Kronik: Danmark glimrer ved sit fravær i bekæmpelsen af racediskrimination

KRONIK: I forlængelse af kandidaturet til Menneskerettighedsrådet og fordi Danmark allerede gør meget for oprindelige folks rettigheder, bør vi skærpe det politiske fokus på tiåret for mennesker med afrikansk baggrund, skriver Anna Schirrer.

Kandidaturet til Menneskerettighedsrådet burde være en anledning til at
følge op på de erkendelser, statsministeren gjorde sig under indledningen til
hundredåret for salget af De Vestindiske Øer, skriver Anna Schirrer.
Kandidaturet til Menneskerettighedsrådet burde være en anledning til at følge op på de erkendelser, statsministeren gjorde sig under indledningen til hundredåret for salget af De Vestindiske Øer, skriver Anna Schirrer.Foto: Mathias Løvgreen Bojesen/Ritzau Scanpix
Redaktionen

Af Anna Schirrer
Ph.d., kandidat, Institut for Antropologi, Columbia Universitet

Danmark har for nylig annonceret sit kandidatur til FN’s Menneskerettighedsråd. Et forestående medlemskab skaber en anledning til, at Danmark engagerer sig i en bredere vifte af eksisterende fokusområder indenfor FN, særligt racediskrimination og menneskerettigheder for personer med afrikansk baggrund.

Det officielle Danmark har indtil videre været fraværende i de møder, der vedrører FN’s 'internationale tiår for mennesker med afrikansk baggrund', og landets internationale engagement i dette emne forbliver uklart.

Denne kronik er således en appel til, at Danmark skærper sit internationale politiske fokus på det indeværende tiår for mennesker med afrikansk baggrund. En inspirationskilde kan komme fra det vigtige arbejde, Danmark gør og har gjort for oprindelige folks rettigheder.

Fakta
Deltag i debatten!
Skriv til [email protected]

Chancen for dansk medlemskab er god
Menneskerettighedsrådet blev etableret i 2006 og består af repræsentanter fra 47 medlemslande, hvis treårige medlemskab er i løbende regional rotation. Rådet har afgørende indflydelse i de af FN’s beslutningsprocesser, der vedrører skabelsen af nye mandater, samt ekspert- og monitoreringsmekanismer globalt.

Danmark har endnu ikke haft et officielt medlemskab i rådet siden dets etablering, men under et nyligt møde udtalte den tidligere ambassadør for den permanente danske mission i Genève Carsten Staur, at Danmarks chance for at opnå medlemskab i denne omgang er forholdsmæssigt god.

Danmark har mulighed for at tage et officielt standpunkt i forhold til racediskrimination, og det er oplagt at gøre det under det internationale tiår for mennesker med afrikansk baggrund og i forbindelse med vores mulige kandidatur i menneskerettighedsrådet.

Anna Schirrer
Ph.d., kandidat, Institut for Antropologi, Columbia Universitet

Under FN’s generalforsamling i New York City i november 2018 bliver det afgjort, om Danmark opnår medlemskab i Menneskerettighedsrådet. I så fald vil landets kandidatur særligt fokusere på at skabe en verden uden tortur, at øge ligestilling mellem kvinder og mænd, samt på at verdens oprindelige folk bliver hørt og deres rettigheder respekteret.

Danmarks officielle og praktiske støtte til oprindelige folks rettigheder er ekstremt værdifuld, og den er en del af et større internationalt retsligt apparat, hvor FN’s menneskerettighedsmekanismer og Danmarks bidrag dertil har en bærende funktion.

Over to omgange har FN markeret et internationalt tiår for verdens oprindelige folk. Først fra 1995-2003 og igen fra 2004-2013. De to tiår var led i en længerevarende international indsats for at sikre menneskerettigheder for oprindelige befolkningsgrupper. En deklaration for oprindelige folks rettigheder blev desuden vedtaget i 2008, og i dag beskæftiger et permanent FN-forum sig med oprindelige folks rettigheder.

De to tiår for oprindelige folk samt vedtagelsen af en deklaration for oprindelige folks rettigheder og etableringen af et permanent forum er i første omgang et resultat af det vedvarende politiske og organisatoriske arbejde, som oprindelige befolkningsgrupper har bedrevet i årtier.

