K-kandidat: Regeringens kulturpolitik er ikke til at holde ud

Af Pernille Weiss
Folketingskandidat for Konservative

Jeg véd da godt, at kulturpolitik ikke kan udløse et valg. Eller en regeringskrise på niveau med en fiskeri- eller landbrugsminister-sag. Hertil er kulturpolitik simpelthen for ligegyldig for de fleste politiske partier.

Det er og bliver noget med underholdning for enhver smag – medmindre man er DF’er af Alex Ahrendtsens slags, der mener, at noget kun er kunst, hvis det ikke er grimt for øjet og i øvrigt ikke må koste ret meget.

Økonomisk, overfladeideologisk fordelingsspil
Kulturpolitik er i dag reduceret til et økonomisk, overfladeideologisk fordelingsspil i krydsfeltet mellem land og by (DF) og overgivelse af mest muligt til det rå marked (LA).

Alt for ofte bliver de to partier tilsyneladende enige i kulisserne. Og hvis bare der bliver lidt til sportens verden af frivillige, er statsministerens parti såmænd også til at stille tilfreds.

For det andet store såkaldte oppositionsparti – Socialdemokratiet – gælder, at de er med, hvor DF’erne er i forvejen.

For en konservativ er det ikke til at holde ud at være vidne til længere. Og – forstår jeg oftere og oftere – heller ikke for dem, der sætter deres lid til, at vi konservative værner om kammertonen, respekt for fakta, ordentlighed og meningsfuldhed i demokratiets processer.

Pernille Weiss
Folketingskandidat for Konservative

Provokerende rapporter og dyre pesudoinddragelser fra Bock
Kulturpolitik er derfor aktuelt reduceret til en larmende stumfilm med LA’s minister som den allestedsaktive tryllekunstner, der skaber så meget larm på scenen med provokerende rapporter og dyre pesudoinddragelser, at ingen opdager, hvornår og med hvem de egentlige kabaler lægges og de store beslutninger tages.

Det så vi med landsorkestrene, og det ville hun sikkert også have gjort med de kunstneriske uddannelser (her havde DF heldigvis lyst til at markere sin magt sammen med Socialdemokratiet).

Gennem det sidste trekvart års tid i dansk kulturpolitisk liv tegner der sig sig et billede af, at tryllekunstneriet også er procesopskriften omkring fremtiden for museerne, DR’s symfoniorkesters fremtid og det store medieforlig.

Regeringsgrundlag med ligegyldige og selvmodsigende termer
Nogle kunne sikkert godt have forudsagt ovenstående ved en simpel granskning af regeringsgrundlagets afsnit om kultur. Den fik de sidste kapitler lige før det om Rigsfællesskabet (bevares) og er fyldt med ligegyldige, alment accepterede og dog, når de læses med luppen, også selvmodsigende termer og vendinger som at ’udvikle’, ’åbne’ og ’deltage’ i ’frie og gode rammer, der fremmer kreativitet, mangfoldighed og kvalitet’.

Bastard-ordene er de tre første. For de giver den LA-liberale "lad-falde-hvad-ikke-kan-stå-selv"-logik fuld skrue ind i en debat- og politikform om de kulturelle institutioner og budgetter, som aktuelt praktiseres alt andet end frit og åbent, fordi beslutningerne opleves som allerede taget på forhånd før og uden om en først faglig, udviklende og dernæst åben politisk debat.

Gedigent spild af skattekronerne
Vi er i dag i en situation, hvor kulturministeren har kastet stort set alle i og omkring kulturen i Danmark ud i et omkalfatringsstormvejr med ingredienser af snævre, små rådgivningsudvalg bestående af særligt relaterede bekendte til ministeren, rapporter med prædesignede konklusioner og ikke mindst pseudoinddragelse af borgerne.

Her er kampagnen Antennerne ude et af de tydelige og ætsende eksempler på gedigent spild af skattekronerne og et grelt eksempel på selviscenesættelse af en markeringslysten minister.

Repræsentativiteten og indholdet i datamaterialet er komplet ubrugeligt, og det, der kunne have været en saglig samtale med borgerne om adfærd, begreber, visioner og behov for public service i lyset af verdens tilstand og de teknologiske muligheder – ja, det fik vi ikke som det ellers helt centrale dna-materiale for justering af demokratiets kommunikative værktøjer.

Salige Holberg og H.C. Andersen kunne ikke bede om bedre ingredienser til en moderne opsætning af deres eviggyldige pointer om magtfuldkommenhed og forførelsesmekanismer. Ak – slet ikke til lyst!

Ikke til at holde ud som konservativ
For en konservativ er det ikke til at holde ud at være vidne til længere. Og – forstår jeg oftere og oftere – heller ikke for dem, der sætter deres lid til, at vi konservative værner om kammertonen, respekt for fakta, ordentlighed og meningsfuldhed i demokratiets processer.

Dem, som véd, at vi gerne vil det fælles ansvar for kulturarv og kulturudvikling. Dem, som véd, at borgerlig kulturpolitik er alt andet end nationalromantisk sindelagskontrol og resten overbord – presset ud af jagten på marginaleffekter på skattekontoen.

Dem, som før har oplevet os konservative sige: "Nok er nok!" Dem, som vil ånde lettet op, hvis de hører os sige, at den måde, kulturen forstås på og den måde, kulturen behandles på – med penge og processer i demokratiets værksted for kulturarvens bedste – skal ændres nu, før skaderne på kulturens institutioner og demokratiets væsen bliver for omfattende.