Grøndahl: Kvindernes oprør

For nogle år siden hørte jeg på bogmessen i Frankfurt en pensioneret embedsmand fra FN-systemets højere luftlag besvare følgende spørgsmål: Hvis du måtte vælge én og kun én forandring, der kunne gøre verden til et bedre sted, hvad skulle det så være?

Hans svar lød: at alle pigebørn kommer i skole.

Først var jeg overrasket over, at han ikke sagde noget om fred, demokratisering, lige adgang til sundhed eller noget så basalt som rent drikkevand. Verdens elendigheder taget i betragtning kunne man mene, at pigers skolegang var noget relativt underordnet, men det gjaldt jo om at vælge den forandring, der kunne afstedkomme den mest skelsættende og omfattende kædereaktion af positive konsekvenser.

Efter et langt liv i FN-systemet vidste embedsmanden, hvad han talte om.

Når piger kommer i skole, kan de få en uddannelse. Når unge kvinder får en uddannelse, kan de gøre sig økonomisk uafhængige. Når kvinder får deres egen økonomi, vil de også gøre sig gældende i samfundslivet. Og når kvinder får politisk indflydelse på lige fod med mændene, vil det med tiden forandre måden, vi lever på, og hvordan vi betragter hinanden og verden som helhed.

Vi, der er vokset op i Skandinavien, ved det bedre end nogen, men vi er tilbøjelige til at glemme det. 100 år efter kvinderne fik stemmeret, er vi kommet til at tage ligheden mellem kønnene for givet. Det er ikke engang noget, vi diskuterer. På det punkt er selv vi fundamentalister, og derfor bliver vi så overraskede, når repræsentanter for den muslimske del af befolkningen viser sig at være mindre overbeviste. Vi er blevet fanget på det forkerte ben, i hvert fald de af os, der mener, at samfundet bør være åbent for mennesker med en anden religiøs eller kulturel baggrund.

Vi har skullet trække vejret endog meget dybt, før vi blev klar til at markere ligestillingen som den ubetingede grænse for det danske samfunds kulturelle rummelighed.

Derfor bør vi ikke mindst takke SF’s formand, Pia Olsen Dyhr, for, at integrationsdebatten anskuet fra denne vinkel ikke længere udgør et skisma mellem højre og venstre. Gennem årets løb har hun gentagne gange vist vilje til at fastholde, hvad der kan vise sig at blive en på alle måder befriende løftestang for tidens mest ømtålelige politikområde.

Uden fuldkommen ligestilling, ingen integration, hverken socialt eller kulturelt. Så enkelt er det, og så kompliceret. Der er mange historiske grunde til, at kvinderne i vores del af verden nyder en frihed og respekt, som de stadig ikke har opnået andre steder. Ligestillingens historie er længere end feminismens, og jeg tror, at den har et af sine udspring i demokratiets alleroprindeligste udgave, ikke som en social realitet, men som en kulturel selvindsigt, der med tiden skulle forandre alt. I OLDTIDENS ATHEN havde kvinderne ingen politisk indflydelse. Kvinder kunne ikke eje fast ejendom, de skulle bære slør i det offentlige rum og var i øvrigt henvist til hjemmets lukkede verden. Så meget desto mere tankevækkende er det derfor, at kvinderne spiller så afgørende en rolle i datidens vigtigste kunstart, den græske tragedie.

En professor ved Bard College i New York, Daniel Mendelsohn, beskriver i forordet til en ny antologi med klassisk, græsk drama, hvordan det atheniensiske demokratis højdepunkt 400 år før vor tidsregning falder sammen med den græske tragedies største værker. Tragedierne blev opført som led i den årligt tilbagevendende fest for Dionysos, og de var skrevet efter den samme skabelon, hvor skuespillernes dialog kommenteres af et kor, dengang bestående af atheniensiske borgere. Det må have understreget oplevelsen af, at samfundet selv her fik en stemme.

