Jonas Herby: Politikerne bør ikke have magten over danskernes forbrug

KOMMENTAR: Langt hovedparten af det offentlige forbrug er reelt individuelt forbrug. Der er problemer ved at overlade beslutningen til politikerne om, hvad danskerne skal forbruge, skriver Jonas Herby.

Ingen pådutter dig, om du skal spise pærer eller bananer. Ingen pådutter dig, om du skal køre på en rød eller en sort cykel. Det bestemmer du helt selv.

Sådan er det for en væsentlig del af de produkter og services, som vi danskere løbende forbruger.

Men sådan er det langtfra for hele vores forbrug. En stor del af vores forbrug af produkter og services er styret af politikerne. Politikerne bestemmer for eksempel, hvad din sundhedsforsikring skal dække, hvor mange timer dine børns daginstitution skal være åben, og hvilke typer skoler dine børn skal gå på.

Det er omtrent på nuværende tidspunkt i en debat – efter at man har beklaget sig over, at staten fylder for meget – at liberale får skudt i skoen, at vi vil efterlade de svageste uden sygesikring, daginstitutioner og skolegang.

Det er også omtrent nu, at debatten bliver forplumret, fordi omfordeling bliver blandet sammen med forbrugsvalg. I Danmark omfordeler det offentlige i høj grad fra rig til fattig.

Danmark har OECD's næsthøjeste skattetryk og er et af verdens mest lige samfund målt på indkomst (gini-koefficient). Hvor meget vi skal omfordele er en vigtig debat – men ikke nødvendigvis den vigtigste.

For når først pengene er omfordelt, er det næste spørgsmål, hvem der skal bestemme, hvordan de skal bruges.

Når det offentlige forbruger for mere end 500 milliarder kroner på vegne af danskerne, og når staten har tredoblet mængden af regulering på under 30 år, er det et udtryk for, at det i Danmark i dag i høj grad er politikerne – og ikke os borgere – der vælger, hvordan pengene og ressourcerne i samfundet skal bruges.

Her skal det bemærkes, at langt hovedparten af det offentlige forbrug reelt er individuelt forbrug. Det er forbrug af uddannelse, læge og daginstitutioner, som man kan henføre til den person, der nød godt af forbruget.

Dette er i modsætning til den del af det offentlige forbrug, som er kollektivt og ikke kan henføres til en bestemt person. Det gælder for eksempel forsvaret og politiet.

Det er derfor, at vi har de evindelige debatter om det offentliges forbrug. Skal Rigshospitalet have et barselsafsnit, eller skal pengene bruges til børnepsykiatrien?

Skal vi bruge flere penge på højere normeringer i daginstitutionerne (og hvor skal vi eventuelt spare)? Og skal børnene i folkeskolen undervises i kristendom eller religion?

Debatterne opstår, fordi folk er utilfredse med det, de får. Modsat er det meget svært at finde debatindlæg, hvor skribenten kræver, at han skal købe pærer i stedet for bananer, eller indlæg, hvor skribenten kræver, at hun skal købe en rød cykel fremfor en sort.

Årsagen er, at det frie valg fjerner utilfredsheden. Det frie valg sikrer, at vi for et givent beløb kan købe den frugt og den cykel, som vi foretrækker. Og fortryder vi vores køb, kan vi kun klandre os selv (og købe noget andet næste gang).

Lad os derfor for en stund acceptere den givne omfordeling og i stedet forholde os til, om det overhovedet er smart, at politikerne i så høj grad bestemmer, hvad borgerne skal forbruge.

For sådan behøver det ikke være. Vi kan sagtens omfordele, uden at politikerne bestemmer, hvor længe daginstitutionerne skal være åbne. Økonomen Milton Friedman, der fik Nobelprisen i 1976, var fortaler for, at staten i højere grad benyttede et kuponsystem, hvor borgerne i stedet for en offentlig skole fik en værdikupon, som de kunne indløse hos enhver skole – offentlig som privat.

Sverige har indført kuponsystemet i deres grundskole, så alle grundskoler – både de offentlige, nonprofit og forprofit – får betaling alene baseret på antal elever. En ordning, der i øvrigt isoleret set har været en succes.

Der er to væsentlige problemer ved at overlade beslutningen om, hvad danskerne skal forbruge, til politikerne.

For det første er vi alle forskellige. Vi ønsker ikke at forbruge de samme produkter og services. Det er derfor, at det er smart, at det er os selv – og ikke politikerne – der vælger, hvilken frugt vi skal spise. Også selvom det måske ville være mere effektivt, hvis vi alle spiste bananer, så ikke vi spildte hyldemeter på pærer.

