Interview: Den største trussel mod demokratiet er inkompetence

OPTIMISME: 2020 ligner et katastrofeår uden fortilfælde, men pandemien har vist, at det liberale demokratis redning er dygtige og stærke regeringer, mener Janan Ganesh.

Trump forlader Det Hvide Hus, men kan Vesten stole på, at USA igen vil gå forrest på vigtige spørgsmål? Selv hvis Biden gør det godt, kan det hele blive rullet tilbage om fire år, fortæller Janan Ganesh.
Trump forlader Det Hvide Hus, men kan Vesten stole på, at USA igen vil gå forrest på vigtige spørgsmål? Selv hvis Biden gør det godt, kan det hele blive rullet tilbage om fire år, fortæller Janan Ganesh.Foto: Carlos Barria/Reuters/Ritzau Scanpix

Af Mikkel Boris, journalist

"Begyndelsen på enden for populismen,” svarer Janan Ganesh, da jeg spørger ham, hvilken overskrift han ville give 2020.

”Det er ikke enden, det er begyndelsen på enden, for det er populisternes første store tilbageslag siden 2016. Ét element er Trumps nederlag, for han er populisternes referencepunkt. Et andet element er, at pandemien har vist, at man skal tage lederskab alvorligt. Det kan godt gå hen og blive et problem for populisterne."

"Ser du på, hvem der ender året godt, er det Merkel i Tyskland, Ardern i New Zealand, og Macron startede året dårligt, men se på den måde, han har håndteret terrortruslen på. Han har balanceret hårdhed med liberalisme og værnet om de grundlæggende franske, republikanske værdier. Det ser værre ud for Boris Johnson, Trump er slået, og Biden har magten,” uddyber han.

Politisk set har pandemien udstillet de populistiske regeringer, for de er ikke særligt dygtige til at regere, og de tager ikke teknokratisk ekspertise særligt alvorligt.

Janan Ganesh
Politisk kommentator

"Globo-centriske" tilbøjeligheder 
Som fast klummeskribent på Financial Times er Janan Ganesh en af Storbritanniens mest fremtrædende politiske kommentatorer. I løbet af de seneste år har han taget livtag med stort set alle væsentlige globale trends; populisme, tribalisme, Brexit, covid-19-pandemien, Kina som ny supermagt, generationskampen mellem boomers og zoomers samt ikke mindst det amerikanske præsidentvalg, som han hele efteråret har dækket indgående fra sin udstationering i Washington.

Som ung var han medlem af Labour, men han har sidenhen virket for borgerlige kraftcentre som tænketanken Policy Exchange og The Economist, hvor han var politisk korrespondent. Som skribent er Ganesh ikke synligt ideologisk, for han gør en dyd ud af at være en ubarmhjertig troldsplint i øjet på hele den politiske klasse. Både den progressive venstrefløj, den konservative højrefløj og de liberale eliter gøres til genstand for hans kritiske svirp.

Senest har han dog indrømmet ”globo-centriske” tilbøjeligheder i en maskeret kærlighedserklæring til Macron, og over for mig afslører han, at han er en slags midtsøgende socialdemokrat.

Pandemien har udstillet populisterne
Jeg har bedt ham om hjælp til at runde året af og foretage en helbredsundersøgelse af Vestens tilstand. Om det bliver en raskhedsmelding, en diagnose eller en obduktion, vender vi tilbage til. Først spørger jeg ham, om 2020 har været et godt år for den globo-centriske fløj.

”Praktisk set har det været en katastrofe. Men politisk set har pandemien udstillet de populistiske regeringer, for de er ikke særligt dygtige til at regere, og de tager ikke teknokratisk ekspertise særligt alvorligt."

"Det tog en pandemi at vise vælgerne, at teknisk ekspertise betyder noget, og at hvis du bliver ved med at vælge politikere, der lever af personlighed og mavefornemmelser, så kommer der før eller siden en krise, de ikke kan håndtere. Så de langsigtede konsekvenser af 2020 kan være gode, fordi populisterne er blevet miskrediterede. Om fem års tid, vil jeg nok se tilbage og sige, at 2020 var et godt år,” siger han.

