Lisbeth Knudsen: Den psykiske mistrivsel bør tænde en lige så rød alarm som tidens øvrige politiske problemer
I en tid med store politiske reformer, som skal understøtte tidens temaer fra klima til krig, så virker det som om, at vi har glemt at tale om, hvordan vi som mennesker skal forandre os for at forme fremtidens gode liv, skriver Lisbeth Knudsen.
Lisbeth Knudsen
Strategidirektør, Altinget og Mandag Morgen, formand for Odense Symfoniorkester og Rønnow, Leth og Gori Arkitekter, Foreningen TjekDet og Demokratikommissionen, bestyrelsesleder, NirasDen politiske debat og medierne er fyldt med store temaer.
Krig, sikkerhed, beredskab og tryghed. Klima, miljø og biodiversitet. Velfærdsøkonomi og råderum. Sundhed og ulighed. Befolkningsudviklingen og fødselsraterne. Uddannelsesdimensioneringer og fremtidens arbejdskraft. En kæmpe forsvarsaftale, der skal udmøntes i de kommende år, og en grøn trepart, som totalt vil forandre Danmark sådan bogstavelig talt.
Der er jo rigeligt at tage fat på til de næste ti år.
Vi taler om alle de politiske reformer, som er i støbeskeen lige nu. Sundhedsreform, værdighedsreform, ældrereform og frisætning, jobreform, indtil flere uddannelsesreformer fra folkeskoleaftalen over ungdomsuddannelserne til kandidatreformen, digital omstilling med kunstig intelligens på tapetet og måske en kommende pensionsreform.
Længere henne ad vejen formentlig en udligningsreform og måske en ny kommunalreform. Kæmpe store politiske initiativer, som trænger sig på, og som alene i implementering vil være gigantiske opgaver oven i de løbende mindre sager.
Det er alt sammen områder, som på forskellig måde kommer til at berøre alle danskere. Og det er områder, hvor nødvendigheden af forandringer trænger sig hårdt på.
Midt i arbejdet med at forstå og følge med i alle de her store forandringsprocesser i vores samfund kom jeg forleden under forberedelsen af en vigtig tale til at vende kikkertblikket på fremtiden på en anden måde, end jeg plejer. Ikke mod tal og statistikker, økonomi og forskellige scenarier for samfundsudviklingen.
Det alternative fremtidsperspektiv blev rettet mod det enkelte menneske, vores forestilling om det gode liv og vores evne til at kapere en hæsblæsende teknologisk udvikling, hvad er det for idealer, vi har for det, og hvordan er det, de er under forandring?
Tænk bare videre på forestillingen om, hvordan vi om måske bare to eller tre år arbejder tæt sammen med personlige, digitale assistenter og ikke længere bare skal opfatte teknologierne som et stykke teknik.
Lisbeth Knudsen
Strategidirektør, Altinget og Mandag Morgen
Tænk bare videre på forestillingen om, hvordan vi om måske bare to eller tre år arbejder tæt sammen med personlige, digitale assistenter og ikke længere bare skal opfatte teknologierne som et stykke teknik, men som et redskab til at løse nogle af vores personlige udfordringer, hvad enten det nu er ensomhed, hverdagsplanlægning, sundhed eller vores arbejdsopgaver.
Der er skrevet og sagt rigtig meget om trivselsproblemer blandt børn og unge. Det gik fra at være kæmpestort på grund af nogle fejltolkninger af en analyse til at være mindre og mere periodisk betinget. Og i høj grad betinget af de forestillinger, både vi voksne og de unge gør sig om livsidealer og den perfekte facade.
En anden vinkel på det, som vi ser tydeligt i nogle analyser, Tænketanken Mandag Morgen har gang i, er at de unge – og måske også os voksne - er tilvænnet et liv på speed, hvor alting skal foregå i høj hastighed, hvad enten det handler om at søge oplysninger eller foretage sig ting i hverdagen.
Hvor det at få opmærksomhed og blive set er en afgørende værdi. Der er en udbredt zapperkultur og meget lidt tålmodighed til stede i både børnenes og de voksnes liv. Der er ikke en rummelighed i de unges liv til refleksion og langsommelighed.
Det er jo chokerende nok i sig selv, at alt for mange unge trods et mere realistisk tal nu på 11 procent og ikke 44 procent, som det lød for godt et år siden, har udfordringer med mistrivsel. Også selv om problemerne måske ikke er langvarige.
