Læger: Departementschef brugte bølle-metoder

PLO-KONFLIKT: Dagen inden lægerne besluttede at afblæse konflikten, modtog alle praktiserende læger et brev fra Sundhedsministeriets departementschef, der tog regeringens indgreb i forsvar. "Skammeligt," siger lægeformand.
Departementschef i Sundhedsministeriet, Per Okkels.
Departementschef i Sundhedsministeriet, Per Okkels.Foto: rn.dk
Lasse Lange
Fredag 28. juni dumper et brev ind ad brevsprækken hos landets 3.600 praktiserende læger.

Brevet er adresseret hver enkelt læge og underskrevet Per Okkels. I brevet forsvarer Per Okkels, der er departementschef i Sundhedsministeriet, regeringens lovindgreb i konflikten mellem regionerne og de praktiserende lægeres organisation, PLO.

Dagen efter beslutter PLO's repræsentantskab med stemmerne 25-24 at afblæse konflikten og acceptere regeringens lovindgreb.

Departementschefens opførsel skuffer den daværende PLO-formand, Henrik Dibbern.

"Departementschefen brugte bølle-metoder i et forsøg på at vride armen om på lægerne," siger Henrik Dibbern i dag til Altinget.dk.

Det, der er sket, er ikke sømmeligt. Det er despekt for den danske model.

Henning Jørgensen
Arbejdsmarkedsforsker og professor, Aalborg Universitet

Han ser departementschefens brev som en bevidst trussel.

"De praktiserende læger er lovlydige borgere, som bliver yderst forskrækkede, når de får et personligt brev fra en departementschef i et ministerium. Per Okkels ved udmærket godt, at det ville blive opfattet som en massiv trussel, og brevet har antageligt haft til formål at forhindre lægerne i at gøre det, de egentlig føler er det rigtige. Det er skammeligt, at en topembedsmand vil gribe til sådanne metoder for at få sin vilje igennem," siger Henrik Dibbern.

Havde betydning for afstemning
Henrik Dibbern, der trak sig som formand for PLO efter den afgørende afstemning 29. juni, er overbevist om, at departementschefens brev har haft indflydelse på den snævre afgørelse.

"Der er ingen tvivl om, at brevet har haft en betydning. Men der var mange forskellige forsøg på at intimidere og true os til at afblæse konflikten, så det er umuligt at sige, hvad der har været det afgørende," siger Henrik Dibbern.

Havde de praktiserende læger ved afstemningen 29. juni besluttet at fortsætte konflikten, havde det indebåret, at lægerne 1. september ville aflevere deres ydernumre og dermed stoppe samarbejdet med det offentlige om at levere vederlagsfri lægebehandling til danskerne på det offentliges regning. I brevet fra Per Okkels skriver departementschefen blandt andet, at sådan et træk vil være i strid med loven.

Usømmelig opførsel
Arbejdsmarkedsforsker og professor Henning Jørgensen siger, at det er "ikke i orden" og ikke i overensstemmelse med den danske model, at departementschef Per Okkels skrev direkte til de praktiserende læger midt under PLO-konflikten.

"Det, der er sket, er ikke sømmeligt. Det er despekt for den danske model," siger Henning Jørgensen.

Ifølge arbejdsmarkedsforskeren er brevet fra Per Okkels er en del af en tendens, hvor embedsmænd bliver mere og mere politiske og eksempelvis blander sig i faglige konflikter.

"Der sker et skred, hvor ledende embedsmænd bliver ekstremt magtfulde og begynder at optræde i en nærmest politisk rolle. Det bliver vi nødt til at diskutere," siger Henning Jørgensen.

Han mener ikke, at departementschefens opførsel er ulovlig, men "det er ikke god forvaltningsskik," siger Henning Jørgensen.

Meget vigtig information
Forvaltningsretsekspert Claus Haagen Jensen undrer sig over departementschef Per Okkels' opførsel.

"Det er underligt, at han gør, som han gør. Men det er efter min opfattelse hverken ulovligt eller forkert. Det er legitimt, at han forsøger at fremkalde en positiv udgang på konflikten," siger Claus Haagen Jensen.

Da departementschef Per Okkels er med sundhedsminister Astrid Krag på erhvervsfremstød i Sydkorea, har det ikke været muligt at spørge direkte ind til kritikken. Via Sundhedsministeriets presseafdeling udtaler han dog følgende:

"Vi havde forgæves forsøgt at få PLO til at informere sine medlemmer om, at det ville være i strid med overenskomsten og ulovligt for lægerne at stoppe med at drive praksis 1. september. Den meget vigtige information, der i sidste ende bl.a. kunne resultere i en bod, undlod tilsyneladende PLO at bringe videre, og derfor valgte vi at skrive direkte til lægerne."

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Per Okkels

Fhv. departementschef, Sundheds- og Ældreministeriet, Regions - og amtsdirektør, Region Nordjylland, sundhedsdirektør, Nordjyllands amt, socialdirektør, Ringkøbing amt
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 1980)

Henning Jørgensen

Forskningsansvarlig,University College North Jutland. forfatter inden for forskning og kunst
cand.phil., lic.scient.adm.

Claus Haagen Jensen

Fhv. professor, Juridisk Institut, Aalborg Universitet
cand.jur. (Københavns Uni. 1963)

0:000:00