Debat

Kronik: Glem ekkokammeret. Facebook er en gave til demokratiet

KRONIK: Facebook er hverken en digital Fight Club eller en database for civilisationsundergravende ekkokamre. Det er derimod et moderne epicenter for demokratisk deltagelse.

Simon Friis Date
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af 

Simon Friis, stud.scient.pol

Debatten om de sociale mediers indflydelse på det politiske liv er blevet en mølædt gammel traver i en ung alder. I en tid, hvor Facebook, twitter, Reddit, YouTube og diverse blogs sætter ild til den demokratiske samtale, har den boblestudie-konforme fabel om enigheds-algoritmer og sociale mediers civilisationsundergravende ekkokamre vundet momentum. Dette bunder i en overdreven analyse, for godt nok har vi mennesker en svaghed for at diskutere med folk, vi i forvejen er enige med. Det har bare aldrig været sværere.

Facebook bliver som debatforum beskyldt for lidt af hvert. På den ene side er mediet hjemsted for diverse eksklusive og hermetisk lukkede ekkokamre af rygklapperi. På den anden side udgør Facebook en art kommentarspors-database for moralsk undergang – en digital version af Fight Club, hvor utrættelige tastaturkrigere tømmer deres inderste skidtspande af nedtur ud over hinanden, når de kommer hjem fra en lang dag på fabrikken. Begge udgaver af virkeligheden er dybt fortegnede. For mellem trættende tag-en-ven-opslag, live-videoer fra dagligstuen, model-profilbilleder og lolcats finder man den offentlige debat.

Du kan hæve niveauet, fordi du kan gemme dig. Det er befordrende for en oplyst debat, at man kan udskyde sit svar med femten minutter.

Simon Friis
Stud.scient.pol.

Et debatlandskab uden historisk sidestykke
Jeg har efterhånden tilbragt lang tid nok, med næsen begravet i Facebooks kommentarspor,  til at indse, hvilken folkelig berigelse platformen kan udgøre.

Vilkårene for demokratisk deltagelse er fundamentalt ændrede og uden historisk sidestykke.

Har vi kendt et andet tidspunkt i verdenshistorien, hvor den politiske debat undergik et radikalt nybrud, og hvor alle søgte nye horisontudvidelser, alternative politiske fællesskaber og rev deres egne ideologiske overbevisninger op med rode?

Simon Friis

Fra at stemme med fødderne og deltage i flok har den politisk interesserede borger nu mulighed for at opsøge sine specifikke interesser i et uendeligt stort netværk, som virkeligheden ikke kan imitere.

Det foregående århundredes bonde- og fagforeningsbevægelser tildeles normalt æren som ophavsmænd til den politiske deltagelse og mobilisering, der dannede grundlaget for de relativt nære forbindelser, folket har med beslutningstagerne i Danmark. Partibevægelserne var her en betydelig faktor. De politiske partier mobiliserede næsten en tredjedel af de stemmeberettigede i 1947 og gav dermed varierende grader af indflydelse til en stor andel af befolkningen.

Læs mere: Filosof: Facebook har ikke til opgave at stimulere demokratiet

Denne indflydelse voksede op gennem det 20. århundrede, og partimobiliseringen gav ligeledes bred deltagelse på tværs af sociale skel. Bevægelsen udgjorde et centralt demokratisk nybrud.

I 1980'erne og 90'erne skete der imidlertid noget. Partimedlemskabet faldt, fagbevægelsernes gennemslagskraft svandt ind, og heller ikke 1970'ernes græsrodsmobilisering var bæredygtig. I 2012 var fire procent af danske stemmeberettigede vælgere medlemmer af et parti. Hvorfor denne udvikling?

Det kan virke oplagt og ligetil at pege på den moderne vælgers faldende politiske interesse. Sofavælgeren. Den individualiserede senmoderne borger, der har mange andre ting at gå op i end forestillede kollektive fællesskaber. Og det kan der være noget om. Men alt dette til trods har den politiske deltagelse det bedre end nogensinde.

Debatlystne brugere får med sociale medier muligheden for at tale med mennesker, de normalt aldrig var kommet i nærheden af. Patrioterne, venligboerne, nørderne, proletarerne, millionærerne, konspiratorionsteoretikerne, de studentikose, de rasende. Du finder de ivrigt allestedsnærværende Facebook-kværulanter og – tro det eller ej – de oprigtigt begavede debatter.

Selv den forkætrede elite er på Facebook, og i modsætning til for 10 år siden skal de forholde sig til kritiske spørgsmål fra almindelige mennesker. Hvordan skulle jeg kunne komme i direkte kontakt med en debatredaktør på Weekendavisen, en politisk teoretiker fra KU, en erhvervsdrivende debattør? Via telefonen? Med brevpost? Næppe. Men det kan jeg nu. Jeg kan faktisk komme i kontakt med dem alle på én gang, se dem krydse klinger og selv byde ind. Stik imod alle sociale konventioner fra virkelighedens verden kan jeg byde ind, når to mennesker, som jeg ikke kender, har en offentlig diskussion.