De barske tal er, at omkring 73.220 børn og unge under 18 år lever med psykiatriske diagnoser, opgjort pr. 1. januar 2023. Det svarer til 63 ud af 1.000 0-17-årige.
Fra 2019 til 2022 steg antallet af enkeltpersoner, der er i kontakt med børne- og ungdomspsykiatrien, fra 36.105 til 42.367 patienter. Andelen af unge, der kæmper med depression, angst og selvmordstanker er steget fra 4,2 procent i 2014 til 9,3 procent i 2022.
Tallene viser nu, at de unge ikke er ene om problemerne. En artikel i Berlingske onsdag bragte nye tal frem fra en række pensionsselskabers helbredsforsikringer, der viser at skader på det psykiske arbejdsliv er i voldsom stigning blandt deres forsikringskunder.
Mest foruroligende ser tallene ud hos PFA, der er landets største pensionsselskab. Når det gælder helbredsforsikringer, har der været en stigning i de fysiske skader, eksempelvis forskellige former for nedslidning, på 13,4 procent siden 2018. Samtidig har der været en stigning på 50,3 procent på de psykiske skader.
På de forsikringsordninger, hvor det har handlet om tab af erhvervsevne har PFA igen ifølge Berlingskes artikel haft en vækst i skaderne på lige over 42 procent på det fysiske område siden 2018, mens der har været en stigning på næsten 86 procent på de psykiske skader.
De psykiske arbejdsskader med tab af arbejdsevne og førtidspensionering på grund af stress eller burnout ser pensionsselskaberne helt ned til folk i 30-årsalderen.
Når forsikringsselskaberne skal finde svarene på den udvikling hos de voksne, så handler det lige som hos børnene og de unge om det glansbillede af vores liv, som vi holder op for os selv. Det handler om at ville det hele på den halve tid. Om både sociale medier, karrierer og private valg.
1400 mennesker dør hvert år af stress. Dødsfald relateret til stofmisbrug overstiger nu antallet af trafikdræbte. 280 mod 162 i 2023. Læg dertil 3.000 dødsfald knyttet til alkoholmisbrug. Der er en klar sammenhæng mellem depressioner og traumer og højrisiko afhængighed af hash (32.000) og andre ulovlige stoffer (52.000).
Det gode spørgsmål er, om denne udvikling burde tænde lige så meget en rød alarm som mange af de andre kriser, vi taler om politisk. Fordi der er tale om en ret eksplosiv stigning i både børn og voksne psykiske problemer.
Politisk taler vi om flere penge til psykiatrien. Om en langsigtet psykiatriplan, der en gang for alle skal hæve niveauet og skaffe flere medarbejdere til området. Om at ventetiderne i årevis i ungdomspsykiatrien er helt uacceptable og skal ned.
Vi taler om i den nye sundhedsreform at få en større grad af ligestilling mellem den somatiske sygdomsbehandling og psykiatrien. Det er alt sammen fine og nødvendige veje at gå, hvis der så bare sker noget nu.
Men hvor er samtalen om årsagerne til, at vi har det enorme og stigende behov for hjælp. Og samtalen om forebyggelsen.
Samtalen om vores livsidealer og forventninger til livet. Om vores forventninger til hinanden på arbejdspladsen, blandt venner og familie og i fritiden. Om ensomhed og fællesskaber. Om hvad det moderne liv gør ved os med dets uforudsigelighed, med usikkerhed om fremtiden og ikke mindst et krav om hastighed og opmærksomhed.
Der er ikke et kvikt reform-fix på de er spørgsmål, men ingen tvivl om, at de har enorme økonomiske og samfundsmæssige omkostninger for slet ikke at tale om de menneskelige omkostninger.
Regeringen nedsatte en Trivselskommission til at komme med udspil til, hvad vi skal gøre børn og unges mistrivsel. Mange afventer med spænding resultatet af det arbejde.
I mellemtiden kan vi jo så tage fat på samtalen om de voksnes udfordringer. Hvem er det, der slår ud i pensionsselskabernes statistikker med stress, angst og depressioner og hvorfor ender de der? Hvordan er det flertallet klarer livsmestringen og det gode liv?
Lad os lære noget mere om det, så vi kan begynde at tale om forebyggelse af, hvad der kunne ligne en kommende samfundskrise på et mere oplyst grundlag.