Amalie Hypolit
Kaspar Colling NielsenKlimaministeriet ansætter ny taleskriver efter forfatters exit
Klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen (S) har nu fået en erstatning for sin afgående taleskriver, forfatter Kaspar Colling Nielsen, der meldte sin exit sidst i oktober.
Det oplyser Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet til Altinget.
Fra 1. januar 2021 begyndte Amalie Hypolit i stillingen som ny kommunikationsrådgiver, og hun får fremover ansvaret for at skrive taler til ministeren.
Hun har en kandidat i retorik fra Københavns Universitet, og hun kommer direkte fra et job som kommunikationskonsulent i vidensorganisationen Madkulturen.
Ministeriet oplyser, at Kaspar Colling Nielsen fortsætter i jobbet frem til 1. februar for at sikre glidende overgang og overlevering af arbejdsopgaver. Amalie Hypolit får udover taleskrivningen ansvar for blandt andet at styrke ministeriets SoMe-kommunikation.
Forfatter-trenden
Med Kaspar Colling Nielsens afgang skrumper regeringens forfatterhold fra tre til to.
Da han landede jobbet som taleskriver i efteråret 2019, fortsatte han ellers den trend, som den tidligere klima- og energiminister Connie Hedegaard (K) startede tilbage i 2008, hvor hun hyrede forfatter Kristian Ditlev Jensen som sin taleskriver.
Siden har ministre i skiftende regeringer yndet at hive skønlitterære profiler ind som deres højre hånd i taleskriverarbejdet.
I den nuværende regering har børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) eksempelvis hyret forfatter og dramatiker Lars Husum til jobbet, mens miljøminister Lea Wermelin (S) får hjælp med talerne fra forfatter Peder Frederik Jensen.
Ministeriernes taleskrivere ansættes som en del af embedsværket, og derfor fortsætter de formelt set i jobbet, når magten i regeringskontorerne skifter.
Kaspar Colling Nielsen er særligt kendt for succesromanerne 'Den danske borgerkrig' (2013) og 'Dengang dinosaurerne var små' (2019). I et Facebook-opslag skrev han i forbindelse med sin opsigelse, at han ville bruge den kommende tid på at skrive sin næste bog.
Indsigt
- Mens Løkke bejlede til de blå, lagde Pia Olsen Dyhr en plan
- Dragsted fik baglandet med sig, men vejen er fyldt med landminer
- Socialdemokratiet "mistede" kontakten med danskernes hverdag. I Horsens fandt partiet opskriften på at vinde den tilbage
- Dokumenter bekræfter kundeforhold mellem Forsvaret og omstridt tech-gigant
- Dragsted har baglandets støtte, men ikke alle ønsker en regering med Løkke












































