Kupforsøg, knive i ryggen og et forlist brinteventyr: Derfor endte Slagelse med en delt borgmesterpost

SLAGELSE: Den kontroversielle aftale i Slagelse Kommune, hvor Liberal Alliances Villum Christensen gjorde socialdemokraten John Dyrby Paulsen til borgmester, var resultatet af et intrigant magtspil. Om store beløb i både offentlige og private penge, og hvor embedsmænd og politikere snigløb hinanden.

1. Det brutale nærdemokrati

Bag en lade på en landejendom på Mejerivej ti kilometer nordøst for Slagelse ligger bunker af store sorte rør på en græsplæne.

Nogle af rørene er buede, mens andre er lige, og for den uindviede er det ikke sådan lige til at gennemskue, hvad de kan bruges til.

Ligesom statuerne på Påskeøerne er den omverden, der gav dem mening, forsvundet. Nu ligger de bare der og stirrer ud i luften.

For Lars Lindebjerg Pedersen er rørene vraggods fra det, han i 2014 troede ville blive en vindteknologisk revolution og et forretningseventyr i stor stil. En vindturbine – den første af sin art i hele Europa – som kunne blive vindmøllens afløser og måske gøre ham til greentech-millionær. Men teknologien virkede ikke. Tre år senere var drømmen forvandlet til et økonomisk mareridt med et samlet tab på over tre millioner kroner.

Men der er også en anden fortælling om de sorte rør. En fortælling, der handler om lokalpolitik. For med projektet om den løfterige vindturbine blev Lars Lindebjerg Pedersen viklet ind i en kommunalpolitisk intrige af de helt store. Et speget magtspil med store beløb i både offentlige og private penge, hemmelige båndoptagelser og snigløb på kollegaer. Et opgør, der blev udkæmpet af politikere, embedsmænd og konsulenter. Og en intrige, der kulminerede, da Liberal Alliances Villum Christensen kort før nytår gjorde socialdemokraten John Dyrby Paulsen til borgmester i Slagelse Kommune.

Nok kom der aldrig blæst i den fantasifulde vindturbine. Men den politiske orkan, som de var med til at sætte i gang, har endnu ikke lagt sig. Det her er historien om magtkampen i Slagelse.

Altinget har været på sporet af hele forløbet, der ledte op til, at socialdemokraten John Dyrby Paulsen den første dag i julemåneden 2017 trådte frem foran en flok måbende journalister og fortalte om den særlige aftale, han havde indgået med Villum Christensen fra Liberal Alliance.

De to ville dele borgmesterposten mellem sig, to år til hver.

Se John Dyrby Paulsen præsentere den usædvanlige konstellation på TV Øst foran et stort presseopbud efter 1.15 i videoen.

Om aftalen holder vand, er der ingen, der ved. Ja, det er ikke engang sikkert, at John Dyrby Paulsen og Villum Christensen selv tror på den. Den politiske kommentator Hans Engell kaldte aftalen “alle tiders kommunalpolitiske fupnummer”.

Altinget har talt med et stort antal kilder med kendskab til forløbet i Slagelse Kommune. Vi har gennemtrawlet aktindsigter og nærstuderet KL’s granskninger af sagen i et forsøg på at forstå, hvad der skete, og hvorfor.

Der er stadig dele, som henstår i uvished, men alt i alt tegner der sig en fortælling om nogle politikere og embedsmænd, der gik helt til stregen – og nogle gange over – i deres iver efter at få ret og magt.

Og i det større perspektiv er det en fortælling om, hvad det er, der skiller lokalpolitik ud fra landspolitik.

I lokalpolitik er afstanden mellem en politisk beslutning og dens virkeliggørelse kort, både geografisk og menneskeligt. Man lever bogstavelig talt med sine beslutninger. Dem, der fører beslutningerne ud i livet, kan man møde på gaden. De er ens naboer, nogle gange ens venner – og indimellem endda ens familie. Det private er allerede politisk her.

Det er selvfølgelig også grunden til, at man ser mærkværdige alliancer på tværs af partier og ideologiske skel, som man sjældent ville se i landspolitik.

Men det er også derfor, at kampen om magten hurtig kan blive et personligt, brutalt og beskidt opgør. Mand til mand og kvinde til kvinde, og hvor venner bliver til fjender og omvendt.

Dette er historien om den brutale side af det højt besungne danske lokaldemokrati.

2. Den borgerlige blok og det store brinteventyr

Magtkampen i Slagelse er som en episk roman, der bliver ved med at åbne nye kapitler.

Så sent som i marts 2018 brød samarbejdet mellem blokkene i byrådet sammen. Borgmester John Dyrby Paulsen og det snævre flertal, der bakker ham op, fratog oppositionen formandsposter i byrådets forskellige udvalg. Nu skulle magten koncentreres hos flertallet. Og forude venter dramaet om, hvorvidt Liberal Alliances Villum Christensen nogensinde bliver borgmester, sådan som han og John Dyrby Paulsen har aftalt det. Eller om aftalen ender med at være det tyndeste papir i dansk politik.

Skal man forstå, hvad der foregår i de her dage, uger og måneder i Slagelse, er man nødt til at gå tilbage til begyndelsen af 2014. Det var her, et nyt borgerligt flertal indtog Slagelse Kommune.

 

Efter kommunalvalget i november 2013 var det endelig lykkedes Venstres Stén Knuth at vippe den socialdemokratiske borgmesterveteran Lis Tribler af pinden for selv at overtage posten. Den tidligere bankmand og taekwondo-landstræner havde også forsøgt sig i 2009, men havde dengang måttet nøjes med rollen som oppositionsleder og viceborgmester.

Det var Liberal Alliance, der med spidskandidaten og folketingsmedlemmet Villum Christensen i front leverede de afgørende mandater bag Stén Knuth i 2013.

Villum Christensen er født og opvokset i Slagelse og havde allerede mange år på bagen som lokalpolitiker på hjemegnen. Oprindeligt som repræsentant for Radikale Venstre i den gamle Hashøj Kommune, indtil han kom tæt på den lokalpolitiske top, da han i 2005 blev viceborgmester i den nye Slagelse Kommune. Dengang som støtte til socialdemokraten Lis Tribler.

