Lisbeth Knudsen: Det er ubehageligt at gå rundt i det ansigtsløse samfund

KOMMENTAR: Ansigtsmasker har skabt det ansigtsløse samfund og påvirker vores mentale påvirkning. Vi nikker til hinanden med øjnene og taler gennem en underlig membran, skriver Lisbeth Knudsen.

Hvad er det mon for en historie, som arkæologerne skriver om 200 år, når de graver os ud, og graveffekterne er mundbind i kulørte farver, visir og håndsprit?

At bære ansigtsmaske er en slags solidaritetsmarkør. En fremvisning for omverdenen af, at vi både passer på hinanden og os selv i et samfund, hvor frygten for corona har holdt sit indtog overalt. Et samfund, hvor din nabo, din kollega, din ven eller din mand og dine børn kan smitte dig og potentielt i yderste konsekvens kan koste dig livet.

Egentlig er det en besynderlig størrelse sådan et mundbind. Vi har alverdens teknologi, vi har alverdens dygtige videnskabsfolk, vi kan flyve til månen og tilbage igen. Vi kan snart erstatte hver en del af vores krop med en ny reservedel. Vi kan kurere, hvad der tidligere var alvorlige og dødbringende sygdomme.

Alligevel er det mest geniale, som vi kan finde på for at beskytte os mod en farlig virus, at bære et stykke stof eller en medicinsk ansigtsmaske for næse og mund og vaske eller spritte hænder.

Jeg bliver nødt til at indrømme det. Jeg synes, at ansigtsmasker er vanvittigt ubehagelige, selvom jeg selvfølgelig følger myndighedernes anbefalinger.

Jeg kommer hverken til at tilslutte mig protestbevægelser mod mundbind eller til at lægge en eller andet syg politisk fortolkning ind i det som et angreb på mine personlige frihedsrettigheder. Vi er i det her problem sammen, venner. Problemet med nedkæmpelsen af coronaen.

Det fysiske ubehag ved at bevæge sig rundt med udåndingskondens opsamlet foran næse og mund, duggede briller og snærende elastikker bag ørene er sådan set det mindste af det.

Ja, jeg ved godt, at man har gjort det længe i mange andre lande, og at læger og andet sundhedspersonale bærer det hver eneste dag. Jeg har fået virkelig ondt af dem.

Jeg synes det rigtigt ubehagelige er den mentale påvirkning af at gå rundt i det ansigtsløse samfund. Man går der og nikker til hinanden med øjnene og taler gennem en underlig membran.

Når vi taler og udtrykker os som mennesker, viser vores følelser og sender signaler med kroppen, så er ansigtsmimikken en væsentlig faktor.

Det er sådan, vi afkoder hinanden og fornemmer, hvilken stemning vi er i, og hvad vej en samtale kan tage. Selvfølgelig kan man smile med øjnene, men den manglende resterende del af ansigtet spiller nu en afgørende rolle.

Når 27 stats- og regeringsledere i EU fotograferes til topmøder, hvor de skal forhandle hjælpepakker og langtidsbudget i timevis iført mundbind, så siger det ikke blot noget om solidaritet og hensyn til hinanden, men også noget om den ultimative afmagt til en sygdom, som vi ikke kan kontrollere.

Hvis vi skal leve med det ansigtsløse samfund ikke alene i offentlig transport, men også i butikker og til møder med folk, som vi ikke kender godt i forvejen, må vi til at udvikle en anden form for kommunikation og nogle hånd- og armbevægelser til at supplere øjnene.

Det er faktisk ikke mere end to år siden, at vi fik et maskeforbud i Danmark, og begrundelsen lød, at det er udansk, når vi ikke kan se hinanden.

"Den, der i forbindelse med møder, forsamlinger, optog eller lignende på offentligt sted færdes med ansigtet helt eller delvis tildækket med hætte, maske, bemaling eller lignende på en måde, der er egnet til at hindre identifikation, straffes med bøde eller fængsel indtil 6 måneder".

Sådan hedder det i straffelovens paragraf 134b. Det tilføjes så, at nævnte forbud ikke gælder for tildækning af ansigtet, der tjener et anerkendelsesværdigt formål.

Der må vi så formode, at coronabeskyttelse er et sådant anerkendelsesværdigt formål, og ansigtsmaskerne er udanske. Lad os nu indrømme det. Og lad os håbe, at vi hurtigst muligt slipper af med dem igen.

