Klimaiværksætter: Ingen af ekspertgruppens modeller løser problemet på den billigste måde

Endelig kom den første delrapport fra ekspertgruppen for en grøn skattereform.

Rapporten bekræfter, hvad vi længe har vidst: Løsningen, hvor CO2-prisen er højest og betales af flest, er bedst. Det kommer ikke som en overraskelse.

Klimarådet, De Økonomiske Råd og et hav af tænketanke har sagt det før: Vi taber færrest job og mindst konkurrenceevne, hvis alle reduktioner findes gennem klimaafgifter frem for tilskudsordninger.

Alligevel kan jeg ikke være den eneste, der sidder forundret efter læsningen.

Ingen af modellerne løser problemet på den billigste måde
For det første er det mærkværdigt, at den samlede, effektive CO2-pris i alle modeller i 2030 ender på, hvad CO2-prisen allerede i dag koster på det europæiske marked. Det er en gåde, når mange af vores naboer alle ender med højere CO2-priser i 2030, end det ekspertgruppen foreslår.

Ingen af de fremviste modeller løser problemet udelukkende ved hjælp af klimaafgiften, selvom det er billigst for samfundet.

Martin Collignon
Klimaaktivist og medlem af Klimabevægelsen

Det er vildt, når Danmark som grønt foregangsland skal reducere med 70 procent, og EU kun med 55 procent. Som konsekvens løser ingen af de fremviste modeller problemet udelukkende ved hjælp af klimaafgiften, selvom det er billigst for samfundet.

Tvivlsomt om de mest udledende virksomheder kommer til at betale

For det andet virker modellerne enormt sårbare for en variabel, som Folketinget ikke kan styre: EU-kvotesystemet.

Eksperternes rapport berører hovedsageligt industrien, som i dag står for cirka 20 procent af alle danske udledninger. Cirka 70 procent af disse udledninger er en del af kvotemarkedet, som bliver styret fra Bruxelles, ikke Christiansborg. EU bestemmer, hvor mange kvoter der skal være, hvor mange gratis kvoter der skal gives, og hvilke sektorer, der skal indgå i kvotesystemet.

Det betyder eksempelvis i dag, at Aalborg Portland betaler cirka 750 kroner per udledt ton CO2, men kun for en brøkdel tons (23 procent i 2020); resten er gratis. For blot et år siden spåede Energistyrelsen at kvoteprisen ville være 332 kroner i 2030, og i fremtiden kunne prisen sagtens falde tilbage til det niveau.

Der er ingen garanti for prisen, som de virkelig få virksomheder, der står for størstedelen af vores udledninger, skal betale.

Martin Collignon
Klimaaktivist og medlem af Klimabevægelsen

Det betyder, at vi med ekspertgruppens anbefalinger er sikre på, hvad virksomheder, der ikke udleder særlig meget, kommer til at betale i 2030. Men der er ingen garanti for prisen, som de virkelig få virksomheder, der står for størstedelen af vores udledninger, skal betale.

Og når hverken virksomheder, ekspertgruppen eller politikerne ved, hvad disse virksomheder skal betale i CO2-afgift, så er der på baggrund af anbefalingerne heller ikke nogen, der ved hvor mange CO2-reduktioner, der ender med at komme fra disse virksomheder. Den uvished kan klimaet, virksomhederne og politikerne ikke leve med.

Incitament til at beholde de udledende metoder

For det tredje kan man spørge sig selv, om ekspertgruppens anbefalinger er en CO2-fangstsreform eller en CO2-afgiftsreform. CO2-fangst udgør mellem 20 og 57 procent af alle reduktioner. Det er overraskende, fordi de fleste økonomer er enige om at tilskud til CO2-reduktioner altid er dyrere for samfundet end afgifter, og at bruge tilskud til en specifik teknologi som CO2-fangst er endnu dyrere.

Når man vælger at give statsstøtte til CO2-fangst, så er man med til at gøre eksempelvis afbrænding af biomasse eller cementproduktion med fossile brændsler mere tiltalende for investorer.

Martin Collignon
Klimaaktivist og medlem af Klimabevægelsen

Når man vælger at give statsstøtte til CO2-fangst, så er man med til at gøre eksempelvis afbrænding af biomasse eller cementproduktion med fossile brændsler mere tiltalende for investorer, mens man gør det mindre attraktivt at elektrificere vores varmeproduktion og cementproduktion. Alternativet kunne have været, at man med højere CO2-afgifter kunne have ladet markedet selv finde de billigste reduktioner.

Hver sektor for sig selv

Sidst, men ikke mindst, studser jeg over, at man ihærdigt har forsøgt at levere 3,5 millioner tons CO2-reduktioner - om det så må koste 0,05 procent ekstra på bundskatten hos alle, som foreslået i en af modellerne.

Det tyder på, at man er blevet inspireret (eller tvunget) til at levere et bestemt antal reduktioner for industrien. Den salamimetode er ministerierne og Folketinget efterhånden vant til: De aftalte for blot få måneder siden, at landbruget eksempelvis skulle reducere deres udledninger med mellem 6,1 og 8 millioner tons CO2 i 2030, uden at vide, hvor reduktionerne (eller financieringen) skulle komme fra.

Er det mest optimalt for samfundet at forsøge at specificere reduktioner for hver enkelt sektor? Næppe. 

Martin Collignon
Klimaaktivist og medlem af Klimabevægelsen

Er det mest optimalt for samfundet at forsøge at specificere reduktioner for hver enkelt sektor? Næppe. Det kunne jo være, at det blev billigst for samfundet at industrien reducerede meget mere end landbruget. Eller omvendt.

Ingen gylden løsning

Selvom ekspertgruppen selvfølgelig bekræfter, at klimaafgiften bør være det foretrukne middel for samfundsøkonomien, har den ikke formået at levere det konkrete paradigmeskifte, som der absolut er behov for i klimapolitikken.

En af grundene til, at vi skulle have en grøn skattereform, var netop for at ændre på, at CO2-udledninger bliver beskattet forskelligt i dag og at man ikke kan finde hoved og hale i incitamenterne for at reducere ens klimabelastning. Ekspertgruppen tør ikke lave en løsning, hvor alle med sikkerhed betaler den samme tilstrækkelige CO2-afgift.

Og man tør heller ikke gøre op med det virvar af tilskudspuljer, ministre klækkeligt har fordelt for at få partier ombord på forskellige aftaler. Alene i 2021 uddelte Klima-, Energi-, og Forsyningsministeriet over 11 milliarder kroner i erhvervsstøtte gennem Finansloven, fordelt på 30 puljeområder. Ekspertgruppen hælder benzin på bålet og fortsætter tilskudsgildet, mens politikerne overvejer, hvordan fremtidens velfærd bør finansieres.

Ekspertgruppen tør ikke lave en løsning, hvor alle med sikkerhed betaler den samme, tilstrækkelige CO2-afgift.

Martin Collignon
Klimaaktivist og medlem af Klimabevægelsen

Måske kommer paradigmeskiftet i udgangen af året, når de udgiver rapportens anden del? Det eneste, vi er sikre på, er at politikerne ligger som de har redt. Vi fik endnu en rapport, der fra starten havde så mange modstridende krav, at der aldrig vil kunne fremvises en gylden løsning.

Spørgsmålet er, hvornår politikerne indser at ingen andre end dem kan tage beslutningen. Fordi det er helt rigtigt: Uanset hvad politikerne beslutter, bliver nogle utilfredse.