Debat

Dansk og tysk europaparlamentariker: Krigen i Ukraine åbner et vindue for mere vedvarende energi

I krisetider formår europæerne som mange gange før at forandre sig. Med krigen i Ukraine står vi over for netop en krise, der kan sætte skub i større og mere ambitiøse mål og investeringer i vedvarende energikilder, skriver Markus Pieper og Pernille Weiss.

Vi skal have større ambitioner for de vedvarende energikilder i lyset af Ruslands invasion af Ukraine, skriver Pernille Weiss (K) og Markus Pieper (CDU).
Vi skal have større ambitioner for de vedvarende energikilder i lyset af Ruslands invasion af Ukraine, skriver Pernille Weiss (K) og Markus Pieper (CDU).Foto: Philippe Buissin/Europa-Parlamentet/Europa-Parlamentet
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Igen og igen hører vi klimaalarmklokkerne ringe. Men i år er behovet for at dekarbonisere Europa og udfase de fossile brændstoffer i vores energimix kun intensiveret med Ruslands forfærdelige invadering af Ukraine.

Mere end nogensinde har vi behov for at blive uafhængige af russisk olie og gas, som også har været en begrænsende faktor for Europas klimaambitioner alt for længe.

Europas vilje og potentiale til at slippe de fossile brændsler og gøre sig uafhængig af russisk gas har til gengæld heller aldrig været større, end den er nu. Og den vedvarende energi er nøglen til et bæredygtigt og selvstændigt stærkt energisystem.

Vi er nødt til at bane vejen med praktisk mulige løsninger og forblive åben over for nye teknologiers potentialer

Pernille Weiss (K) og Markus Pieper (CDU)
Medlemmer af Europa-Parlamentet

Højere ambitioner i krisetider

Men der er behov for at sætte et gevaldigt skub i investeringerne i vedvarende energikilder og skabe bred diversitet i energiudbuddet.

Inden krigen i Ukraine brød ud tilbage i juli 2021, præsenterede EU-Kommissionen et forslag om at øge andelen af vedvarende energi i Europas energiforbrug fra 32 procent til 40 procent inden 2030.

Fra EPP's side støttede vi denne allerede ambitiøse målsætning fra start, men kun få dage efter gjorde russiske tropper deres indtog i Ukraine, hvilket fik os til at foreslå endnu højere målsætninger, og at vi skal nå disse målsætninger endnu hurtigere.

Således forslog vi i EPP, at målet blev øget til 45 procent, så vi samtidig med at nå vores klimamål også kan blive uafhængige af Rusland. Men der skal mere til end at øge målsætninger. Vi er nødt til at bane vejen med praktisk mulige løsninger og forblive åben overfor nye teknologiers potentialer i overensstemmelse med teknologineutralitetsprincippet.

For at sikre en hurtig udrulning er der også behov for, at vi ser ud over vores respektive landes energiproduktion og kigge til andre medlemslande for at sikre et stærkt samarbejde omkring en hurtig udrulning af vedvarende energikilder.

I krisetider formår vi i EU at forandre os – det har historien vist os mange gange før

Pernille Weiss (K) og Markus Pieper (CDU)
Medlemmer af Europa-Parlamentet

Sæt nu skub i digitaliseringen

For at kunne opskalere udbygningen solcelle- og vindmølleparker er der behov for hurtigere godkendelsesprocedurer. Og så skal det blive meget nemmere at transportere denne vedvarende energi rundt mellem EU landene.

Derudover er der behov for at sætte skub under digitaliseringen og skabe bedre rammer for datadelingen på det vedvarende energiområde. Vi skal sikre, at selv de mindste selvforsynende producenter af vedvarende energi såsom energifællesskaber har nem adgang til energinetværket, og at de ikke holdes tilbage fra at deltage af unødvendigt bureaukrati. For hver en indsats hen mod klimaneutralitet er værdifuld og med til at styrke den europæiske transformation. 

I krisetider formår vi i EU at forandre os – det har historien vist os mange gange før. Mulighedernes vindue står mere åbent end nogensinde før. Vi har nu chancen for at blive det første kontinent, som ikke afindustrialiserer, men reindustrialiserer os på en bæredygtig måde.

Det er værd at kæmpe for. Så lad os fyre op under den vedvarende energi nu.

Læs også
 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Pernille Weiss

MEP (K)
sygeplejerske, cand.scient. i sundhedsvidenskab (SDU 2004), master i ledelse og innovation (CBS), certificeret sexolog

0:000:00