Så faren er drevet over?
”Bestemt ikke. Det er for tidligt at sige. Det er meget muligt, at republikanerne vinder igen om fire år. Enten med Trump eller en mere kompetent version af Trump. En som Mike Pompeo eller Tom Cotton, der gentager Trumps nationalistiske filosofi med mere kompetence og intelligens. Men følger du trenden, må den gennemsnitlige vestlige vælger være mere nervøs ved at stemme på en populist nu. For når krisen rammer, kan din sundhed og din økonomi lide under, at de ikke tager deres lederskab alvorligt."

"Omvendt står vi i en økonomisk krise, der kan vare i årevis, fordi vi har brugt så mange penge på at hjælpe virksomheder igennem. Skatten vil stige, serviceniveauet i velfærdsstaten falde. Der kommer præcis den samme nedskæringspolitik, som vi havde for ti år siden, hvilket bidrog til at give populisterne momentum i første omgang, så jeg er også nervøs.”

Eliternes slaphed er problemet, ikke eliterne selv
Du har tidligere skrevet, at populisterne ikke kom til magten, fordi folk hader eliterne, men fordi eliterne ikke længere opførte sig som rigtige eliter. Har det ændret sig?

”I midten af det 20. århundrede, var der meget lidt populisme, og politik var mainstream-domineret. Eliterne var reelle eliter, og der var et globalt establishment. Den populistiske linje er, at eliterne er for magtfulde og har for meget kontrol. Men i virkeligheden klager den menige mand over, at eliterne ikke gør nok."

"I 1970'erne var kapitalen kontrolleret, der var en restriktiv tilgang til migration, og industrien var styret af et korporatistisk system. Eliten var snobbet og boede i storbyen, men de styrede kapitalbevægelser, migration og det økonomiske liv på en måde, som beskyttede den gennemsnitlige middelklassefamilie."

"Det ændrede sig op gennem 1990'erne og nullerne. Eliten er stadig snobbet og bor stadig i storbyen, men kontrollen med kapitalen er løsnet, migrationen er gået op, og industrien styres heller ikke. De gennemsnitlige borgere har det fint med et establishment, så længe det passer på dem. De kan til gengæld ikke døje et passivt establishment, der samtidig har en snobbet attitude og bryster sig af deres overlegne smag.”

Men har eliterne så lært af det?
”Det varierer fra land til land. Trump er faktisk interessant her, for hvis du lyttede til hans kampagnebudskab i 2016, lød han som en europæisk korporatist med en kulturel højrefløjsretorik. Han ville kontrollere international handel og migration, den slags. Men han har fejlet. Han gav skattelettelser til de rige, deregulerede og fjernede Obamacare uden at have en erstatning."

"Trump fornemmede instinktivt folkets had til eliterne, men agerede ikke på det. Det er derfor, jeg tror, der før eller siden kan komme en som Pompeo eller Cotton, som tager Trumps 2016-kampagne og så rent faktisk indfører den: mere stat, mere omfordeling og så en kristen-demokratisk og kulturkonservativ agenda. Den agenda vil kunne vinde et absolut flertal.”

Det svar understøtter en anden væsentlig pointe, som Ganesh har fremført i sine seneste klummer. Her lyder det, at Trump slet ikke var en farlig autokrat men i stedet en laissez-faire libertarianer, som benyttede enhver chance til at reducere statens magt.

”De fleste har kaldt ham autoritær og sat ham i kategori med Orban, Erdogan og Duterte. Jeg kan godt se, at han har samme stil, og at han ikke respekterer de demokratiske spilleregler. Men hvis du ser på, hvad han gjorde med sin magt, så brugte han den slet ikke. Han virkede uinteresseret i at kontrollere almindelige menneskers liv."

