Lokalpolitiker: Ja, det er hårdt at være kommunalpolitiker. Men det er ikke synd for os

Der vil altid komme noget i vejen

De unge fravælger kommunalpolitik, skriver Lea Friedberg (S) i Berlingske, for de knækker nakken. Det er også hårdt for småbørnsforældre, skriver Signe Bekker Dhinam (S) i Altinget, for det tager ens aftener og familietid.

Begge fremhæver den demokratiske værdi af henholdsvis unge og småbørnsforældre i kommunalpolitik og det tab, det vil være for demokratiet, hvis ikke der 'gøres noget' for at holde på de nævnte grupper.

Fleksibilitet og hensyn er ord, der går igen, når der tales om at gøre lokalpolitik attraktivt, men hvad betyder det egentlig?

Julie Hoff Sørensen (SF)
Kommunalbestyrelsesmedlem, Stevns Kommune, kandidat, Region Østdanmark

Jeg kan kun tilslutte mig konklusionen om vigtigheden af repræsentation, men jeg er i tvivl om hvilken konkret forandring, de ønsker at skabe.

Eller sagt på en anden måde: Hvad er forslaget til at gøre kommunalpolitik mere attraktivt for de nævnte grupper? Og kan det lade sig gøre, uden det bliver på bekostning af repræsentation fra andre samfundsgrupper?

Fleksibilitet og hensyn er ord, der går igen, når der tales om at gøre lokalpolitik attraktivt, men hvad betyder det egentlig?

Det kommer der ikke mange bud på i de nævnte indlæg, og det er nok af god grund, for uanset hvor, hvornår og hvordan, politiske møder placeres, så kommer det i vejen for noget for nogen.

Hvervet er til låns

Senest har også Charlotte Haagendrup (M) bidraget til debatten i Altinget, og selvom hun forsøger at blive konkret ved at skrive tre eksempler på "gentænkning af strukturerne", så er der også her brug for en vis portion fortolkning. For hvordan planlægger man møder "med respekt for hverdagsliv og arbejdstider"?

Er det ikke netop hinandens modsætninger, og hvis det hverken må være i nogens arbejdstid eller i nogens fritid, hvad er så egentlig forslaget?

Det er mit civile hverv, jeg skal leve af på den lange bane, og det kan have karrieremæssige konsekvenser at gå ned i tid. Det ændrer højere politikerløn ikke på.

Julie Hoff Sørensen (SF)
Kommunalbestyrelsesmedlem, Stevns Kommune, kandidat, Region Østdanmark

Bedre kompensation – højere vederlag – hører man også flere kalde på. Eksempelvis var der et tværpolitisk forslag om at hæve vederlaget på Københavns Rådhus i juli 2023 – med argumenter om øget kvalitet og mere tid til forberedelse. Det er også et parameter, som Signe Dhinam fremhæver i sit indlæg.

Det er et konkret forslag. Men er der noget, der understøtter tesen om, at øget vederlag vil føre til noget andet end i dag? For hvor mange kommunalpolitikere går i dag ned i tid for deres politiske vederlag? Ikke mange, er mit bud.

Og nu er det måske mig, der begiver mig ud på dybt vand ved at modsige argumenter om højere løn til kommunalpolitikere i en debat, som formodentlig kun følges af kommunalpolitikere.

Men hvervet som kommunalpolitiker er til låns i fire år ad gangen og er for de fleste ikke en karrierevej. Det er mit civile hverv, jeg skal leve af på den lange bane, og det kan have karrieremæssige konsekvenser at gå ned i tid. Det ændrer højere politikerløn ikke på.

Nogle gange må man undvære

Balanceøvelsen mellem arbejde, familie og politik er reel. Ikke kun for unge. Ikke kun for småbørnsforældre. Det er den for os alle.

Og det er den også for dem, som ikke er kommunalpolitikere, for det er en del af at være menneske at skulle forholde sig til tidens begrænsning.

At man ikke kan det hele på den samme tid, er et vilkår, vi må acceptere i stedet for at skyde skylden på strukturerne. Ikke alt kan løses ved omstrukturering.

Nogle gange er man bare nødt til at undvære – "man kan ikke få det hele", som det gamle mundheld siger.

Jeg savner realisme og kompromisvillighed, for det er i min optik et luftkastel, at strukturerne bare kan ændres, så vi ikke behøver at gå på kompromis – for det vil vi skulle alligevel. Ligesom alle andre. Det er ikke synd for os.