Jeg bærer ansigtsmaske i en god sags tjeneste, hvor jeg skal. Sådan en af den kedelige medicinske slags.

Jeg suger til mig, både hvad der er sidste nyeste mode for stofmasker, og hvordan de medicinske masker skal være CE-certificerede og varedeklarerede i alle ender og kanter. Jeg har noteret mig, at det nu er på maskerne, som vi skal kende hinandens jobfunktion, arbejdssted, adfærd og holdninger.

Der er stofmasken i sort eller lyseblå til den moderigtige mand, der passer til det grå jakkesæt og den hvide eller lyseblå skjorte, som nu føres i fine herreekviperingsbutikker.

Der er flowerpowermasken til den frigjorte kvinde. Der er den sorte maske med logoer eller skrift på, som sender et politisk signal eller et banalt reklamesignal. Ja opfindsomme sjæle for gjort masken til en forlængelse af vores personlige identitet.

Selveste Donald Trump har en ansigtsmaske med det præsidentielle segl på, har jeg noteret mig. Så kan modebølgen ikke nå højere lag.

Nu har jeg så også lært en ny funktion for min mikroovn. De medicinske masker er jo faktisk engangsmasker, der er beregnet til at smide ud efter brug, og det, synes jeg, er virkelig godt, for det trænger de til.

Men for de sparsommelige sjæle end mig lyder rådet, at man kan desinficere sine masker efter brug ved hjælp af vanddamp i en ovn i 20 minutter eller mikroovn i tre til fire minutter. Det skulle ikke ødelægge maskerne og det dræber virus, hvis der skulle være noget at komme efter.

Således har vi mennesker ikke tabt opfindsomheden i krisetider endsige lysten til at skille os ud fra andre. Snart tilbydes håndspritten sikkert med firmanavn på og i mange flere forskellige indpakninger.

Thomas Friedman, amerikansk politisk kommentator og forfatter med en ugentlig klumme i The New York Times og absolut ikke nogen fan af den siddende præsident, skrev i slutningen af juli:

"Når folk spørger mig om mit humør i disse dage, så fortæller jeg dem, at jeg føler, at jeg er en reporter for The Pompeji Daily News i 79 efter Kristi fødsel, og jeg sidder ved foden af Vesuv, og nogen kommer forbi og siger: 'Hey, mærker du en rumlen?'".

Han tilføjer i klummen:

"Hvis, Gud forbyde det, Amerika blev begravet under lava, den måde Pompeji blev det, og fremtidige arkæologer skulle komme og grave det ud, så er jeg ikke i tvivl om, at det artefakt, de ville støve af og stille de første spørgsmål til, det ville være et simpelt element, der koster nogle få ører at fremstille og er så let at bære: Ansigtsmasken. Konkret fortæller denne ansigtsmaske, hvordan verdens rigeste og mest videnskabeligt avancerede land skabte en gruppe af ledere og borgere, der bar en maske over deres næse og mund for at forhindre spredning af en smitte, og som gjorde det at bære masken til et ytringsfrihedsproblem og en kulturel markør – noget intet andet land i verden gjorde. Et samfund, der kan politisere noget så simpelt som en ansigtsmaske i en pandemi, kan politisere alt – fysik, tyngdekraft, nedbør, you name it. Og et samfund, der politiserer alt, vil aldrig realisere sit fulde potentiale i gode tider eller forhindre det værste i dårlige tider".

Så vidt Friedman. Ansigtsmasker skal ikke politiseres og gøres til et redskab mod frihedsrettigheder. Det er en solidaritetsmarkør og en hensynsfuld optræden, når fællesskabet går sammen om at bekæmpe virus.

Så må vi bare håbe, at vi slipper af med det ansigtsløse samfund og de blå, hvide, sorte, blomstrede mundbind igen meget snart.

-----

Lisbeth Knudsen er tværgående chefredaktør på Mandag Morgen/Altinget, formand for Demokratikommissionen, VL-grupperne og Danmarks Medie- og Journalisthøjskole samt forhenværende formand for Det Kongelige Teater. Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Forrige artikel Adam Holm: Hvad gør vi denne gang, hvis diktatoren falder? Adam Holm: Hvad gør vi denne gang, hvis diktatoren falder? Næste artikel Peter Loft: Det er Arnes skyld, at vores skattesystem er så indviklet Peter Loft: Det er Arnes skyld, at vores skattesystem er så indviklet