Men i 2007 var Villum Christensen sammen med andre partifæller skiftet til det nystiftede Ny Alliance og stillede op til Folketinget. Han blev ikke valgt, men året efter kom han ind som suppleant, og kort tid efter sprang han ud som fuldblods liberalist, da Ny Alliance blev til Liberal Alliance. Partiskiftet kostede på den lokalpolitiske front. Men med kommunalvalget i 2013 fik han sin genfødsel på Slagelse Rådhus, hvor støtten til Venstre og Stén Knuth blev belønnet med en formandspost i et stort nyt Erhvervs-, Plan- og Miljøudvalg.

Der var dømt blå front i Slagelse. Nu skulle der føres en offensiv erhvervspolitik til gavn for de lokale virksomheder.

Det var en opgave, som Villum Christensen gerne tog på sig.

MANGE KENDER MÅSKE bedst Villum Christensen fra klimadebatten, hvor han har udtrykt ganske stor skepsis om, hvorvidt klimaforandringerne er menneskeskabte. Men dykker man ned i hans biografi finder man en bondesøn, der måtte hanke op i trillebøren på fædrenegården, når han kom hjem fra skole.

En mønsterbryder, der tog en akademisk uddannelse, og en forretningsmand med smag for store projekter og iværksætteri. Risici med dårlige odds afskrækker ikke Villum Christensen. Og det har været en del af forklaringen på hans succes.

Som rektor for Handelshøjskolecenteret i Slagelse lykkedes det ham eksempelvis at få den provinsielle uddannelsesinstitution gjort til en del af Syddansk Universitet, selvom kun få havde regnet med, at det kunne lade sig gøre.

Og da gården, hvor han var vokset op, brændte ned sidst i 1990’erne, brugte han forsikringspengene på at starte hotel- og konferencevirksomhed samme sted. Det har siden udviklet sig til kæden Vilcon Konferencehoteller – navngivet efter Villum selv og hans hustru Connie – der tager imod gæster i flere byer på Syd- og Midtsjælland.

Det var de samme entreprenante egenskaber, der gjorde sig gældende, da Villum Christensen blev formand for det nye udvalg. Det handlede både om nok så legitim politisk ideologi og personlige ambitioner.

”Han ville vise, hvordan man fører Liberal Alliance-politik lokalt. Og det både på miljøområdet og ikke mindst på erhvervsområdet,” siger Søren Lund Hansen, der var kommunaldirektør i Slagelse Kommune fra 2010 til 2016.

Det var i den sammenhæng, at forbindelsen til Lars Lindebjerg Pedersen og de sorte rør dukkede op. Det skete via en mand, der skulle komme til at spille en helt central rolle i de følgende års politiske magtkamp, nemlig Villum Christensens bekendte og bror i ånden, forretningsmanden David Drachmann-Sunne.

David Drachmann-Sunne var nogle år tidligere hjemvendt fra Østrig, efter at finanskrisen havde sat en stopper for hans internationale karriere ud i handel med grilludstyr og golftilbehør.

Tilbage i Danmark var han ikke alene et aktivt medlem* af Liberal Alliance i Slagelse Kommune, hvor han nu boede. Han var også engageret i et mindre projekt om brintteknologi med sin svigersøn i Glyngøre. Og så mødte han Lars Lindebjerg Pedersen og kastede sig ind i eventyret med den nye vindturbine, som de mente havde potentiale til at blive vindmøllens afløser.

Drachmann-Sunne hjalp i løbet af 2014 og 2015 Lars Lindebjerg Pedersen med at få en aftale med den amerikanske producent om eneret til at forhandle vindturbinen i Danmark.

På samme tidspunkt trådte Drachmann-Sunne ind på den lokalpolitiske scene, da han blev hyret til at drive en ny kommunalt forankret energisatsning frem i Slagelse.

Energisatsningen blev sat i søen gennem Villum Christensens Erhvervs-, Plan- og Miljøudvalg. Villum var den politiske primus motor, Drachmann-Sunne kom med idéerne. Og idéer var der mange af.

I løbet af 2014 og 2015 voksede projektet: Korsør skulle have en hel energipark med fokus på brint. På tegnebrættet var der både en tankstation til brintbiler, et halmfyret kraftvarmeværk, en mindre flåde af EU-støttede brintbusser – og så en af de nye amerikanske vindturbiner, som skulle levere strøm til produktion af brint.

Vindturbinen skulle blot være en endnu større model end den, David Drachmann-Sunne samtidig arbejdede med at få etableret ude på Lars Lindebjerg Pedersens ejendom på Mejerivej.

Troen på projektet var stor og smittende.

Villum Christensen fik sat flere bevillinger til projektet til afstemning i Erhvervs-, Plan- og Miljøudvalget, hvor han selv var formand. Borgmesterpartiet Venstre støttede idéerne og stemte bevillingerne igennem.

Socialdemokraterne var til gengæld kritiske og spurgte ind til realismen i projektet. Men modstanden blev affejet som politisk motiveret obstruktion.

Da 2016 nærmede sig sin afslutning, begyndte samarbejdet mellem David Drachmann-Sunne og Slagelse Kommune at slå de første sprækker. Sprækker, som i de følgende måneder skulle vokse til en decideret kløft mellem Villum Christensen og den mand, han havde gjort til borgmester, Venstres Stén Knuth.

Sammen med lokalformand for Venstre, Knud Vincents (tv.), opildner forhenværende borgmester Stén Knuth en demonstration mod Villum Christensens samarbejde med Socialdemokratiets John Dyrby Paulsen foran Slagelse Rådhus (Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix). 

3. John Dyrby Paulsen og båthornet

Den første tid var ansvaret for arbejdet med energisatsningen placeret i Slagelse Erhvervscenter, som er et kommunalt ejet selskab med ansvar for lokalt erhvervsfremme.

Men efter en sag om store økonomiske uregelmæssigheder i erhvervscenteret tog forvaltningen på rådhuset over i efteråret 2016. Som noget af det første forsøgte forvaltningens embedsmænd at få et overblik over det hidtidige arbejde med energisatsningen.

