Krag giver skideballe til høreapparats-industri

LOBBY: Sundhedsminister Astrid Krag (SF) beder høre-branchen om at spille med åbne kort, når de lobbyer, og droppe afpresning af patientforeninger. Lægeforeningen ønsker regler for samarbejdet mellem patientforeninger og industri.
Foto: ft.dk
Ole Nikolaj Møbjerg Toft
En branche, der ikke har forstået de demokratiske spilleregler. Sådan betegner sundhedsminister Astrid Krag (SF) producenterne og sælgerne af høreapparater.

"Det er naturligvis helt legitimt at arbejde for sine erhvervsinteresser, men så bør det foregå åbent og ikke gennem mystiske dæk-organisationer og kommunikationsbureauer, hvis metoder ikke tåler dagens lys. Den her sag har kastet lys over, hvordan dele af industrien arbejder. Og det har ikke været kønt at se," skriver sundhedsminister Astrid Krag til Altinget.dk.

Reaktionen kommer efter ugers afsløringer af, hvordan Copenhagen Health Network i tæt samarbejde med PR-virksomheden Waterfront på omdiskuterede måder har forsøgt at få ændret regeringens planer om at sænke tilskuddet til høreapparater. Planer. som også ville stramme reglerne og kontrollen generelt på området.

LÆS: Sundheds-netværk eller lobby-organisation?

Det viste sig, at Copenhagen Health Network ikke som påstået blot var et uvildigt sundhedsnetværk, men at det derimod også var et lobbyværktøj for Waterfront, der angiveligt havde kunder fra høreindustrien.

Annonce-boykot
Senest har blandt andet Høreforeningens medlemsblad, Hørelsen, og Morgenavisen Jyllands-Posten dokumenteret, at personer fra Copenhagen Health Network og Waterfront i 2012 forsøgte at presse Høreforeningen til at deltage i en koordineret kritik af regeringens lovforslag, der dog endte med at blive vedtaget med få ændringer.

Samtidig har høreproducenternes og engrossælgernes brancheforening, Leverandørforeningen, meldt klart ud, at en stribe medlemmer har stoppet annonceringen i Høreforeningens blad. Det sker, fordi de er utilfredse med, at Høreforeningen i store træk er tilfreds regeringens indgreb på området for høreapparater.

Høreforeningens blad må nu skære ned, fordi budgettet er skrumpet. Astrid Krag mener, at industriens reaktion er uacceptabel.

"Min opfordring til industrien er klar: I skal fægte med åben pande og ikke forsøge at presse patienter eller patientforeninger til at arbejde for industri-interesser. Annonce-boykotten af Høreforeningen vidner om en branche, der slet ikke har forstået de demokratiske spilleregler i 2013," skriver Astrid Krag.

Lægeforening: Patientforeninger skal i fokus
Lægeforeningen deler ministerens kritik.

"Det er en opførsel, som sætter branchen i et uheldigt lys. Den burde respektere, at patientforeninger faktisk skal være talerør for patienterne, ikke industrien. Sagen understreger også, hvor vigtigt det er, at patientforeninger er uafhængige af støtte fra industrien, som også Kræftens Bekæmpelse har påpeget," siger Michael Dupont, formand for Lægeforeningens Lægemiddel- og Medikoudvalg, i en pressemeddelelse. Læs Kræftens Bekæmpelses udtalelse i Altinget.dk, som han henviser til her.

Lægeforeningen mener derfor, at der skal være klarere regler for samarbejdet mellem industri og patientforeninger.

"Der er brug for en klar varedeklaration, og derfor bør der være større åbenhed om samarbejdet mellem patientforeninger og virksomheder - både dem, der fremstiller lægemidler og dem, der fremstiller medikoudstyr. Der er nye regler på vej for samarbejdet mellem læger og industri, og det er et fremskridt. Nu er tiden moden til at se på patientforeningerne," siger Michael Dupont.

Det var i går ikke muligt at få en kommentar til Astrid Krags kritik fra Leverandørforeningens formand, Peter Salling, fra GN ReSound

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Astrid Krag

MF (S), fhv. social- og ældreminister
student (Tørring Amtsgymnasium. 2001)

0:000:00