Lisbeth Knudsen: Trumps mediekrig har konsekvenser – også i Europa

KOMMENTAR: Trumps angreb på medierne og på helt konkrete, navngivne journalister kan få varig, skadelig effekt på mediernes rolle og på demokratiet. Ikke bare i USA, men også i Europa og resten af verden, skriver Lisbeth Knudsen.

Måske trækker vi efterhånden lidt træt på smilebåndet af Trumps daglige strøm af storpolitiske udbrud i tweets fra klokken fem om morgenen til to om natten i stedet for at blive forskrækkede og bekymrede, som vi blev det i starten. Efterhånden har vi vænnet os til lidt af hvert. Og der kommer en ny situation i morgen.

Måske begynder vi også at blive lidt immune overfor hans bestandige angreb på medierne og hans misbrug af begrebet ”fake news” til at dæmonisere og udskamme sine fjender i den frie presse. Men styrken og vedholdenheden i den amerikanske præsidents angreb på medierne og på helt konkrete, navngivne journalister har konsekvenser, som nu begynder at vise sig mere og mere tydeligt.

Konsekvenser, som burde få medier og journalister over hele verden til at reagere, for lykkes Trump med sin strategi, så får populister andre steder smag for den samme kurs.

Når medierne har mistet tilliden fra og kontakten til de borgere, de er til for at betjene, så får populister fri adgang til at bruge medierne som en del af det fjendebillede, der er populismens uundværlige iltapparat.

Trumps krig mod medierne er på vej til at ændre og polarisere amerikanernes holdning til medierne på en faretruende måde. Den er gradvis ved at svække tilslutningen til pressefriheden og uafhængigheden og give plads for synspunkter om mere politisk kontrol og styring af medierne.

Der er en voksende bekymring i medierne for, at den heftige tone fra Trump mod de medier, som han ikke kan lide, en eller anden dag får en tosse med et skydevåben til at gå amok og slå ihjel opildnet og opmuntret af den krigeriske retorik fra øverste sted. Og de udskældte medier begynder mere og mere at overveje, om deres journalister skal have personlig beskyttelse og sikkerhedsvagter, når de dækker Trumps store kampagnemøder, eller når de blot bevæger sig rundt og udfører deres arbejde.

Det er aktualiseret af, at højreekstremister og konspirationsbevægelser her tidligere på måneden nu tydeligt træder frem i og uden for præsidentens kampagnemøder og direkte angriber de tilstedeværende journalister, i dette tilfælde en repræsentant fra CNN, uden at hverken præsidenten eller hans pressetalskvinde tager afstand fra det, men blot slår det hen med, at folk jo har deres ytringsfrihed.

Det er et af de stærkeste våben i populistens værktøjskasse at finde fjendebilleder og skabe konflikt og forvirring om sandt eller falsk for selv at stå i et bedre lys som redningsmanden. Det er et effektivt våben hele tiden at mistænkeliggøre sine kritikere og aflive enhver påstand om løgne og falske argumenter ved at vende kanonen mod angriberne og anklage dem for netop det.

Trump har fra starten af sin præsidentperiode gjort medier som New York Times, Washington Post, CNN, ABC, NBC og CBS til ”fake news-medier” og ”fjender af folket”. Det 20. århundredes diktatorer – især Stalin, Hitler og Mao – havde alle den taktik at dømme deres kritikere, især pressen, til at være ”folkets fjender”. Deres mål var at undergrave kritikernes og pressens arbejde og kalde ethvert dårligt budskab for ”falske nyheder". Det handlede om at skabe forvirring i offentligheden om, hvad der var sandt, og hvad der ikke var sandt; hvad kunne man stole på, og hvad man ikke kunne stole på. Virker det bekendt? Ja, det er det præcis.

Trump har i et af sine mange tweets skrevet, at de anklagede medier ikke er hans fjender, men at de er det amerikanske folks fjender. Han stempler pressens medarbejdere i almindelighed som uærlige og uhæderlige med undtagelse af de efterhånden få medier, som støtter ham mere eller mindre ukritisk. Og den liste er blevet kortere, efter at selv hans favoritmedie, Fox News, er blevet momentvis kritisk overfor Trump.

Pressen som helhed kalder han ”en skamplet” og indholdet af de kritiske medier ”oprørende”. New York Times har fået æren af betegnelsen som ”en mislykket avis”. CNN er blevet kaldt ”forfærdelig” og ”fake news”. Buzzfeed fik betegnelsen “skrald”.