Gå ned på Café Kreuzberg og gør det samme, I dare you.

Den gode, langsomme debat
Det debatterende Danmark har aldrig været mere pluralistisk. Alligevel er det en udbredt opfattelse, at Facebook er for krystere, der ikke tør stå ved deres holdninger. Facebook er en måde at gemme sig bag en skærm på. Vi taler dog aldrig om den fordel, der er, ved at man ikke ses i virkeligheden. Hvis du midt i en debat er stødt på et argument, som faktisk er for stærkt til, at du intuitivt kan greje det, kan du gøre noget, du aldrig får muligheden for ude i den virkelige verden. Du har muligheden for at undersøge tingene. 

Gå på Google, eller slå op i et leksikon, mens du konstruerer dit modargument. Sæt dig ned, og tænk dig om. Du kan optimere dit svar, fordi der ikke sidder en utålmodig modpart og kigger dig direkte ind i dine usikre øjne. Du kan hæve niveauet, fordi du kan gemme dig. Det er befordrende for en oplyst debat, at man kan udskyde sit svar med femten minutter, fordi man lige skal læse op på sagen om, hvordan det nu lige gik Mossadeq i Iran, eller hvor mange gange Syrien oplevede statskup i 1950'erne.

Læs mere: Hudløse vælgere i den politiske skriftestol

Demokratiseringen af debatten på de sociale medier ses i mængden af kvalificerede debatter, du kan opsøge og deltage i, men også i den brede deltagerinklusion. Der er også plads til dem, der ikke altid har en readymade retort i Rune Lykkeberg-stilen klar i baghånden.

”Sociale medier er en fælde”
Da den politiske tænker, sociolog og kritiker af sociale medier Zygmunt Bauman døde i januar, cirkulerede (paradoksalt nok) et citat på de sociale medier. ”De fleste mennesker bruger ikke de sociale medier til at indgå i et fællesskab med andre eller til at udvide deres horisont – men derimod det modsatte: Til at skabe en comfort zone, hvor det eneste, man hører, er ekkoer af ens stemme, og det eneste, man ser, er spejlinger af ens eget ansigt. Sociale medier er en fælde,” er han citeret for at have sagt til spanske El País.

Citatet talte direkte ind i en allerede-eksisterende fortælling om ekkokamrene, om demokratiets undergang og Silicon Valley-giganternes hovedansvar herfor. Men har Bauman nogensinde levet i en verden, hvor mennesket ikke var forudindtaget?

Har vi kendt et andet tidspunkt i verdenshistorien, hvor den politiske debat undergik et radikalt nybrud, og hvor alle søgte nye horisontudvidelser, alternative politiske fællesskaber og rev deres egne ideologiske overbevisninger op med rode? Det tror jeg ikke. Det er alt for ubehageligt.

Meget få mennesker vil give afkald på deres verdensanskuelse på baggrund af en saglig horisontudvidelse. Dette menneskelige vilkår har de sociale medier ikke skabt. Holdninger formes og omformes i en gradvis proces, der oftest går så langsomt, at man ikke selv lægger mærke til det.

Findes ekkokammeret? Muligvis. Boble-teoretikeren Vincent Hendricks skal nok ende med at grave noget frem, og det er sådan set fint. Men den vigtige historie er, at Facebooks algoritmer er ude af stand til effektivt at underminere holdningsbrydningerne. Klinger krydses konstant, og det sker på fora, som vi ikke havde før Facebook.

Jeg har sandsynligvis kun skrevet dette indlæg, fordi en Facebook-debattør ved navn Casper Gronemann plantede et frø af tvivl, da han for et par måneder siden stillede sig kritisk over for mit argument om ekkokamrenes magt.

Facebook demokratiserer viden for den, der evner at bruge mediet, være kildekritisk og selektiv. Hvis du vil vide noget nyt om verden, skal du ikke spørge dine venner. Du skal ikke spørge politikerne, og du skal ikke spørge din klasselærer. Du skal ind på Facebook.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Rune Lykkeberg

Ansvarshavende chefredaktør, Information
studier i filosofi, film og medievidenskab samt litteraturvidenskab på Københavns Universitet

Vincent F. Hendricks

Professor, dr. phil., ph.d., leder, Center for Information og Boblestudier (CIBS), Københavns Universitet
exam.art. i filosofi (Københavns Uni. 1991), cand.phil. i filosofi (Københavns Uni. 1993), PhD i filosofi (Københavns Uni. 1997), dr.phil. (Aalborg Uni. 2004)

0:000:00