Lidegaard: S, DF og EL svigter i kampen mod hvidvask og spekulation

KOMMENTAR: Et medlemskab af Bankunionen vil styrke kampen mod økonomisk kriminalitet og beskytte almindelige borgere mod grådighed og fremtidige finanskriser.

Indrømmet. Bankunionen er ikke det mest sexede stof, man kan skrive om.

Og det er nok også derfor, at rapporten ”Mulig dansk deltagelse i det styrkede banksamarbejde – erfaringer siden 2015” stort set ikke har ramt den offentlige radar.

Rapporten blev bestilt af den tidligere regering, udarbejdet af en arbejdsgruppe under Erhvervsministeriet og offentliggjort i december 2019.

Og lad os bare hoppe direkte til rapportens konklusion: ”Det er samlet set vurderingen, at der er mange forhold, der taler for dansk deltagelse i banksam­arbejdet.” Omvendt er der ifølge rapporten intet, der taler imod.

Og hvorfor så det? Som led i det nye banksamarbejde blev der efter sidste finanskrise oprettet to fælles myndigheder, der tilsammen udgør det, vi i daglig tale kalder Bankunionen:

1. Den fælles tilsynsmyndighed under Den Europæiske Centralbank (ECB), og

2. Den fælles afviklingsmyndighed, som er etableret under Kommissionen og administrerer en fælles afviklingsformue, der er finansieret af den finansielle sektor – altså IKKE offentlige midler.

Medlemskab af begge dele vil ifølge rapporten betyde store fordele for Danmark og danske forbrugere.

Det fælles tilsyn vil have som primært fokus at holde øje med de allerstørste europæiske banker og finansielle institutioner i tæt samarbejde med de nationale tilsynsmyndigheder, der i Danmark udgøres af Finanstilsynet. Det primære fokus vil være på, om bankerne rent faktisk opfylder de nye krav til kapital og sikkerhed, der skal beskytte forbrugerne ved en ny finanskrise.

Men som rapporten skriver, er det også ”relevant at overveje betydningen af dansk deltagelse i det styrkede banksamarbejde for bekæmpelsen af hvidvask i danske institutter”.

Det skyldes, at et medlemskab ”vil muliggøre et bredere og dybere samarbejde om tilsynet med de omfattede institutter, herunder styrke tilsynet med institutternes grænse­overskridende virksomhed. Ved dansk deltagelse vil der være flere øjne på de største danske kreditinstitutter.

Tilsynsmyndigheden [den europæiske] har også et større sammenligningsgrundlag gennem sit tilsyn med de største europæiske institutter, hvorved de største danske institutter kan sammen­lignes med sammenlignelige institutter i andre deltagende lande.

"Endelig har Tilsynsmyndighe­den et bredt rekrutteringsgrundlag, hvilket gør det muligt at sikre en høj grad af specialisering og ekspertise blandt myndighedens ansatte. Det vil styrke tilsynet med ikke mindst de største institutter.”

Når det gælder den såkaldte afviklingsmyndighed, vil de store banker i Danmark – som i alle andre lande – skulle levere penge til en fælles kasse, der til gengæld kan anvendes som en slags forsikring i ekstreme situationer, for eksempel under en finanskrise, hvor bankerne måtte mangle kapital.

Derved mindskes sandsynligheden for, at den danske stat - og i sidste ende de danske skatteydere - selv skal til lommen for at holde hånden under de største kreditinstitutioner, som vi i en krisesituation ville få store problemer med, hvis de bukker under, fordi de vil hive så mange kunder med sig i faldet.

Endelig konkluderer rapporten, at ”banksamarbejdet er det største økonomiske projekt i EU i mange år og er samtidig den del af det bredere økonomiske samarbejde, der udvikler sig mest i disse år. Dansk deltagelse i banksam­arbejdet vurderes generelt at ville styrke mulighederne for at varetage danske interesser på det økonomiske og finansielle område samt Danmarks generelle europapolitiske interesser.”

Med andre ord: Der er virkelig mange gode grunde til at tilslutte sig bankunionen - hellere i dag end i morgen. I hvert fald, hvis det er beskyttelse af forbrugerne og kampen mod fusk i den finansielle sektor, der ligger en på sinde.

Derfor er det også dybt paradoksalt, at det er lige præcis S, DF og Enhedslisten – tre partier, der normalt bryster sig af at være de mest bidske vagthunde i forhold til finanssektoren - der samtidig er de partier, der er mest imod Bankunionen. DF og EL er som altid bare imod EU, mens det står hen i tågerne, hvorfor den socialdemokratiske regering har skudt sagen til endnu et hjørnespark og ovenikøbet vil belemre danskerne med en folkeafstemning om temaet.

På trods af at området ikke kræver det rent juridisk, og på trods af at bankunionen ikke ligefrem holder flertallet af danskere vågne om natten. Det lugter af, at vi ikke kommer nærmere en bankunion under socialdemokratisk ledelse.

Det er et svigt. Især fordi de traditionelle argumenter mod dansk deltagelse i bankunionen ifølge rapporten heller ikke længere holder stik.

Et medlemskab vil IKKE undergrave den særlige danske realkredit, og de store danske banker risikerer IKKE at blive malket af horder af insolvente og uansvarlige sydeuropæiske banker.

Dels skal aktionærer og kreditorer i et nødlidende institut først selv bidrage med mindst otte procent af in­stituttets passiver, før den fælles afviklingsformue kan bidrage i ekstreme situationer.

Dette bidrag er i givet fald begrænset til et beløb, der svarer til fem procent af instituttets passiver. Skulle man i en helt ekstrem situationen komme i den situation, at offentlige kasser skulle spæde yderligere til, er det udtrykkeligt aftalt, at det IKKE må have ”statsfinansielle konsekvenser”, da sådanne lån altid skal betales tilbage med renter.

Der er med andre ord sat yderst restriktive rammer for anvendelse af den fælles fond – udover de markant øgede kapitalkrav, der allerede har polstret de europæiske banker langt mere, end de var under forrige finanskrise. Endelig står det altid Danmark frit for at forlade Bankunionen igen.

Det kan vel være, at Bankunionen er kedelig. Men den har udviklet sig til et særdeles effektivt værktøj mod både utidig spekulation, grådighed og økonomisk kriminalitet. At nægte Danmark adgang til Bankunionen gavner kun banditter i habitter.

Derfor bør Danmarks tre EU-kritiske partier overveje, om de virkelig vil være bekendt over for danskerne at nægte dem adgang til den samme beskyttelse og indflydelse, som andre borgere i Europa nu kan få.

-----

Martin Lidegaard (født 1966) er folketingsmedlem for Radikale Venstre og formand for Udenrigspolitisk Nævn. Han er tidligere udenrigsminister og minister for klima, energi og bygninger. Lidegaard har desuden tidligere været formand for den grønne tænketank Concito. Kommentaren er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Forrige artikel David Trads: Bernie er Demokraternes Trump David Trads: Bernie er Demokraternes Trump Næste artikel Johanne Dalgaard: Fri os for machofeminismen Johanne Dalgaard: Fri os for machofeminismen
Støttepartier kræver bedre ældrepleje på finansloven

Støttepartier kræver bedre ældrepleje på finansloven

ÆLDREVELFÆRD: Ældreområdet har indtil nu ligget lavt prioriteret hos regeringen, men mediestorm om dårlige forhold på plejehjem giver støttepartier blod på tanden forud for efterårets finanslovsforhandlinger.