Lars Trier Mogensen: Coronakrisen var kun generalprøven på de næste årtiers undtagelsestilstand

Hvis du vil have fred, så forbered krig. Sådan lyder det gamle realistiske diktum: Si vis pacem, para bellum. Og sådan lyder den pludselige erkendelse nu tværs over Europa. Fredsdividenden efter ophøret af den kolde krig skal pludselig betales tilbage som en gigantisk efterregning.

I tilbageblik kan det virke komisk, at S-regeringen – så sent som ved sidste finanslov – omtalte ekstrabevillingerne til corona-håndteringen som en “krigskasse”. For prisen for den rigtige krig, som Rusland uprovokeret har indledt i Ukraine, vil hurtigt løbe op i langt større og svimlende summer her i Danmark.

Den nye krigskasse beløber sig ikke kun til de massivt stigende forsvarsudgifter, som et bredt flertal straks er enedes om, men i endnu højere grad til de voldsomme skadeeffekter på dansk samfundsøkonomi, som er i vente. Præmisserne for de valgløfter, som partierne ellers var i godt i gang med at finpudse, er pludselig rystet totalt rundt på den politiske spilleplade.

I første omgang havde det derfor karakter af rettidig omhu, da finansminister Nicolai Wammen (S) mandag nedjusterede vækstforventningen for 2022, og samtidig fremlagde tre scenarier for, hvordan Ruslands invasion af Ukraine vil den danske samfundsøkonomi.

Usikkerheden hersker, og ingen kan præcist vide, hvor ødelæggende og eksistentielt truende krigen vil udvikle sig. Men der er desværre ubehagelig god grund til at forberede sig på det værste.

Der er desværre ubehagelig god grund til at forberede sig på det værste

Lars Trier Mogensen

Realistisk set kan politikerne lige så godt begynde at planlægge efter det såkaldt ”hårde scenarie”, som i Finansministeriets beregninger er ”baseret på en risiko for, at konflikten eskalerer yderligere, herunder med stop for russiske gasleverancer til Europa til følge”.

Her fortsætter priserne på energi- og råvarer med at stige kritisk, og ”BNP-væksten reduceres med cirka tre procentpoint, og inflationen øges med cirka tre til tre et halvt procentpoint”.

Selv om det umiddelbart kan lyde fortrøstningsfuldt, når finansminister Nicolai Wammen – som på pressemødet var flankeret af erhvervsminister Simon Kollerup (S) og klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen (S) – håber på, at Danmark kun vil blive ramt af et ”mellemscenarie”, risikerer den pragmatiske forsigtighed at skabe en falsk tryghed.

Selv om det indlysende ville være mere end ønskværdigt, ført og fremmest for det ukrainske folk, hvis krigen inddæmmes eller ligefrem stoppes hurtigt muligt, findes der absolut ingen garantier for, at grusomhederne kan eller vil forsvinde inden for bare en overskuelig fremtid.

Europa står over for en kaotisk epoke, hvor frygten for i sidste instans en total atomkrig ikke vil kunne tænkes væk – igen.

EU-landene kommer ikke uden om at skulle skærpe sanktionerne hårdt, nådesløst og snart, også når det handler om den dyrebare energi. Dermed vil Danmark blive ramt meget voldsommere, præcist som det beskrives i det “hårde scenarie".

For hvis økonomiske sanktioner skal have en reel afskrækkelseseffekt mod Rusland, er både den danske regering og alle andre vestlige regeringer nødt til øjeblikkeligt at demonstrere en konkret vilje til at betale prisen for at stoppe krigen. 

Det “hårde scenarie” er i virkeligheden kun basis. Præsident Putin bør nemlig ikke være i tvivl om, at de rigeste lande ikke længere er bange for at påføre sig selv hverken recession, smalhals eller ubehagelige prioriteringer.

Men det er risikoen lige nu: Ved kun at forvente “mellemscenariet”, sender S-regeringen et uheldigt signal til Moskva om, at Danmark ryster på hånden og næppe er villig til at betale den højeste pris for fred.  

