Kommentar af 
Jens Hauch

Kraka: Nej, større kommuner forringer ikke demokratiet

KOMMENTAR: Tidligere undersøgelser har peget på, at større kommuner fører til mindre lokalpolitisk engagement. En ny Kraka-analyse viser dog, at sammenlægningerne ikke har ført til lavere stemmeprocenter eller færre opstillede kandidater pr. mandat i de sammenlagte kommuner.

THUMBS UP: Bekymringen for lokaldemokratiet i sammenlagte kommuner kan ikke aflyses – men det står ikke helt så dårligt til, som man hidtil har troet, skriver Kraka.
THUMBS UP: Bekymringen for lokaldemokratiet i sammenlagte kommuner kan ikke aflyses – men det står ikke helt så dårligt til, som man hidtil har troet, skriver Kraka.Foto: Colourbox
Jens Hauch
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Jens Hauch, Kristine Vasiljeva og Julie Hassing Nielsen på vegne af Fonden Kraka

Kommunal- og regionsvalget i 2017 afholdes på 10-års jubilæet for strukturreformen – den seneste sammenlægning af Danmarks kommuner fra 271 til 98 i 2007. De økonomiske stordriftsfordele ved større kommuner var et af de centrale motiver bag sammenlægningerne.

Tidligere undersøgelser har imidlertid peget på, at større kommuner fører til mindre lokalpolitisk engagement. En ny Kraka-analyse viser dog, at sammenlægningerne hverken har ført til lavere stemmeprocenter eller færre opstillede kandidater pr. mandat i de sammenlagte kommuner. Det er en god nyhed op mod kommunevalget.

Vi har undersøgt, om strukturreformen har haft konsekvenser for det lokalpolitiske engagement hos borgerne ved at sammenligne borgernes politiske deltagelse i de sammenlagte og ikke-sammenlagte kommuner før og efter strukturreformen. Konkret har vi set på udviklingen i stemmeprocenten og borgernes lyst til at opstille til politiske poster ved kommunalvalg i perioden 1993-2017.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. 
Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.
Du kan kommentere indlægget i bunden – vi opfordrer til en konstruktiv og ordentlig tone i debatten.
Debatindlæg kan sendes til: [email protected]
Søren J. Damm, debatredaktør.

Det viste sig, at forskellen i valgdeltagelsen mellem de sammenlagte og ikke-sammenlagte kommuner har været stabil siden 1993. Det gælder også antallet af opstillede kandidater pr. mandat i de sammenlagte kommuner, der dog er faldet en smule i de ikke-sammenlagte kommuner. Sammenlægningerne førte således ikke til en forringelse af disse to mål for lokalpolitisk engagement.

Dog var valgdeltagelsen, samt antallet af opstillede kandidater pr. mandat i de sammenlagte kommuner, særligt højt i 2005 sammenlignet med de ikke-sammenlagte kommuner. I 2005 skulle vælgerne i de sammenlagte kommuner stemme på de kommunale politikere, der ville være ansvarlige for kommunesammenlægningen i 2007, hvilket kan forklare den midlertidigt forøgede lokalpolitiske interesse.

Kommunalpolitikerne i de sammenlagte kommuner har også oplevet stigende vanskeligheder i at gennemføre deres politiske agenda, hvis det gik på tværs af de ledende embedsmænd.

Kraka

Det er ellers ikke urimeligt at forvente et lavere lokalpolitisk engagement i sammenlagte kommuner: Hvis vi for eksempel forestiller os hr. Jensen, der har boet i en yderkommune i flere årtier og aktivt fulgt med i lokalpolitik, stemt til kommunalvalg, deltaget i borgermøder og lignende. Efter strukturreformen bliver hr. Jensens kommune dobbelt så stor, der kommer mange nye ukendte ansigter blandt lokalpolitikerne, antallet af opgaver bliver større, og rådhuset flytter. Det giver en bekymring om, hvorvidt hr. Jensen vil fortsætte som en politisk aktiv borger, eller om han vil miste sin interesse for lokalpolitik.

Tidligere analyser har da også bekræftet, at borgernes såkaldte politiske selvfølelse faldt som følge af kommunesammenlægningerne – borgerne følte sig dårligere rustet til at navigere i det lokalpolitiske system.

Det er også tidligere vist, at borgerne i de sammenlagte kommuner oplevede en forringelse af nærdemokratiet, det vil sige de følte, at deres politiske handlinger har mindre indflydelse på den politik, der bliver ført i kommunerne.

Kommunalpolitikerne i de sammenlagte kommuner har også oplevet stigende vanskeligheder i at gennemføre deres politiske agenda, hvis det gik på tværs af de ledende embedsmænd. Det kan resultere i, at færre i sammenlagte kommuner ønsker at stille sit kandidatur til de lokalpolitiske poster. Det er selvsagt helt uacceptabelt, hvis embedsmænd gennemtvinger egne politiske dagsordener. Men hvis det omvendt er udtryk for et mere professionelt embedsværk, der for eksempel sikrer politikernes retskaffenhed, ansvarlighed og budgetoverholdelse, er det en positiv udvikling.

Vores analyse betyder ikke, at bekymringen for lokaldemokratiet i sammenlagte kommuner nu generelt kan aflyses – andre analyser peger på lokaldemokratiske forringelser. Men det er trods alt en glædelig nyhed, at det måske ikke står helt så dårligt til, som man hidtil har troet.

---------

Jens Hauch er vicedirektør og cheføkonom i den fag-økonomiske tænketank Kraka. Han har tidligere været ansat i De Økonomiske Råds Sekretariat og har en ph.d. i økonomi fra Københavns Universitet.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jens Hauch

Kontorchef, ØRN: Center for Økonomisk Regulering af El- og Gasnet, Forsyningstilsynet
cand.polit. (Københavns Uni. 1995), ph.d. (Københavns Uni.)

0:000:00