Læsøboer: Naturen lider på Læsø - og Miljøministeriet hjælper os ikke

KRONIK: Læsø har siden 1950'erne været tumleplads for nationale naturinteresser, men sjældent er interessen ledsaget af økonomiske midler til gennemførelse af myndighedernes krav og ønsker, skriver formanden for Læsøs Udvalg for Natur og Landskab.

Af Jens Morten Hansen (V)
Formand for Læsø Kommunes Udvalg for Natur og Landskab og fhv. statsgeolog og styrelseschef

Læsø er Danmarks mest naturbeskyttede kommune. Ingen anden dansk kommune har så store arealer, der er udlagt som egentlige naturfredninger og Natura2000-arealer. Eller som generelt er omfattet af Naturbeskyttelseslovens §3 og dens forbud mod opdyrkning mv. af hidtil udyrkede arealer.

Læsøs landarealer har derfor Danmarks højeste biodiversitet.

Vi indfødte er naturligvis stolte af vores ø, dens herligheder, naturpolitiske bevågenhed og mere end 100.000 feriegæster, der hen over året ønsker at opleve øens enestående natur. Mange af os stiller sig da også gratis til rådighed som naturvejledere. For sådan én kan Miljøministeriet desværre ikke finde plads til i budgettet her, hvor naturen er, men derimod i hobetal omkring de store byer.

Vi kan således også fremvise slanger med tvetunget tale i paradiset. Omkring 2/3 af øens 11.800 hektar er beskyttet af op til 23 lag af - ofte indbyrdes modstridende - forbud, anvendelsesbegrænsninger, naturpolitiske målsætninger og andre nationale og internationale, men praktisk taget altid ufinansierede krav og ønsker.

Læsø har siden 1950'erne været tumleplads for allehånde nationale naturinteresser, men sjældent for at ledsage interessen med økonomiske midler til gennemførelse af myndighedernes og interesseorganisationernes krav og ønsker.

I alle relevante sammenhænge fremhæves Læsøs lysåbne natur som internationalt - ja, i nogle sammenhænge sågar globalt - enestående: kysterne, strandengene, strandoverdrevene, lynghederne, hedemoserne, gråklitterne og kystklitterne og disse naturtypers mange arter af planter og dyr. For mange af plantearterne og sommerfuglene angives Læsø at rumme mere end 80 procent af Danmarks samlede bestand.

Problemet er bare, at al denne herlighed, bevågenhed og ønskede regulering ikke følges op af de nødvendige midler. Uden for de arealer, der direkte ejes af staten (1/3 af øens areal), forventes naturplejen at blive klaret af øens kun 1800 skattebetalere. En fuldstændig uoverkommelig opgave, så længe vi også skal sørge for, at øen er beboelig for op til 20.000 samtidigt tilstedeværende sommerhusejere, andre feriegæster og turistservicerende pendlere, der betaler skat i andre og billigere kommuner.

Baggrunden for Læsøs enestående, lysåbne natur er, at Læsø i 500 år (1150-1652) havde en omfattende saltindustri, der forsynede store dele af kongeriget Danmark-Norge med salt. Dét og øens opdyrkning medførte, at øen efterhånden blev skovløs og hærget af sandflugt. Således henlå Læsø stort set skovløs i 350 år fra cirka 1600 til omkring 1950, hvor klitplantagerne efterhånden begyndte at få fat.

Da bosætterne ankom til Læsø i 1000-tallet, var øen ellers fuldstændig dækket med en moden løvblandingsskov, der domineredes af taks, eg, fyr og birk. Men i løbet af de følgende 500 år blev skoven ryddet til landbrug - og fremfor alt til brændsel under øens mange små saltfabrikker. I alt 135 samtidige fabrikker (saltsyderier), da der var flest omkring 1585. Da forfatterne til De Danskes Øer, maleren Johannes Larsen og polarforskeren Achton Friis, i 1920'erne besøgte øen, beskrev de Læsø som "en stormomsust ødemark", hvor kun de tre kirker og overdimensionerede 'muldvarpeskud' i form af øens 300 tangtage stræbte en smule mod himlen.

Det var dette vidstrakte og lysåbne landskab med alle dets utallige arter af nøjsomme urter, småbuske og laver, der faldt i naturfredernes smag, da de første gang i 1953 aflagde øen visitats og snart efter afsagde den første fredningskendelse. Det var dog ikke nogen venlig velkomst, der mødte fredningskommissionen. Som beskrevet i Blæksprutten samme år havde cirka 50 demonstranter taget opstilling ved damperens (postbådens) anløbsplads, mange medbringende jagtgevær. Så damperen sejlede ud igen, og demonstranterne gik hjem. Men damperen vendte tilbage senere på dagen, så fredningsarbejdet uden læsøboernes medvirken kunne komme igang.

Dermed var kimen lagt til en vedvarende strid mellem myndighederne i København og beboerne på Læsø om forvaltningen af Læsøs natur. Resultatet var blandt andet, at læsøboerne følte sig forvist fra de store sammenhængende, fredede og efterhånden lige så store statsopkøbte arealer. Dermed ophørte den græsning og lyngbjærgning, der havde vedligeholdt arealerne i den tilstand, som frederne faktisk ønskede, men ikke forstod dynamikken bag.

Resultatet var blandt en omfattende tilgroning af øens vidder af lysåbne arealer. Mellem kommunalreformerne i 1967 og 2007 forsøgte Nordjyllands Amt at få bugt med en del af tilgroningen og anvendte op til 8 millioner kroner årligt på foretagendet. I 2007 blev amtet nedlagt og kun 2 millioner kroner blev overført fra staten til naturpleje i Læsø Kommunes regi.