Men når der blev spurgt til nærmere dokumentation for, hvad kommunen havde fået for alle penge, der var bevilget, blev det mødt med stor vrangvilje hos David Drachmann-Sunne og den konsulentvirksomhed – EUE Aps – som han havde bygget op omkring projektet, og som han nu personligt drev og ejede.

Tvivlen begyndte også at nage i forhold til hjørnestenen i energisatsningen, nemlig indkøbet af ti brintbusser, der for alvor skulle gøre Slagelse til en grøn foregangsby.

GANSKE VIST VAR der et tilsagn fra EU på 17 millioner kroner til brintbusserne. Men de penge skulle modsvares af 47 millioner kroners lokal medfinansiering. Og mens 2016 lakkede mod enden, var det endnu ikke lykkedes at få lagt sikre sten på vejen til, hvordan de penge skulle findes.

Til gengæld strømmede det ind med fakturaer til kommunen fra David Drachmann-Sunne.

Hans virksomhed, EUE, var sat ind som partner og mellemmand på projektet og formidlede al kontakt mellem de ansvarlige for EU-finansieringen og Slagelse Kommune. Ethvert opkald eller videreformidling af mails blev faktureret til en timepris på 1.200 kroner.

Og så var der den store vindturbine. På trods af de åbenlyst elendige resultater ude på Lars Lindebjerg Pedersens ejendom, var turbinen fortsat en central del af David Drachmann-Sunnes planer for energiparken i Korsør.

Men efterhånden kom der stadig flere kritiske spørgsmål til den del af projektet – spørgsmål, som Drachmann-Sunne besvarede ved at minde om, at den såkaldte Sheerwind-teknologi, som vindturbinen byggede på, skam blev vurderet af et kompetent fagpanel. Hvem der sad i fagpanelet kunne offentligheden dog ikke få at vide. For som David Drachmann-Sunne forklarede i dagbladet Sjællandske:

“Det er mig, der har bedt kommunen om ikke at offentliggøre navnene, da der er tale om personer fra mit netværk, der udfører et stykke frivilligt arbejde, så jeg bedre er i stand til at vurdere de data, der kommer. Det har jeg ikke selv teknisk forstand til. De otte personer ønsker ikke at blive ringet op om Sheer-wind-teknologien.”

Kort tid efter kunne Sjællandske imidlertid afsløre, at fagpanelet ud over David Drachmann-Sunne selv kun bestod af hans ene ansatte samt hans virksomheds bestyrelsesformand og et par lokale erhvervsfolk, der i forvejen havde haft tilknytning til projektet, og som begge var ansat i det kommunalt ejede forsyningsselskab.

Hertil kom en nysgerrig professor fra DTU, der dog over for avisen understregede, at han bestemt ikke ville kalde sig selv vindspecialist, og at han da heller aldrig havde modtaget data om vindturbinen, han skulle forholde sig til.

Alt i alt så de borgerlige partiers store energisatsning efterhånden noget flosset ud i kanten. Og ved årsskiftet 2016-17 begyndte en bredere kreds af byrådspolitikere og forvaltningens øverste lag at blande sig.

Det var ikke mindst David Drachmann-Sunnes rolle og håndtering af satsningen, der blev sat spørgsmålstegn ved. I slutningen af januar besluttede et flertal i kommunens økonomiudvalg på foranledning af Socialdemokratiet at stille samarbejdet med David Drachmann-Sunnes virksomhed, EUE, midlertidigt i bero.

DET ER HER, John Dyrby Paulsen træder ind på scenen.

Ligesom Villum Christensen var Dyrby Paulsen et kendt ansigt fra landspolitik.

Særligt som sit partis forsvarsordfører havde han markeret sig. Men karrieren som landspolitiker havde ikke kastet den ministerpost af sig, som mange, inklusiv Dyrby selv, havde forventet.

Efter at Helle Thorning-Schmidt blev statsminister i 2011, blev han forbigået hele to gange, da først Nick Hækkerup og siden Nicolai Wammen blev udpeget som forsvarsminister, og efter godt ti år i landspolitik valgte Dyrby Paulsen ikke at genopstille ved folketingsvalget i 2015. Men ambitionerne om politisk indflydelse var ikke forsvundet.

Nu var karrieren blot omlagt til lokalpolitiske sveller og fokus rettet mod hjemkommunen Slagelse og kampen om at vinde borgmesterposten tilbage til partiet.

Og det var i høj grad John Dyrby, der stod bag beslutningen om at sætte samarbejdet med David Drachmann-Sunnes virksomhed i bero. Dyrby havde ikke den store fidus til hverken ham eller hans mærkelige vindturbine.

”Vi kaldte den for båthornet. Af hvad jeg hørte fra mit bagland, så var der ingen egentlig dokumentation for, at den skulle virke. Udover det, var der i det hele taget mange uafklarede ting ved projektet,” siger John Dyrby Paulsen.

Men kritikken forhindrede ikke John Dyrby Paulsen i at indlede et forsigtigt politisk partnerskab med den byrådskollega, der havde drevet hele projektet frem og sikret den ene kommunale bevilling efter den anden. Socialdemokraten havde fået et godt øje til Liberal Alliances Villum Christensen, og da den fantasifulde vindturbine blev droppet, begyndte Dyrby og Socialdemokratiet at bakke op om den store energipark og projektet med de ti brintbusser.

Eneste betingelse for forbrødringen var – ud over et farvel til vindturbinen – at fremtidige opgaver skulle sættes i udbud frem for mere eller mindre automatisk at bliver overladt til David Drachmann-Sunnes firma, EUE.

Villum Christensen og John Dyrby Paulsen kendte hinanden fra Christiansborg. De havde siddet ved samme forhandlingsbord op til forsvarsforliget i 2012 og nærede trods deres partipolitiske forskellighed en vis respekt for hinanden.

“Jeg har et godt indtryk af John. Han er fagligt dygtig,” lød skudsmålet blandt andet fra Villum Christensen til TV Øst, da John Dyrby Paulsen i januar 2015 meldte sin afgang fra Folketinget.

