Se videoen: Dan Jørgensen nedtoner forventninger til klimatopmøde

Som en optakt til COP26 mødte klimaminister Dan Jørgensen (S) torsdag den britiske ambassadør, Emma Hopkins, i en debat om klimadiplomati.

Andreas WindCaroline Tranberg

”Jeg må indrømme, at med det tempo vi arbejder i nu (...) – og selv hvis Glasgow er en større success, end vi tør håbe på – så er vi stadigvæk ikke i nærheden af der, hvor vi skal være for at redde planeten fra klimaændringerne.”

Sådan lød det fra klimaminister Dan Jørgensen (S) på en debat i Altingets gård torsdag morgen, bare to uger inden klimatopmødet COP26 i Glasgow skydes i gang.

Her havde Altinget og den engelske ambassade inviteret klimaministeren til at diskutere udfordringerne i klimadiplomatiet med blandt andre Storbritanniens ambassadør i Danmark siden oktober, Emma Hopkins, som en del af serien Diplomatic Talks.

I debatten gentog Emma Hopkins budskabet om, at det med klimatopmødet er ”den sidste chance” for at finde en fælles retning for verdens klimahandling. For at COP26 bliver en succes har mødet i ambassadørens øjne brug for både diskussioner indenfor specifikke sektorer som biodiversitet, transport og kulindustri – og så skal den private sektor også på banen.

Klimaminister er ikke overbevist

Dan Jørgensen blev blandt andet spurgt, om han fortsat er overbevist om, at klimakrisen kan løses. Men til det spørgsmål var han ikke lutter optimistisk.

”Jeg er ikke sikker på, at jeg er overbevist. Men jeg tror, der er en chance,” sagde han, og uddybede, at der skal meget mere til end en succes i Glasgow. Det handler for ham især om at lægge pres på landene, så de indfrier deres løfter.

Dan Jørgensen fortalte også, at Danmark har et par vigtige udmeldinger med til klimatopmødet. Én af dem er initiativet BOGA, som Danmark har sat sig i spidsen for sammen med Costa Rica, som ligesom Danmark vil forbyde olie- og gasudledning permanent. Initiativet skal bane vejen for en alliance af nationer, der vil stoppe søgen efter olie og gas og sætte en tidsfrist for, hvornår landenes udvinding skal være stoppet.

COP26 bliver afholdt den 31. oktober til 12. november i Glasgow i Skotland. 

Læs mere om debatten og Diplomatic Talks her.

Debatten er finansieret af den engelske ambassade i København og arrangeret i samarbejde med Altinget og Mandag Morgens live-afdeling, Arena.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Dan Jørgensen

Minister for udviklingssamarbejde og global klimapolitik, MF (S)
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 2004)

Emma Hopkins

Britisk ambassadør i København

Jakob Nielsen

Ansv. chefredaktør, Altinget
journalist (DMJX 1998)

0:000:00