Lisbeth Knudsen: Hvem finder nøglen til den almindelige danskers almindelige tanker?

Ingen tvivl om, at Mette Frederiksen, Søren Pape Poulsen og Jakob Ellemann-Jensen alle sammen gerne vil eje adgangen til den almindelige danskers almindelige tanker og bekymringer i hverdagen her op til et valg.

Og alle tre partier laver sikkert masser af fortrolige vælgeranalyser for at teste de politiske budskaber af. Men Inger Støjberg er kommet foran på point, og hun har meget dygtigt fået optimeret sit budskab og kommunikerer på en mere jordnær frekvens end de fleste andre politikere. Derfor ligner hun en vinder og hendes parti Danmarksdemokraterne et sandt vælgerskred.

Christiansborgs arbejdssprog og en stor del af elitens magtsprog er kommet for langt væk fra den almindelige dansker, hvad enten vedkommende bor i Hadsund, Herning, Holbæk, Hvidovre eller Holeby. Borgerne føler sig mere talt på end talt med og lyttet til.

Man sidder og tænker nogle gange, at det virker som om politikerne er på antropologiske besøg i virkeligheden – måske særligt op til en valgkamp.

Lisbeth Knudsen

Det startede for Støjbergs Danmarksdemokraterne med udsigten til en sand Jylland mod Sjælland duel og et produktions-Danmark mod det akademiske elite-Danmark. Med halballet, cola zero’en og kroen med den traditionelle flæskesteg med tyk, brun sovs mod den smarte café latte-café og gourmet-restauranten. Med forsamlingshuset og amatørteatret mod de københavnske saloner og Det Kongelige Teater.

Man kunne næsten få det indtryk, at Danmark var på vej ud i en stærk polarisering mellem øst og vest, syd og nord. Om det er sandheden får vi i høj grad at se, når resultaterne af det kommende valg ruller ind.

Den frekvens, Støjberg sender på kommunikationsmæssigt og sprogligt, det er den familie- og venner taler sammen på. Derfor har hun ikke travlt med at lave et forkromet, politisk program, men nøjes med nogle få ”statements”.

Ingen tal og ingen besværlig dokumentation af konsekvensberegninger. Mere følelser end facts. Derfor vil hun formentlig kunne være en politisk segmentbryder og hente stemmer fra både rød og blå blok. Hendes (få) politiske programpunkter kan gå ind i mange kredse hen over spisebordet, ved pølsevognen eller på den lokale bistro.

Den frekvens de fleste øvrige toppolitikere sender på er en, hvor de primært taler til og med hinanden på Christiansborgsk, udfordrer hinanden og skælder hinanden ud. Hvor store planer og løsninger får et meget overordnet mål, og udtænkes taktisk og strategisk, så det i det akademiske værksted rammer præcis de målgrupper, der skal indfanges af budskabet.

Det er tydeligt, at partierne mangler et solidt rodnet af lokale folk, der kan få dem til at fokusere på og tale om det, der er den almindelige danskers almindelige bekymringer.

Lisbeth Knudsen

Så giver de dygtige taleskrivere og kommunikationsfolk det en smuk indpakning og krydrer det på toppen med, hvor politikeren senest har været på kampagnebesøg ude i det virkelige liv på et plejehjem med sosu-assistent Helle, hos den lokale Sparkøbmand, Jørgen, der ikke kan betale sig elregning, hos Jens der har ventet for længe på en hospitalsbehandling, hos virksomhedsejer Søren, der mangler arbejdskraft, eller hos pædagogen Marianne, der gerne vil have flere kolleger i børnehaven.

Man sidder og tænker nogle gange, at det virker som om politikerne er på antropologiske besøg i virkeligheden – måske særligt op til en valgkamp. Præcis på samme måde som særligt de nationale medier af og til tager en æresrunde og laver antropologiske opdagelsesreportager rundt i landet.

Er det, politikerne diskuterer på Christiansborg, og det, medierne taler og skriver om dag ud og dag ind overhovedet det, der bekymrer og optager vælgerne mest? Når det altså ikke lige handler om de højtflyvende energiregninger, de stigende madpriser og risikoen for at komme til at fryse til vinter. Så er vi alle med på vognen og her fylder den borgernære dækning godt i mediebilledet.

Men ser vi lidt bredere på den politiske debat, så er det tydeligt, at partierne mangler et solidt rodnet af lokale folk, der kan få dem til at fokusere på og tale om det, der er den almindelige danskers almindelige bekymringer. Og vel at mærke i et sprog, som de ville bruge til at tale med deres venner over en kop kaffe.

Meget journalistik på det nationale niveau bliver til i de overordnede luftlag af beslutningsprocesser i den faste kreds af topledere fra regering, opposition, faglige organisationer, erhvervsorganisationer, store virksomheder, topøkonomer, topeksperter og store civilsamfundsorganisationer.

Måtte det kommende valg fremelske en politisk debat, der lægger magtsproget til side og giver os nogle gode og ærlige løsninger at vælge imellem. 

Lisbeth Knudsen

Det er folk, som ved, hvordan man taler magtsproget alle sammen. Ellers var de ikke netop der. Men det smitter selvfølgelig af på den næsten intravenøse gengivelse af, hvad de siger til medierne.

