Jonas Herby: Vi skal ikke finde os i, at velfærdsstaten styrer familiernes liv

KOMMENTAR: Forældre til et barn med særlige behov skal ikke gøres til kommunale klienter. De skal have fri råderet, så de selv kan vælge det, de mener er bedst for deres barn og deres familie.

Placeholder image
Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Snakker man med forældre til børn med særlige behov, for eksempel ADHD eller autisme, er der tæt på 100 procent sandsynlighed for, at de før eller siden nævner ”kommunen”.

Kommunen har lavet fejl i ditten. Kommunen har nægtet datten. Kommunen, kommunen, kommunen… Man kan nærmest blive lidt træt af at høre på det, for hvor slemt kan det egentlig være? ”Normale” familier render jo ikke rundt og ringer til kommunen hele tiden. Så hvor stort kan problemet egentlig være?

Det er her, man som ”normal” familie skal huske på, at der er relativt lidt i lovgivningen, der fletter dit liv sammen med kommunen. Sådan er det ikke for forældrene til børn med særlige behov. Du kan for eksempel ikke som andre forældre bare vælge den børnehave, du synes bedst om til dit barn – den slags skal visiteres gennem kommunen.

Du kan heller ikke frit tage et kursus i at håndtere dit barns udfordringer – den slags skal visiteres gennem kommunen. Og du kan ikke frit vælge, hvordan familien skal aflastes (for eksempel skal barnet med særlige behov passes ude, eller skal I have hjælp til praktiske opgaver) – den slags bestemmer kommunen.

Fakta
Jonas Herby (født 1978) er specialkonsulent i Cepos og debatterer med en klar liberal kant. Han har især fokus på betydningen af den offentlige regulering og prioriteringer i den offentlige sektor. Jonas Herby er cand.polit.

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler. 

Debatindlæg kan sendes til: debat@altinget.dk.

På mange måder kan velfærdsstaten betragtes som en usædvanligt rigid forsikring. Jovist. Viser det sig, at dit barn har særlige behov, så er der skam hjælp at hente. Men det er ikke som med sundhedsforsikringen, hvor du frit kan vælge mellem en række godkendte leverandører. Selvfølgelig kan der være slagsmål med forsikringsselskabet om erstatningens størrelse, men når sagen er afgjort, kan du frit vælge.

Sådan er det ikke hos kommunen. Har du fået tilkendt fysioterapeutbehandling hos kommunen, vil du skulle bede om tilladelse til hver enkelt skridt i behandlingen. Er det ok, at jeg vælger en anden fysioterapeut end den lokale? Hvad med træningsredskaber - må jeg købe dem? Vil kommunen tillade en målrettet behandling, der ikke er fuldstændig standard? Det er den hverdag, familierne til børn med særlige behov oplever.

Man bliver ikke pr. automatik selv til et lille barn, der skal spørge de voksne om lov, bare fordi man bliver forældre til et barn med særlige behov. Snarere tværtimod vil jeg tro.

Jonas Herby, Specialkonsulent i Cepos

Så hvad gør forældrene, når de for eksempel oplever, at trivselsrapporten viser, at barnet skal have et andet tilbud, men samtidig har ligget i papirform i børnehaven under hele nedlukningen? Og at det betyder, at de ikke kan nå ansøgningsfristen hos kommunens visitationsudvalg?

Ja, var det et forsikringsselskab eller en fysioterapeut, så ville man nok vælge en anden leverandør fremover. Men er familien utilfreds med kommunen, skal de flytte, for at få en anden kommune. I sundhedsforsikringsanalogien svarer det til, at dit forsikringsselskab gav dig dårlig service, men at du desværre skulle flytte hele familien permanent til nabokommunen, for at kunne vælge et andet selskab. Vil du ikke flytte – og det kan der jo være meget gode grunde til – er du bundet til kommunen.

Kommunen, kommunen, kommunen…

Men ved I hvad!? Vi skal ikke finde os i det! Vi skal ikke finde os i, at velfærdsstaten styrer familiernes liv, bare fordi de har været uheldige og har fået brug for hjælp. Man bliver ikke pr. automatik selv til et lille barn, der skal spørge de voksne om lov, bare fordi man bliver forældre til et barn med særlige behov. Snarere tværtimod vil jeg tro. Vi skal kræve, at familierne får fri råderet, så de selv kan vælge det, de mener er bedst for deres barn og deres familie.

Derfor skal vi kræve, at kommunen fjernes fra familiernes ligning. Det vil som minimum betyde, at:

1)    familier til børn med særlige behov skal – i stedet for tovtrækkeriet med kommmunen - tilkendes hjælp inden for et fastsat ramme i kroner og øre, som de frit kan bruge hos leverandører, som ud fra faglige standarder er godkendt. Beløbet kan sættes lig med den forventede udgift for kommunen for det enkelte barn, afhængig af hvor særligt barnet er. Så må kommunerne for min skyld gerne skumme besparelserne i administrationen.

2)    kræve at markedet for tilbud til børn med særlige behov bliver liberaliseret, så alle, der lever op til de faglige krav, automatisk bliver godkendt. Slut med at kommunen skal drive institutionerne, og slut med at kommunen skal bestemme, om dit barn må få en halv eller en hel pædagog ekstra. Det bestemmer familien selv inden for den økonomiske ramme, familien har fået udbetalt. Og familien må i øvrigt gerne supplere op, hvis den har lyst til det, eller bestemme at én af forældrene går ned i tid, hvis det er bedre for barnet.

Vi slipper nok ikke uden om, at der vil være familier, der har behov for styring. Familier, hvor forældrene ikke magter at varetage deres børns interesser på bedste vis. Men faglige standarder kan sikre, at de penge, der skulle bruges på barnet, ikke kan bruges på den lokale bodega.

Vi slipper nok heller ikke for uenigheder med kommunen (eller forsikringsselskabet – for kommunens rolle kunne godt reduceres til blot at finansiere en forsikring for alle borgere). Men kan uenighederne reduceres til én slåskamp om størrelsen på den økonomiske ramme, vil der være meget vundet for de fleste familier…

Til gengæld vil mange familier opleve en stærkt forbedret proces. Slut med at vente månedsvis på kommunens afgørelse. Familierne vil selv kunne tage affære. Selv hvis der er strid om størrelsen på den økonomiske ramme, vil det ikke være en ”alt eller intet”-afgørelse. Familien vil altså kunne tage affære med det samme og kun have usikkerhed om den økonomiske ramme.

Det vil også være slut med timelange møder, hvor man som familie ikke ved, om man skal stille krav eller please sagsbehandleren. Man er kunde og kan stille krav – ellers kan man gå et andet sted hen. Og så vil det være slut med, at de ressourcestærke kan mase sig foran i køerne, fordi de ved, hvilke tråde, der skal trækkes i, i kommunens uoverskuelige spind. Kolde kontanter (og det vil det være for leverandørerne) stiller os alle lige.

Vi skal ikke finde os i, at familierne med børn med særlige behov klientgøres i kommunen. De har fortjent bedre.

-----

Jonas Herby (født 1978) er specialkonsulent i Cepos og debatterer med en klar liberal kant. Han har især fokus på betydningen af den offentlige regulering og prioriteringer i den offentlige sektor. Jonas Herby er cand.polit. Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Omtalte personer

Jonas Herby

Specialkonsulent, Cepos
cand.polit. (Univerisity of Wisconsin-Madison og Københavns Uni. 2006)

Politik har aldrig været vigtigere
Få gratis nyheder fra Danmarks største politiske redaktion
Ved at tilmelde dig Altingets nyhedsbrev, accepterer du vores generelle betingelser