Debat

Karsten Hønge: Gentænk hele forhandlingssystemet i den offentlige sektor

De nuværende overenskomstforhandlinger udstiller, at det holder de offentlige ansatte for nar, når vi leger, at den danske model gælder for dem. Samtidig kommer vi heller ikke uden om, at fagbevægelsen bør gentænke sine lønstrategier, skriver Karsten Hønge (SF).

Den danske model skal tilpasses det offentlige arbejdsmarked, mener Karsten Hønge.
Den danske model skal tilpasses det offentlige arbejdsmarked, mener Karsten Hønge.Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Karsten Hønge
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Forholdet mellem sygeplejerskerne og de offentlige arbejdsgivere er frosset fast, og jeg vil ikke blande mig i en igangværende konflikt om en ny overenskomst. Men overordnet respekterer jeg i den grad, at seje sygeplejersker vedholdende insisterer på kravet om "ligeløn frem for pigeløn", som et af deres slogans lyder.

Løngabet mellem offentligt ansatte er så stor, at en blind mand kan føle det med sin stok, og kampen mod uligeløn berører alle offentligt ansatte. Grundlæggende trænger både lønhierarkiet og forhandlingsmodellen til en ordentlig rusketur.

Lønindplacering efter Tjenestemandsreformen fra 1969 er skæv, og trods ihærdige forsøg i mange overenskomstforhandlinger er der kun rykket marginalt ved hierarkiet. Vi skal starte på en frisk.

Flere lønkroner
Diskrimination på baggrund af køn skal være fortid, og det er en opgave for både politikere og fagbevægelse.

Stop de patetiske bortforklaringer og sange fra de varme lande. SF er klar til at banke nye hegnspæle i jorden, og vi kommer ikke uden om at prioritere flere lønkroner.

Konkrete forslag: Nedsæt en Lønkommission, opgøret med uligeløn for kvindedominerede fag ikke kan gennemføres uden flere penge, alle forbund for offentligt ansatte og Fagbevægelsens Hovedorganisation skal inddrages, mere tillid til offentligt ansatte og en langt stærkere indsats for et bedre arbejdsmiljø, og den danske model skal tilpasses det offentlige arbejdsmarked.

Regeringen bør straks sætte gang i lønkommissionen, som var en del af Forligsmandens mæglingsforslag. Alle sten skal vendes omkring uligeløn for de kvindedominerede fag, både internt i den offentlige sektor og i forhold til privat ansatte. Det er vigtigt, at alle fagforbund og Fagbevægelsens Hovedorganisation bliver en integreret del af processen.

Gentænk lønstrategier
Der er helt åbenlyst brug for en række politiske initiativer, men fairness og ligeløn kræver også, at fagforbundene gentænker deres lønstrategier.

Jeg vil ikke blande mig i de prioriteringer, som medlemmerne demokratisk har vedtaget. Men jeg tillader mig lige at pege på årtiers perlerække af overenskomster, som altså også har betydning.

En forholdsvis lav grundløn er blandt andet en konsekvens af aftalen om lokalløn fra 1998, hvor den resterende løn skulle aftales lokalt. Desuden er det et udtryk for en bevidst strategi om at satse på kvalifikationstillæg, som oftest kommer senere i arbejdslivet.

Lønstigninger fordeles skævt, når de udmøntes i procenter i stedet for faste kronebeløb og altså mest til de højst lønnede. Men det er jo også medlemmernes beslutning.

SF er klar til at banke nye hegnspæle i jorden, og vi kommer ikke uden om at prioritere flere lønkroner

Karsten Hønge (SF)
Politisk ordfører og arbejdsmarkedsordfører

Et løft af de traditionelt kvindedominerede fag kan ikke klares for de enkelte områder hver for sig. Akademikere, sygeplejersker, pædagoger, sosu'er, lærere, socialrådgivere, rengøringspersonale og så videre skal "blande blod" på et nyt lønsystem.

Ligesom den samlede fagbevægelse, også for de privatansatte, skal være en integreret del af arbejdet med holdbare og langsigtede løsninger for hele arbejdsmarkedet.

Ondt i ledelsen
Fair løn er vigtig, men arbejdsvilkårene på offentlige arbejdspladser trænger også til et løft.

Dårlige normeringer og elendig ledelse slider mange ansatte ned til sokkeholderne. En del offentligt ansatte oplever både at få ondt i kroppen og at have "ondt i ledelsen".

Nye omstillinger, nye projekter, nye arbejdsopgaver, nye kolleger, nye ledelser. Med gamle udtrådte procesord forsøger man at tale den stressede sygeplejerske, socialrådgiver og sosu-assistent til rette. Alt for ofte bliver de reduceret til brikker, som konstant skal leve op til evigt stigende krav om tilpasninger og om at være endnu mere fleksible.

I stedet for managementkurser, oversmarte ledelsesteorier og endnu flere ledere og konsulenter til at styre endnu flere omstillingsprocesser, evalueringsrapporter og dokumentations- og kontrolsystemer skulle vi måske prøve noget så gammeldags og snusfornuftigt som at vise tillid til de offentligt ansatte.

Forhandlingssystemet er hykleri
Den geniale danske model for det private arbejdsmarked fungerer ikke optimalt for den offentlige sektor, og vi bør gentænke hele forhandlingssystemet. Uden fornyelse risikerer vi, at selve aftalesystemet braser sammen.

Der er noget forlorent og ugennemsigtigt over de nuværende overenskomstforhandlinger, hvor vi nærmest "leger dansk model"

Karsten Hønge (SF)
Politisk ordfører og arbejdsmarkedsordfører

Der er noget forlorent og ugennemsigtigt over de nuværende overenskomstforhandlinger, hvor vi nærmest "leger dansk model". Men retten til at strejke virker helt anderledes end på private arbejdspladser.

Vi leger også, "at politikerne ikke må blande sig", når fagforbundene forhandler med regionerne eller Kommunernes Landsforening. Det smager af hykleri og at holde hinanden for nar.

Regeringen giver finansministeren et mandat og en ramme, som er baseret på lønudviklingen i de private erhverv. Rammen går videre til regioner og kommuner, som derefter forhandler, men de er i virkeligheden regeringens hånddukker. Alligevel "må landspolitikere ikke blande sig".

Måske skal fagforbundene have adgang til selvstændigt at forhandle den økonomiske ramme med finansministeren? Alle de andre konkrete elementer kan udfyldes af overenskomstparterne.

Lad os bygge et mere ærligt og gennemskueligt system.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00