Krigshistoriker: Rusland venter næppe fem år med at angribe Nato

Et desperat træk

Den første kolde krig varede fra cirka 1949 og til 1991, da Sovjetunionen kollapsede. Perioden bød på flere kriser, hvor det kunne have udviklet sig til en varm krig, hvilket kunne have resulteret i tredje verdenskrig og udslettelsen af verden, som vi kender den.

Kriserne under Den Kolde Krig fortæller os noget om Ruslands måde at tænke på, hvordan de opfatter truslen fra vest, og hvordan de kan reagere. Det bør vi have med i vores forståelse af Rusland i dag.

Den første store krise under Den Kolde Krig var selvfølgelig Cubakrisen i 1962.

Vi kender historien om de sovjetiske atomraketter på Cuba, hvordan amerikanerne opdagede dem og den relativt korte krise, der fulgte efter.

Raketterne blev set som en tydelig aggression mod USA, og den amerikanske forsvarsledelse med general Curtis LeMay i spidsen ønskede at bombe raketterne på Cuba på trods af risikoen for at udløse en storkrig.

Curtis LeMay var i øvrigt inspiration til filmfiguren general Jack D. Ripper i storfilmen 'Dr. Strangelove or: How I Learned to Stop Worrying and Love the Bomb' fra 1964.

Den unge amerikanske præsent John F. Kennedy modstod presset på trods af ufine hentydninger til, at hans far, ambassadør i Storbritannien i 30'erne, var Hitlervenlig, og at Kennedy nu var svag over for russerne.

Kennedy havde blandt andet skrevet en bog om optakten til Anden Verdenskrig (’Hvorfor England sov’) og læst grundigt om optakten til Første Verdenskrig.

Han spurgte derfor, hvorfor russerne opstillede disse missiler på Cuba. Det kunne generalerne ikke svare på, og det købte Kennedy tid til at finde en diplomatisk løsning, selvom der ikke var mangel på militært drama.

Senere har det vist sig, at Sovjetunionens opstilling af missilerne på Cuba helt grundlæggende bundede i en vurdering af, at de sakkede militært agterud, specielt på atommissilområdet, kombineret med en overbevisning om at USA og Nato ville angribe, når de var tilstrækkeligt militært overlegne.

Et svagt Rusland, som vurderer, at de er bagud militært, vil kunne reagere meget offensivt og aggressivt.

Niels Klingenberg Vistisen
Krigshistoriker

Sovjetunionens efterretningstjenester vurderede, at USA havde mange flere langtrækkende atommissiler med længere rækkevidde, end de selv havde, hvilket ville gøre det muligt for USA næsten at udslette dem, før de kunne forsvare sig. Opstillingen af missilerne på Cuba var således et udslag af svaghed og frygt for angreb fra vesten.

Hvis generalerne havde fået deres vilje og bombet Cuba, kunne det meget vel have udløst tredje verdenskrig. Cubakrisen satte sig særligt i amerikanske forskere og ledere: Tredje verdenskrig og brugen af atomvåben kunne være blevet udløst af en pludselig opstået krise, som man ikke helt havde kontrol over.

Senere fulgte den røde telefon, ”hotlinen”, mellem Washington og Moskva – og med tiden nedrustningsaftaler og kontrol på missilområdet.

Helt grundlæggende bundede krisen i, at Sovjetunionen følte sig militært bagud og derfor måtte handle, før de sakkede yderligere bagud.

Russisk paranoia

Den anden væsentlige krise var i 1983, måske Den Kolde Krigs højdepunkt – eller lavpunkt om man vil.

På dette tidspunkt sakkede Sovjetunionen tydeligt militært og økonomisk agterud i forhold til Vesten. Sidst i halvfjerdserne var det grundantagelsen i de sovjetiske efterretningstjenester, at hvis Vesten blev 30 procent overlegen i militær styrke – kampvogne, fly, soldater, skibe, missiler – så kunne de vinde i et overraskelsesangreb.