De politiske planer er fyldt med positive floskler om, at vi har et fantastisk land, at vi sætter velfærden først, ønsker det bedste for vores børn og ældre, er verdensmestre i digitalisering og grøn omstilling og tager livtag med bureaukratiet.

Der lægges vægt på at fremtidssikre Danmark til kommende generationer, og på ikke at efterlade en økonomisk gæld til kommende generationer i børneværelset. Vi skal værne om vores unikke tillidsbaserede samfund, stå sammen og passe godt på hinanden og på Danmark. Undskyld det kunne ligne noget ironiske formuleringer, men det er faktisk sætninger taget fra flere politiske programmer.

Hvad er det så, der er almindelige danskeres almindelige bekymringer op til et kommende valg? Det er faktisk tre former for utryghed, og det er i den grad nogle strømninger, der har forandret sig med udviklingen bare i det seneste år.

Utryghed 1. Danskerne er bekymrede for, om de kan få økonomien og hverdagen til at hænge sammen og opretholde det forbrug, de har vænnet sig til. Om de rent faktisk kan regne med det, som de har vænnet sig til at forvente, at velfærdssamfundet er leveringsdygtig i og kaster af sig af støtte og omsorg.

Om et nedslidt og hullet sundhedsvæsen kan lappes. Om pressede daginstitutioner, et presset skolesystem og en presset ældresektor vil få bedre udsigter de kommende år eller værre på grund af den kritiske mangel på arbejdskraft.

Der er i store dele af befolkningen en udbredt opfattelse af, at politikerne både lokalt og nationalt ikke siger hele sandheden om de udfordringer, velfærdssamfundet står overfor, og at de ikke leverer et tilnærmelsesvis godt bud på, hvordan de skal løses. Med den manglende arbejdskraft og udsigt til et faldende serviceniveau.

Utryghed 2. Det er vores robusthed som samfund og politikernes evner til at styre os igennem rækken af kriser. Coronapandemien kom bag på os og kommer muligvis på besøg igen til vinter.

Ukraine-krigen kom bag på mange og trækker dybe spor også til Danmarks sikkerhedspolitiske sårbarhed og bringer med sig den markante forøgelse af forsvarsbudgettet, som skal finansieres de kommende mange år.

Energikrisens voldsomme omfang og inflationen udfordrer vores tro på fremtiden, og pessimisterne spår, at der kan gå 3-4 år, inden vi er helt på fode igen økonomisk. Sabotage mod gasledninger i internationalt farvand i Østersøen rejser store spørgsmål ved beskyttelsen af vores egen kritiske infrastruktur og vores militære og civile beredskab.

Der er ikke brug for floskler men for ærlige og gode svar på de store spørgsmål. Også når svaret er, at statskassen ikke kan redde alle ud af energikrisen, og at selv det bedste beredskab ikke kan forhindre alle ulykker eller befri os for en ny omgang corona. Det er som om vi efter den første corona har vænnet os til hjælpepakker og kompensationer og støttepuljer, at det er blevet skabelonen for fremtidige kriser, men kan statskassen blive ved med at holde for de kommende år til det?

Utryghed 3. Hastigheden af klimaforandringerne udfordrer vores evne til at handle tilstrækkelig hurtigt og resolut. Der sættes mange grønne initiativer i gang, men der er alligevel mange steder i det danske samfund bekymring for, om vi faktisk kan nå i mål med ambitionerne.

Om ressourcerne og arbejdskraften er der til at lykkes. Energikrisen kan kræve kompromiser, der sætter den grønne udvikling lidt tilbage for en periode, men samtidig kan den også skubbe på den omstilling, der skal til mere permanent til de mere bæredygtige energiformer, vi har brug for.

Rundt omkring i vores egne nærområder ser vi konsekvenserne af klimaforandringerne. Der underskrives store danske og europæiske aftaler om investeringer til astronomiske beløb i grøn og bæredygtig omstilling. Men kommer det til at ske?

Der er brug for en åbenhed og ærlighed omkring indsatsen, målene og mulighederne for at nå dem. Og konsekvenserne af ikke at nå frem til CO2 neutralitet i 2050. Virksomhederne er i fuld gang med grøn omstilling men mangler lige nu 10.000 medarbejdere, fastslog DI's administrerende direktør, Lars Sandahl Sørensen, forleden. Og der er ikke udsigt til de 10.000 medarbejdere, som hvis de fandtes også skulle anvendes til mange andre opgaver.

Lige nu vælter det ud med politiske reformplaner fra regeringen og Socialdemokratiet, som om alle skuffer og skabe er ved at blive tømt inden et valg.

De øvrige partier har også gang i omsætningen, hvad angår politiske udspil. Det fornemste og mest afgørende et demokrati og dets politikere kan gøre for sine borgere er at skabe tryghed og give os den ærlige version af virkeligheden og mulighederne.

Måtte det kommende valg fremelske en politisk debat, der lægger magtsproget til side og giver os nogle gode og ærlige løsninger at vælge imellem. Også dem, der kræver noget af os som borgere.