Denne indsats har desuden ført til nye internationale retslige tiltag omkring kollektive rettigheder, som har en reel betydning for fordelingen af oprindelige folks rettigheder i lande som for eksempel Grønland, Kenya, Indonesien, Guyana, Colombia, Canada og Australien.

Danmark har central rolle
Alt imens FN’s arbejde for oprindelige folks rettigheder bliver til i forlængelse af pres fra civile organisationer, er medlemsstaters anerkendelse af særlige fokusområder afgørende for deres overlevelse inden for organisationen samt for deres politiske og retslige fremdrift.

Danmark har med sin støtte spillet en central rolle i tilblivelsen af de forskellige FN-afsnit, der fokuserer på oprindelige folks rettigheder.

Danmarks opbakning er senest kommet til udtryk i midten af juli 2018. Det foregik i forbindelse med, at den permanente danske mission i Genève sammen med Institut for Menneskerettigheder og IWGIA (International Working Group on Indigenous Affairs), der har hovedsæde i København, organiserede en sideevent i Højkommissariatets 11. session for ekspertmekanismen for oprindelige folks rettigheder (Expert Mechanism on the Rights of Indigenous Peoples).

Samtalen denne dag omhandlede nationale organisationers rolle i arbejdet for oprindelige folks rettigheder.

Uden for FN-organisationens mure viser Danmarks støtte til oprindelige folks rettigheder sig konkret igennem Danida-sponsorerede udviklingsprojekter i for eksempel Bolivia og Nicaragua.

Her har Danmark blandt andet været med til at sikre oprindelige folks rettigheder til land, forbedre adgang til uddannelse for kvinder og børn samt at skabe en stærkere infrastruktur i større landområder, der navnlig er beboet af oprindelige folk.

Danmarks aktive deltagelse i FN’s møder, der vedrører oprindelige folks rettigheder, er derfor ekstremt værdifuld.

Alt imens oprindelige folks eget politiske arbejde baner vejen for dette emnefelt på den internationale agenda, er Danmark igennem sin aktive deltagelse direkte og indirekte med til at styrke oprindelige folks rettigheder og bevare dem på den internationale organisations dagsorden.

Rettigheder, anerkendelse og udvikling
På lignende vis har FN for første gang udnævnt 2015-2024 til ”Internationalt tiår for mennesker med afrikansk baggrund” (International Decade for People of African Descent). Betegnelsen ’mennesker med afrikansk baggrund’ dækker bredt over både nylige migranter samt personer, der identificerer sig som efterkommere af slaver, og som er bosat uden for det afrikanske kontinent.

Med tiåret markerede FN støtte til at øge opmærksomheden på mennesker med afrikansk baggrund på et internationalt plan og opbakning til at diskutere de særlige forhold, der gør sig gældende for denne gruppe mennesker.

Tre nøgleord kobler sig her til et underliggende tema om racediskrimination i løbet af tiåret: rettigheder, anerkendelse og udvikling.

Man kan i grove træk sige, at FN’s arbejde i denne sammenhæng bidrager til, at medlemsstater anerkender, at racediskrimination eksisterer, at medlemsstater etablerer udviklingsprogrammer, hvis formål er at forebygge racediskrimination og øge etnisk ligestilling, samt at medlemsstater sikrer, at rettigheder for mennesker med afrikansk baggrund bliver håndhævet.

FN har etableret en række mekanismer inden for organisationen såsom arbejdsgrupper, ekspertpaneler samt administrative sektioner til at varetage det organiserings- og dokumenteringsarbejde, der muliggør mekanismernes funktion. Der er mange fællesnævnere imellem disse mekanismer og de FN-mekanismer, der fokuserer på oprindelige folks rettigheder.

I forlængelse af Verdenskonferencen mod racisme, racediskrimination, xenofobi og relateret intolerance i Durban, Sydafrika i 2001 blev det i 'Durban deklarationen' slået fast, at nutidige former for diskrimination på baggrund af race kan spores til det transatlantiske slaveri og kolonisering.

Det er altså ikke et spørgsmål om, hvorvidt racediskrimination eksisterer, og hvilke historiske hændelser der delvist kan forklare racediskrimination i dag, men hvilken form diskriminerende praksis tager, og hvad FN’s medlemsstater gør for at bekæmpe den.

