Lars Olsen opfordrer til opgør: Samfundets øvre lag har for mange overflødige penge

Kommentaren er bragt første gang 12. juni 2021.

Min hustru, Karin, parkerede vores blå Skoda ved siden af en Jaguar. Konsulentfirmaet havde adresse i et stateligt ældre patricerpalæ i Hellerup.

Karin trådte ind i den sparsomt, men stilfuldt møblerede hall. På et coffeetable lå lidt læsestof til at fordrive ventetiden: Et katalog fra Bruun Rasmussens auktionshus.

Karin havde søgt flere sekretærjob, som konsulentfirmaet var med til at besætte. De havde ikke valgt hende, men nu var Karin indbudt til en uforpligtende samtale. Den kvindelige seniorkonsulent smilte og gjorde en gestus med hånden: "Dét, vi har på hylderne her i huset, er luft".

Konsulentvirksomhed er en af de hastigt voksende brancher, der driver uligheden i det danske samfund.

Antallet af højindkomster er vokset markant, og 58 procent af væksten siden årtusindeskiftet er sket i tre brancher: Finans og pension, kommunikation samt konsulentvirksomhed, herunder advokater og revisorer.

Tidligere var områder som finans og kommunikation støttefunktioner for kernefunktionerne i den private og offentlige sektor, i dag spiller de en langt mere dominerende rolle, også for den reale økonomi.

Kapitalismen er blevet "finansialiseret", børsnoteringer og aktieoptioner styrer ellers sunde private virksomheder og genererer store arbejdsfri gevinster – den tidligere direktør for Nets, Bo Nilsson, blev ligefrem milliardær på den slags julelege.

Hverken finansielle spekulationer eller store konsulentrapporter skaber arbejdspladser, i værste fald forvrider det værdiskabelsen i den private og offentlige sektor

Lars Olsen
Kommentarskribent

Samtidig er den offentlige sektor "djøfiseret" med oppustede forvaltninger og dyre konsulentrapporter. Mens velfærdens frontpersonale løber hurtigt som aldrig før, bruges uanede ressourcer på at evaluere, monitorere og kommunikere. Rigtig meget er – som seniorkonsulenten siger – "luft".

Under arbejdet med bogen 'Rige børn leger bedst' konstaterede vi, at de rigeste danskere ikke alene er blevet rigere, men også flere.

I 1987 var det 2,5 procent i den erhvervsaktive alder, der tjente mere end det dobbelte af den typiske indkomst på arbejdsmarkedet, i dag er det godt fem procent; de har årsindkomster på den sjove side af 800.000 kroner, typisk en månedsløn på 70.000 til 100.000 kroner eller mere.

Danmark har stadig et velaflagt borgerskab i klassiske erhverv som industri, byggeri og handel. De tre "varm-luft-brancher" – finans, kommunikation og konsulenter – står imidlertid for meget af væksten i top-5-procent. Mere end hver tredje i det øvre lag er i dag i de tre brancher – i 2019 45.390 ud af 128.610.

De øverste fem procent har ikke alene bedre levevilkår og flere valgmuligheder i livet. De har også mere liberalistiske holdninger end folk flest – nogle er højre-liberale som Venstre og Konservative, andre venstreliberale som Radikale, men afstanden til det jævne folk er veldokumenteret.

Samtidig er det øvre lag mere end tidligere koncentreret i hovedstadsområdet og storaarhus. Det gælder ikke mindst de tre lukrative brancher og de mange nye job i toppen af universiteter og offentlig administration.

Erhvervsudviklingen og en mere skæv indkomstfordeling er bagtæppet for et glohedt boligmarked og mere socialt eksklusive storbykvarterer.

Vi har oplevet stor politisk interesse for 'Rige børn leger bedst', ikke mindst fra Socialdemokratiet og SF. Ved et lykketræf udkom bogen midtvejs i valgperioden, hvor politikerne orienterer sig imod resten af perioden og næste valgkamp.

Flere "røde" politikere har bemærket en vigtig pointe: Det klassiske borgerlige modargument omkring uligheden er, at "det gør ikke noget, at de rige bliver rigere, for de sætter en masse i gang og skaber arbejdspladser".