Ved at overlade beslutningen til politikerne (altså demokratiet) vil det – sat lidt på spidsen – betyde, at 100 mennesker, der skal købe sko, ender med 100 røde par sko, hvis 51 foretrækker røde sko, mens kun 49 foretrækker blå.

I bedste fald vil et kompromis måske kunne sikre lilla sko til alle. Overlader man valget af sko til markedet, vil folk i stedet få den farve sko, som de foretrækker.

For det andet kan politikerne umuligt have den fornødne viden, som det kræver at købe de rigtige produkter og services til borgerne. Selv hvis politikerne ønskede at købe pærer til de borgere, der foretrak pærer, og bananer til andre, ville de ikke kunne gennemføre det.

For selv et så simpelt valg kræver, at politikerne kender folks præferencer i forbrugsøjeblikket. Selvom du i dag fortæller politikerne, at du ville foretrække en pære, kan det sagtens være, at du foretrækker en banan i morgen.

Resultatet er, at vi får mindre glæde af forbruget, end vi kunne have fået, hvis vi selv havde valgt. Denne forbrugsforvridning – altså konsekvensen af, at vi ikke kan vælge de produkter, som vi foretrækker – kan være meget kostbar.

Et af argumenterne mod at lade borgerne vælge selv er hensynet til de svageste. Essensen af argumentet er, at flertallet er nødt til at træffe beslutninger for de svageste, som ellers vil træffe dårlige valg.

Argumentet bruges blandt andet i debatten om cigaretpriser, hvor højere afgifter nærmest fremstilles som en hjælp til de socialt udsatte, hvilket langtfra alle, der arbejder med de udsatte, er enige i. Og heller ikke de socialt udsatte selv, hvoraf flertallet mener, at rygning giver dem livskvalitet.

Det er min personlige grundlæggende holdning, at vi først og fremmest bør forsøge at forstå folks valg frem for at styre dem. Men selvfølgelig vil der være mennesker, der ikke er i stand til for eksempel at vælge skole på deres børns vegne.

I de ekstreme tilfælde kan man måske forsvare at gribe ind for børnenes skyld – eller ligefrem for personens egen skyld. Men det bør være undtagelsen og ikke reglen.

De fleste mennesker kan godt vurdere, hvilken institution eller skole der er bedst for deres børn (det gør mange allerede i dag). Der er ikke behov for, at kommunerne sætter snærende regler for, hvor længe institutionerne skal være åbne, og hvor mange kvadratmeter hvert barn skal have.

Er man i tvivl, er der intet, der forhindrer borgerne i at følge gode råd om valg af institution, skole og sundhedsforsikring fra deres fagforening, kirke eller andre fællesskaber (eller staten for den sags skyld), som kan specialisere sig og sætte sig ind i de komplekse problemstillinger.

Man skal selvfølgelig ikke bilde sig ind, at alle problemer vil forsvinde, hvis blot valget overlades til borgerne. Folk vælger forkert, og særligt i overgangen til et samfund, hvor borgerne – og ikke politikerne – træffer valg, vil der være problemer med "lykkeriddere".

Altså selskaber, der viser sig ikke at være dygtige nok, men som alligevel kan have en kortvarig succes i et marked, hvor der ikke er nogen historik. Det var blandt andet erfaringen, da Sverige indførte kuponsystemet i grundskolen.

Men et system, hvor borgerne vælger for sig selv, bør blive bedømt i forhold til det nuværende system, hvor nogle få politikere vælger for os alle. For det nuværende system har bestemt også problemer.

Ud over at vi får en "one size fits all", bliver debatten i forbindelse med prioriteringen ofte styret af de særinteresser, der bedst kan komme igennem med deres ønsker. Det er langtfra optimalt.

-----

Jonas Herby (født 1978) er specialkonsulent i Cepos og cand.polit. Kommentaren er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Forrige artikel Mattias Söderberg: Et blakket klimarygte tager tid at vaske rent Mattias Söderberg: Et blakket klimarygte tager tid at vaske rent Næste artikel Jarl Cordua: Dansk Folkeparti står ved kanten til afgrunden Jarl Cordua: Dansk Folkeparti står ved kanten til afgrunden
Ugens EU-podcast: Danmark advarer briterne mod social dumping efter Brexit

Ugens EU-podcast: Danmark advarer briterne mod social dumping efter Brexit

PARLAMENTET#87: Hvis Storbritannien vil konkurrere med EU og Danmark på lavere standarder, så bliver det svært at lave en aftale om fremtiden, advarer udenrigsminister Jeppe Kofod i Altingets europæiske podcast. Vi runder også den ulmende budgetballade, udviklingspolitik og folkehøring om Unionens fremtid.