotesk afart af et efterretningsvæsen.

I 2018 gennemtrawler danske myndigheder således raskvæk borgernes Facebook-profiler og tager imod underretninger fra offentligheden i en nidkær jagt på påskud for at fjerne deres levegrundlag, ligesom de ydmyger folk ved at tvinge dem til at arbejde i komplet unyttige ”nyttejobs” og ”virksomhedspraktikker”.

Det må i grunden være enormt tilfredsstillende for folk med Laura Lindahls sindelag at bevidne, hvordan alle disse mennesker, der er langt mindre fortræffelige end dem selv, nu også virkelig bliver behandlet derefter. Men, som man vil være bevidst om, hvis man som jeg engang imellem kommer for skade at læse debatindlæg skrevet af ungdomspolitikere, så kan der måske stadig være noget, der nager den liberale retfærdighedssans, hvad angår folk, der af en eller anden grund er på offentlig forsørgelse: de har stadig stemmeret.

At ville fratage borgere på offentlig forsørgelse retten til at stemme har ikke umiddelbart været nogen vindersag de gange, det er blevet bragt op af folk fra VU og KU over de sidste 15-20 år. Tilbage i 2004 måtte daværende medlem af VU's politiske udvalg og forretningsudvalg Lotte Noer sågar trække sig fra sin post efter at have fremsat forslaget. Men måske er tiden ved at være moden i et samfund, hvis måde at forholde sig til forekomsten af tiggere og hjemløse er at kriminalisere dem og forbyde dem at opholde sig der, hvor de føler sig hjemme.

*(Der er rettet i teksten 8/11, kl. 15.10 - Tidligere fremgik det af teksten, at Laura Lindahl er opvokset på Frederiksberg, det er ikke korrekt. Lindahl er opvokset i Køge, red).

-------

Johanne Thorup Dalgaard (f. 1987) er klummeskribent på Altinget. Hun er uddannet cand.scient.pol. fra Københavns Universitet. Hun arbejder som embedsmand på uddannelses- og forskningsområdet og som freelanceskribent med fokus på kulturelle og politiske emner. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Johanne Dalgaard

Freelanceskribent, specialkonsulent
cand.scient.pol (Københavns Uni.)

0:000:00