Kina kommer – gør vi?

KLUMME: Sælsomt, særligt, specielt og storslået at besøge Kina kun med fokus på vækst – og ikke et ord om politik, reflekterer Altingets udgiver Rasmus Nielsen.

Delegationen fra Dansk Erhverv hos Huawei 7. marts 2018. Fra venstre: Leo Lu, Casper Freddie, Tom Vile Jensen, Jesper Højberg Christensen, Rasmus Nielsen, Jens Peen, Betina Hagerup, Torsten Andersen, Charlotte Jepsen, Peter Hesseldahl, Marianne Fussing Ørsted, Jens Klarskov, Mette Feifer, Henrik Vestergaard, Mikkel Kristiansen, Carsten Brandt og Claus Richter. Huawei har siden 2014 drevet TDC's mobilnet i Danmark&nbsp;–&nbsp;en seksårig kontrakt til&nbsp;fire milliarder kroner.<br>
Delegationen fra Dansk Erhverv hos Huawei 7. marts 2018. Fra venstre: Leo Lu, Casper Freddie, Tom Vile Jensen, Jesper Højberg Christensen, Rasmus Nielsen, Jens Peen, Betina Hagerup, Torsten Andersen, Charlotte Jepsen, Peter Hesseldahl, Marianne Fussing Ørsted, Jens Klarskov, Mette Feifer, Henrik Vestergaard, Mikkel Kristiansen, Carsten Brandt og Claus Richter. Huawei har siden 2014 drevet TDC's mobilnet i Danmark – en seksårig kontrakt til fire milliarder kroner.
Foto: Huawei Shanghai
Rasmus Nielsen

Kina er med sine 1,4 milliarder indbyggere næsten dobbelt så folkerigt som EU og USA til sammen; og naturligvis blev vi i den danske erhvervsdelegation bjergtaget, da vi i sidste uge besøgte landet i midten, hvis verdenskort lige får plads til Europa oppe i det hjørne, hvor vi selv normalt placerer Grønland.

Det kunne have været en politisk tur med vægt på menneskerettigheder, ytringsfrihed og pluralisme, men nu var formålet ved selvsyn at opleve de gigantiske erhvervsfremskridt, ikke mindst på det digitale område, verdens folkerigeste land de seneste år har opnået.

Tencent er verdens femte mest værdifulde selskab, som bl.a. står bag WeChat, den kinesiske udgave af Facebook, som bruges af én milliard mennesker. Da vi besøgte hovedkvarteret i millionbyen Shenzhen, var der omkring 261 mio. online – og hvert sekund ændrede besøgtallet sig flere tusinde.

Sammen med handelssitet Alibaba i Shanghai, vi også besøgte, er Tencent lige i hælene på de tre største selskaber: Alphabet (Google), Amazon og Facebook.

Tencent har skabt 6.000 arbejdspladser årligt i sin levetid, og jeg gik på en måde nedtrykt derfra: Hvad har jeg, og hvad har alle andre europæiske iværksættere lavet i de 20 år, der er gået, siden internettet brød løs, og enhver kunne starte i dette vilde vesten uden regulering? Jeg nåede på samme tid kun at lave 10 arbejdspladser om året.

Hvad er det, Kina kan? Det ved du, læser, nok mere om end jeg, der altid har dyrket europæisk og dansk politik ... på det seneste med en skulen til USA – men aldrig østover. De er jo bare kommunister og systemmennesker, har jeg tænkt.

Selvfølgelig så vi kun en overflade i det tætpakkede ugeprogram, Det Danske Konsulat i Shanghai (mod betaling) såre professionelt havde lavet for Dansk Erhverv. Hér arbejder 45 personer for at fremme dansk eksport og udstede stadigt flere visa til nysgerrige kinesere, der vil se sne i Danmark, hvis de da ikke snarere, som stadigt flere, vil direkte til den ægte nordiske vare: Island. Og så er vi endda ikke så langt fra Beijing, hvor Danmarks største ambassade i verden ligger med omkring 80 medarbejdere.

På forhånd var jeg skeptisk. Havde som alle andre i delegationen brugt timer på at få visum. Særligt fordi myndighederne fandt ud af gennem solid spørgeteknik, at jeg ikke bare var erhvervsleder, men først og sidst journalist: Så skulle jeg love ikke at interviewe nogen i Kina – hvilket er som at tage klasseværelset fra en lærer. Men o.k., sådan var så spillerreglerne.