I mellemtiden er kommunens beløb til naturpleje skrumpet til knap 1 million kroner. Og kommunebudgettet for 2019 udviser en manko på knap 10 millioner kroner, så der er ikke udsigt til, at de nødvendige midler til naturpleje kan skaffes ad kommunal vej. Naturen kan ikke konkurrere med børnehaven, skolen og plejehjemmet. Og Region Nordjyllands lovbestemte pligt til også at arbejde på miljø- og naturområdet har vi ikke set noget til her på øen.

I 2012 enedes Naturstyrelsen, EU og Læsø Kommune om at etablere et 5-årigt projekt (LIFE, til en værdi af 16 millioner kroner), der skulle søge at rydde så meget af den uønskede opvækst af skov og krat, så naturplejen efter 2017 i så høj grad som muligt kunne holdes kørende for EU's areal- og kreaturtilskud til afgræssede arealer under koordination af den til formålet oprettede Lodsejerforening.

Nu, hvor projektet er udløbet, har Lodsejerforeningen haft midler til at genoprette cirka 60 procent af de oprindeligt afgræssede, udyrkede arealer. Problemet er derfor, at 30-40 procent af de oprindelige heder, strandoverdrev og strandenge (§3-arealer) forsat er dækket af ufremkommelige fyrre- og birkekrat, og at det i realiteten kun er de egentlige naturfredninger, der har været midler til at genskabe i den form, som naturbeskyttelseslovens §3 forudsætter.

Efter kommunalvalget nedsatte Læsø kommunalbestyrelse derfor i 2018 et udvalg for Læsøs Natur og Landskab. Udvalgets opgave er inden 2020 at fremkomme med forslag til en samlet forvaltningsplan for alle Læsøs natur- og landbrugsarealer. Planen skal naturligvis kunne realiseres rent økonomisk.

Med Læsø Kommunes (og Naturstyrelsens) elendige økonomi er det derfor givet, at den økonomiske motor i planen kun kan være EU's tilskud til afgræsning af naturarealer - med de betydelige begrænsninger, det indebærer.

Det efterlader naturligvis en række store tilgroede arealer uden økonomisk mulighed for den nødvendige naturpleje eller genopretning. Udvalget for Læsøs Natur og Landskab er derfor af den opfattelse, at den kommende forvaltningsplan bliver nødt til at opgive eller omklassificere en stor del af de oprindelige heder, strandoverdrev og strandenge (cirka 1500 hektar), der efter LIFE-projektets ophør fortsat er tilgroet med skov og krat, således at de fremover ikke er omfattet af naturbeskyttelseslovens §3.

Da andre kommuner har haft næsten uoverstigelige problemer med at få tilladelse til lignende omklassificeringer af langt mindre arealer, imødeser vi betydelige problemer, så længe den ansvarlige, nationale myndighed (Miljøministeriet) ikke kan anvise en realiserbar økonomisk løsning.

Forrige artikel Borgmester: V's udskamning af udsatte byområder taler mod bedre vidende Borgmester: V's udskamning af udsatte byområder taler mod bedre vidende Næste artikel LA Ungdom: Lukkede grænser strider mod vores værdier LA Ungdom: Lukkede grænser strider mod vores værdier
  • Anmeld

    Bertel Johansen · Maskinmester

    Det er vel de 23 forbud der er problemet, ikke pengemangel.

    Natur opstår i mangel af menneskelig indgriben, så det forekommer besynderligt at pengemangel skulle være et problem for naturen på Læsø !

    Men sagen er vel, at det slet ikke handler om natur, men om et ønske om en ganske bestemt slags park.

    Og jammeren over "sommerhusejerne der betaler skat i andre kommuner" lyder lidt søgt, al den stund at ejendomsskatten jo falder lokalt.

    Problemet er vel rettelig de "23 lag af - ofte indbyrdes modstridende - forbud, anvendelsesbegrænsninger, naturpolitiske målsætninger og andre nationale og internationale, men praktisk taget altid ufinansierede krav og ønsker"

    Så måske burde formand for Læsø Kommunes Udvalg for Natur og Landskab og fhv. statsgeolog og styrelseschefJens Morten Hansen i stedet mane til kamp imod dette regelvandvid. Som medlem af partiet Venstre burde han kunne på taletid på tinget, og hvis der er bare en lille rest af jordnær liberalisme tilbage i regeringspartiet fik han måske også lidt støtte der.

    Men politikere har det jo med kun at kende en problemløsning: Flere skattepenge. Det er ved at være ret trættende.

  • Anmeld

    Jens Morten Hansen

    Ejendomsskat er ikke det samme som grundskyld

    Det er en fejltagelse, at ejendomsskat fra Læsøs 1.000 sommerhuse tilfalder Læsø Kommune. Ejendomsskatten består af to dele: ejendomsværdiskat, der tilfalder staten, og grundskylden (den langt mindste del), der tilfalder den kommune, hvori ejendommem ligger. Dertil kommer, at staten ikke betaler grundskyld, hvilket på Læsø betyder at 1/3 af kommunens areal ikke grundskyld-beskattes.

  • Anmeld

    Bertel Johansen · Maskinmester

    Tak for korrektionen

    Tak til Jens Morten Hansen for at rette min fejl angående opdelingen af ejendoms- og jordskatterne til hhv. stat og kommune.

    Men: Grundskylden på sommerhusene er jo dog også en pæn indtægt for Læsø, ikke mindst med en sats på 34 0/00 imod 24 0/00 i 2006.