Præsidentens krig mod pressen truer amerikansk demokrati. Lad os være klar over, at når Trump bekæmper og ydmyger pressen, gør han mere end at spille for galleriet overfor hans tilhængere. Han søger at tæmme, svække og i sidste ende kastrere medierne og frarøve dem ​​den legitimitet, de engang har nydt blandt mange amerikanere. Det skriver den erfarne seniorrådgiver for Pulitzer Center for Crisis Reporting, stifter og direktør for Shorenstein Center for Medier og Politik, Marvin Kalb, i en ny bog, som udkommer i næste måned.

Bogen har titlen ”Enemy of the People” og handler om netop Trumps krig mod medierne. Kalb er dybt bekymret over de dybere konsekvenser af Trumps strategi mod medierne. Han frygter, at konsekvensen kan være en kurs mod en form for populistisk autoritarisme. Det er en styreform karakteriseret ved en stærk centralmagt og begrænsede politiske og individuelle friheder for borgerne. Han mener, at kan Trump efterhånden overbevise folk om, at hvad de læser i deres aviser eller ser på tv, på deres iPhones eller lytter til på radio, alt sammen er "falske nyheder", så kan han regere mere eller mindre, som han ønsker, uden at den frie presse rejser kritik eller kommer med afsløringer af hans ageren, og uden at nogen diskuterer visdommen i hans politik.

Trump ser fjender overalt, skriver Marvin Kalb. Hvis fakta kommer i vejen, er han helt parat til at skabe sine egne "alternative fakta". Han regerer allerede, som om hans eksekutiv afdeling allerede stod triumferende over retsstatsprincippet, mener Kalb. Tidligere præsident George W. Bush har engang talt advarende om magt. Hvordan den kan blive "vanedannende" og "ætsende", og den kan blive "misbrugt".

I sidste måned forsøgte udgiveren af New York Times, A. G. Sulzberger, under et besøg i Det Hvide Hus at forklare Trump, at hans retorik mod pressen var dybt bekymrende og på grænsen til at være farlig. Han advarede direkte præsidenten mod det inflammatoriske sprogbrug, som efter hans mening ville kunne lede til vold og trusler mod journalister.

Mødets indhold skulle egentlig have været fortroligt, men alligevel sendte Trump et tweet ud efter mødet, der skulle antyde, at nu havde præsidenten sat New York Times definitivt på plads og fortalt udgiveren, hvad han mente om pressens repræsentanter. Et tweet, der senere fik Sulzberger til at udsende en erklæring om hans egne udtalelser på mødet og hans noget anden opfattelse af dets forløb.

Det meget anerkendte amerikanske Poynter Institute, der forsker i medier og journalistik, offentliggjorde i november sidste år en stor undersøgelse af amerikanernes holdning til medierne under Trumps præsidenttid. Den afslører en markant polarisering i holdningerne. Vælgere med tendens til at stemme på Demokraterne har næsten i stigende omfang fået tillid til medierne, mens vælgere med tendens til at stemme republikansk har fået betydelig mindre tillid til medierne. Republikanere og Trump-tilhængere er langt mere tilbøjelige til at tilslutte sig meget kritiske holdninger til medierne og beskrivelsen af journalister som folkets fjender, og de er mere tilbøjelige til at støtte begrænsninger i pressefriheden end dem, der stemmer på Demokraterne.

Når der i undersøgelsen spørges til tilliden til journalisterne og redaktørerne, så er det kun 20 procent af offentligheden, der har "en stor del" tillid, 50 procent, der har "kun til nogle", og 30 procent, der har "næppe tillid til nogen". Offentligheden som helhed ser ikke nyhedsmedierne som helt uafhængige. 69 procent mener, at medierne "Har tendens til at favorisere den ene side". Men det betyder ikke, at offentligheden ikke ser nogen værdi i at have medier. Et flertal af samme størrelse (69 procent) mener, at nyhedsorganisationerne "holder politiske ledere fra at gøre ting, der ikke skal gøres".

Polariseringen er tydelig i undersøgelsen, når man ser på partitilhængerne. For eksempel udtrykker 74 procent af de demokratiske vælgere "en stor del" (19 procent) eller "en nogenlunde” (55 procent) tillid til mediernes rapportering, mens kun 19 procent af republikanerne gør det samme.