Det samme kan man ikke sige om Villum Christensens forhold til Venstreborgmester Stén Knuth. Forvaltningens samarbejdsproblemer med David Drachmann-Sunne om brintsatsningen blev stadig større.

SLAGELSE HAVDE I sommeren 2016 fået ny kommunaldirektør, nemlig Jane Wiis, der kom fra en direktørstilling i KL. Og hun var yderst skeptisk over for projektet. Ikke mindst fordi der var lavet en konstruktion, der betød, at kommunen fik alle regningerne, men reelt ikke havde nogen indflydelse på projektet.

Villum Christensen blev mere og mere utilfreds med, at Stén Knuth ikke bare satte forvaltningen på plads og lod hans bekendte i EUE løse opgaven, sådan som det var blevet kutyme.

Både som iværksætter og liberal protestpolitiker var kommunens mange spørgsmål og skepsis for ham et klassisk eksempel på, hvordan bureaukratisk inkompetence kvalte et dynamisk privat initiativ. Som borgmester i et klassisk magtparti var Stén Knuth omvendt dybt afhængig af sin administration.

Så på trods af de to politikeres ideologiske fællestræk og enighed om opbakningen til brintsatsningen, stod de nu med fødderne plantet på hver deres tektoniske plade og trak længere og længere væk fra hinanden.

Og bedre blev det ikke, da kommunens programleder for brintprojektet, en jurist ved navn Iben Brinkland, nu indledte sin egen personlige vendetta mod forvaltningens øverste ledelse.

4. “Borgmesteren lyver og manipulerer”

Iben Brinkland var indtil efteråret 2016 leder af Slagelse Kommunes byrådssekretariat.

Men den nye kommunaldirektør, Jane Wiis, havde ikke siddet lang tid i stolen, før hun besluttede at degradere Iben Brinkland og i stedet hyre en tro følgesvend gennem flere af sine tidligere toplederstillinger til at stå i spidsen for kommunens ledelsessekretariat.

Iben Brinkland landede som programleder for kommunens brintsatsning. Her indledte hun et tæt samarbejde med EUE og David Drachmann-Sunne, som hun i forvejen kendte fra Korsør Golfklub. 

Og da hendes chefer i begyndelsen af 2017 begyndte at slå bak på samarbejdet med Drachmann-Sunne og EUE, så hun det som et forsøg på at underløbe hele brintsatsningen.

Af interne mailkorrespondancer kan man se, at Iben Brinkland følte sig tilsidesat og overhørt af sine chefer. Og man kan også se, hvordan hun efterhånden begyndte at brygge på en plan for, hvordan man kunne få dem afsat.

Planer, som hun delagtiggjorde både Villum Christensen og John Dyrby Paulsen i med en privat mail 25. marts 2017.

I mailen skriver Iben Brinkland blandt andet følgende:

”Jeg mener, at Jane Wiis og Lone Wenzell (erhvervs- og arbejdsmarkedsdirektør, red.) skal presses til frivillig aftræden.”

”Hvad I gør med borgmesteren, det må I selv om … Bare I sørger for, at borgmesteren er med til at få ryddet op. Jeg tænker, at muligheden for landsdækkende negativ omtale omkring medvirken til magtfordrejning da må være motivation nok.”

Mailen til de to politikere er siden blevet kendt i Slagelse som drejebogen. Udover afskedigelserne så Iben Brinkland også mulighed for at kunne få sin gamle stilling tilbage i en lidt opgraderet version. ”Jeg foreslår i al beskedenhed en omorganisering, hvor Plan og Udvikling lægges sammen med Ledelsessekretariatet i et nyt center med mig som centerchef.”

Det lignede umiskendeligt en drejebog til noget så usædvanligt som et kupforsøg mod en kommunaldirektør og måske også en borgmester. Ikke nok med det: Et kupforsøg, der tilsyneladende blev opfundet af en jurist på rådhuset og delt med to fremtrædende politikere i byrådet.

I SLUTNINGEN AF marts 2016 var magtkampen i Slagelse efterhånden spidset så meget til, at den nærmest måtte ende dramatisk. Og det gjorde den.

Taler man i dag med Iben Brink-land om, hvorfor hun skrev den uortodokse mail til to af kommunens førende politikere, peger hun på et møde mellem David Drachmann-Sunne og kommunens direktion, som blev holdt i begyndelsen af marts. 

Mødet handlede om samarbejdet mellem David Drachmann-Sunnes firma, EUE, og Slagelse Kommune. Ikke mindst i forhold til at skaffe medfinansiering til indkøb af de ti EU-støttede brintbusser.

Kort tid inden mødet havde kommunen fået afslag på medfinansiering fra både Transportministeriet og fra Energi-, Klima- og Forsyningsministeriet. Også Region Sjælland og Movia havde vendt tomlen nedad.

Det var ellers netop her, at EUE og David Drachmann-Sunne havde satset på, at de eksterne penge skulle skaffes. EUE stod nu på randen af konkurs.

Det var kommunaldirektør Jane Wiis, der førte ordet for Slagelse Kommune på mødet. Hun var træt af det besværlige og omkostningsfulde samarbejde med EUE og mildt sagt skeptisk over for realismen i de planer, som blev lagt frem af David Drachmann-Sunne.

Som om det ikke var nok, var hun stiktosset over, at hun selv og hendes embedsmænd blev kaldt amatører i lokalpressen, hvis de ikke opfyldte EUE’s ønsker hurtigt nok.

Det var skrap kost fra en virksomhed, der fik de fleste af sine regninger betalt af kommunen, mente hun.

Efterhånden som mødet skred frem, blev Jane Wiis stadig mere frustreret. Og stadig mere direkte i sin kritik.

“Få nu det lort lagt ned, så vi kan komme videre”. “Jeg er pissetræt af at bruge tid på det”, sagde hun blandt andet.