Europa står over for en kaotisk epoke, hvor frygten for i sidste instans en total atomkrig ikke vil kunne tænkes væk

Lars Trier Mogensen

Coronakrisen var en generalprøve i sammenligning. Dynamikkerne i præsident Putins neo-kolonialistiske angrebskrige er således reelt langt mere altomfattende destruktive og fundamentalt ildevarslende end selv de allerførste rædselshistorier om corona-virussen, som ramte Danmark i begyndelsen af 2020.

Dengang kunne myndighederne ikke vide, at Covid-19 heldigvis skulle vise sig at være håndterbar i Danmark, og anført af Statsministeriets departementschef Barbara Bertelsen reagerede regeringstoppen i en form for panik.

Som det senere blev dokumenteret i professor Jørgen Grønnegaard Christensens rapport om myndighedernes håndtering af covid-19-pandemiens første fase valgte S-regeringen ”at placere sig op ad de mest pessimistiske vurderinger og at indarbejde worst case-scenarier i sin planlægning og opbygning af beredskabet”.

Dengang blev der indført hidtil uhørt vidtgående restriktioner, og et bredt flertal i Folketinget viste sig villige til at åbne statskassen og dermed stille de fornødne ressourcer parat til at kunne nedlukke store dele af erhvervs- og samfundslivet.

Dengang var penge ikke et problem, og allerede da statsminister Mette Frederiksen afholdte et af de første pressemøde 27. februar 2020, havde hun et talepapir i hånden, hvor der stod, at ”håb ikke er en strategi”.

Den resolutte handlekraft i begyndelsen af 2020 over for det, som dengang trods alt kun var teoretisk risiko ved corona, var bestemt kontroversiel, og blev da også problematiseret i begrænset omgang. Men fortællingen er ikke desto mindre blevet, at statsminister Mette Frederiksen handlede rigtigt ved at forberede befolkningen på det værste.

Statsminister Mette Frederiksen handlede rigtigt ved at forberede befolkningen på det værste

Lars Trier Mogensen

Paradoksalt nok reagerer de ansvarlige magthavere anderledes i dag. Med et opsigtsvækkende argument afviser erhvervsminister Simon Kollerup, at den aktuelle krise kalder på lige så håndfaste indgreb og nødforanstaltninger:

”Der er ikke noget kortvarigt eller midlertidigt over det, virksomhederne nu står over for. Det ændrer strukturelt på situationen. Krigen er noget andet end corona-krisen,” sagde Simon Kollerup på mandagens pressemøde: ”Derfor vil der som udgangspunkt heller ikke komme de samme hjælpepakker, som der kom under corona-krisen”.

Ud fra en snæver bureaukratisk og budgetteknisk logik giver argumentet måske mening. Danmark står over for et økonomisk chok, der grundlæggende kan omkalfatre vilkårene for danske borgere og virksomheder, og derfor vil det efter alt at dømme blive både voldsommere og mere langvarigt end coronakrisen.

Hvis der skal afsættes penge til at afbøde konsekvenserne, vil det kort sagt blive ekstremt dyrt. Og vel mærke ikke midlertidigt men varigt.

Men netop fordi omvæltningerne fra krigen i Ukraine tegner til at kunne ændre forudsætningerne under de senere årtiers økonomiske vækstregime, som blandt andet har været kendetegnet ved lave råstofpriser og ligefrem negative renter, må argumentet fra Simon Kollerup siges at være påfaldende svagt og, ja, direkte besynderligt, politisk set.

Situationens alvor synes endnu ikke at være gået rigtigt op for regeringstoppen. Ved at håbe på et ”mellemscenarie” forsøger de socialdemokratiske ministre at nedtone frygten, uomtvisteligt i de bedste hensigter. Men derved underspilles også de gennemgribende omprioriteringer, som såvel Danmark som alle andre europæiske lande akut står overfor.