Dansk fravær er iøjnefaldende
I de forgangne 12 måneder er der blevet afholdt tre centrale møder ved Højkommissariatet for Menneskerettigheder i Genève i forbindelse med tiåret, som blandt andet har det til fælles, at der ikke var nogen officiel repræsentant fra Danmark til stede.

Modsat deltog blandt andet Norge, Sverige, Frankrig, Tyskland og Canada og Den Europæiske Union. I mange tilfælde er medlemsstaters udeblivelse fra FN-arrangementer et resultat af travlhed, uopmærksomhed og mange bolde i luften. Ikke desto mindre er Danmarks fravær iøjnefaldende.

I november 2017 blev der afholdt et regionalt møde, hvor formålet var at adressere udfordringer og prioriteter for implementeringen og promoveringen af mennesker med afrikansk baggrund og deres rettigheder i FN’s medlemsstater. Det regionale fokus var på dette møde Europa, Nordamerika og Centralasien.

En ekspertgruppe (Working Group of Experts on People of African Descent), hvis mandat blandt andet er at foretage landebesøg og undersøge racediskrimination i det pågældende land, afholdt deres 22. session i marts 2018.

Denne session blev afholdt over adskillige dage som en konference, hvor specialister på særlige temaområder såsom landerettigheder, uddannelse og sundhed delte ud af deres viden. Arbejdsgruppens resultater bliver siden samlet og udgivet i to årlige rapporter.

I begyndelsen af juli 2018 blev der under FN’s 38. menneskerettighedsråd afholdt en sideevent, som omhandlede en mulig deklaration for promoveringen af den fulde respekt for mennesker med afrikansk baggrund og deres rettigheder. Den nu afgåede højkommissær Zeid Ra’ad Al Hussein holdt en tale, hvori han udtrykte vigtigheden i tilblivelsen af en sådan deklaration.

En dansk repræsentant kunne under flere af disse møder have peget på adskillige danske bidrag til den nationale og internationale debat omkring racediskrimination. Disse bidrag ville have været særdeles relevante for Højkommissariatets møder, hvor forskellige FN-mekanismer dokumenterer medlemsstaters kulturelle, politiske og retslige initiativer, som inkluderer mennesker med afrikansk baggrund.

Tiåret vedkommer os
Året 2017 var hundredåret for salget af de tidligere danske kolonier i Caribien; Sankt Croix, Sankt Thomas og Sankt John. Det var et år, som blev indledt med, at statsminister Lars Løkke i sin nytårstale udtrykte, at Danmarks historiske deltagelse i kolonisering og slavegørelse var ”skamfuldt”.

Danmarks præsentation af sit kandidatur til FN’s Menneskerettighedsråd kunne være en anledning til at følge op på de erkendelser, statsministeren gjorde sig under indledningen til hundredåret for salget af De Vestindiske Øer ved at deltage i og bidrage til de af FN’s møder, der vedrører tiåret.

I 2017 kunne man på tværs af Danmark iagttage og deltage i adskillige forsamlinger, oplæg og udstillinger, der forholdt sig til dansk kolonihistorie, samt i debatter om race og racisme i Danmark i dag.

Det Kongelige Bibliotek på den Sorte Diamant lagde hus til udstillingen ”Blinde Vinkler – Billeder af Kolonien Dansk Vestindien” kurateret af Mathias Danbolt og akkompagneret af workshopserien ”Ufortalte historier”, som blev ledt af Temi Odumosu. Kunstnerne Jeanette Ehlers og LaVaughn Belles nu verdenskendte statue ”Queen Mary”, som tager navn fra en oprørsheltinde i de tidligere danske caribiske kolonier, var i støbningen.

I årene op til hundredåret iværksatte rigsarkivet en omfattende digitalisering af Danmarks koloniale arkiver og gjorde dem tilgængelige online. Tidsskriftet ”Maroonage”, som konfronterer nationalromantiske fortællinger om dansk kolonihistorie, blev lanceret, og Astrid Nonbo Andersens bog ”Ingen Undskyldning” udkom på forlaget Saxo. Dette er blot et udsnit af de mange initiativer, 2017 bød på i Danmark.