Hvad hun og de øvrige de kommunale embedsmænd på mødet ikke vidste, var, at David Drachmann-Sunne i al hemmelighed optog mødet.
Og der gik kun få dage, fra mødet var slut, til dele af lydoptagelsen begyndte at sprede sig i Slagelse. Den havnede hos Iben Brinkland, der mente, at optagelsen dokumenterede magtmisbrug, fordi kommunaldirektøren nu modarbejdede et projekt, der var vedtaget af et flertal i byrådet. Det var på den baggrund, hun skrev den såkaldte drejebog og sendte den til både John Dyrby Paulsen og Villum Christensen.

I sin mail anførte Iben Brinkland, at det kunne være meget skadeligt for kommunen, hvis lydoptagelsen kom frem og og førte til ”landsdækkende negativ omtale” af kommunaldirektøren.

Få dage senere nåede lydoptagelsen også frem til redaktionen på dagbladet Sjællandske. Og helt som forudset antændte det en politisk eksplosion, da overskriften ”Påstand: Kommunaldirektør manipulerer med politikerne” ramte Sjællandskes læsere.

I artiklen rettede en tidligere lokalformand for Liberal Alliance i Slagelse ved navn Thomas Vesth et frontalangreb mod kommunaldirektør Jane Wiis.

Han var siden skiftet til Nye Borgerlige, men var stadig i kontakt med det lokale politiske miljø omkring LA, ikke mindst den tidligere partikammerat David Drachmann-Sunne.

Med afsæt i den hemmelige lydoptagelse beskyldte Thomas Vesth kommunaldirektøren for at forsøge at lukke ned for det EU-støttede brintbusprojekt stik imod byrådets beslutning.

Efter et møde, hvor EUE var trængt langt i defensiven, var det nu pludselig kommunaldirektøren, der var under pres, fordi hele Slagelse havde hørt optagelsen, hvor hun sagde “få nu lagt det lort ned!”.

”Det er manipulation af politikerne,” mente Thomas Vesth, der udover sin tilknytning til Slagelse Kommunes klike af liberalt sindede politikere og erhvervsfolk også var en personlig bekendt af Iben Brinkland.

HELE DEN HEMMELIGE optagelse på næsten tre timer er siden nået til offentlighedens kendskab. Og derfor står det nu også klart, at det var en stærkt selektiv klipning, som Sjællandske var blevet præsenteret for. Grundlæggende forsøgte kommunaldirektøren at finde nye veje for projektet, ikke at lukke det ned. Men der kan heller ikke herske tvivl om, at David Drachmann-Sunne og EUE fik sat stolen for døren.

I ugerne efter lækket af Drachmann-Sunnes optagelse rasede debatten om brintprojektet og den kommunale ledelse i de lokale medier og på byrådets indre linjer. Ikke mindst ført an af David Drachmann-Sunnes støtter i og omkring Liberal Alliance.

Thomas Vesth talte højt om “løgn, manipulation og magtmisbrug”. Mens LA i byrådet lod spørgsmål hagle ned over borgmesteren med krav om at afdække beskyldningerne om “embedsmisbrug og manipulation”.

Kritikerne af kommunaldirektøren vendte sig også mod borgmester Stén Knuth, som blev slået i hartkorn med forvaltningens “magtmisbrug” og forsøg på “magtfordrejning” ved at modarbejde den brintsatsning, som et flertal i byrådet bakkede op om.

Og til DR fik Villum Christensen slået sin holdning til borgmesteren godt og grundigt fast.

“Borgmesteren lyver og manipulerer. Det skader demokratiet,” sagde Villum Christensen.

5. Hvem vidste hvad?

I brede dele af Venstre ser man i dag Iben Brinklands drejebogsmail som bevis på, at Villum Christensen og John Dyrby Paulsen aktivt tog del i stormløbet mod de to forvaltningsdirektører og borgmester Stén Knuth.

Selv siger de begge, at mailen blot var en del af deres kommunikation med Iben Brinkland i et forsøg på at få styr på, hvad der var op og ned i forhold til brintsatsningen. Noget, borgmesteren ifølge dem ikke var villig til at dele de nødvendige oplysninger om.

Både John Dyrby Paulsen og Villum Christensen har efterfølgende afvist, at de på nogen måde skulle have reageret på drejebogsmailen fra Iben Brinkland.

Ifølge Altingets oplysninger holder den forklaring dog ikke. Iben Brinkland skulle både have modtaget et mundtligt svar fra Villum Christensen, mens John Dyrby Paulsen skrev en sms med ordlyden:

”Tusind tak for din fremsendte e-mail – det er meget interessant, men også lidt skræmmende – jeg skal lige fordøje det ;)”

John Dyrby afviser fortsat, at han skulle have talt usandt om sit svar på mailen. I hvert fald i forhold til mailens budskab om at få afskediget de to direktører. Det var, fortæller han, ikke noget, han tog seriøst.

”Som jeg læste det, var det et udtryk for programlederens frustrationer. Det, jeg og Socialdemokratiet synes var skræmmende, var, at vi ikke kunne få nogle klare svar på brintprojektets status,” siger John Dyrby Paulsen.

Villum Christensen har ikke ønsket at lade sig interviewe om sagen.

Men i en mail til Altinget skriver han, at han afviste Iben Brinklands mail “i den foreslåede form”, fordi den var “for voldsom”.

“Hun sendte utrolig mange mails med faktuelle oplysninger om, hvad der foregik i forvaltningen omkring sagen,” lyder det fra Villum Christensen.

Hverken John Dyrby Paulsen eller Villum Christensen fandt anledning til at fortælle borgmesteren eller kommunaldirektøren, at en af kommunens egne jurister puslede med planer om at få dem begge afsat.

På trods af Villum Christensens forsikringer om, at han ikke medvirkede til noget kupforsøg, er det en kendsgerning, at hans tvillingebror snart gik ind i sagen. Troels Christensen sad som Liberal Alliances andet medlem af byrådet, og måneden efter det stormfulde møde mellem Drachmann-Sunne og kommunens direktion anført af Jane Wiis henvendte han sig til den juridiske konsulentrådgivning i KL, kommunernes landsforening, med et noget utraditionelt spørgsmål:

Hvad kan KL være behjælpelig med i en situation, hvor et byrådsflertal uden om en borgmester ønsker at afskedige en kommunaldirektør?