Formen alene anslår et overordnet tema, der går igen i tragediernes konfliktstof, hvor enkeltpersoner sætter sig op imod den politiske orden. Konflikten mellem menneskelige og politiske hensyn er for eksempel temaet i Aischylos’ tragedie Agamemnon. Kongen af samme navn har ofret sin datter Ifigenia for at opnå gudernes gunst under felttoget mod Troja. Dronning Klytaimnestra indleder et forhold til hans fætter, og de myrder kongen, da han vender hjem fra krigen. Klytaimnestras hævn blotlægger ligesom i andre tragedier, hvordan familiens og samfundets interesser i en kritisk situation kan komme på kollisionskurs.

Menneskelige følelser stilles over for den barske realpolitik, men det er bemærkelsesværdigt, hvor ofte der er tale om, at værdierne i en kvindelig erfaringsverden viser sig at være uforenelige med mændenes magtvilje.

Det er også temaet i Euripides’ tragedie Kvinderne fra Troja, der beskriver krigens brutalitet, som den opleves af tabernes mødre, hustruer og døtre. En af dem er seersken Kassandra, der med Daniel Mendelsohns ord forklarer krigens græske sejrherrer, at de ”faktisk har tabt, fordi de med deres grusomme fremfærd har svigtet de moralske, etiske og kulturelle værdier, der gør mennesker civiliserede.”

Endelig er der Aristofanes’ komedie Lysistrate eller Kvindernes oprør, hvor kvinder fra Athen og Sparta går i sexstrejke for at standse Den Peloponnesiske Krig. Her bliver kønskampen udspillet som farce, men modsætningen er den samme som i tragediernes fokus på forbrydelse og sorg. Historierne virker sært genkendelige, og Kassandras budskab er relevant den dag i dag, når vi diskuterer, om vi med vores krigsførelse i Mellemøsten eller vores sikkerhedsforanstaltninger indadtil, i forhold til terrortruslen, risikerer at sætte de værdier over styr, som vi gerne vil værne om.

Ironiens tidløshed og de græske dramaers klassikerstatus kan ligefrem få os til at glemme det historisk enestående i, at det især er kvindeskikkelserne, der med deres svære, men uomgængelige spørgsmål maner til kollektiv selvransagelse.

Den græske kulturarv synes at rumme kimen til de fremskridt, der efterhånden har gjort de europæiske samfund mere humane, og et af de gode korn, måske det allervigtigste, har været kvindernes voksende plads og indflydelse. For os er det blevet selvindlysende, at det kvindelige og det mandlige må og skal supplere hinanden i frihed og jævnbyrdighed, mens det i andre kulturer fortsat er kontroversielt. Man kunne på den baggrund konkludere, at synet på kvinden er kulturbestemt, og at kvindernes ligeberettigelse er noget særligt for Europa. Noget, man med andre ord ikke kan forvente sig at møde i eksempelvis Mellemøstens kulturer.

Synspunktet er bekvemt både for islamister og for de danskere, der over en kam ønsker muslimerne hen, hvor peberet gror. De første kan påberåbe sig deres kulturelle særpræg som undskyldning for at fortsætte kvindeundertrykkelsen, mens de sidstnævne kan gøre det samme i deres afvisning af ”de fremmede”.

Men hvad, hvis ingen af parterne har ret? Respekten for det kvindelige blik er ikke blot et europæisk kulturtræk, for blikket er jo kritisk. Det er et blik, der sætter spørgsmålstegn ved den herskende kultur som sådan, for så vidt som kulturen traditionelt har hvilet på maskuline forestillinger om magt og dominans.

Selv om kvinderne ikke står tilbage for mændene i rollen som vogtere af de traditionelle kulturværdier, så er der også en historie at fortælle om kvindernes oprørske potentiale. Når kvinder har sagt fra over for mændenes voldelige vanvid, har det i de bedste stunder været på vegne af dét, der er større end kulturen. En universel menneskelighed, der ikke skelner mellem Athen og Troja. Eller for den sags skyld mellem europæere og muslimer.

Kilde: ”How Greek Drama Saved the City”, The New York Review of Books, juni 2016

Jens Christian Grøndahl skriver fast klummen 'En anden vinkel' i Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger. Denne klumme bringes også i Altinget: magasin.