Disse tiltag er del af en større igangværende international dialog, som FN’s tiår for mennesker med afrikansk baggrund markerer i internationalt organisatorisk regi. Tiåret vedkommer Danmark, fordi landet har et historisk kolonialt forhold til mennesker med afrikansk baggrund, som er med til at forme Danmark i dag.

Allerede en national interesse
Fællesnævneren for en stor del af disse 2017-initiativer var blandt andet, at de granskede dansk kolonihistorie i et kritisk lys, og at de bidrog med afgørende viden omkring racediskrimination i Danmark i dag.

De belyste samtidig Danmarks historiske forhold til det afrikanske kontinent og til den afrikanske diaspora. Den slags nationale refleksioner er værdifulde at bringe frem i Danmarks internationale arbejde i FN.

Nationale menneskerettighedsrapporter i Danmark dokumenterer ligeledes eksistensen af forskellige former for racediskrimination i landet.

Institut for Menneskerettigheder udgav i 2017 rapporten ”Afrodanskeres oplevelse af diskrimination i Danmark” forfattet af Helle Stenum, som belyser, at afrodanskere gennem møder med majoritetssamfundet oplever racediskrimination blandt andet på arbejdsmarkedet, i dagligdagen og gennem racistiske vittigheder.

I Mellemfolkeligt Samvirkes uddannelsesprogram ”Sammen mod Racisme”, fokuseres der blandt andet på at uddanne velfærdsmedarbejdere til at modvirke racisme, at bidrage til den politiske debat, at arbejde for racismefri journalistik og at træne medborgere til at konfrontere hverdagsracisme og strukturel racisme.

Det er vigtigt, at Danmark melder sig ind i det igangværende internationale arbejde, der vedkommer mennesker med afrikansk baggrund. Særligt fordi denne gruppe mennesker er uforholdsmæssigt udsat for racediskrimination globalt og også i Skandinavien. Dertil også fordi Danmark på nationalt plan faktisk engagerer sig i emnet.

Racediskrimination kan ikke reduceres til et spørgsmål om individuelle oplevelser, men må nærmere betegnes som historiske og igangværende strukturer, som vi alle på forskellige måder indgår i.

Danmark har mulighed for at tage et officielt standpunkt i forhold til racediskrimination, og det er oplagt at gøre det under det internationale tiår for mennesker med afrikansk baggrund og i forbindelse med vores mulige kandidatur i menneskerettighedsrådet.

Signalerer politisk vilje
Ved at sende en dansk repræsentant til at deltage i tiårets officielle møder vil vedkommendes tilstedeværelse signalere, at Danmark deltager aktivt i arbejdet mod anerkendelsen af mennesker med afrikansk baggrund og deres rettigheder.

En repræsentant vil også være med til at sætte det vigtige arbejde, som forskere, kunstnere, menneskerettighedsorganisationer og aktivister laver i Danmark på den internationale dagsorden i FN-regi.

Desuden kunne en officiel repræsentant være med til at facilitere en invitation til FN-arbejdsgruppen Working Group of Experts on People of African Descent. Arbejdsgruppens mandat er at studere samfundsproblemer, der vedrører mennesker med afrikansk baggrund og indsamle information fra stater, ikkestatslige organisationer samt at afholde offentlige møder med disse instanser.

Arbejdsgruppen foretager i den forbindelse per invitation landebesøg, hvor gruppen mødes med regeringsrepræsentanter samt repræsentanter fra civilsamfundet, som beskæftiger sig med emnet.  Som afslutning på besøget offentliggør arbejdsgruppen en liste med anbefalinger til det pågældende land, og endelig udarbejder gruppen en landerapport.

I løbet af de sidste ti år har lande som USA, Sverige, Tyskland, Canada, Panama, England, Ecuador og Holland modtaget besøg fra arbejdsgruppen.

I forlængelse af Danmarks omfattende engagement i hundredåret for salget af de tidligere Dansk-Vestindiske Øer og landets præsentation af sit kandidatur til Menneskerettighedsrådet er det oplagt for Danmark at deltage i og bidrage til det internationale tiår for mennesker med afrikansk baggrund.

Med sin aktive deltagelse i tiåret ville Danmark signalere, at landet har politisk vilje til at bakke op om en international retslig dialog vedrørende en officiel anerkendelse af mennesker med afrikansk baggrund, som sandsynligvis er kommet for at blive.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00