Brødrene Troels og Villum Christensen (Foto: Lea Meilandt Mathiesen/Ritzau Scanpix).

AT DET NETOP skulle være Troels Christensen, der kontaktede KL, bærer på sin egen ironi. For mens Villum Christensen havde været radikal, så var Troels Christensen selv i mange år medlem af Venstre med forankring i afdelingen i Slagelse. Han sad i Folketinget for Venstre 2005-2011.
Men i 2013 blev Troels Christensen ekskluderet fra Venstre, da han med hjælp fra S og SF forsøgte at snuppe en post i en museumsbestyrelse for næsen af en partifælle. Bag eksklusionen stod den senere borgmester Stén Knuth.

Nu gik Troels Christensen som LA-politiker til direkte angreb og startede med at forsøge på at få fjernet borgmesterens højre hånd, kommunaldirektør Jane Wiis. En manøvre, som også ville ryste grunden under borgmester Stén Knuths fødder.

I første omgang måtte Troels Christensen dog vende tilbage med uforrettet sag. KL meddelte, at man ikke kunne deltage i noget møde, hvis ikke der lå en formel beslutning til grund fra enten byråd eller økonomiudvalget om at afsætte kommunaldirektøren.

Men få uger senere var det juristen Iben Brinkland, der ringede til KL. Hendes opkald kom, netop som det ugentlige møde mellem byrådets gruppeformænd var gået i gang.

KL’s eget referat fortæller, at samtalen handlede om, at ”et flertal ifølge Iben Brinkland mente, at kommunaldirektøren havde handlet i strid med byrådets beslutning og udøvet magtfordrejning”.

Derfor ville et flertal i byrådet nu bakke op om en afskedigelsessag mod kommunaldirektøren. Om KL måske kunne hjælpe?

De kommunale embedsmænd i KL havde ikke fantasi til at forestille sig, at sådan en henvendelse fra en kommunalt ansat jurist ikke var clearet med borgmesteren. Derfor gav KL det råd, at det ville være fornuftigt at minde kommunaldirektøren og den anden fyringstruede direktør om muligheden for selv at sige op.

Senere samme dag blev der derfor afholdt det mest besynderlige møde, der nogensinde er holdt på rådhuset i Slagelse.

Først troppede Iben Brinkland op på den ene direktørs kontor og dernæst på kommunaldirektørens kontor og orienterede sine to overordnede om, at de begge var på vej til at blive fyret, og at de ville gøre det hele en del nemmere for sig selv, hvis de selv sagde op. Ifølge et referat, som en tredje tilstedeværende embedsmand nedskrev, fremhævede Iben Brinkland på mødet, at hun “via John Dyrby og Villum” havde kontaktet KL om deres sag.

Da Iben Brinkland senere skrev en mail til Villum Christensen og John Dyrby om, at rådgivningsforløbet hos KL for at afsætte de to direktører var sat i værk, svarede Villum Christensen med et “super”.

Også dette forløb benægter både John Dyrby Paulsen og Villum Christensen at have været involveret i.

Der var slet ikke noget kupforsøg, lød svaret blandt andet, da Altinget i november spurgte John Dyrby Paulsen, om han gik ind for at få afskediget kommunaldirektøren.

“Nej, det gjorde jeg ikke. Jeg var faktisk glad for kommunaldirektøren. Der var ikke noget kupforsøg. Der var ikke nogen drejebog. De eneste, der mener det, er Venstre.”

Kupforsøget strandede, da Jane Wiis afviste at lade sig presse til at gå. I stedet henvendte borgmester Stén Knuth sig til KL, som med røde ører måtte erkende, at rådgivningen til Iben Brinkland havde været noget forhastet.

Et flertal i byrådet enedes i stedet om at bede KL’s særlige hold af konsulenter om at gennemgå hele den efterhånden ganske spegede sag.
Iben Brinkland blev til gengæld afskediget for illoyal opførsel, og David Drachmann-Sunnes virksomhed, EUE, gik konkurs. Senere endte også kommunaldirektør Jane Wiis med at tage sit gode tøj og gå.

“Jeg må sige, at jeg synes, at arbejdsbetingelserne i Slagelse Kommune er meget vanskelige,” lød hendes afskedssalut pakket ind i embedsmandens vanlige underdrivelser.

Magtkampen og intrigerne i kommunen har sat Slagelse på offentlighedens landkort på en helt ny måde (Foto: Arthur J. Cammelbeeck/Altinget).

MÅSKE KUNNE OPRØRET mod Stén Knuth og forvaltningen være stoppet her, hvis ikke man efterhånden var nået langt ind i et valgår. Men sådan gik det ikke. Heller ikke selvom den 120 sider lange rapport fra KL’s konsulenter behændigt undgik at nævne det kontroversielle kupforsøg, hvor KL var kommet til at spille en uheldig rolle.

Rapporten gennemgik omhyggeligt resten af det indviklede forløb og frikendte i alt væsentligt borgmester Stén Knuth og hans kommunaldirektør. Til gengæld kritiserede rapporten Villum Christensen for at have bragt sig i en position, der kunne “give anledning til tvivl om, hvorvidt udvalgsformanden handlede inden for rammerne af en udvalgsformands beføjelser, som disse er fastsat i styrelseslovens § 22”. Altså, om Villum Christensen havde misbrugt sine beføjelser som udvalgsformand ved at redigere kraftigt i en indstilling fra embedsværket og forsøge at få skrevet ind, at kun firmaet EUE kunne sættes til at løse bestemte opgaver med kommunens store energisatsning.

Ligesom Villum Christensen har heller ikke David Drachmann-Sunne haft den store lyst til at uddybe sit arbejde med kommunens energisatsning over for Altinget:

“Det har jeg ikke lyst til at deltage i.”

Slet ikke?

“Næh.”

Hvordan kan det være?

“Jeg har ikke flere kommentarer.”

6. KV17

Villum Christensen afviste kritikken fra KL. Han havde blot gjort sin pligt som udvalgsformand, fastholdt han – hvorefter han gik til angreb på KL-rapporten.

