Læs hele Mette Frederiksens tale ved afslutningsdebatten her

Mette Frederiksens tale ved Folketingets afslutningsdebat 2017

(Det talte ord gælder – klausuleret indtil det talte ord er sagt)

Jeg så for nylig en satireudsendelse fra P3. Den handlede om robotter. Tusindvis af danske arbejdspladser ville blive erstattet af robotter, og de var startet med os herinde på Christiansborg.

Det viste sig, at det havde været overraskende nemt at erstatte os politikere.

De havde analyseret det danske politiske sprog og fundet ud af, at vi alle sammen siger det samme.

”Det kan jeg desværre ikke udtale mig om på nuværende tidspunkt”.

”Vi skal have mere vækst”.

Og:

”Vi nedsætter en kommission”.

Robotterne var i øvrigt startet med at sælge DSB til underpris, ligesom de havde givet sig selv en lønforhøjelse.

Nu var det heldigvis kun satire ...

Men sandt er det. Robotterne kommer. Alting forandrer sig i de her år. Og det går stærkt. Når det går stærkt, skal vi huske hinanden.

Og det vigtigste spørgsmål i dag må være: Hvordan sikrer vi, at der er arbejde til alle i fremtiden? Det diskuterer vi – desværre – alt for lidt med hinanden her på Christiansborg.

Som socialdemokrat tror jeg på, at man skal have et arbejde. Ret og pligt. Hvis man kan, så skal man. Sådan er mange af os blevet opdraget. At alle får lov til at bidrage til vores samfund.

En fremtid, hvor der er mennesker, der bliver overflødige. Er jo ikke en fælles fremtid.

Vi må ikke acceptere en udvikling, hvor en stor del af os ryger baglæns. På grund af teknologi. Fordi alt går så stærkt.

Det handler ikke kun om den enkeltes muligheder. Selvom det er afgørende nok i sig selv.

Det handler også om vores virksomheder. Og dermed danske arbejdspladser.

Forhindringen for fortsat vækst og fremgang er ikke pensionsalderen. Forhindringen for vækst er, at mange danske virksomheder kommer til at mangle dygtige medarbejdere. At der allerede nu mangler elektrikere, smede og ingeniører rundt omkring i landet.

Det skal vi løse. Nu.
Vi har fremlagt en række forslag:
Et flaskehalsudspil. Et vækstudspil. En opkvalificeringsreform.

Vi foreslår, at det skal være lettere og mere økonomisk attraktivt at blive dygtigere. Få papir på det, man kan. Flere ufaglærte skal være faglærte. At vi hjælper voksne ordblinde bedre. Og at vi sikrer en bedre økonomi til erhvervsuddannelserne.

Jeg ved godt, det her er svært. Ikke så meget politisk. Det er jo et spørgsmål om prioritering. Der er dem, der vil sænke arveafgiften. Og bruge penge på det. Og så er der os andre, der hellere vil sikre danske lønmodtagere. Og bruge pengene dér.

Så det er ikke det politiske, der er svært.

Men det er svært for mange af jer, der lytter med i dag.

Der er mange voksne, der har dårlige minder om skoletiden.

Det kan jeg godt forstå. Derfor skal vi indrette vores skoler og uddannelser på en anden måde. Vores skole skal også passe til børn og unge, der ikke kommer med en masse uddannelse hjemmefra.

Det er opgaven.

Jeg håber, vi kan samarbejde om det her i Folketinget. Ikke fordi det er et mål i sig selv, at alle skal være enige. Det er vi sjældent. Men fordi vi simpelthen kan skabe nogle bedre og mere holdbare løsninger, når et bredt flertal står bag beslutningerne.

Vi har gjort det en del gange i det folketingsår, vi nu afslutter. Og det er jeg faktisk ganske stolt af.

Tag boligskatten. Hvor det lykkedes at skabe tryghed for både dem, der ejer, og dem, der lejer en bolig. Samtidig med at vi skabte et meget bedre resultat. Geografisk og socialt.

Eller finansieringen af den grønne omstilling. Hvor det lykkedes at bevare de vindmøller, der både skaber arbejdspladser og gør Danmark mindre afhængig af fossile brændstoffer.

For ikke at nævne bandepakken. Eller Nordsø-aftalen. Den skattekommission, vi nu nedsætter. Eller aftalen om investeringer i bedre og billigere offentlig transport. Taxa-aftalen.

Jeg vil gerne takke de partier, der har været med i én eller flere aftaler.
Der er ikke længere kun et rødt alternativ eller et blåt alternativ. Der er nu et bredt alternativ.
Det er godt. Hvis vi vil politikerleden til livs. Så er det mere af det, der skal til. Samarbejde og resultater.

Jeg er særligt glad for, at vi nu også har en solid enighed om udlændingepolitikken i Folketinget. Når mennesker er på flugt, skal de have hjælp. Vi hjælper mange i dag. Og det skal vi blive ved med at gøre. Men vi kan hjælpe mange flere, hvis indsatsen i nærområderne bliver bedre.

Hvis vi skal sikre en bedre integration end i dag, så er der en grænse for, hvor mange udlændinge et lille land som Danmark kan tage imod. Det kræver svære beslutninger. Det står vi ved. Og det vil vi også gøre efter et valg.

Vi har respekt for, at andre partier slås for deres synspunkter. Men der er en politisk tyngdelov. Et mindretal kan ikke påtvinge et flertal sine holdninger. Og senest i efteråret fik vi demonstreret, at selv ikke de mest stålsatte øjne kan ændre på det faktum.

Dengang handlede det om topskattelettelser. Det skal det tilsyneladende gøre igen. Det er jo rent deja-vu. For hvad har egentlig ændret sig? Mandaterne er de samme.
Og derfor to spørgsmål:

For det første: Er det virkelig den rigtige prioritering – i en tid, hvor vi ikke har en masse penge, men til gengæld store opgaver – at vi så skal bruge pengene på topskattelettelser? I stedet for at bruge penge på dem, vi holder af: Vores ældre. Vores børn og unge. Udsatte grupper. Vi skal sikre en ordentlig økonomi til velfærdssamfundet. Til sygehuse og skoler. Regeringen foreslår igen nye store sparerunder. Færre social- og sundhedsassistenter på arbejde. Sygeplejersker, der skal løbe endnu hurtigere.

Og for det andet: Er det virkelig den største udfordring for dansk økonomi, at vi har et samfund, hvor dem, der tjener mest, også bidrager med lidt ekstra?

Det er det selvfølgelig ikke.

Sagt lidt direkte. Uden robotsprog. Der er altså ikke én ufaglært i Sønderjylland, der bliver dygtigere af, at der gives topskattelettelser nord for København.

Topskattelettelserne er kun på dagsordenen af hensyn til Liberal Alliance. Og dermed regeringens fremtid.

I al respekt. Danmarks fremtid er vigtigere.

Nu er det lykkedes – hen over den politiske midte – at forhindre regeringen i at trække Danmark skævt. Så langt, så godt. Men vores ambitioner er meget større end det. Nu skal vi trække Danmark i en mere retfærdig retning. Hvor forskellene bliver mindre i vores samfund.

Hvor vi siger ja:

Til et Danmark, hvor du kan dygtiggøre dig på en måde og i et tempo, der passer til dit eget liv.
Til et skattevæsen, du kan stole på – og hvor alle bidrager med det, de skal.
Og til et Christiansborg, hvor du kan regne med, at vi politikere kan samarbejde med hinanden.