Ansøgningsskemaet var også helt forkert – som journalist skulle der pludselig ekstra meget til, og i mangel af bedre havde jeg lånt en kuglepen fra en af visumkontorets ledige skranker. Det var dumt: Kuglepennen skrev lige så rødt som nationens flag, men det fik visummedarbejderen med det udtryksløse ansigt til at gå ud og tage en sort/hvid kopi til sit system; så kunne jeg beholde den røde original. Sort vil de have det, de kinesere!

Men det lykkedes til sidst at få lov at rejse, og i Kina er ilten den samme, tyngdekraften, bølgens brydning på vandet, solen, skyerne, maden osv. Selv slipset har de også smidt.

Hvad vi oplevede i Kina, var virksomheder, der er stolte over, hvad de opnår. De er først og fremmest optaget af deres store hjemmemarked – hvem ville ikke være det – og der tales forbløffende lidt om partiet og rammevilkårene. Det blev kun nævnt, når vi spurgte.

Alle virksomhedsbesøg var uhyre professionelt afviklet af værterne, hvor eksempelvis Huawei, der i Danmark driver TDC's mobilnet, samlede os til fotosession foran sit forskningscenter i Shanghai og vupti – en halv time senere forærede os fotoet i glas og ramme ved kaffebordet med navneskilte på hver af os.

Det var iscenesat, men ikke anderledes end enhver større europæisk og ikke mindst amerikansk virksomhed ville gøre det. Eksempelvis gjorde flere meget ud af at fortælle, hvor meget de leverer til Kinas fattige landdistrikter. Hvorfor blev det sådan betonet igen og igen, tænkte man, indtil en tilfældig medrejsende på et tidspunkt hviskede os i øret: Partiet ser det gerne.

Og det forstår man jo godt. Det er det, der i Danmark bl.a. går under betegnelsen udflytning. Ret beset må det være optimalt at grundlægge, udbygge og drive virksomhed i et så gigantisk hjemmemarked med ét sæt regler og kun ét parti.

Sat i forhold til Europa, hvor vores forskellige sprog, skat og hele kultur sætter grænser op, hvis det da ikke ligefrem ender med Brexit. I Europa er der statsstøtte til de gamle industrier, der forsvarer deres territorier og på skuldrene af denne konkurrencefordrejdning hindrer nye med mere moderne produkter at trænge ind. Hvis vi da ikke lader de amerikanske tech-giganter komme ind uden beskatning, mens de europæiske hjemmemarkeds-virksomheder da bare har at betale de officielle skattesatser – især når vi er små.

Det virkede ikke på os, som om erhvervslederne undertrykte en kritik af den snart sagt evigt udnævnte præsident i spidsen for Kommunistpartiet. Det virkede, som om de respekterede de vilkår, der gælder, og at de så i øvrigt bare kan klø på og altså skabe ubegribelig vækst – i hvert fald hos de markedsledere, vi mødte.

Jo, Tencent ville da gerne til Europa, og vi begyndte at fortælle om Persondataforordningens nye krav, men det virkede ikke, som om det var noget, de kendte til eller bekymrede sig om. Endnu.

Dansk Erhverv rejser årligt på studieture med medlemmer til verdens vækstcentre. Tidligere har man bl.a. været i Japan, New York og Silicon Valley. Programmet er tætpakket, som var vi med en minister, og det var positivt at opleve, hvordan danske embedsmænd som commercial consul Casper Freddie, der til sommer vender hjem til Danmark for at fortsætte karrieren og Meeja Neergaard, Head of Culture & Communication, balancerede mellem hensyn til de kinesiske værter og vores videbegærlighed og forundring.

De fortalte, at besøg af danske journalister de seneste år er blevet stadig sjældnere – så at Mandag Morgens teknologiekspert Peter Hesseldahl var med på turen, var usædvanligt.

Kina er i dag meget mere end kopiprodukter og billig arbejdskraft for vestlige frontløbere. De kan i høj grad selv. Så Kina kommer, men kommer vi i Europa med på verdenskortet i samme takt? Næppe. Dertil er vi stadig for meget i intern splid med os selv.

Selvfølgelig skal vi ikke have ét parti, der styrer hele Europa. Men med en årlig vækst på to procent i forhold til Kinas syv procent skal der jo til at ske noget. "Look east, young man" er et sted at starte. Lad dig inspirere af det kinesiske eventyr, og hjælp så med til at få Europa i gear igen.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00