Et betydeligt mindretal af amerikanerne siger, at de er enige i påstanden om, at medierne er en "fjende af folket" (31 procent) og disse holdninger er dramatisk overrepræsenteret blandt Trump-tilhængere (64 procent). Endelig, og mest foruroligende, støtter en ud af fire amerikanere (25 procent) betydelige begrænsninger i pressefriheden. Specielt siger 25 procent af amerikanerne og 42 procent af Trump-tilhængerne, at regeringen burde "være i stand til at stoppe et nyhedsmedie i at offentliggøre en historie, som regeringsembedsmænd siger, er forkert eller unøjagtig".

En anden og helt ny undersøgelse lavet af Ipsos fastslår, at fire ud af ti republikanere i USA gerne vil give Trump magt til at lukke medier, som efter hans opfattelse optræder dårligt. 48 procent af republikanske vælgere i undersøgelsen mener, at medierne er fjender af folket. 80 procent af de republikanske vælgere i undersøgelsen mener, at medierne er biased, og 79 procent mener, at Trump bliver unfair behandlet i medierne.

Opfattelsen af medierne i USA er under forvandling med en præsident i krig mod hele den journalistiske tradition, selvforståelse og forankring i demokratiet. Lykkes det i USA at vælte mediernes autoritet og troværdighed omkuld, så kan vi også vente os en bølge eller to i Europa. Selv stærke mediehuse har ikke længere magten til at forhindre en fake news-strategi som Trumps i at få varig, skadelig effekt på mediernes rolle og på demokratiet. Det er læren fra USA.

I Danmark forsvarer politikerne stadig og helhjertet en fri og uafhængig presse, men samtidig er antallet af partimedier stigende, og det samme er kritikken af ikke at kunne komme ordentligt til orde eller få lov til at fremlægge politiske ideer for vælgerne gennem de klassiske medier. Netop i denne uge lancerede Dansk Folkeparti sin udgave af et nyt partimedie. Enhedslisten, De Radikale, Alternativet og Socialdemokraterne er allerede i gang på samme måde.

Det kan være fint og helt forståeligt, at partierne gerne vil have deres politik ud i mere uforstyrret form, uden kritisk modspil og af kanaler, som er den moderne medievirkeligheds mangfoldighed af muligheder. Problemet er bare, at det sker på et tidspunkt, hvor de klassiske medier er svækket af digital omstilling og faldende indtjening, og hvor der er behov for, at partierne mere end nogen sinde værner om den frie presse og ikke taler den ned.

Det store spørgsmål her er, hvordan vi mødes til en demokratisk debat, hvor meninger brydes, skærpes, udfordres, justeres og kasseres, fordi der var nogle andre, der var bedre. Hvordan gør vi det, når vi mødes i de i forvejen frelstes lukkede haver på nettet, hvor vi nok ikke engang gider at kigge ind over hækken til de andre? Hvordan sikrer vi tilliden til den kritiske, uafhængige presse ikke undergraves herhjemme? Læren af Trump må være, at medierne må tage kampen op. Må nytænke relationen til publikum og måden at bedrive journalistik på med høj kvalitet og høj troværdighed. Sandheden kræver vores opmærksomhed, som New York Times skriver i deres tankevækkende reklamekampagne.

----------

Lisbeth Knudsen er tværgående chefredaktør på Mandag Morgen/Altinget og formand for Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og Det Kgl. Teater. Hun har været koncernchef for Berlingske Media og ansvarshavende chefredaktør for Berlingske. Før det var hun blandt andet nyhedsdirektør i DR. Hver anden fredag skriver hun en klumme i Altinget. Klummen er alene er udtryk for skribentens egne holdninger.

Forrige artikel Anna Libak: Liberalisme er ikke det samme som normløshed Anna Libak: Liberalisme er ikke det samme som normløshed Næste artikel Jens Chr. Grøndahl: Kun idioter går med niqab Jens Chr. Grøndahl: Kun idioter går med niqab
Topforhandlere fra EU og Storbritannien er blevet enige om en ny Brexit-aftale

Topforhandlere fra EU og Storbritannien er blevet enige om en ny Brexit-aftale

AFTALE: Efter intense forhandlinger er EU og Storbritannien nået til enighed om en ændring af briternes skilsmisseaftale, som justerer reglerne for Nordirland efter Brexit. Hvis EU's stats- og regeringsledere godkender den nye aftale i dag, så vender alles blikke sig mod det britiske parlament. Har Johnson flertal i London?