Knud Aarup til Astrid Krag: Din evaluering udstiller et ministerium uden magt

Det er beskæmmende, så fantasiløst og ideforladt Socialministeriet går til evaluering af det specialiserede socialområde. Embedsapparatet formår ikke at frigøre sig fra en snæver KL- og finansministeriel økonomilogik, der alene ser mennesker med særlige behov som omkostninger.

Og Socialministeriet er i Slotsholmens hierarki et svagt ministerium, som ikke formår at lave helhedsløsninger for de mennesker, som netop har behov for det. Resultatet af evalueringen er skuffende og ødelæggende for mange personers og familiers livsudsigter, og så er det samfundsøkonomisk tåbeligt.

Du må kunne gøre det bedre. Du har i snart to år arbejdet med en samlet evaluering og udviklingsplan for hele det specialiserede socialområde, det vil sige de indsatser, som handler om de børn, unge og voksne, som har særlige behov for fællesskabet, fordi de er ramt af psykisk sygdom, funktionsnedsættelser eller sociale problemer.

Området omfatter de mere end 750.000 danskere, som har allermest brug for fællesskabet og velfærdssamfundets indsats. Dem hjælper vi ikke godt nok i dag, men i stedet efterlader vi dem på samfundets bagperron i udenforskab med store personlige ulykker til følge og som en kæmpe samfundsøkonomisk belastning. Det er for dårligt.

Elendig evaluering

Det eneste, du formår i din evaluering, er at konkludere, at der ikke er sket en af-specialisering; at det er de personer med de mest komplekse problemer, som er utilfredse; at der ikke er en egentlig definition af, hvad specialisering vil sige og slet ikke, hvad kvalitet i indsats vil sige.

Det eneste, du formår i din evaluering, er at konkludere, at der ikke er sket en af-specialisering

Knud Aarup
Forfatter

Grundlæggende ser du ikke grund til at lave noget fundamentalt om i forhold til kommunernes rolle, finansieringen, institutionerne eller lovgivningen – og allerværst heller ikke i forhold til indsatsen overfor det enkelte barn og familie.

Det er et beskæmmende og socialpolitisk fattigt resultat, som ikke formår at genopbygge tilliden til kommunernes indsats på det specialiserede socialområde.

Mistilliden er gradvist opbygget igennem de sidste mindst ti år, fordi kommunerne har erstattet kompensation til mennesker med særlige behov med en kortsigtet økonomitænkning, der udspringer af de årlige forhandlinger med Finansministeriet.

Samtidig har der været lovet en ”velfærdsforbedring”, og kommunerne har ved flere lejligheder også fået tilført ekstra midler – uden det har hjulpet grundlæggende.

Den manglende tiltro til kommunerne kulminerede sidste år borgerforslaget om at flytte handicapområdet væk fra kommunerne. Det blev til beslutningsforslag B 139 og det blev helt forventeligt forkastet af et folketingsflertal i juni 2021.

Men netværket ”enmillionstemmer” eksisterer fortsat og har samlet en lang række konkrete vidnesbyrd fra familier, som har oplevet kampene med kommunerne og måttet leve med oplevelsen af ikke at kunne få den tilstrækkelige og rettidige støtte. Prøv at læs de vidnesbyrd på enmillionstemmer.dk.

Prøv også at se den meget hårde kritik, som statsrevisorerne giver på baggrund af rigsrevisionens gennemgang af området. Der sker fejl på fejl i kommunerne – også efter at dit eget ministerium har forsøgt at støtte kommunerne via en ”task force.” Det er ikke godt nok.

Et svagt ministerium

Jeg tror ikke selv på, at det vil nytte noget at flytte handicapområdet fra kommunerne, men jeg mener du bør sikre, at der sker væsentlige forandringer i kommunernes ageren, i lovoverholdelse og i grundprincippet om kompensation som et klart udgangspunkt for indsatsen overfor mennesker med særlige behov, og det gør du ikke med din evaluering.

Når du som social- og ældreminister laver en evaluering af det specialiserede område, mangler du styrken til for alvor at løse opgaven

Knud Aarup
Forfatter

En af de væsentligste mangler ved evalueringen er, at du ikke ser på tværs af institutioner og organisationer. Du ser alene på det sociale system og overser alle de mangler eller huller, som findes indenfor kommunerne imellem eksempelvis det sociale område og børn og skoleområdet og mellem stat, region og kommune.

Et godt eksempel er, at du ikke skriver andet om PPR end, at efter kommunalreformen i 2007 er indsatserne samlet i kommunerne, og at det specialiserede socialområde dermed er koordineret internt med PPR.