Bogen rammer en solid pæl gennem denne myte. Hverken finansielle spekulationer eller store konsulentrapporter skaber arbejdspladser, i værste fald forvrider det værdiskabelsen i den private og offentlige sektor.

Vi har selvfølgelig brug for banker – og ja, kommunikation og konsulentvirksomhed hører til nutidens samfund. Omfanget er imidlertid ude af proportion. De seneste årtiers djøfisering, centralisering og "finansialisering" har skabt al for mange overflødige penge i samfundets øvre lag.

I de seneste uger har statsminister Mette Frederiksen (S) løftet lidt af sløret for en "tiårsplan": Klimaomstillingen skal være afsæt for en styrkelse af produktionsdanmark, der samtidig løser andre samfundsproblemer – den desperate mangel på faglærte, for mange unge uden uddannelse, en folkeskole der taber drengene, stigende skel mellem storbyer og periferi.

Det er oplagt, at dette bør suppleres af et opgør med vildtvoksende udenomsværker inden for finans, kommunikation og konsulentvirksomhed. Der gælder også i den offentlige sektor, hvor de seneste årtier har skabt et fedtlag af djøf’ere og konsulenter.

Jeg holdt for nylig foredrag for tillidsrepræsentanterne i en kreds af skolelærere. De bemærkede, at meget fungerede lettere under coronakrisen, da djøf’ere og konsulenter trak sig tilbage, og skolerne selv udviklede praktiske løsninger.

Samme erfaring har vi hørt fra sygehusene, hvor frontpersonalets kreativitet pludselig blev sat fri. Lad os dog bygge videre på disse erfaringer.

Mens konsulentvirksomhed har tusindvis af højindkomstjob, hører djøf’ere i det offentlige sjældent til top-5-procent, oftere til de øvre ti procent. Ikke desto mindre er der også hér brug for at begrænse udenomsværkerne og stille skarpt på velfærdens kerneydelser.

{{quote:114151:R}}

I sig selv er en alliance med produktionsdanmark imidlertid ganske oplagt. Flere analyser i 'Rige børn leger bedst' peger samme vej.

Vi kortlægger blandt andet gode og dårlige job for den faglærte og ufaglærte arbejderklasse. Serviceområdet, præget af svage fagforeninger, byder tit på lav løn og usikre ansættelser, de gode arbejderklassejob findes fremfor alt i det offentlige og i produktionsdanmark, for eksempel i industriområder som Kalundborg, Als og Midtjylland.

Samtidig viser analyserne, at overklassen er spaltet i flere og ret forskellige segmenter. Meget af provinsens overklasse er inden for industri, byggeri, handel og landbrug.

Det er selfmade, men (ja, de fleste er stadig hankøn), de kommer tit fra jævne kår og har en erhvervsuddannelse som løftestang i et succesfuldt arbejdsliv. De bor i socialt blandede områder, og deres børn går i folkeskolen med jævnaldrende fra arbejder- og middelklassen.

Overklassen i hovedstaden og Nordsjælland er anderledes. Hér er rigtig mange i de tre hastigt voksende brancher – finans, kommunikation og konsulentvirksomhed – læg hertil toppen af kulturlivet og den offentlige sektor.

60 til 70 procent af hovedstadsoverklassen er akademikere. Det samme var mange af deres fædre. De lever i velhaverenklaver, og børnene klumpes sammen på socialt eksklusive skoler. Hovedstadens overklasse er slet og ret mere elitær og afsondret fra det brede lag end provinsens mere folkelige overklasse.

Hovedstadseliten er imidlertid et lag med stor magt – økonomisk og kulturelt. Det er hér, vi finder toppen af hovedstadsmedierne, og det er også hér, vi finder det øvre lag i de store organisationer og embedsapparatet på Slotsholmen.

De vil stritte imod med næb og kløer og ty til alskens beskidte tricks, hvis der for alvor trædes op mod centralisering, djøfisering og finanskapitalisme.

Ikke desto mindre er det tiltrængt at stille skarpt på kerneydelserne i produktion og velfærd. Det er en kamp med potentiale for brede alliancer – også med dele af overklassen.