"Da pandemien kom i marts, læste jeg mange forudsigelser af, at autokraterne ville bruge den som undskyldning til at centralisere magten omkring sig, vinde nye beføjelser og blive sande tyraner. Men hvad gjorde Trump? Han gjorde det stik modsatte. Han opponerede mod et lockdown og ville minimere føderal kontrol. Han syntes totalt uinteresseret i alle de ting, han kunne gøre. Det var næsten, som om det kedede ham,” forklarer Ganesh.

Trump er resultatet af regeringsfejl
Og skal man tro ham, var det lige netop derfor, Trump tabte valget. Vælgerne afviste ikke hans autokratiske opførsel eller dubiøse moral. De afviste hans inkompetence. Den største trussel mod den demokratiske styreform er derfor ikke populistiske ledere med autokratiske tilbøjeligheder. Det er de demokratisk valgte lederes inkompetence, der undergraver folkets tro på styreformen.

”Det 21. århundrede var en serie af regeringsfejl og katastrofer for Vesten. Irak-krigen, der startede i 2003, var en krig man selv valgte at gå ind i. Den gik katastrofalt dårligt og har i en eller anden form varet i tyve år. Tag så finanskrisen i 2008. Der er en naturlig økonomisk cyklus af op- og nedgang, men krakket var meget værre, end det behøvede at være, på grund af de foregående års underregulering eller dårlige regulering af de finansielle markeder. Efter krakket havde du så en periode med nedskæringer. Så kom pandemien, som er blevet fejlhåndteret i USA og det meste af Europa."

"På tyve år har du tre symbolske tilfælde af dårlig styring i demokratier. Der betyder langt mere for det liberale demokratis tilbagegang end en som Trumps personlige karisma. Hvis den demokratiske styreform skalredde sig selv, og det tror jeg, den vil, så skal man bekymre sig mindre om de principielle moralske argumenter og i stedet koncentrere sig om at regere godt,” forklarer Ganesh.

Mon man kan stole på USA
Han nævner Tyskland som et land, der har formået at undgå det værste backlash, fordi de ikke gik ind i Irak, undgik de værste konsekvenser af krisen og foreløbigt har håndteret pandemien begavet. Spørgsmålet er så, om Joe Biden er den rigtige mand til at skabe momentum for liberale demokrati.

”Hans alder gør ham ikke ideel. Men det gode er, at han har brugt hele sit liv på at fremme den globo-centriske verdensorden. Han er en internationalt orienteret fyr, han har erfaring, og han er intellektuelt specialiseret i at konsolidere det regelbaserede, liberale verdenssystem."

"Problemet er, at uanset hvad han gør, kan det nemt blive rullet tilbage af den næste republikaner. Så hvis du er Tyskland, Storbritannien, Danmark eller Australien, kan du så stole på USA til at genoplive den verdensorden? Selv hvis Biden viser sig at være den perfekte præsident, så ved du, at der kan komme en Pompeo eller Cotton og rulle alt tilbage.”

Ganesh nævner klimadagsordenen som eksempel. Clinton indgik Kyoto-aftalen, og Bush trak USA ud. Så kom Obama og indgik Paris-aftalen, men Trump trådte ud, og nu kommer Biden så med opbakning. Hvad vil den næste præsident gøre?

”Hver gang magten skifter, betyder det en ny politisk holdning til klimaforandringer, som er det vigtigste politiske spørgsmål globalt. Det samme gælder handel, multilaterale samarbejder og Iran-aftalen. Det gør systemet sårbart, og i de mest ekstreme tilfælde kommer Kina og siger, at hvis ikke du kan stole på den anden supermagt, så gå med os. Vi er i det mindste forudsigelige,” uddyber han.

Vesten varede i 70 år
Hvis Europa ikke kan stole på USA på grund af deres zigzag-kurs, betyder det så enden på Vesten?