For de personer, som rapporten endte med at frikende, havde selv været med til at fremsende de dokumenter, som KL’s konsulenter lagde til grund for deres undersøgelse. Det fik blandt andet Villum Christensen til at kalde rapporten ”amatøragtig”, og sammen med John Dyrby Paulsen sendte han senere på sommeren en række kritiske spørgsmål til KL’s konsulenter.

Ifølge Altingets oplysninger blev arbejdet med at formulere og samle de kritiske spørgsmål i øvrigt udført i samarbejde med den nu fyrede jurist Iben Brinkland.

Men når slagsmålet om KL-rapporten fik betydning, var det mest, fordi det efterhånden blev klart, at en ny alliance var opstået i Slagelse Byråd. En alliance mellem Liberal Alliance og Socialdemokratiet - vendt mod Stén Knuth.

Villum Christensen, der ellers havde gjort Knuth til borgmester, havde pludselig meget lidt godt at sige om ham og Venstre. Knuth talte et sprog, “som hører diktaturstater til,” sagde Villum Christensen, der også trak på litteraturhistoriens kanon.

“Jeg oplever også, at når vi stiller kritiske spørgsmål til hans ledelse (og mangel på samme), så taler man kommunen ned og er ballademager. Det minder grangiveligt om George Orwells 1984/Kammerat Napoleon, som vi læste i gymnasiet,” lød det i juli fra Villum Christensen til det lokale VD-Online. Og han fortsatte:

“Var det i øvrigt ikke Saddam Hussein, der talte om banditter og kupmagere?”

Til sidst blev konflikten så betændt, at Villum Christensen få måneder inden kommunalvalget højt og tydeligt gjorde det klart, at han og Liberal Alliance under ingen omstændigheder ville agere parlamentarisk grundlag for Stén Knuth som borgmester.

”Vi kan aldrig pege på ham efter et valg. Det er sjældent, man oplever, at en borgmester i så høj grad modarbejder det flertal, der har hængt borgmesterkæden om halsen på ham,” sagde Villum Christensen i august til Altinget. Det fik Venstre til at advare om, at en stemme på Villum Christensen reelt var en stemme på John Dyrby Paulsen som borgmester.

Men det afviste Villum Christensen vredt:

“Jeg er efterhånden godt og grundig træt af at høre borgmesteren på alle møder og i alle interviews sige, at en stemme på mig er en stemme på Dyrby. Jeg vil gerne slå fast, at jeg aldrig kommer til at give magten til Dyrby og rød blok,” sagde Villum Christensen i november 2017 til Sjællandske.

Vælgerne virkede ikke helt overbeviste. Liberal Alliance med brødrene Villum og Troels Christensen i spidsen fik et elendigt valg. Troels Christensen mistede sin plads i byrådet, og Villum Christensen bevarede kun pladsen takket være et valgforbund med Nye Borgerlige – der i øvrigt havde deres gamle bekendte Thomas Vesth som spidskandidat og juristen Iben Brinkland som medhjælper.

7. Det tyndeste papir i dansk politik

Lige inden klokken slog tre om natten 21. november 2017, trådte en træt, men tydeligt tilfreds John Dyrby Paulsen ud af byrådslokalet på Slagelse Kommunes rådhus og præsenterede sig som ny borgmester. Han havde opbakning fra de røde partier og fra Radikale og Liberal Alliance. Troede han.

“Venstre og DF har foreløbigt takket nej til et samarbejde. Jeg er ny borgmester, og det er jeg glad for,” sagde John Dyrby Paulsen.

Men han havde taget munden for fuld. Flertallet bag ham smuldrede. Den nyvalgte radikale politiker Troels Brandt fik kolde fødder, og pludselige stod Villum Christensen netop i den situation, han på forhånd havde svoret, at han ville undgå.

Holdt han fast i aftalen med John Dyrby Paulsen, ville han være det afgørende mandat, som sikrede en socialdemokrat borgmesterkæden. Temmeligt uholdbart for en politiker fra Liberal Alliance. Omvendt havde han på forhånd afvist nogensinde at ville pege på Stén Knuth som borgmester.

Nu var der uafgjort mellem ærkerivalerne i Venstre og Socialdemokratiet. I midten af det hele stod Villum Christensen, som hverken ville gå til højre eller venstre.

Dramaet fik de landsdækkende tv-stationer til at styre sendevogne mod Slagelse, og på Christiansborg begyndte partilederne også at følge dramaet. Radikale sendte Morten Østergaards tidligere personlige rådgiver til Slagelse for at assistere den nyvalgte Troels Brandt. Venstre lagde pres på ledelsen i Liberal Alliance for at standse krigen mellem de to regeringspartier på lokalplan. Og i Liberal Alliance gjorde den øverste ledelse det klart for folketingskollegaen Villum Christensen, at alle muligheder skulle afprøves i forsøget på at undgå en socialdemokratisk borgmester.

Men selvom Stén Knuth tilbød at lade enten Dansk Folkeparti eller en anden fra Venstre tage borgmesterposten, afviste Villum Christensen at gå sammen med den borgerlige fløj.

Som tiden gik, rykkede muligheden for at afgøre striden via lodtrækning stadig nærmere.

Lige indtil John Dyrby Paulsen og Villum Christensen efter ti dages nervekrig dukkede op med et magisk stykke papir, der skulle løse krisen: John Dyrby skulle være borgmester, men efter to år kunne han og Villum Christensen “om ønsket af Liberal Alliance” bytte poster i byrådet.

(ARTIKLEN FORTSÆTTER UNDER GRAFEN)

PERSONDRAMA OG USÆDVANLIGE alliancer, der trodser almindelig partimæssig og ideologisk logik, er bestemt ikke sjældne fugle i dansk lokalpolitik. Alligevel gav aftalen anledning til vantro og forbavselse.

“Jeg ved ikke, hvad det er for en pagt eller kammeratskab, de to har, men det er en studehandel, og man kan ikke gøre det,” sagde valgets store taber Stén Knuth.