Det er ikke blot en frygtelig naiv konstatering. Betragtningen overser fuldstændig de uoverstigelige sektorgrænser, som findes inden for kommunerne imellem socialområdet og skoleområdet.

Det er forvaltningsmæssige grænser som går igennem lovgivningen, ministeriernes ressortgrænser, kommunernes udvalgsstruktur og de enkelte institutioner. Der er utallige eksempler på hvor store forhindringer de grænser lægger for en helhedsorienteret indsats for børn og unge.

På det område er Sundhedsstyrelsen trods alt kommet lidt længere, for eksempel i 10-årsplanen for psykiatrien. Sundhedsstyrelsen tør faktisk godt diskutere behovet for både en styrkelse af PPR og en klarere ansvarsplacering i forhold til PPR, selv om PPR hører under Folkeskoleloven og ligger under Børne- og Undervisningsministerens ansvarsområde.

Her er vi måske inde ved kernen i problemet. Når du som social- og ældreminister laver en evaluering af det specialiserede område, mangler du styrken til for alvor at løse opgaven fordi dit ministerium er så utroligt magtmæssigt svagt.

Du kan ikke diskutere ”huller” i indsatsen, som skyldes at andre ministerier ikke formår at levere ”varen” på deres område. Du og dit ministerium ligger nederst i hierarkiet og derfor kan der ikke foreslås en nødvendig sammenhængende helhedsorienteret tidlig indsats på for børn og unge med særlige behov.

Andre, for eksempel sundhedsministeriet, er stærkere, men ikke helt så stærkt som Børne- og Undervisningsministeriet – og ingen er i nærheden af Finansministeriets styrke eller for den sags skyld KLs.

Indsatsen overfor mennesker med særlige behov kræver en helhedsorienteret indsats.

Når vi taler om børn og unge, vil indsatsen typisk skulle koordineres imellem skoleområdet og socialområdet. Her bliver dit ministeriums svaghed i det departementale hierarki til konkret ulykke for de børn, som har særlige behov.

Du kan ikke sikre en ny og anderledes indsats fra PPR eller skolerne. De områder ligger uden for dit ansvarsområde og det betyder at du er afskåret fra forslag, som rækker ud over dit eget ministerium.

Lidt firkantet kan man sige, at magthierarkiet på Slotsholmen betyder, at familier og deres børn ikke får den tilstrækkelige og rettidige støtte, så de for eksempel kan bestå folkeskolens afgangseksamen endsige en ungdomsuddannelse. Det er da skammeligt.

Uddan mennesker med handicap

Din evaluering viser, at der tænkes for lidt i sammenhænge og helheder overfor børn, unge og voksne med særlige behov. Når vi ikke giver den grundlæggende kompensation, så den enkelte kan klare sig på normale vilkår i samfundet, så ender personer med særlige behov uden for arbejdsmarkedet.

Det viser gentagne analyser fra Vive igennem de sidste 20 år. Manglende kompensation i ungdommen medfører øget overførselsindkomst til de voksne.

Magthierarkiet på Slotsholmen betyder, at familier og deres børn ikke får den tilstrækkelige og rettidige støtte

Knud Aarup
Forfatter

Lad mig komme med et konkret eksempel: Hvert eneste år er der mere end 10.000 børn og unge under 18 år, som får en diagnose i behandlingspsykiatrien.

De dropper ud af skolen eller ungdomsuddannelsen, selv om langt hovedparten sygdomsmæssigt vil være færdigbehandlet i løbet af det første år. Skolerne har ikke tilstrækkeligt blik for alle dem, som er fraværende, og skolerne gør ingen indsats for at få psykisk sygemeldte tilbage.

Resultatet er, at mindst 6.000 unge hvert eneste år bliver henvist til en plads i de uuddannedes kø, og mere end halvdelen af dem, kan se frem til en liv på overførselsindkomst.

Det er bare ét eksempel på nogle af de personer fra det specialiserede socialområde, som vi har tal på.

Mit gæt er, at langt hovedparten af de 400.000 personer mellem 18 og 67 år som har lettere handicap, ville kunne have taget en kompetencegivende uddannelse og klaret sig selv, hvis bare vores skoler og børne- og undervisningsminister interesserede sig mere for mennesker med særlige behov – i stedet for middelklassens let underviselige.

Det ved jeg godt, at du ikke har magt til Astrid, men du kunne rejse problemet i regeringen. Der er samfundsøkonomi i det!