Jonas Herby: Politikerne bør ikke have magten over danskernes forbrug

Der er to væsentlige problemer ved at overlade beslutningen om, hvad danskerne skal forbruge, til politikerne.

For det første er vi alle forskellige. Vi ønsker ikke at forbruge de samme produkter og services. Det er derfor, at det er smart, at det er os selv – og ikke politikerne – der vælger, hvilken frugt vi skal spise. Også selvom det måske ville være mere effektivt, hvis vi alle spiste bananer, så ikke vi spildte hyldemeter på pærer.

Ved at overlade beslutningen til politikerne (altså demokratiet) vil det – sat lidt på spidsen – betyde, at 100 mennesker, der skal købe sko, ender med 100 røde par sko, hvis 51 foretrækker røde sko, mens kun 49 foretrækker blå.

I bedste fald vil et kompromis måske kunne sikre lilla sko til alle. Overlader man valget af sko til markedet, vil folk i stedet få den farve sko, som de foretrækker.

For det andet kan politikerne umuligt have den fornødne viden, som det kræver at købe de rigtige produkter og services til borgerne. Selv hvis politikerne ønskede at købe pærer til de borgere, der foretrak pærer, og bananer til andre, ville de ikke kunne gennemføre det.

For selv et så simpelt valg kræver, at politikerne kender folks præferencer i forbrugsøjeblikket. Selvom du i dag fortæller politikerne, at du ville foretrække en pære, kan det sagtens være, at du foretrækker en banan i morgen.

Resultatet er, at vi får mindre glæde af forbruget, end vi kunne have fået, hvis vi selv havde valgt. Denne forbrugsforvridning – altså konsekvensen af, at vi ikke kan vælge de produkter, som vi foretrækker – kan være meget kostbar.

Et af argumenterne mod at lade borgerne vælge selv er hensynet til de svageste. Essensen af argumentet er, at flertallet er nødt til at træffe beslutninger for de svageste, som ellers vil træffe dårlige valg.

Argumentet bruges blandt andet i debatten om cigaretpriser, hvor højere afgifter nærmest fremstilles som en hjælp til de socialt udsatte, hvilket langtfra alle, der arbejder med de udsatte, er enige i. Og heller ikke de socialt udsatte selv, hvoraf flertallet mener, at rygning giver dem livskvalitet.

Det er min personlige grundlæggende holdning, at vi først og fremmest bør forsøge at forstå folks valg frem for at styre dem. Men selvfølgelig vil der være mennesker, der ikke er i stand til for eksempel at vælge skole på deres børns vegne.

I de ekstreme tilfælde kan man måske forsvare at gribe ind for børnenes skyld – eller ligefrem for personens egen skyld. Men det bør være undtagelsen og ikke reglen.

De fleste mennesker kan godt vurdere, hvilken institution eller skole der er bedst for deres børn (det gør mange allerede i dag). Der er ikke behov for, at kommunerne sætter snærende regler for, hvor længe institutionerne skal være åbne, og hvor mange kvadratmeter hvert barn skal have.

Er man i tvivl, er der intet, der forhindrer borgerne i at følge gode råd om valg af institution, skole og sundhedsforsikring fra deres fagforening, kirke eller andre fællesskaber (eller staten for den sags skyld), som kan specialisere sig og sætte sig ind i de komplekse problemstillinger.

Man skal selvfølgelig ikke bilde sig ind, at alle problemer vil forsvinde, hvis blot valget overlades til borgerne. Folk vælger forkert, og særligt i overgangen til et samfund, hvor borgerne – og ikke politikerne – træffer valg, vil der være problemer med "lykkeriddere".

Altså selskaber, der viser sig ikke at være dygtige nok, men som alligevel kan have en kortvarig succes i et marked, hvor der ikke er nogen historik. Det var blandt andet erfaringen, da Sverige indførte kuponsystemet i grundskolen.

Men et system, hvor borgerne vælger for sig selv, bør blive bedømt i forhold til det nuværende system, hvor nogle få politikere vælger for os alle. For det nuværende system har bestemt også problemer.

Ud over at vi får en "one size fits all", bliver debatten i forbindelse med prioriteringen ofte styret af de særinteresser, der bedst kan komme igennem med deres ønsker. Det er langtfra optimalt.

-----

Jonas Herby (født 1978) er specialkonsulent i Cepos og cand.polit. Kommentaren er alene udtryk for skribentens egne holdninger.