Spørgsmålene og mistankerne hobede sig op. Den mudrede formulering rejste tvivl om, hvorvidt de to politikere rent faktisk havde tænkt sig at deles om borgmesterposten. En mistanke, der blev forstærket af, at de øvrige støttepartier på venstrefløjen ikke ville skrive under på, at Villum Christensen kunne overtage borgmesterposten halvvejs inde i perioden.

Det var den slags uklarheder, der fik Altingets chefredaktør til at kalde aftalen for “det tyndeste papir i dansk politik”, mens den tidligere konservative minister Hans Engell talte om “alle tiders kommunalpolitiske fupnummer”.

For hvad var byttehandlen egentlig her? Havde Villum Christensen indgået en alliance med John Dyrby Paulsen om at lade fortiden ligge og ikke grave mere rundt i hans meget nære samarbejde med David Drachmann-Sunne? Eller havde de to slet og ret en fælles interesse i at dække over deres roller i forbindelse med forårets angreb på de to direktører og Stén Knuth?

Tabet af borgmesterposten fik ikke Venstre til at lukke sagen. Tværtimod forsøgte Stén Knuth kort tid efter valget at få sat en undersøgelse i gang med fokus på Villum Christensens personlige økonomiske interesser i brintbusprojektet, som i EU-sammenhæng blev kaldt for JIVE.

“Faktisk tror jeg, at nøglen til at forstå den anspændte situation i Slagelse Kommune findes i JIVE-sagen,” sagde Stén Knuth, der dog ikke fik opbakning i Økonomiudvalget til sin plan.

Hos John Dyrby Paulsen lyder forklaringen bag aftalen, at det var den bedst mulige løsning på en fastlåst situation, der ellers ville være endt med lodtrækning. Og så fik han jo borgmesterkæden.

Villum Christensens egen forklaring er, at han jo netop opnåede mest mulig indflydelse ved at sikre sig muligheden for at få i hvert fald to år på borgmesterposten ved at pege på John Dyrby Paulsen. Ifølge Altingets oplysninger om forhandlingerne bag borgmesterdelingsaftalen blev aftalen i første omgang præsenteret for Socialdemokratiets øvrige allierede som en slags figenblad, der skulle løsne op for en fastlåst situation.

“Det, der blev sagt, var, at Liberal Alliance havde brug for den aftale for at kunne indgå i en konstituering,” siger en kilde.

Rådhuset i Slagelse er tegnet af Arne Jacobsen-eleven Flemming Lassen, der står bag flere offentlige bygninger rundt om i det kommunale Danmark i funktionalistisk stil (Foto: Arthur J. Cammelbeeck/Altinget).

8. De samme personangreb

Ikke desto mindre kom det bag på de fleste, hvor hurtigt de to mænd bag aftalen selv begyndte at puste til usikkerheden. Dårligt var det nye byråd kommet i gang med at arbejde, før John Dyrby Paulsen selv såede tvivl om, hvorvidt Villum Christensen nogensinde ville blive borgmester.

Nu planlagde han pludselig at sidde på posten i samtlige de kommende fire år. Tilsvarende ville Villum Christensen ikke garantere, at han ville kræve sin del af aftalen opfyldt, når de to år var gået.

Det fik Venstre til at foretage endnu en taktisk manøvre. Selvom partiets følelser for Villum Christensen er koldere end vandet under Storebæltsbroen i januar, har Venstre nu gjort klart, at det ikke vil stille sig i vejen for at gøre Villum Christensen til borgmester. På den måde kan Socialdemokratiet og Liberal Alliance ikke droppe byttehandlen, med henvisning til at den vil blive stemt ned i byrådet.

I mellemtiden har Villum Christensen besluttet sig for ikke at genopstille til Folketinget, hvor hans chancer for genvalg også var små. I stedet vil han nu forberede sig på at blive borgmester.

Mens magtkampen fortsætter, er ambitionerne om at bruge den nye byrådsperiode som en ny start i det politiske samarbejde hurtigt blevet opgivet. Allerede på første møde i kommunalbestyrelsen i januar føg det med beskyldninger om “kammerateri” og “nepotisme”, da det nye flertal lagde op til at gøre det muligt for Villum Christensens bror at byde på og muligvis købe en grund, der grænser op til hans eget hus.

OG I MARTS opsagde John Dyrby Paulsen og flertallet bag ham den brede samarbejdsaftale, det ellers var lykkedes at indgå med Venstre, Radikale og Dansk Folkeparti om udvalgsposter efter valget.

“Man kan ikke både køre en kurs med hård personlig konfrontation og så have en samarbejdsaftale. På et tidspunkt må man sige, at nok er nok”, sagde borgmester John Dyrby Paulsen (S) til Altinget.

Efter fem års indædt politisk kamp står John Dyrby på toppen af det hele. Drømmen om en ministerpost er vekslet til den borgmesterkæde, der hænger om hans hals. Men sejren har også haft en pris. Dyrbys magt bygger på en pagt med Villum Christensen, der aldrig har tøvet med at skifte hold, når det kunne betale sig. Og de to politikere med en fælles fortid i Folketinget har slået så hårdt til deres lokale modstandere, at de hurtigt kan komme til at mangle venner, hvis de snubler eller bliver fældet af deres egen fortid.

Ude på Mejerivej, lidt nord for Slagelse, ligger stadig nogle sorte rør fra den fantastifulde vindturbine, der aldrig blev til noget. De ligger der som et vidnesbyrd om den brutale kamp om magten i Slagelse, de engang blev del af. Og om at store personlige ambitioner og drømme om succes let bliver knust i politik.

*Artiklen er præciseret 18/04-2018. Oprindeligt var David Drachmann-Sunne omtalt som næstformand i den lokale afdeling af Liberal Alliance. David Drachmann-Sunne har ikke besiddet formelle tillidshverv i foreningen. Altinget beklager fejlen.

,

Forrige artikel Ny forskning: Mange danskere deler Ny forskning: Mange danskere deler "fake news" for at omstyrte samfundet Næste artikel Geelmuyden Kiese ud af 2017 med vækst og overskud Geelmuyden Kiese ud af 2017 med vækst og overskud