Lektor: Filosof bruger Tibet-sag til at angribe menneskerettigheder

(Der er foretaget en korrektion af teksten 9. juli, red.)

Af Johannes Adamsen
Ph.d. og lektor ved Læreruddannelsen i Aarhus

Kai Sørlander har en særlig evne til at indsvøbe sine argumentative vilkårligheder i en aura af stringent rationalitet, således også i kronikken den 30. juni.

Med udgangspunkt i den såkaldte Tibet-sag når Sørlander frem til, at der ikke er grundlovsbrud, at ytringsfriheden ikke er absolut, og at det grundlæggende skyldes en fejlslutning fra de fejlabsoluterede menneskerettigheder, eller i hvert fald den europæiske menneskerettighedsdomstols forvaltning deraf (han slører gerne forskellen). 

Lad os se på det i tur og orden.

Sørlanders misforståelser
Sørlander skriver følgende: ”Når man har en overpolitisk domstol, som har magt til at bestemme, om den demokratiske regerings beslutninger er rigtige, så har man givet medlemmerne af domstolen en særlig politisk magt, som er uforenelig med demokratiets fordring om borgernes grundlæggende politiske ligeværdighed.”

Med udgangspunkt i den såkaldte Tibet-sag når Sørlander frem til, at der ikke er grundlovsbrud, at ytringsfriheden ikke er absolut, og at det grundlæggende skyldes en fejlslutning fra de fejlabsoluterede menneskerettigheder

Johannes Adamsen
Ph.d. og lektor ved Læreruddannelsen i Aarhus

Sætningen hænger logisk ikke sammen, og Sørlander kamuflerer det, for hvad betyder for eksempel ”overpolitisk domstol”?

Havde han skrevet politisk domstol, så havde han haft problemer med det samme, men overpolitisk skal åbenbart signalere noget andet, hvad?

Vel bare at domstolen dømmer efter politisk vedtagne love, men disse skal skrives ud af teksten. Sørlander vil helst ikke nævne at ’politisk’ og politisk diskussion i vid udstrækning dækker over, at der skal vedtages love – og heri ligger ”borgernes grundlæggende politiske ligeværdighed”, både i retten til diskussion (principielt) og i lovenes rækkevidde (forhåbentlig også reelt).

Ved at suggerere at domstolene er ”overpolitiske” – uden at specificere, hvad det betyder – kan Sørlander derefter påstå, at de har en ”særlig politisk magt”. Sørlander skylder ganske enkelt at fortælle, hvordan domstole ellers skulle fungere. 

Dernæst er det Sørlanders påstand at ytringsfriheden misforstås: ”I stedet for at forstå ytrings- og forsamlingsfrihed som absolutte rettigheder, som et demokrati ubetinget skal bøje sig for, så skal man forstå dem som rettigheder, hvis formål er at understøtte den demokratiske debat.

Set i det lys er ytringsfriheden ikke en frit svævende absolut, men dens primære formål er at sikre, at alle (relevante) synspunkter kan komme til orde i den demokratiske debat. Og tilsvarende for forsamlingsfriheden.”

Men allerede i grundloven er begge dele indskrænket: Det er muligt at censurere, bare ikke forebyggende, det vil sige forhåndscensur, og det er muligt at indskrænke forsamlingsfriheden, ”når der er fare for den offentlige fred”. Hvorfor hævder Sørlander nu, at de er absolutte, hvis ikke for at komme til sit særlige ulogiske forsvar for at bryde dem?

For øvrigt har Sørlander ret, men ytringsfriheden skal ikke begrænses på grund af det her tågede begreb ”demokrati”, men fordi det der kan være normsammenstød med andre rettigheder.

At indskrænke ytringsfriheden til fordel for Sørlanders begreb om det politiske kan kun betyde, at mindretallet og individet stækkes. Ytringsfriheden handler først og fremmest om magtkritik, hvad ellers?! Og så undlader jeg at uddybe hvilke giftigheder, der gemmer sig parentesen om ”relevante” synspunkter.

Kampen om menneskerettighederne
Endelig hævder Kai Sørlander, og her går vi fra pseudofilosofisk argumentation til agitation, at menneskerettighederne misbruges. Det er set før, mildest talt, og bedre udført. Han skriver:

”Oprindelig var denne domstol tænkt som en hjælp til at styrke de svagere demokratier i Europarådets medlemskreds. Men med tiden tiltog den sig også den afgørende beslutningsmagt i de gamle og relativt stærke demokratier.

Dermed brød den med den politiske ligeværdighed – i menneskerettighedernes navn; og således blev den en orm i det kulturelle fundament for demokratiets opretholdelse. Denne udvikling umuliggjorde for eksempel en naturlig demokratisk diskussion af asyl- og indvandringspolitikken i Europa. Uden at de ”toneangivende kredse” havde tankekraft til at forstå, hvad der gik for sig.”

Det er ikke rigtigt.

Menneskerettigheder, som europæisk konvention, skulle i en vis forstand ikke styrke demokratierne, men give individet retssikkerhed – også og især i forhold til egen stat. De nazistiske, fascistiske og stalinistiske grusomheder var enten tæt på eller stadig pågående.

Når Sørlander hævder, at de har tiltaget sig ”afgørende beslutningsmagt”, glemmer han at nævne én ting, nemlig at det er efter en demokratisk vedtagen konvention.

Hvordan denne konvention tolkes, kan diskuteres, men en tolkning bør ikke kunne være vilkårlig, og er det heller ikke. Og konventionen kan ændres. 

Sørlanders indlæg er tidstypisk, logisk rodet og vel nærmest en orm i den demokratiske kulturs fundament. Det særegne er, at stilens tilsyneladende saglighed tjener til at kamuflere, hvor usagligt det er.