Derfor holdt computeren i Moskva og KGB’s efterretningsanalyse nøje øje med disse styrketal, og i 1983 begyndte de at vise netop dette styrkeforhold i Vestens favør.

I 1983 var toppen i Sovjetunionens ledelse tudsegamle, og i USA var cowboyen Ronald Reagan nu præsident, og han kaldte dem åbent for et ”evil empire” i en tale i foråret 1983.

Derudover iværksatte Reagan ”stjernekrigsprojektet”, formelt Strategic Defence Initiative (SDI), som var et missilforsvar, der nok teknologisk var uden for rækkevidde, men det pressede våbenkapløbet og styrkebalancen yderligere.

Hvis vi vil forstå Rusland, undgå varm krig og vinde en ny kold krig, skal vi lære af den første kolde krig.

Niels Klingenberg Vistisen
Krigshistoriker

Efteråret var højspændt; et koreansk passagerfly blev skudt ned af en sovjetisk jager, da man troede, det var et amerikanske spionfly.

Også i september 1983 viste alarmsystemerne i bunkerne uden for Moskva pludselig, at der var amerikanske atommissiler på vej mod Sovjetunionen.

Den vagthavende, Stanislav Petrov, er siden berømt som ”manden der reddede verden”, fordi han holdt hovedet koldt og troede, det var fejlalarmer, hvilket det også viste sig at være.

I november 1983 afholdt Nato en øvelse, ”Able Archer”, som øvede den strategiske brug af atomvåben. I øst troede man, at det kunne være et angreb og satte flere styrker i alarmberedskab.

Det forfærdelige var, at man i Vesten først opdagede den sovjetiske frygt og reaktion langt senere.

Så sent som i 1991 udgav den amerikanske efterretningstjeneste en analyse – en obduktion – af hændelsesforløbet. Det blev afklassificeret i 2014 og er uhyggelig læsning om, hvor lidt man vidste om den russiske måde at tænke på. Igen havde russerne været klar til krig, fordi de mente, at de sakkede militært agterud og måtte komme vesten i forkøbet.

Krigen kan begynde i morgen

Eksemplerne fra de to kriser under den første kolde krig peger tydeligt på, at et svagt Rusland, som vurderer, at de er bagud militært, vil kunne reagere meget offensivt og aggressivt.

Putin er i øvrigt selv uddannet i KGB først i 1980’erne og har formentlig fået dette mindset godt og grundigt indprentet: ”Hvis vesten bliver for stærk, angriber den os. Vi må angribe først”.

Der er samtidig stor risiko for, at vi fejllæser, hvordan Rusland opfatter hele situationen, Vestens intentioner og sine egne styrker og evner.

Det var jo netop den russiske efterretningstjeneste, som fejlvurderede den ukrainske forsvarsevne og vilje i 2022. Hvad fejlvurderer den ellers, fordi Putin måske ikke ønsker at høre sandheden fra en efterretningsanalytiker?

Vi kan nemt vinde den anden kolde krig, hvis vi kan forhindre, at det bliver til en varm krig.

Niels Klingenberg Vistisen
Krigshistoriker

Historien er heldigvis ikke deterministisk, og krigen kan afværges. Det blev den i 1962 og i 1983.

Vesten vandt eftertrykkeligt den første kolde krig med en kombination af økonomi, kultur og militær magt.

Vi kan nemt vinde den anden kolde krig, hvis vi kan forhindre, at det bliver til en varm krig. Men vi befinder os i denne kolde krigs første år, hvor vi skal genfinde spillereglerne, finde ud af hvor grænserne går for hybride aktiviteter, provokationer og undergravning – vel at mærke uden at udløse tredje verdenskrig.

Hvis vi vil forstå Rusland, undgå varm krig og vinde en ny kold krig, skal vi lære af den første kolde krig.

Den farligste periode er de næste fem år – og de begynder nu, og ikke først i 2031. Krigen kan begynde i morgen.

Lad os håbe, den ikke gør det.