”Det tror jeg personligt. På et civilisatorisk niveau er der selvfølgelig en fællesarv i det antikke Grækenland, Romerriget og Oplysningen, men i politisk praksis findes det ikke. Indtil Den Kolde Krig fandtes Vesten heller ikke politisk. Europa og USA havde ikke så meget at gøre med hinanden i det 19. århundrede, og når de havde det, var det militære konflikter som den spansk-amerikanske krig eller den britisk-amerikanske krig. Der var to separate verdener og det, der bragte dem sammen, var nødvendigheden af at overvinde nazisterne og Sovjetunionen. Det var snarere båret af en strategisk interesse end et ideal."

"Da Sovjetunionen brød sammen, begyndte Vesten langsomt at falde fra hinanden. Der kom flere konflikter som i Bosnien, Kosovo, Kyoto. Nu er det techregulering og handel. Der er altid noget, for vi har ikke længere en fælles fjende. En optimist vil sige, at det er Kina. Men USA er meget fjendtligt indstillet, mens EU ikke rigtig har besluttet sig. Vi kommer til at se EU og USA divergere på det her spørgsmål. I midten af dette århundrede kommer vi til at se tilbage på Vesten, som noget, der varede i 70 år og faldt sammen, da nazisterne og kommunisterne forsvandt. Biden kommer ikke til at fokusere på EU. Han kommer til at rette sin opmærksomhed på Asien.”

Hvorfor tror du det?

”På grund af Kina. Og så kommer de største handelspartnere til at være asiatiske. Japan er allerede. Indonesien, Indien. Dertil stammer en stor del af den amerikanske befolkning fra Asien. I midten af dette århundrede bliver asiater den største ikke-hvide etniske gruppe i USA.”

Hvor efterlader det EU?

”Europa er stærkt nok til at have en fremtid som selvstændig. Det er et gigantisk marked, det er den største regulatoriske magt, og så er jeg meget begejstret for Macrons visioner for, at EU bliver en selvstændig enhed, der kan agere samlet på udenrigspolitiske og økonomiske spørgsmål. Hvis EU får den magt, har det en selvstændig fremtid. Men så længe EU har 27 forskellige udenrigspolitikker, er det for nemt at splitte.”

Vi skal lige til at runde samtalen af, da Ganesh gerne vil korrigere sig selv. Han vil gerne ændre overskriften for 2020.

”Overskriften er Østasiens blomstring. Alle taler om Kina, men årets store vindere er de østasiatiske lande, der i løbet af få måneder har udryddet covid-19 ved at tage det alvorligt og ved at have den bedste regeringsføring i verden. Taiwan har haft syv døde indtil for et par uger siden. Syv! Noget lignende gør sig gældende i Sydkorea, Japan og Vietnam.”

Men kan vi så ikke lære af det?

”En ting, vi kan gøre, er, at vi kan gøre offentlige jobs meget mere velbetalte. Betal embedsmænd bedre og hav en mere aggressiv rekrutteringsstrategi. Det, vi ikke kan replicere, er, at de her lande ofte er etpartisystemer. De har frie demokratiske valg, men ét parti kan forvente at vinde de fleste af dem. Det giver stabilitet og rum til langsigtet planlægning. Der er ikke en konstant, daglig politisk kamp, som distraherer dem i at regere. Det er jeg ikke sikker på er muligt i et flerpartisystem.”

Uanset om overskriften er Begyndelsen på enden for populismen eller Østasiens opblomstring, er Ganesh’ konklusion for 2020 klar: ”Det viser, hvor vigtigt det er med tillid til regeringen, og hvor meget kompetence betyder.”

Dokumentation

Om Janan Ganesh

  • Født i 1982
  • Uddannet i Politik på Warwick University og University College London
  • Han er tidligere politisk korrespondent på The Economist og forsker på Policy Exchange.
  • Nu er han fast klummeskribent og Chief US Political Commentator på Financial Times, ligesom han også optræder på BBC's program Sunday Politics
  • Ganesh har skrevet bogen George Osborne: The Austerity Chancellor (2012) og er sammen med Jesse Norman forfatter på bogen Compassionate Conservatism (2006).

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00