De øgede bevillinger til forsvaret er faktisk den mindste bekymring. Langt mere udfordrende bliver kombinationen handelskrig, råvareknaphed, markant højere renter og ikke mindst en potentielt udbredt og eksistentiel angst for atomkrig.

Ingen kan længere vide sig sikre, og alt fra industrien til boligmarkedet kan stå over for dystopiske rutsjeture.

De øgede bevillinger til forsvaret er faktisk den mindste bekymring

Lars Trier Mogensen

Efter invasionen 24. februar, den efterfølgende humanitære katastrofe i Europa og de åbenlyse trusler om russiske angreb med atomvåben vil den forudsigelige stabilitet, som de europæiske borgere havde vænnet sig til efter Sovjetunionens kollaps for over 30 år siden, aldrig vende tilbage.

I bedste fald vil i hvert fald den næste generation skulle leve med en ængstelse, der minder om den neurotiske tilstand under den kolde krig.

Frem for at håbe på en mindelig løsning kunne det være tid til i stedet at gøre som daværende statsminister Viggo Kampmann (S).

På et historisk pressemøde 8. januar 1962 fremmanende han en illusionsløs tilgang til den atomtrussel, som er krøbet tilbage her 60 år senere. I pjecen 'Hvis Krigen Kommer', som Statsministeriet udgav, hed det rædselsvækkende i forordet:

”De moderne våben kan ramme os, selv om landet ikke angribes direkte, og disse våben skelner ikke mellem civile og militære mål. En ny krig vil være total, og en angriber vil benytte sig af propaganda og forsøge at skabe frygt og panik”.

I pjecen står videre – og egentlig ganske pædagogisk: ”De har sikkert en gang imellem overvejet, hvad De vil gøre i tilfælde af brand. På samme måde bør De overveje, hvad De vil gøre, hvis en krig skulle ramme os, og Deres hjem skulle blive berørt af krigens følger”.

Herefter følger en række prosaiske råd om blandt andet at indkøbe ”5 dåser minutkød, 3 dåser frikadeller i fedt (ikke sovs), 2 pakker knækbrød (à 30 stk.)”. Med tilføjelsen: ”Glem ikke dåseoplukkere”.

Senere i 1983 udsendte Civilforsvarsstyrelsen en opdateret pjece med titlen 'Om at overleve'. Her er advarslerne bestemt ikke mindre konkrete: ”De kan nedsætte virkningerne ved at kaste Dem ned på stedet, så snart De ser lysglimtet,” hedder det i afsnittet om beskyttelse mod kernevåben:

”Kan De kaste Dem ned bag en forhøjning, i en grøft eller lignende, vil virkningerne blive endnu mindre. Halvdelen af den radioaktive stråling og varmestrålingen vil passere inden for de første sekunder. Hvis der er mere end to skridt til en eventuel beskyttelse, skal De kaste Dem ned på stedet”.

Skønt det næppe er en god idé at opskræmme folk unødigt, er den brutale virkelighed ikke desto mindre, at Viggo Kampmanns folkeoplysning var på sin plads i 1962, ligesom myndighederne i Sverige for nogle få år siden husstandsomdelte en brochure, 'Hvis krisen eller krigen kommer', med lignende råd til simpel overlevelse. 

Langt mere afgørende er det, at S-regeringen tør forberede den danske befolkning på, at de kommende år bliver gruopvækkende anderledes, end alle havde forventet og håbet på

Lars Trier Mogensen

I dag er pjecer dog ikke nødvendigvis det vigtigste. Langt mere afgørende er det, at S-regeringen tør forberede den danske befolkning på, at de kommende år bliver gruopvækkende anderledes, end alle havde forventet og håbet på.

Sammenlignet med corona-pandemien står Danmark og resten af Europa nu over for en på alle måder langt farligere fremtid.

Særligt udgifterne til at gøre Europa hurtigt uafhængig af sort energi fra Rusland vil blive så omfattende, at alle partier lige så godt begynde at forberede vælgerne på, at stort set alle valgløfter må sættes på standby.